Squeal like a rensdyr

”Kan I godt ro fos-kano?”, spurgte Torsten skeptisk. Jeg ringede til ham for at få et par gode råd til sommerens fiskeeventyr – en uges kanofærd på Lainio-elven i Lapland. Jeg slog det hen med en bemærkning om, at vi skam var i fin form og nogenlunde vant til at begå os under åben himmel, men jeg kunne også mærke en lille bekymring gnave i baghovedet. Så jeg besluttede også at ringe til min kammerat, Kristian, der ikke er så meget lystfisker, men han havde også roet kano på Lainio. Det første han udbrød var: ”Kan I godt ro fos-kano?” og så blev jeg for alvor bekymret. Hvad i alverden havde Henrik og jeg rodet os ud i?

Ideen til at vende næsen nordpå og tilbagelægge en afstand, der svarer til turen til Rom, kom efter en lang aftens fiskesnak med fiskeskribenten Steen Larsen i en fælles fiskevens sommerhus. Steen havde flere gange begivet sig ned af en elv i Lapland, hvor der var ensomt, smukt og frem for alt laks, ørred og stalling, og han undrede sig over hvorfor der ikke var flere, som gjorde det. Kiruna lå jo kun nogle timers flyvning fra København – en tur der oven i købet kunne gøres for omkring 2.000 kroner? Jeg undrede mig også, og da jeg fortalte min fiskekammerat, Henrik, om den dér næsten hemmelige elv, blev det til en beslutning. Dér skulle vi hen. Torsten og Kristians skepsis vedrørende vores evner i en kano tog vi hånd om ved at leje en kano og ro den op og ned af Mølleåen, der forbinder Furesøen med Lyngby Sø. Dermed måtte teknikken ligesom være på plads. Man er vel et mandfolk. Inderst inde ulmede uroen dog, og begge havde vi et billede af os selv som deltagere i ”Udflugt Med Døden”. Faktisk fandt Henrik stor morskab i at bavle løs om, at vi ville blive voldtaget af et par indavlede samer, mens de råbte ”Squeal like a rensdyr!”. Idiot!

Og så en eftermiddag i starten af august stod vi pludselig ved noget, der hed Jårkastakka langt fanden i vold ude midt i Lapland. ”Ja, nu er der langt til København”, grinede Roland, der havde kørt os derud, og efterlod os ved bredden af Lainio-elven med en kano, 10 kg. mad og mindst dobbelt så meget fiskegrej. Bortset fra elvens klukken, var der helt stille, og nu skulle det vise sig, om vi kunne ro fos-kano. Lainio-elven Lainio-elven har sit udspring dybt inde i det svenske Lapland mellem den 68. og 69. breddegrad – ca. 300 km nord for polarcirklen. Svenskerne kalder den ”Ur-elven”, fordi den og området, den løber gennem, er noget af det ældste fjeld, der findes i Sverige. I modsætning til andre store, svenske elve er Lainio blevet skånet for opdæmning, skovning og andre drastiske indgreb fra mennesker. Den løber frit gennem det mest øde område i Europa – en del af Lapland hvor så få mennesker befinder sig, at det er officielt nedslagsområde for raket- og satellitrester fra den Europæiske Rumfartsorganisations opsendelser.

Lainio-elven starter langt oppe i højfjeldet over skovgrænsen, og vil man starte kanofarten her, skal man flyves ud i helikopter. Den billigere løsning – som vi valgte – er at blive kørt ind til Jårkastakka. Jårkastakka er ikke andet end en bro og en parkeringsplads, der hvor grusvejen går over Lainio-elven. Her går det åbne højfjeld over i lavfjeld med tæt skov af birk og fyr, så de næste 90 km. ned til Lainio By padler man gennem en lang skovkorridor i læ for den værste vind. Det er rigtig vildmark, hvor selskabet mest udgøres af strø-rener - rener der er løbet væk fra samernes flokke. Og måske en bjørn! Bjørnene trives efterhånden så godt i Nordsverige, at der er en jagtkvote på 60 bjørne om året alene i Kiruna Kommune, som Lainio ligger i. Fascinerende eller ej så vælger jeg nu at være taknemmelig for, at vi slap for et rendezvous med sådan en karl. For os der mener, at livet leves bedst med en fiskestangen i hånden, betyder det også en fiskebestand, der lever under lavt fiskepres. Læg dertil at Lainio-elven er lakseførende, og at svenskerne forbød alt drivgarnsfiskeri efter laks i Østersøen fra 2008. Retten til at fiske på 100 km. elv med massevis af fosser, pools og säler – den svenske betegnelse for de stræk hvor elven flyder gennem flade områder og nærmest bliver til en sø – koster den beskedne sum af 600 svenske kroner. Så bliver fiskevand vist ikke meget billigere.

Fiskeri Med de betingelser havde Henrik og jeg forestillinger om armslange stallinger og evigt springende laks. Forestillingerne var blevet næret både af et par billeder af 3 kilos bækørreder, kanokammeraten Kristian havde fanget i fosserne, og noget af Steens videofilm, jeg havde fået hustlet mig til. I den ror han og Torsten Gejl ad Lainio-elven og fanger nydelige stallinger og en 10 kilos laks hver, mens endnu flere laks ruller lystigt i overfladen. Du kan selv se efter, for filmen blev udgivet som bonus-DVD til bladet fiske-feber i juni 2009. Så på det her sted ville enhver fiskeartikel med respekt for sig selv gå i oplevelses-mode og berette om fights, landinger og historien om den der fisk, der overgik alle de andre. Sådan var vores virkelighed på Lainio bare ikke. Da vi ankom til Lainio By efter 6 dages kampfiskeri, havde vi fået masser af stalling og en del ørred, men den største fisk kneb sig kun lige over 30 cm. Springende laks havde vi slet ikke set nogen af. En lokal bådfisker ved Sopero havde godt nok glædestrålende viftet med en 5-kilos fisk, da vi roede forbi ham, og Henrik havde på sin vis reddet æren ved at fange en lille fyr på 55 cm. under spinnefiskeri efter ørred og stalling. Men ellers havde 6 dages pryglen løs på elven med en tohånds fluestang ikke resulteret i så meget som et tilbud. Faktisk var det en ganske frustreret udsending for scandicAngler, der stod i Lainio med pålæg om at skrive en læseværdig artikel om fiskeriet på de kanter. Det havde bogstaveligt talt ikke været noget at skrive hjem om, og der manglede i bekymrende grad fiskebilleder. Jeg henvendte mig til Roland, der driver Camp Tystnaden i Lainio, og forklarede, at det her ville jeg få svært ved. Campens to fiskeguider, Martin og Anders, havde ingen kunder næste dag – om ikke jeg lige kunne låne dem til at vise os, hvordan man fanger fisk i Lainio og få nogle enestående fiskeoplevelser med hjem?

Roland var forstående og bevilligede en dags guidning. Hos Henrik og mig fik udsigten til lokalekspertisens anvisninger humøret til at stige et par grader. Næste dag kørte vi Landcruiser ud af en privat, spærret grusvej til en fantastisk fos. Det tegnede godt. Martin valgte en lakseflue, som jeg havde brugt hele ugen, og sendte mig ud for at fiske fosnakken af – ganske som jeg havde gjort de seneste 5 dage. Der var ikke noget der tydede på, at jeg havde gjort noget forkert dér, og resultatet var da også det samme – ingen laks. I stedet skulle stallingerne have kanel. Anders og Martin vadede langsomt ned gennem fossen med nymfer, som lignede dem, jeg havde vædet i andre fosser i de foregående dage. Jeg selv gjorde, som der blev sagt og fiskede en strømkant af med en Elk Hair Caddis str. 12. Henrik fortsatte med spinnestangen. Det hele foregik ganske som vi selv havde gjort det i de foregående dage og igen med samme resultat – fin underholdning til alle men ingen fisk over 30 cm. Vi flyttede plads opstrøms til en strækning, hvor Lainio fosser gennem en kløft med lodrette klippesider. Et storslået stræk som Anders og Martin forklarede egentlig bedst fiskes ved at drive nedover fosserne i gummiflåde og stå af og fiske fra stenbanker og klippehylder.

Vi blev ledt ned til en lille skovklædt afsats, hvorfra Anders og Martin pegede over på en sandbanke ved modsatte bred. Dér blev en stalling på 47 cm. fanget for et par år siden! En stalling på 47 cm. er stor, ja, men ikke så stor at den burde være noget man mindes år efter i en fiskecamp i Lapland. Da gik det op for mig, at det slet ikke var fiskeriet men mig selv, der var noget i vejen med. Jeg havde drømt hele vinteren og foråret om den her tur, og i takt med at drømmene tog til, steg også forventningerne. Det vi oplevede, er bare helt normalt fiskeri i Lainio-elven. Springende laks og monsterørreder findes, og Steen og Kristian havde været flittige, dygtige og superheldige og var rendt ind i dem. At tro at deres greatest hits ville være min dagligdag i en uge var jo åndssvagt. Det hjalp helt enormt på humøret. Nuvel, så var stallingerne af moderat størrelse og laksene svære eller fraværende – det var så bare en præmis – men tænk i en uge at have fisket efter dem i så enestående omgivelser og godt selskab! Livet bliver ikke meget bedre, og jeg kunne mærke et smil brede sig fra øre til øre. Den aften smagte den resterende aftensmad - rosiner, the og 4 marcipanbrød – ekstra godt. Og det var jo ikke fordi, Henrik og jeg i øvrigt var plaget af tungsind. At være på fisketur er så mange andre ting, og det her var en af de allerbedste. Vi havde lige padlet 90 kilometer gennem noget af det mest fantastiske natur man kan forestille sig. Vi havde ikke skiftet tøj, set på et ur, taget telefonen eller læst en SMS i 6 dage. Vi sov hvor og når, det passede os, de sværeste beslutninger var, om vi skulle stoppe og fiske den ene eller den anden pool, og hvad vi skulle spise til aften. Da vi sad i Kiruna Lufthavn og ventede på flyet hjem, havde vi sjældent i vores voksenliv følt os så tilfredse og afslappede. Hvem gider så beklage sig over, at der ikke lige kom en rekordfisk på tavlen denne gang?

Praktik Vi lejede kanoer med paktønder og redningsveste af Lainio Vildmark. Ejeren Roland hentede os i Kiruna Lufthavn, sørgede for pitstop i det lokale supermarked (stort udvalg og rimelige priser) og de 150 km. videre transport ud til elven ved Jårkastakka. Efter den sidste overnatning i Camp Tystnaden i Lainio By var transport tilbage til lufthavnen også en del af pakken. Overnatning på elven foregår i telt. Der er læskure undervejs, men de ligger ikke særlig godt i forhold til interessant fiskevand. Vi brugte dem ikke. I stedet foretrak vi at slå lejr ved større fosser og stryg. Her snævrer elven ind og det giver nogle græsklædte banker med plant underlag og fiskevand lige udenfor døren. Vi var velsignet af fremragende vejr. Det fine vejr gav os mulighed for at lave bål ved enhver lejlighed, hvilket især var en rar ting de første dage, hvor temperaturen om natten nærmede sig frysepunktet. Faktisk fik vi slet ingen regn, og blæst var der heldigvis kun lidt af. Nedstrøms Sopero, som er den ene af de to landsbyer, man passerer på vejen, er der længere säl, som vil være hårdt arbejde at komme igennem i modvind.

Medmindre man vil bruge tid på elvens gedder, er sälene uinteressante, så det kan være en overvejelse værd at nøjes med strækningen Jårkastakka-Sopero. I så fald mister man bare muligheden for at fiske i de søer omkring Lainio, hvor vi sammen med Anders og Martin oplevede vårfluer skøjte henover overfladen, mens kilosørreder stak snuden op for at suge dem i sig. Og så mister man også muligheden for at tage den sidste overnatning i en hytte og få et varmt bad og en tur i sauna i Camp Tystnaden. På Lainio er man alene. På 6 dage så vi 2 andre kanofarer, 3 lokale lystfiskere i nærheden af Sopero og en håndfuld landsbybeboere omkring Sopero. Der er ingen mobildækning, så det er ikke socialt overload, der plager turen. Grej og fluevalg er uden hokuspokus. Når laksene er der, ligger de mellem 5 og 10 kilo med nogle mindre og nogle større. Lainio er rigtig stor sine steder, så tohåndsgrej er det rette valg. Jeg har jo desværre ikke grundlag for at kloge i fluevalget, men tænk over at laksene ved Lainio er 300 km fra havet og har taget noget farve, og at elven er klar men humusfarvet af sit løb gennem skoven.

Ørred og stallinger åd det meste man smed efter dem. Hare’s Ear-nymfer og lignende – gerne med noget tyngde og lidt flash – lod til at virke fint. Klinkhammer og Elk Hair Caddis flyder godt og fungerede upåklageligt, selv når der var noget knald på vandet. Fiskene er deres beskedne størrelse til trods bomstærke og forstår at udnytte strømmen, så klasse 5 er passende men bør suppleres af en 6-7’er, hvis der skulle være noget vind. Husk et par åndbare waders. Dem kommer du til at bruge rigtig meget – også undervejs når kanoen skal trækkes over stryg og fosser. Og en vadestav. Det glemte jeg, og styrtet kostede en brækket lillefinger. Sådan en smule skade kan man sagtens reparere med gaffa-tape, så gaffa skal du også huske. Du er garanteret mindre klodset end mig, men du kunne jo få en flænge i teltet, i dine waders eller måske ryger hjulholderen på yndlingsstangen. Gaffa klarer til gengæld ikke myg, så husk myggenet og køb et par dåser myggemiddel lokalt. De lokale ved, hvad der virker. Vi brugte Wilmas Nordic Summer, der lugter fælt af bål, men som er drøjt og holder blodsugerne effektivt på afstand. Og så var der jo det der med, om vi kunne sejle fos-kano. Ja, det kunne vi faktisk godt. Vi kæntrede i hvert fald ikke. Men vi lærte også et par ting, som du lige får som bonusinformation.

Kanosejlads 1. Lær hvad J- og fejetag er og øv dem i smult vande. Det er dem, du styrer kanoen med. 2. Tag dig god tid. Når du kommer til en fos, så læg til land ovenfor og gå ned langs fossen og vurder den. Hvis du har fået et kort med fossernes sværhedsgrader, så brug din dømmekraft før kategoriseringen. Er du i tvivl, om du kan komme igennem uden at kæntre, så træk kanoen nedover. 3. Når du går ned langs fossen så mærk dig klippeblokke, der ligger under overfladen. Sig det højt og vær sikker på at din makker også har set dem. I kan ikke styre ret meget i stærk strøm, og der er altså ikke tid til diskussion, når først I er ude i den. Aftal hvor I bedst går ind i fossen, om I vil højre eller venstre om de enkelte blokke, hvor farten skal tages af, og hvor den skal sættes op. 4. Det er hvis du render på en klippeblok, og kanoen bliver trukket på tværs af strømmen, at du kæntrer - det er ikke på grund af hård strøm og bølger. Padl så vidt muligt gennem hovedløbet hvor der er dybt, selvom det ser mere voldsomt ud end vandet langs bredderne. 5. Undgå løst gods når du padler. Pak alting i tasker og tønder og sur det fast i kanoen. 6. Husk redningsvest og nyd det så! Det værste der kan ske, er at du bliver våd.