Drengedrømme i Slovenien

Klichéer som ginklart vand og ørreder på 50 cm. - mellem øjnene, flyder gennem hovedet på mig, da jeg står overfrisk ud af min seng tidligt om morgenen. Jeg tænker på, om jeg nu virkeligt har fundet et sted, der kan leve op til et ry, som ellers kun engelske sagnomspundne floder som Test og Itchen kan bære.

Ti andre spændte lystfiskere og jeg selv ankom i går til den lille by Most Na Soci i Slovenien, og nu er det endeligt blevet tid til at tage hul på fiskeriet. Morgenmaden overstås i en fart, og så ud til de lejede biler og af sted. Vi skal fiske i flodsystemet Soca, som løber igennem de slovenske alper.

Området er utroligt smukt, med høje bjerge dækket af træer og de fine klarvandede floder, som snor sig imellem disse. Fulde af forventninger stiger vi ud af bilerne ved en mindre biflod ved navn Idrijca og rigger til. Jeg tager de polariserende briller på, og stiller mig på en gammel vejbro. - Det er da helt utroligt klart vand, tænker jeg, mens jeg står og kigger på, hvad jeg i første omgang, tror er en aflang sten i vandet.

Pludselig bliver jeg revet ud af mine tanker, da jeg ser at stenen begynder at bevæge sin halefinne. Det går op for mig, at jeg står og ser på en ordentlig tyksak af en regnbueørred, der stille og roligt står og sutter nymfer i sig.

I euforisk fiskeiver skynder jeg mig til den nærmeste plads, hvorfra jeg kan komme til at kaste til den store fisk. Uden videre omtanke for klækninger og entomologi, binder jeg den første og bedste døgnflueimitation på. Det er med bævende arm, at jeg første gang får lagt fluen skråt opstrøms for fisken. Med hjertet kvælende i halsen ser jeg til, mens den uimodståelige tørflue, nærmer sig fisken. Ingenting sker.

Fisken ikke så meget som kigger efter fluen. Lidt betuttet lægger jeg fluen ud igen. Stadig intet resultat. - Slå koldt vand i blodet, siger jeg til mig selv, mens fluen glider ubemærket hen over fisken for tredje gang. Jeg kigger ud over flodens næsten spejlblanke overflade. Små døgnfluer sværmer rundt hist og pist, men der er ingen fisk i overfladen.

Jeg indser at tørfluerne må pakkes væk, og taktikken må lægges om. I hvert fald indtil fiskene begynder at interessere sig for, hvad der sker på overfladen.

Czech nymph

Længere nede af floden kan jeg se et hurtigt strømparti, der ser ret lovende ud. Czech nymph er ofte effektivt på ikke alt for dybe strømstryg, og selvom jeg helst havde kastet til ringende fisk i overfladen hele dagen, må man jo tilpasse sit fiskeri efter forholdene.

Teknikken går i al sin simpelhed ud på, at man fisker med to eller tre nymfer på forfanget. En af dem skal være rimeligt tung, så den fungerer som anker, og hiver de andre nymfer med sig ned til bunden.

Essensen i denne teknik er netop at fiske på bunden. Man imiterer på den måde nymfer, der ved hjælp af strømmen ruller hen over stenene. Når man fisker czech nymph, benytter man sig nærmest ikke af fluelinen, og slet ikke af fluekast i traditionel forstand. Det foregår på den måde, at man har cirka en meter flueline udenfor topøjet. Derefter har man sit ni fods forfang med de tre nymfer på.

Når man har udset sig et sted man vil fiske af, starter man, afhængig af dybden, inde ved land og fisker sig udad. Man ”kaster” eller nærmere løfter nymferne skråt opstrøms for sig selv og lader dem glide langs bunden, forbi sine egne fødder, mens man følger bevægelsen med stangen. Når forfanget er strakt ud opstrøms skal stangtoppen være tæt på vandet, og efterhånden som nymferne glider nedstrøms langs bunden, hæves stangtoppen, for til sidst at sænkes igen når nymferne passerer dig.

Hvis man sørger for at samlingen mellem flueline og forfang altid er præcist ovenfor vandet, kommer denne bevægelse helt af sig selv, og man vil både kunne se og mærke et hug ganske tydeligt.

Det der er så underholdende ved Czech nymph, der ellers umiddelbart kan virke en anelse monotont og kedeligt, er at det hele foregår indenfor en radius af tre til fire meter omkring dig. Udover det er metoden stort set altid uhyggelig effektiv og giver som regel mange fisk og endnu flere hug.

Jeg er vadet fire til meter ud over et lidt roligere parti, og nærmer mig nu det hurtigt strømmende stryg. Mange ville nok ignorere steder som dette, da de er svære at fiske effektivt af. Nogen tror måske også at der ikke står særligt mange fisk i så stærk strøm, og en vanddybde på 1-1,5 meter. Dette er dog helt forkert. Formår man at affiske bunden, vil man hurtigt finde ud af at især stallinger holder meget af disse steder. Jeg lægger det første kast opstrøms, og lader nymferne hoppe over bunden. Præcist da forfanget bliver strakt ud, og nymferne begynder at blive presset op i vandsøjlen, mærker jeg en forsigtig opstramning af linen. Jeg løfter forsigtigt stangen, og turens første stalling er kroget.

Det bliver en længere fight, da strømmen er stærk og stallingen har en pæn størrelse. Har man først fanget en stalling i et stryg som dette, er der god chance for at der er flere. Indenfor den næste halve time, fanger jeg ganske rigtigt også yderligere to stallinger og to regnbueørreder til på præcist samme sted.

Marmorørred

Et af turens højdepunkter kommer på fjerdedagen, på et tidspunkt, hvor vi mindst venter det. Der har om natten været et kraftigt regnvejr, som har gjort at vandet er steget og er blevet en anelse farvet. Flere af os skifter over til lidt tungere grej, lidt større og tungere nymfer og streamere. En af de andre deltagere, Claus, og mig selv står og fisker på et stryg, der før vandstigningen så lidt kedeligt ud, men som nu ser ud til godt at kunne holde nogle fisk.

Vi fisker begge med store wooly buggers med guldhoved, for at komme godt ned til bunden. Jeg har præcist haft et voldsomt hug fra en stor regnbueørred, da jeg vender mig for at se hvordan det står til med Claus. Jeg kan se at hans klinge på den lette fluestang flexer kraftigt. Jeg råber til ham om det er noget stort. Hans toneleje afslører med det samme, at han har kroget noget helt specielt. Mens jeg vader igennem strømmen, kan jeg høre ham råbe: - Det er en marmorørred! - Fantastisk, tænker jeg

Mens jeg febrilsk får fisket kameraet op af tasken. Fisken kæmper tungt og hårdt, men efter et par minutter, kan et smukt eksemplar af den unikke ørredstamme landes. Fisken bliver foreviget efter alle kunstens regler og nænsomt genudsat.

De efterfølgende dage bliver der fanget yderligere et par marmorørreder, men ingen så store som den første. Det der fascinerer mig mest, når jeg tænker på den smukke marmorørred, der blev taget den dag, er at der helt sikkert svømmer eksemplarer rundt på 25 kilo og måske mere i Soca flodsystemet. Som dagene går på vores tur til Slovenien, indser jeg efterhånden, hvor mange fisk der egentligt er i flodsystemet. Vi får alle sammen rigtigt fine fisk, efterhånden som vi får styr på hvordan de slovenske stallinger og ørreder skal gribes an.

Selvom man ikke ser fisk i overfladen, spotter man konstant fisk i det fantastisk klare vand. Jeg bliver mere og mere overbevist om at dette må kunne måle sig med de berømte engelske kalkstrømme. Jeg har altid gået med en drøm om at besøge disse engelske floder, der rent faktisk skulle leve op til det slidte udtryk ginklart vand, og skulle indeholde massivt store bækørreder.

Der har dog altid været en del forhindringer i forbindelse med en sådan rejse. Jeg har hverken blåt blod i årerne eller penge som skidt, og derfor har det altid været svært at leve disse drømme ud. Det var først da jeg for få år tilbage hørte om fiskeriet i det lille land Slovenien, at jeg fornemmede at mine våde ørreddrømme muligvis kunne realiseres, uden at jeg nødvendigvis skulle sætte mig i gæld til op over begge ører eller det der var værre.

Jeg står nu og fryder mig over at stå i så fantastiske omgivelser og fiske. Afslutningen på denne eventyrlige rejse nærmer sig med hastige skridt, men jeg føler, at jeg har fået fuldt udbytte af turen, og vigtigst af alt, jeg har fundet et sted i verden, der fuldt ud kan leve op til mine forestillinger om, hvordan ørred- og stallingfiskeri bør være. Og så endda til en pris, hvor alle kan være med.

Når jeg nu tænker tilbage på, at vi rent faktisk var meget uheldige med vejr- og vandforholdene, og hvor godt fiskeri vi alligevel havde, tør jeg næsten ikke tænke på hvor fantastisk fiskeriet kan være, når forholdene er i top.

Jeg har nu besluttet mig for, at de engelske rigmænd og Lords kan have deres kalkstrømme i fred, for jeg har fundet et alternativ, som ikke mange steder i verden kan slå.