Stjørdal premieren

Jeg er vadet ud i vand til knæene. Der er stadig 2-3 minutter til det er 1. juni, og jeg tænker på de kommende syv dages fiskeri og på hvad vi har oplevet i dag. To gange har der været sang og hornmusik til ære for laksen og laksefiskerne. Først i forbindelse med den årlige grillfest på Midtkil Camping og bagefter her hos Anna, hvor der bliver sunget på norsk, russisk, engelsk, tysk og dansk – en rigtig drillesang, hvor hver enkelt nationalitet bliver mobbet for sine særheder. Bagefter er der kaffe, hjemmebag og hygge i gapahukken.

Vi vælger at frede toppen af stykket, da to af vore fiskebrødre er forsinkede og de skal også have en fair chance for uberørt vand. Jeg får ved lodtrækningen en rigtig sommerplads, så mine forventninger er ikke så store, men nu hvor viseren har passeret midnat trækker jeg linen af hjulet og sætter en stor enkeltkroget Thunder Spey på. Der sker intet og jeg kan ikke lige få stangen til at fungere. Det er længe siden jeg har speykastet og så over venstre skulder. Jeg går tilbage til gapahukken for at hente en anden stang efter 45 minutters resultatløse kvaler. Lige da jeg sætter mig, råber Jeppe, at Bent har laks på. Laksen går fri af vandet da vi når ned til ham. Bent skyder fisken til 6-8 kilo og efter ti minutter mener han, at den er ved at være mør. Vi prøver at filme fighten, men lige den nat er det usædvanligt mørkt og resultatet er nedslående. Laksen har hugget på en oplagt hvileplads lige ovenfor et langt stryg. Der er kun få meter ned til den hårde strøm i stryget, så hvis fisken trækker nedstrøms, er man sikker på en længere spadseretur. Da laksen fyrre minutter senere er gået 200 meter ned i stryget og har krydset elven flere gange, er det omsider ved at være slut. Jeg spørger Bent om

laksen skal håndlandes eller kleppes? ”DEN SKAL BARE LANDES”, råber han tilbage, og første gang laksen kommer tæt på sætter jeg kleppen i den og løfter den op. Bredden er meget stejl her, så jeg dækker den med kroppen for at holde den. To velrettede slag får bragt ro i lejren. Først nu kan vi se, at laksen er noget større end først antaget, vægten siger 10,2 kilo og klokken er nu 01.50. Fighten tog alligevel 50 minutter. Hold da op hvor er Bent glad. Det er Jeppe og jeg naturligvis også, men for os er det ikke kun laksen. Det er herligt at se hvad sådan en laks gør ved ens fiskekammerater. Jeg SMS’er til John og Viggo, at vi er i gang og om Bents laks. Sekunder efter kommer der retursvar. De er allerede ankommet. John er taget direkte ned til vandet, og han har fået en laks på 9 kilo i

første kast. Han kommer ned til os, og vi afholder en lille fotosession og skåler en enkelt gang for laksene. John fortæller, at han lige skulle ned og se til vandet, og lige tog spinnestangen med. Da han tjekker sin Rapala i vandet, ser han en bevægelse et stykke ude i vandet. Han smider wobleren derover og der er hug med det samme. Så nemt kan det altså også være at fiske laks. Dagen efter fanger John endnu en laks. Det bliver hans første fluefangede laks over 10 kilo. Fisken hugger cirka halvtreds meter opstrøms for hvor Bents laks gjorde, men den kommer ikke i nærheden af stryget, og det bliver en forholdsvis rolig fight. Der tages en del laks ned over elven, blandt andet en flot på 17,5 kilo, som fangeren sælger til en tysk lystfisker der fisker på Einang. Hæ hæ – jeg håber hans kone læser dette her. Vi fisker hårdt og længe, men ud over enkelte træk i fluen mærker Bent, Jeppe og jeg ikke noget...

Den 3. juni holder vi en pause midt på dagen. Peter Terndrup og hans ven Jens spiser sammen med os, og vi får lidt rigeligt at drikke. Jeppe snakker med en lokal, der griner af, at vi fisker så mange timer i døgnet. Det er nemlig hans erfaring, at ”når året er gået, er det alligevel den dummeste nordmand, der har høstet de største kartofler”. Bent og Jeppe lægger sig for en middagslur, og Peter og Jens holder sig for øjnene, da jeg snupper spinnestangen og smutter ned over marken mod elven. Jeg er i cowboybukser og almindeligt fodtøj, og jeg fisker mig opstrøms med en FlyingC. Midt på

stykket rager sprængstykkerne langt ud i elven, og jeg mister spinneren cirka 75 meter fra toppen. Jeg overvejer at stoppe, men vælger dog at sætte en ny på og fiske færdig. Pludselig rusker det i stangen. Det virker som en pæn fisk, men da den passerer mig nogle meter nede i vandet, syner den ikke af meget. Sekundet efter stryger den over til modsatte bred og vender i overfladen. Jeg holder den hårdt, og forsøger at presse den tilbage, men for hver meter jeg vinder ind, trækker laksen længere ud. Efter 5 minutter vælger jeg at vække sovetrynerne, så jeg finder mobilen og taster med noget besvær Jeppes nummer. Da han søvndrukken svarer, holder jeg telefonen hen til hjulet, hvor linen fyger af spolen og knarren larmer. Jeg råber hvor jeg er og stopper telefonen i lommen igen. Sekundet efter ringer telefonen igen. Jeg tror, at de har misforstået min position, og jeg tager irriteret telefonen. Det viser sig at være Per (en af Fiaskofiskerne fra Vejle), der vil høre om salmonidebetvingerne fanger noget. Jeg er meget kort for hovedet og råber bare at det må vente, da jeg har en stor laks på. Jeg kan stadig grine af det, når jeg tænker på, at han må have siddet som på syle den næste time, mens han ventede på mit returkald.

Snart kan jeg høre Jeppes råb og jeg prajer ham, så han kan finde mig. Bent er lidt længere om at komme. Jeg tror, at han måtte stoppe efter få hundrede meters løb – organismen kunne ikke klarer anstrengelserne. Han dukker dog op og begynder at filme. Laksen er stadig den der bestemmer farten og det er svært at vurdere størrelsen. Bent er klar med kleppen og Jeppe filmer – men laksen vil bare ikke helt ind til os de første par gange, hvor jeg får presset den mod land. Da det endelig lykkes, står Bent med ryggen til og snakker med Jeppe, så jeg spørger høfligt om han da lige har tid et øjeblik. Han vender sig nonchalant om, sætter kleppen og trækker så laksen op mellem sprængstykkerne. Her går den helt amok, og vi smider os begge over den for at få den aflivet i en fart. Den er stor og smuk. Ikke så lang som Bents og Johns laks, men dybere. Der er godt med havlus, og de har alle hvide haletråde. Bent filmer og interwiever den glade fanger, der kvitterer med mere øregas. Men glad, det kan man tydeligt se, at jeg er. Når jeg efterfølgende ser filmklippet fra fighten, kan jeg godt se, at det ikke kun er kloge ting man siger i en sådan situation... Vægten på campingpladsen viser 10,6 kilo og længden er 99 centimeter.

Vi hygger gevaldigt os i løbet af de næste dage. Vi lokker lidt whisky ind i og fif ud af hinanden. Vi er meget interesserede i Johns aldrig svigtende held med Rapala wobleren, og det koster et par ekstra runder med flasken, før han vil ud med nogle af hans tyve års erfaringer. Men det var det værd. Den 5. juni fisker jeg sammen med Jeppe på valdets øverste grænse. Jeppe går tredive meter nedstrøms, mens jeg starter lige på grænsen. I mit andet kast knækker stangen pludselig helt sammen, og linen flyver af mit gamle Cardinal 77. Jeg råber efter Jeppe, og han kommer straks løbende. Da han er halvvejs er der en masse plask i vandet lige ud for ham. ”Hvad f…, har du fået en gedde på”?

Nu kan jeg bare spole fisken ind, og vi ser, at det er en brunørred. Jeg løfter den på land, og vi bliver enige om, at den skal være aftensmad. Den er 44 centimeter lang og vejer omkring kiloet. Over middag får vi en SMS fra Viggo: Han har fået en stor og flot laks på 11,3 kilo. Vi må køre lidt rundt, før vi finder ham. Laksen har han taget på hans favoritblink Møresilda. Blinkets krog havde sluppet sit tag netop i det øjeblik, hvor John ville sætte kleppen i den, og den havde derved fået kleppen midt i ryggen i stedet. Men hellere det end at stå uden laks. Dagen efter snupper Viggo endnu en fin laks på 7,3 kilo – også på Møresilden. Den 7. juni kører vi tidligt hjemover. Jeg har et barn der skal passes, så den sidste dag har Viggo og John hele stykket for sig selv.

Vi er kommet ned omkring Mjøsa, da Johns første SMS dukker op. Han har haft en kæmpe laks på i cirka en halv time, da firelinen knækker. Laksen havde vist ryggen flere gange, men ellers holdt sig på lang afstand. John har tidligere fanget en rigtig stor laks på nøjagtig samme sted, og han kan straks mærke det er noget i samme størrelse. Når fisken slår med hovedet, så bøjer hans elleve fods spinnestang helt ned i håndtaget. Viggo ankommer og han er med i kampens sidste fase. Han får også et glimt af fisken lige inden linen knækker, og fisk og Rapala er tabt. Den fisk John fik på land i 1997 vejede 18,1 kilo. Hvis du ikke har adgang til private vald i Stjørdal, så kig på mulighederne via linkene nedenfor. Ugekort koster typisk mellem 1.300 og 1.600 Nkr. i foreningerne, men er væsentlig dyrere på de private vald. Der er også til tider godt fiskeri i side elven Forra, hvor der er både forenings og private vald.