Gacka - Europas fornemste Spring Creek!

Første gang jeg læste om Gacka var i slutningen af 80'erne i det tyske fluefisketidsskrift "Der Fliegenfischer". Artiklen berømmede elven, og beskrev den som Balkans svar på de engelske kalkstrømme.

Allerede da blev jeg interesseret i Gacka, men på grund af konflikten i Jugoslavien, blev det først i år, jeg fik muligheden for at dyppe fluen i drømmevandet. Jeg surfede på Internettet for at finde så mange informationer som muligt om fiskeriet, men der var ikke meget at finde. De få sider der var gav meget lidt oplysninger, og de var tilmed dårlige.

Da jeg var inviteret til fiskeri i elven Traun (Østrig) og til Slovenien, bestemte jeg mig for en afstikker til Kroatien, for at teste fiskeriet i Gacka. Fra den slovenske grænse- i nærheden af Rijeka - kørte vi af kystvejen langs Adriaterhavet. Ved byen Senj kørte vi østpå - op på et højplateau med græsklædte marker. Under krigen havde et af de værste slag foregået lige her, hvilket gav en ubehagelig fornemmelse, da vi kørte forbi de sønderbombede bygninger. I den lille landsby Licko Lesce - som ligger ved byen Otocac - forsøgte vi at indlogere os. Det var sværere, end vi havde forestillet os. Der var ikke mange, som vi kunne kommunikere med, men endelig fandt vi frem til en lille bar, hvis ejer talte tysk, og her fik vi et billigt og godt logi. Desuden solgte stedet fiskekort til Gacka. Efter en hurtig indkvartering skulle vi ned til elven, men allerede ved den første bro måtte vi naturligvis stoppe op, for at få et kik på vandet. Udtrykket "Gin-clear" fik en helt ny betydning. Førstegangsindtrykket er det vigtigste, siger man, og det vi så fra broen fik vore fluefiskehjerter til at banke heftigere af glæde. Elven var her cirka 20 meter bred. Dybden skød vi til cirka 4 - 5 meter. Vandet var så klar, at det næsten så ud som om fiskene svævede i luften. Frem for alt var der masser af fisk. Flest regnbueørreder omkring kiloet, men ved bunden så vi bækørreder (brunørreder?), der var noget større. Synet fik os til med det samme at indkøbe fiskekort, og glemme alt om først at starte fiskeriet dagen efter. Prisen for et dagskort var 70 DM, og ved køb af tredages kort fik vi 15 % rabat.

Fiskeriet

Gacka er med en længde på cirka 8 km en meget kort elv. Den starter sit løb midt på en græsslette i to enorme kilder, der presser utrolige mængder af koldt og iltholdigt vand ud af den kalkholdige undergrund. I hele åens længde spædes der yderligere vand til fra et utal af små "Spring Creeks", hvilket giver Gacka en stabil vandføring og den samme temperatur året rundt. Da fødetilgangen samtidig er enorm, vokser fiskene eksplosionsagtig. Gacka skulle efter sigende være unik, hvad angår mængden af forskellige arter af døgnfluer og vårfluer. Desuden findes der tanglopper (gammarus) på hver en millimeter af Gacka. Mit fiskeri denne aften blev fantastisk. Jeg fandt en plads, hvor der var en enorm klækning af vårfluer. Jeg fiskede helt frem til mørkets frembrud. Vårfluerne, som klækkede, var de mindste jeg nogensinde har set. De første forsøg med Streaking Caddis i størrelse 16 gav intet. I stedet blev det Marjan Fratniks CDC fluer i størrelse 20, der reddede aftenen. Aftenens største fisk blev en regnbueørred på 1,5 kg. Den bød på en fantastisk fight på min lette udrustning. Næste dag fiskede vi på forskellige pladser af åen, men i modsætning til aftenens tørfluefiskeri, gjaldt det nu nymfefiskeriet. Alle fisk stod nær bunden, og vi måtte ty til ekstreme fisketeknikker for overhovedet at nå derned. Ekstremt lange forfang - op til 20 fod - og nymfer med goldheads af tungsten var det eneste, der fungerede. Det svære var at forsøge at følge nymfen med øjnene på 4 - 5 meter vand. Når man så en fisk, der åbnede munden, i nærheden af den plads, man mente ens nymfe befandt sig, blev man ganske enkelt nødt til at gøre modhug. I halvtreds procent af tilfældene trak jeg blot forfang og nymfe op af vandet, men lige så tit sad en vild regnbue på fluen. Regnbueørrederne var ikke specielt kræsne, og de huggede på stort set alle nymfer. Bækørrederne ignorerede stort set vores fluer. Den eneste bækørred vi fik, blev taget på en Pheasant Tail nymfe størrelse 18. Forfanget var 20 fod, og forfangsspidsen kun 0.10 mm. Det store problem - når du havde kroget en fisk - var vandplanterne, der de fleste steder voksede næsten op til vandoverfladen. Regnbueørrederne svømmede som regel direkte gennem disse undervandsskove, og det resulterede ofte i sprængte forfang.

Fiskeri i ruiner?

Det ærerige og traditionsbundne sportsfiskehotel, som før krigen husede fluefiskere fra nær og fjern, og som blot lå et stenkast fra Gacka, overlevede desværre ikke krigen. Det var med sorg og tunge miner, at vi gik gennem hotellet, der vel nærmest er at betragte som en ruin. Den tidligere hotelejer var ham, der sørgede for fiskeriets fortræffeligheder i Gacka før krigen. Hvem der nu har ansvaret for fiskeplejen, fandt jeg aldrig ud af. Da dette var min første rejse til Gacka, kan jeg ikke bedømme, om fiskeriet har ændret sig på grund af krigen. Jeg snakkede med et par tyske og italienske fluefiskere, som jeg traf ved åen, og de mente, at mængden af regnbueørreder var den samme nu, mens antallet af bækørreder var tydeligt mindsket. I de dage, hvor vi fiskede, traf jeg kun tre fluefiskere. Alle fortalte samstemmende, at den bedste tid for fiskeri i Gacka var midten af maj, hvilket er tidspunktet, hvor de store døgnfluer (majfluer) klækker. At rejse fra Skandinavien og lykkes at ramme en af de rigtige dage, hvor disse døgnfluer klækker er naturligvis ikke det nemmeste. Gacka er uden tvivl stadig et unikt fiskevand i Europa, og den byder stadig på et fiskeri, man ikke finder andre steder. Jeg håber, at informationen om fiskeriet og indlogeringen ved Gacka bliver bedre og enklere. Det kan få fisketurister til atter at gæste elven, og herved kan den igen blomstre op og få det samme rygte, som den havde før krigen.