Fjeldtur til Miekak i Nordsverige

Jeg havde længe ønsket mig, at komme på fjeldet og opleve midnatssolen og den helt specielle stemning, der må være i et landskab, hvor det ikke bliver mørkt. Så da min fiskekammerat Hans Lindegaard, der har masser af erfaring, kom med en invitation, måtte jeg sige ja. Dog først efter at have fået grøntlys på hjemmefronten. 11 dage på fjeldet + 3 dage til rejse så er det meste af sommerferien gået, og når man er far til en knægt på godt 2 år så...

Vi startede med at kigge på fjeldkort, og sammenholdt oplysninger fra diverse fisketidsskrifter, fandt vi et passende rejsemål. At der i sidste øjeblik blev sat kvotering på elven, og at vi ikke nåede at komme i puljen, ændrede ikke vore planer ret meget. Vi valgte naboelven - Tsielejohka, da den løb sammen med den oprindeligt planlagte elv, i et system længere nede. Og så var der på kortet ikke så langt over til den kvoterede elv. Og vi havde fiskekort til stykket ovenfor kvoteringen. Så rejsens endemål var Kvikkjokk fjeldstation, og derfra over søen og på sydlig kurs ad Kungsleden mod Tsielejohka

Tur start

Før turstart, var jeg så "heldig" at blive forkølet 2 dage før afrejse, og samtidig gik familien ned med en gang maveproblemer. Resultatet var, at jeg ikke rigtig fik noget at spise fra afrejse start, og til vi skulle til at gå. Det blev til lidt knækbrød, men ikke et rigtigt hovedmåltid. Efter at have skrevet postkort, købt myggestift af mærket US 622 fik jeg lige ringet hjem før vi fik fat på en båd, der kunne sejle os over søen. Det kostede 80 sv. kr. pr. snude, og for 10 min sejlads, men sparede os for en travetur på ca. 8 km. Da vi var blevet sat af på den anden side af søen og båden til sidst forsvandt, fik jeg fornemmelsen af at nu startede turen for alvor. Det blev bekræftiget af de første myggestik begyndte at klø!

Strabadserne op ad bakken

Vi fik arrangeret det sidste bagage på rygsækken, fandt regntøj frem og smurte os med myggestift. Jeg med US622 - det er det mest overbevisende jeg har prøvet til dato, men er også hård ved huden. Hans brugte en nykøbt Bek olie - det holdt han dog hurtigt op med, da den viste sig totalt virkningsløs.

Så begyndte vi at vandre. Vægten af rygsækkene var mellem 32 og 33 kg. Det først stykke af ruten, gik ad en plankesti gennem skovterræn med en meget svag stigning. Jeg havde taget en 2 liters plastdunk som tidligere havde indeholdt sødmælk med. Den blev fyldt ved de vandløb vi passerede. Terrænet begyndte nu at stige. Vi vidste fra kortet, at vi skulle stige fra ca. 300 m til godt 600 m. Efter en lille times gang, måtte vi stoppe pga. torden, der kom snigende ind fra venstre side. Vi iførte os regntøj og myggenet, og sad stille en stund, under en mægtig gran. Stigningen var noget stejlere end vi havde forestillet os, og jeg svedte som en hest.

Jeg kunne også godt mærke, at jeg ikke var helt på toppen, da jeg ikke havde fået et ordentlig måltid i det sidste 1 ½ døgn. Men det var kun starten. Uvejret drev forbi og vi forsatte. Klokken var nu godt 20 onsdag den. 18 juli. Det blev ved med at gå opad i noget, som jeg syntes varede en evighed. Det var, som at gå på en lang trappe, og benene syrede til. Der var ikke noget udsyn, så det var ikke til at sige hvor langt vi havde igen, før vi nåede op. Vi forventede hele tiden at skoven åbnede sig, og at vi kom ud på et plateau, men det skete ikke. Til sidst kl. 23.20 slog vi teltet op ved siden af stien, og krøb i posen uden aftensmad. På det tidspunkt var jeg gennemblødt af sved og mine tanker om fjeldvandring var ikke videre positive. Vi må dog have gået pænt til, for det tog lige så lang tid at gå ned - ca. 10 kg lettere og noget bedre til bens.

Næste morgen kiggede Hans lidt mærkeligt på saltudtrækningen på mine goretex støvler !! Efter en gang mysli med fjeldvand (det er faktisk rigtig godt, for der er blandet mælkepulver i myslien hjemmefra) pakkede vi og gik videre. Vi fandt nu ud af hvor vi var, idet vi kort efter start passerede Lastak søerne. Vi kom nu til plateau med spredte birketræer og udsyn til sneklædte fjelde. Efter yderligere en time begyndte det at gå nedad mod Tsielejohka.

 

Kan det lade sig gøre at fiske her?

Det var en lang blød skråning, og der var ca. en times gåtur. Vi kunne høre elven ca. en halv time før vi kunne se den - Det lovede ikke godt. Da vi så elven stod vi også og hang lidt med skuffen, for med den vandføring så det ikke ud til, at vi fik brug for vores åndbare Waders, eller at vi kunne fiske i elven med en klasse 5 udrustning. Vi gik over hængebroen og ind i Svensk Turistforenings hytte for at puste ud og lægge planer. Efter et par stykker knækbrød med leverpostej og chili makrel sov jeg i 10 min. Da jeg vågnede tændte jeg op i brændeovnen, og hængte mit tøj til tørre. Bukserne havde skrabet mig på inderlårene, så det var helt rart at iføre sig de åndbare regnbukser.

Sådan iklædt begav vi os af sted for at se på nogle sving opstrøms broen. Det var en stor lettelse at se, at der også var mere langsomflydende partier på elven. Humøret steg yderlige ved fundet af den første rentak. Vi blev enige om, at lokummet ved broen tilbød så meget komfort, læs myggefred, at vi ville slå teltet op der, og gå opstrøms på fiskeri. Som sagt så gjort. Vi fik hurtigt slået lejr og Hans gik i gang med trangia'en. Aftensmaden stod på gullasch med nudler. Det faldt på et tørt sted eller nærmere på et tomt sted. Min mave var ved at vågne igen.

Det hele så en smule lysere ud. Nu skulle der fiskes. Vi riggede vores #5 udrustning op og begav os nedstrøms, til et tilsyneladende fladt parti ca. en km nedstrøms. Det kunne fint lade sig gøre, at kaste en vådflue/streamer ud, og lade den svinge indtil egen bred. Det gik der vel en halvtime med, da Hans pludselig stod med flex på stangen. Det så ikke så vildt ud i det svindende aftenlys, så jeg gik langsomt hen til ham. Landingen foregik også uproblematisk, og turens første fisk var fanget. En bækørred på 55 cm !! Hans ville straks nakke den, men besindede sig, da jeg erklærede, at han selv kom til at spise den. Så efter endt fotografering blev den genudsat.

Det blev ikke til flere og vi gik glædestrålende og lettede til teltet: her var fisk med størrelse på. Elven Tsielejohka er afvekslende fra stor strømhastighed til en dyb tung strøm. Vor første tanke var at det ville være umuligt at få noget fornuftigt fiskeri her. Timerne ved videoafspilleren kom os til gode, Roman Mosers videoserie "New ways..." Beskriver bla. Fiskeri i en lignende hurtig bjerg elv- ganske vist i alperne, men det gav håb. Iført åndbare letvægt waders, begav vi os ud i vandet, fulgte hver sin bred, da langt de fleste steder var for risikable at vade. Hele fidusen er at finde en højt flydende flue, der ser spiselig ud i forhold til det der er af insekter ved vandet.

Mit valg faldt på en "Elkhair caddis" i str. 12. Det skulle vise sig at være et godt valg! Allerede efter få meters vadning, så jeg en fisk bare 2 meter fra mig. En halv forfangslængde Og fluen blev svippet opstrøms, nåede at drive højst et par decimeter da en ørred tog. En fingerfisk på bare 15 cm. tog og blev hurtigt genudsat. Fisk der lever i et så næringsfattigt område og under så krævende forhold må æde hvad der ser spiseligt ud og det gør de så! Jeg havde valgt, hvad der skulle vise sig at være den bedste bredside. I løbet af de næste par timer kastede jeg mine "Elkhair caddis" bag hver sten der så ud til at have et bagvand med lidt dybde (over 30 cm) Jeg valgte ud fra om vandet var stille og blankt, så fik stenen et forsøg. Utallige ørreder blev landet, endnu flere nåede ikke at tage fluen og en del røg af i tilslaget. Hans havde mindre held i modsatte side, det skyldtes som nævnt at jeg havde været den heldige af os og ikke mindst at jeg kastede med en noget kortere line- aldrig over 5 m. samt forfanget.

Den korte line hjælper med til at holde linen ude af den kraftige strøm, der straks vil få fluen til at stribe og advare fisken. Større fisk finder man ikke i dette strømfyldte område,ørreder op til ca. 30 cm. Større fisk kræver mere føde og vil opsøge mere rolige områder med mere føde. Det var netop i et sådant stille område Hans fangede turens første og største fisk.

På vejen indtil Tsielejohka passerede vi nogle mindre søer. Da vi kom forbi ringede der fisk overalt på søen, dette syn fik os til at forlade elven efter dage med store oplevelser der. Vi passerede den lave græsslette med de døde birke og kom frem til Lastaksøerne. Fandt efter en hel del søgen, en egnet lejrplads ved et lille søudløb. Søens vand var krystalklart. Hjulpet af høj sol og skyfri himmel kunne vi med polaroid briller se fiskene på lang afstand. Desværre svømmede ørrederne væk i panik hver gang linen landede på overfladen.

Det høje lys fik overfladen til at give et blitzagtigt blink til alle sider når overfladen blev brudt. Ørrederne var tjenstvillige og vendte snart tilbage og jeg fangede et uhyggeligt stort antal af ørrederne. Min mest bemærkelsesværdige fangst var med en hjemmestøbt 10 gr. Toby - blank med grøn ryg, som landede en flere kilo vandtrukken rentak, der lå i søbundens mudder.

 

Og ørrederne svømmede rundt i det krystalklare søvand

Fiskeriet i de små søer fik mig til at fiske i timer, uden den tanke at det nok var en ide at passe på solens stråler. Allerede første aften ved søen var min næse som et kendt rensdyrs. Det varede næsten to uger efter vi kom hjem før huden var lægt på min næse. Min fiskeiver tog dog efterhånden af og roen faldt over lejren.

Vi skulle også prøve de andre søer i området. Ved Tsielejohka havde en tysk fjeldvandrer fortalt om rødding i nogle højt liggende søer - det måtte vi prøve. Så en sen eftermiddag begav vi os opover mod søerne - skød en genvej, der snart skulle ændre sig til en mindre stroppetur. Men op kom vi!! Vi stod på toppen af Rauka og kunne se ned på søerne. Her oppe på toppen i 800 m højde, var der nogle af de mest aggressive myg på turen. Søerne lå idyllisk på en hylde i fjeldsiden. Straks vi ankom så vi de første ringe, det var fra småfisk, men så måtte der også være større eksemplarer. Det skulle dog først blive mere dunkelt før de lidt større var til at få i tale og da på vådflue og sorte streamere.

Efter midnat begav vi os mod lejren. Vi skulle lige have et par billeder af midnatssolen før vi kunne gå tilbage. Vi fandt hurtigt den rigtige sti og begyndte en kraftig nedstigning. Vi var dårligt kommet ned i mellem træerne før noget bevægede sig i kanten på den anden side. Det viste sig at være en elgko, hun havde ikke set eller hørt os, vi stod derimod stille og hun kom helt tæt på. Først da vor fært ramte hende kastede hun sig omkring tog et par gallaopspring og gik roligt en anden vej. Kors hvor er en elg stor når man møder den i en skov og kommer tæt på.

Fakta

Skal en fjeldtur blive en succes må der planlægning til, du skal vide noget om udstyr og sætte dig ind i hvad det vil sige at komme til fjelds. At vandre er ikke farligere end ens egen mangel på sund fornuft!! Sverige er generelt billigere at rejse i end Norge, fisketurismen i fjeldene er også mere turistvenlig og langt mere organiseret. For at bestille rejsen bruger vi altid "Den Svenske Turistforenings resebüro", de ordner rejsen incl. Busbilletter. Det kan ikke gøres billigere end det de klarer. De forstår dansk og er lette at forstå!!!

Kontakt

STF RESOR 
Stureplan 4c - Box 25
10120 Stockholm
Kontakt Kerstin Karlson For at lave er fjeldtur på ca. 14 dages varighed skal du afsætte min. 2100,- dk.kr. til transport. Herudover koster mad, fiskekort mm. yderligere 1000,- dk. kr.