green highlander

The Green Highlander

Kim Rasmussen, Salmon Fly, fortæller her på scandicAngler.com lidt om historierne bag nogle af vor tids mest kendte laksefluer.

Den klassiske lakseflue som vi kender den i dag har en historie som går ca. 150 år tilbage i tiden.
Da englænderne begyndte at hjemtage biologiske præparater fra deres besiddelser rundt omkring i verden, gjaldt det også fugleskind. Import og brug af fugle skind har været kendt i mange lande verden over. Soldater brugte dem i deres hatte, ligeledes brugte damerne dem til udsmykning af hatte samt til brocher.

Med Darwins teorier om dyrenes evolution kom der gang i importen af dyre præparater deriblandt eksotiske fugleskind fra hele verden. Største delen af importen fra Sydamerika og Caribien gik gennem Irland da sejltiden dermed blev kortere, og det er her vi skal finde den klassiske lakseflues vugge.

Vi er i Irland engang midt i 50erne, altså 1850erne. Floden Shannon er fyldt op med laks. Inde i byen smider drengene glimtende metal genstande i vandet, fordi laksen reagerer på dem. Byens bedste fluebindere kender også til historierne. Jo mere glimmer og glitren desto mere aggressiv bliver laksen. ”The Gaudy Fly” får sin begyndelse.

Man er begyndt at importere guldfasan skind fra Kina og de første fluebindere i Irland, som servicerede de engelske lakse Lorder med fluer, de brugte nu fjerene fra guldfasanens hoved, det vi i dag kalder topping ( crest) og tippet. Fluerne fik et skær og glimt i vandet som ikke var set før . Hvor vidt de fangede flere fisk end fiskere vides ikke, men flere vande, deriblandt den kendte Shannon flod med sine imponerende laks kunne tilsyneladende godt lide de spraglede farver.

Indfarvningsteknikkerne i det nittende århundrede var ikke, som vi kender dem i dag, med kemikalier. Man brugte planter, træ og insekter til indfarvning. Mange af disse farver blev opløst i surt vand. Noget som kendetegner de Irske floder den dag i dag.

Med andre ord, farverne forsvandt stille og roligt når man brugte indfarvede materialer, derfor var brugen af naturligt farvede materialer at foretrække, desuden kan og kunne man ikke få det samme spil i fjeren ved indfarvning som naturen leverer ved fødslen.

Irernes brug af eksotiske fjer bredte sig stille og roligt til England, hvor fjerene blev solgt på de såkaldte biologiske auktioner.

Hvorfor rejse til Sydamerika for at studere fugle, når man kunne sidde hjemme og studere dem i fred og ro? Her var grunden lagt til skrivebordsforskerne.

Da man ikke altid vidste hvor fuglene kom fra eller hvordan de opførte sig i naturen, kaldte man dem sære navne. Indian Crow fjeren kommer for eksempel ikke fra Indien, ej heller pludrer Chatteren, men man mente, at en sådan spektakulær fugl måtte synge noget så smukt og deraf navnet.

Paradisfuglene fik deres navn, fordi de kom hjem uden ben. En fugl som ingen ben har må leve i et paradis hvor alt kan lade sig gøre. Alt sammen misforståelser fordi de videnskabsmænd, som studerede dem ikke selv havde været ude og indsamle eksemplarerne.

Som tilgangen af nye fjermaterialer voksede kom der nye fluer til. Nogle blev hængende andre forsvandt, oftest fordi de materialer som på et givent tidspunkt var tilgængeligt pludselig ikke var til at fremskaffe.
Her kan nævnes den Store Argus fasan, som i 1860’erne flittigt blev brugt som vingemateriale og senere helt forsvandt, fordi der blot var kommet to par hjem fra Indokina.

Omkring 1880 ser det ud til at alt, hvad der kan bindes fluer af, er tilgængeligt i en målestok, der gør det til standardmaterialer indenfor klassiske laksefluer. Et er hvorvidt materialet er tilgængeligt, et andet er prisen.

Materialer, som vi i dag kan købe for en slik i en velassorteret fluebinderforretning, kostede en formue. Omvendt var der materialer til rådighed, som i dag ikke er til at opdrive. Guldfasanens crest og tippet blev solgt dusinvis, i dag købers hele nakker. Indian Crow og Chatterer skind blev solgt skindvis, i dag er de ikke til at opdrive for menneskepenge, og fjerene bliver solgt enkeltvis hvis man har råd.

G.M. Kelson

green highlander

Den mand, der sætter klassisk laksefluebinderi i system, som vi kender det i dag er George Mortimer Kelson. G.M. Kelson systematiserer alle begreberne, så bindemønstre kan forstås af alle, så fluerne er ens lige meget om de bindes i Irland, England eller Skotland, noget som ikke var sket før. Ligeledes fik materialerne ens navne for lettere at kunne identificere dem. Det er dette system, vi i dag benytter os af, når vi binder vore laksefluer. Klassiske eller ej – begreberne er de samme.

En af de mest kendte laksefluer i dag er Green Highlander.

Den er flot, funktionel og forholdsvis nem at binde. Hvad mange ikke ved er, at da den blev opfundet, var den langt fra en succes. Den første Green Highlander så dagens lys omkring 1890. Siden er der kommet en del variationer til. Den mest kendte i klassisk regi, er også den yngste. T.E Pryce-Tannatts udgave fra 1914.

Green Highlander mønster
Tag: Silver tinsel and yellow silk
Tail: Topping and ibis
Butt: Black herl
Body: Rear quarter golden yellow silk and front three-quarters grass-green seal fur
Rib: Oval silver tinsel
Hackle: Grass green cock over the seal fur
Throat: Yellow
Wing: Golden pheasant tippets in strands, married sections of yellow, green and orange swan, bustard, peacock wing, golden pheasant tail, brown mallard and a topping over all
Sides: Teal and summerduck
Cheeks: Jungle cock and Indian crow
Horns: Blue and gold macaw

Dette er udgangspunktet for alle de variationer, som vi i dag ser ved fiskevandet.

Også på den klassiske side bliver der varieret. Min egen udgave af Green Highlander (øverste billede), den er ikke til vandet men til væggen. Så har man noget kønt at kigge på de lange vinteraftener. Denne flue kan varieres i det uendelige, det er op til den enkelte at bedømme hvilke ingredienser, der er vigtige og hvilke der kan udelukkes. Fluen kan bindes på enkel-, dobbelt-, treblekrog eller på rør, valget er dit.

En af mange moderne variationer er denne:

green highlander

Tag: Silver tinsel
Butt: Black herl
Body: Half yellow silk, half green seals fur
Hackle: Yellow, front
Wing: Yellow, green and brown squirrel or foxtail.
Topping: Two strands of yellow flashabou and two strands of peacock herl.
Head: Black

God fornøjelse ved stikket.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *