Hökensås Sportfiske

En fredag eftermiddag i maj sidste år satte Jan, Thomas og jeg satte kursen mod det sagnomspundne svenske put & take-område, Hökensås Sportfiske. Hökensås Sportfiske ligger midt i Västergötland, klos op af Vättern, en køretur på et par hundrede kilometer fra København. Hökensås Sportfiske spænder over enogtredive naturlige små søer, der er drysset ud over et stort ærkesvensk skov- og klippeområde.

Siden 1957 har de enogtredive søer fungeret som rekreativt fiskeområde med udsatte regnbueørreder fra eget opdræt. Søerne er fordelt på ni søer med tilladelse til både agn-, spinne- og fluefiskeri, tre søer med spinne- og fluefiskeri og syv søer med Fly Only. De øvrige ti søer er reserveret til såkaldt Företagsfiske, hvor en hel sø lejes ud til firmaarrangementer.

I Hökensås Sportfiske sætter man alle kræfter ind på at levere kvalitetsfiskeri ved at udsætte fisk af en høj kvalitet og ved at passe fiskevandene gennem kalkning, udlægning af halm (der nedsætter algevæksten i søerne) og udsætning af græskarper. Tidligere er flere søer også blevet rotenonbehandlede, men den praksis er ophørt, da flere søer løber ud i Vättern og dermed giver den en uønsket miljøbelastning.

Der er også gjort meget for at stille faciliteter til rådighed for fiskerne. Der er en veludrustet fiskegrejsforretning i forbindelse med hovedkontor og campingområde, og ved søerne er der stangstativer, bålpladser, picnicborde og ofte både til leje.

Det lyder sikkert ikke som nogen videre autentisk naturoplevelse, men faciliteterne er så passende diskrete, at man er sig sit ophold midt i et vidunderligt svensk naturområde meget bevidst. Medfiskere, der er lidt kendt i det sydsvenske, vil sikkert undre sig over, at Hökensås skulle være værd at køre så langt efter. Tættere på København ligger put & take-området Harasjömåla og tilbyder præcist det samme. Det ville da være langt nemmere? Sandt nok, men Hökensås Sportfiske har et slagnummer, som ikke findes i Harasjömåla, og som fluefiskere er villige til at køre store afstande for at være med til: døgnflueklækninger!

Det drejer sig ikke mindst om Skandinaviens næststørste døgnflue, ephemera vulgata, sømajfluen eller Sjösandslända, som den hedder på svensk. Vulgataen er et ordentligt kræ med en krop på op til to centimeters længde. Den kræver rent vand og findes derfor kun få steder her i landet. Faktisk er den anført som sårbar på den danske rødliste, som er vurderingen af diverse plante- og dyrearters risiko for at uddø. Men i de kildeforsynede søer i Hökensås findes den i stort tal, og når vulgataen klækker, blæser ørrederne på udrydningstrusler og smovser hæmningsløst i de klækkende insekter.

Det er bestræbelserne på at skabe et kvalitetsfluefiskeri, der både kan lette presset på de vilde bestande af ørreder i Midtsverige, kombineret med tilstedeværelsen af de døgnfluer, som det klassiske fluefiskeri bygger på, som gør Hökensås unik. I Hökensås snakkes der meget lidt om allround put & take-fluemønstre som Montana og Woolly Bugger men rigtig meget om flymfer, kläckare, duns og spent spinners. Faktisk er Hökensås Sportfiske i fleres øjne et mønstereksempel på institutionaliseret fluefiskeri og gjort til genstand for egne fiskemetoder og fluemønstre. Især har den svenske guide, skribent og fotograf, Henrik Larsson, været talsmand for kvalitets put & take efter Hökensås-modellen, og han holder da også jævnligt kastekurser i Hökensås-området. Hvis det lyder lidt fimset, så kan jeg trøste med, at mine rejsekammerater den weekend næppe er i stand til at kende forskel på en døgnflue og en edderkop. De er spinnefiskere, men de så mindst lige så meget frem til turen, som jeg gjorde. Hökensås er for alle.

De barske realiteter…

Jeg har en fiskeven, der er redaktionschef ved en dansk nyhedsavis, som engang betroede mig, at en rockkoncert er forbløffende svær at anmelde troværdigt. Selv et tændt band af betydeligt talent og renommé vil have svært ved at spille sig over tre stjerner, hvis lyden svigter, journalisten er influenzaplaget eller andre ydre omstændigheder kommer i vejen.

Indenfor fiskejournalistikken kan vi andre blot konstatere, at de samme regler også gælder her. Vejr, sygdom, defekter på grejet og andre ting, som kun fiskeguderne er herre over, kan forhindre enhver fisketur i at spille sig op til sit fulde potentiale og således munde ud i en uretfærdig dårlig anmeldelse. Man kan selvfølgelig undlade at lade succeskriteriet for en fisketur være noget så usikkert som en stor, fed døgnflueklækning, men hvem har nogensinde hørt fluefiskere omtalt som et rationelt folkefærd? Og retfærdigheden havde meget trange kår den weekend i Hökensås. Efter at være kommet alt for sent i soveposerne dagen forinden mødtes vi lørdag morgen med Hökensås Sportfiskes butiksansvarlige, Ola Berg, der udleverede fiskekort og kørte med os på fiskeri i området.

Vejret var køligt, gråt og indimellem med lidt regn. Solskin til at tørre et par nyudfoldede insektvinger var der ikke noget af, så der var ingen vulgatanymfer, der følte trang til at tage turen mod overfladen den formiddag. I stedet anbefalede Ola guldsmedelarve- og vandnymfelarveimitationer fisket dybt og naturligvis blindt. Min fiskefeber havde antaget faretruende højder, så det kunne på ingen måde skuffe at skulle varme op med lidt vådfluefiskeri. Efter en times fiskeri i Sänksjön, hvor hverken vi eller nogle af den øvrige håndfuld fiskere ved søen havde så meget som set en fisk, lettede vi anker og satte kursen mod Sydvattnet.

Her fiskede vi fra båd, og efter nogen tids fiskeri debuterede Ola ubeskedent med en nydelig bækørred på omkring halvkiloet. Den faldt for en Egg Sucking Leech fisket på synkeline over tre meter vand. Som Ola forklarede, er igleimitationer et sikkert bud, da igler og guldsmedenymfer udgør basisføden for ørrederne i søerne. Altså standard put & take-strategi men bare ikke det døgnflueorgie, vi kom for.

…og højdepunkter

Der er ingen grund til en fortsat ørkenvandring gennem fiskeløse timer. Lad mig i stedet nøjes med at fremhæve et par små højdepunkter. Sammenlagt fangede vi tre fisk i løbet af hele weekenden. Jan var først på tavlen med en grim pukkelrygget regnbueørred, som vi ikke engang nænnede at fotografere. Anden mand på tavlen var undertegnede med en aborre, der var næsten lige så stor som min hånd. Endelig, nærmest i sidste kast inden afgang, lykkedes det at kroge og lande en regnbueørred på flue. Regnbuen kæmpede ihærdigt for sit liv, men når man ikke er større end en dansk sild, er selv en klasse 4-stang en overmagt. Hökensås kvalitetsfisk udeblev ganske fra vores fangstjournal og også fra vore medfiskeres.

Alle vi snakkede med havde tomme creels og næsten ligeså tomme blik i øjnene af bare frustration. Alle havde historier om søer, der under klækninger lige præcis på denne tid var eksploderet i frådsende regnbueørreder. Nu sad vi bare der i støvregnen og gloede. Det værste var næsten, at de åndssvage dyr faktisk viste sig for os, på trods af det var koldt og gråt og søerne stod spejlblanke hen. Af og til kom en buttet, trekantet ørredsnude sindigt pløjende gennem overfladen - sandsynligvis i gang med at labbe myggelarver i sig.

Og jo, selvfølgelig prøvede jeg at lægge en myggelarveimitation ud, men labberiet foregik konsekvent ti meter udenfor kastehold. Endnu mere til grin følte jeg mig, da jeg udstyret med høje forventninger og dagkort til 170 SEK rendte på en flok lokale knægte uden fisketegn, der sad på bredden af min Fly Only sø og fiskede med Powerbait. Hökensås Sportfiske kan selvfølgelig ikke være alle steder og kontrollere, men det var altså ikke den samme fornemmelse at fluefiske i søen efter den oplevelse.

Det gav heller ikke point, at de unge tyvfiskere ikke var de eneste fejlplacerede gæster jeg traf. Mens jeg i kast efter kast frustreret forsøgte at vriste fisk ud af Lille Havsjön, trak en minibus op på parkeringspladsen. Ud hoppede fire granvoksne mænd, der iklædte sig fuldt svømmedykkerornat og væltede sig ud i søen. I en blikstille skovsø på størrelse med nogle få fodboldbaner fylder sådan fire hvaler en hel del. Bevares, der var en hvis tilgivelse, da det viste sig at være den lokale dykkerklubs søvaskerdag, hvor bunden blev støvsuget for flasker, sunkne ishockeymål og andet skrammel. Men nogen stor naturoplevelse var det ikke.

Hökensås Sportfiske ender således på en, ganske givet uretfærdig, middelkarakter efter den weekend. Det siger måske noget om stedets faktiske standard, at et hold tjekkiske flyderingsfiskere var draget den lange vej fra Centraleuropa til Hökensås, blot for at fluefiske. Ifølge Ola Berg kommer der endda fluefiskere fra det svenske Nordland for at fiske i Hökensås. Fra Nordland! Vi andre plejer at drømme os til at fiske i Nordland. Apropos drømme. Det er juni, og på det sidste har jeg fantaseret om massive vulgata-klækninger. Måske skulle man alligevel …?