Share |

Fluefiskedrømme i Lapland

DVD viser fiskeri de fleste drømmer om...

Mens jeg skriver dette, viser termometeret næsten et tocifret antal frostgrader. Der er is henover vinterpladserne i Isefjorden og Roskilde Fjord, og nede sydpå, hvor vandet er isfrit, skubber en østenhyler iskoldt overfladevand ind og presser ørrederne ud. Der er ikke mange muligheder for at komme ud, og så er det godt at man kan dulme abstinenserne med lidt lystfiskermetadon i form af Steen Larsens nye DVD, ”Fluefiskedrømme i Lapland”.

Steen har en alenlang karriere som fiskeskribent og -fotograf. Jeg har været vild med hans ting lige siden han dukkede op i 80’erne i kølvandet på Jens Ploug Hansen og tilførte fiskejournalistikken en smule mere raffinement og glamour end JPH og hans islandske sweater. Steen har været en ørn til at finde spændende fiskeri på alle kontinenter og til at skrive om det og tage billeder af det, så det er naturligt at han også forsøger sig med levende billeder.

Steen Larsen DVD
© scandicangler.com Steen Larsen Film

”Fluefiskedrømme i Lapland” er hans anden udgivelse på DVD. Den foregår i den svenske del af Lapland og skildrer tre steder og tre typer fiskeri: Laksefiskeri i den nedre del af Torne-elven, stallingfiskeri i den øvre del af Torneelv-systemet og ørredfiskeri langt oppe på højfjeldet.

Steens beretninger om fiskeriet i det laplandske har tidligere lokket mig derop - omend med et noget andet resultat end jeg havde forestillet mig.  Så jeg var mere end almindelig nysgerrig omkring indholdet af denne DVD. I afsnittet om laksefiskeri følger man fire fyre i et døgns tid på Kengis Bruks val.

I centrum er Steens rejsepartner, Michael G. Olsen, og den i området bosatte, danske fiskeguide, Lars Munk Lauritsen. Nogle gange har man lov at være heldig, og det er de fire kammerater. Vandet er i elven er steget, og et laksetræk er på vej op fra havet, så i det døgn sekvensen spænder over, bliver der laks til alle. Imellem fangsterne finder Michael G. og Lars tid til en grundig snak om, hvordan man kan komme til fiskeriet, om udstyr og den slags.

Steen Larsen DVD
© scandicangler.com Steen Larsen Film

Torne-elven er en kolossal elv, og selvom næste afsnit er rykket op i bi-elven Muonio og fiskecampen Rajamaa 300 kilometer fra havet, er det stadig et voldsomt vand at skulle fiske stallinger i med en klasse 5 stang. Michael G. er igen i centrum og han får hjælp til at tackle elven af den lokale, svenske fiskeguide, Jesper Larsson.

De har ramt elven på en svær dag, men med Jespers kendskab til vandet og ordrig vejledning fanger de en håndfuld stallinger fra 30 cm. til en kulmination med en fisk på over en halv meter. Rajamaa har et ganske enestående stykke elv til sin rådighed, for som Steen rigtigt og realistisk bemærker i speak’en, er stallinger i den kaliber, noget man skal til langt mere afsides egne for at fange.

Det kan jeg skrive under på - se selv dokumentationen andetsteds på scandicAngler. Som rosinen i pølseenden kommer vi en tur på højfjeldet – så langt, at Steen, Michael og deres guide, Håkan Söderqvist, flyves derop med helikopter. Der er her tale om et andet og mere storslået sceneri fra fjeldets åbne vidder, der nok mere er det, som de fleste opfatter som Lapland. Fiskeriet foregår denne gang i sø og der fiskes smukke, stærke ørreder op til 40 cm.

På et tidspunkt stiller Steen selv kameraet fra sig og griber fiskestangen i stedet. Han sætter hurtigt fluen i en nydelig røding, og på den måde kommer filmen elegant omkring de fire klassiske Laplands-fisk: laks, stalling, ørred og røding. Det er en rar lille film, Steen Larsen har fået skruet sammen.

Den præsenterer et fiskeri i Nordbotten, som de fleste danske fluefiskere med sikkerhed har drømt om mindst én gang i deres liv. Steen er på pletten med kameraet, når det er nødvendigt og får på den måde umiddelbar fiske- og fangstglæde med. Det er en kunst. Når fiskeriet er godt, som det er i lakseafsnittet, kan det være svært at gøre sin pligt som fotograf i stedet for at gribe fiskestangen.

Når Steen ind i mellem selv fisker, har han sikret sig at kameraet er klar til en af de andre deltagere, og det lykkes fint. Især er Michael G. jo en dygtig fotograf, og det bærer de sekvenser, hvor han er bag kameraet, præg af.

Steen Larsen DVD
© scandicangler.com Steen Larsen Film

At det kun er Steen Larsens andet forsøg med levende billeder ses desværre også. Den sikkerhed, som præger hans stills, er ikke til stede i filmen. Lakse-afsnittet har et decideret præg af hjemmevideo med nogle besynderlige beskæringer og frysninger.

Det går bedre i stalling- og fjeldsekvenserne, som lige er en tand mere professionelle. Torne-elvens størrelse sætter også sit præg på optagelserne af fiskeriet, hvor vadende fiskere altid fotograferes langt væk fra. Man kan ikke fortænke Steen i ikke at ville vade rundt med et dyrt kamera, men nærbilleder gør altså tingene mere vedkommende, og dem kommer der ikke rigtig noget stabilitet i før oppe på fjeldet, hvor der kan filmes tæt fra bredden eller på plan bund uden strøm. Rajamaa- og fjeldafsnittet har også nogle lange interviews med guiderne om fiskeriet og adgangen til det. Det er ganske som Steen Larsens hyppige destinationsartikler, der altid har mindst én faktaboks, hvor den slags information bibringes.

Nogle vil finde det interessant og nyttigt, andre – herunder undertegnede – finder det langtrukkent og med en umiskendelig em af sponsorat. Det er høfligt men desværre helt gennemtænkt, at Steen, der taler et fremragende svensk, interviewer på svensk uden tekster i en film til det danske marked. Ikke alle danskere har det let med vort broderfolks modersmål, og når selv spørgsmålene fra en dansker er på svensk, kan det være vanskeligt at følge med.

Når Steen Larsen får arbejdet lidt med formidlingen og filmhåndværket, så kan vi forhåbentligt vente os film i samme klasse som hans artikler. Det glæder jeg mig til.

Facebook Comments Box