Share |

Runningline eller shootingline

Kender du forskellen på en runningline og en shootingline ?

Man kan hurtig fare vild i fluefiskerens terminologi. Mange af de ord vi bruger når vi snakker fiskegrej, har vi hentet fra over there. Ikke mindst fordi udviklingen på grejmarkedet i høj grad foregår i USA. Ind i mellem dukker der så alligevel nogle danske ord op, og så kan der nemt blive dømt sprogforvirring. Især hvis de danske betegnelser bliver brugt i flæng. Det er lige præcis tilfældet med ordet: skydeliner.

Betegnelsen skydeliner bliver brugt både om den type liner der kaldes for runningliner og for dem der kaldes shootingliner. I virkeligheden er der stor forskel på de to liner, men måske er forvirringen opstået fordi begge typer har samme funktion; nemlig at skyde linen ud gennem stangens øjer. Linerne er beregnet til at bruge sammen med skydehoveder, som heldigvis altid kaldes for shootingheads. Begynder vi med ligheden mellem de to liner, består den i, at begge typer har en ens diameter i hele linens længde. Altså det der hedder level i grejterminologien. Så ophører ligheden også. Running-linen har en coated overflade ligesom en almindelig flueline. Linen består af en kerne af flettet nylon, som så er belagt med en blød og glat overflade; coatingen. En running-line kan være både flydende og synkende, men efterhånden er de flydende fremherskende. En shooting- line har derimod en overflade, der ligger tættere på en almindelig monofil line, eller som i visse tilfælde ganske enkelt er en sådan. Overfladematerialet kan dog være i forskellige profiler (f.eks. den ovale Flat Beam)og af forskellige materialer. Generelt er en shooting- line som regel mere stiv, mere glat og har en lille diameter. Oftest er den også synkende.

Opfører sig forskellig i kastet

shootingline med hjul
© scandicangler.com Michael L. Hansen

Personligt sværger jeg til running-liner, fordi jeg finder at shooting- linerne er upraktiske i fiskeriet, men for mange er det en smagssag. Jeg foretrækker klart en flydende type, fordi jeg ikke altid har min linekurv med mig. Shooting-linernes diameter og glathed giver også, for mig at se, en ubalance i kastet, som igen giver problemer med at få strakt forfanget. Ubalancen opstår fordi shootinglinen har en ekstrem lav friktion. Derved kommer den nedre line i dit kast til at bevæge sig hurtigere end den øvre (se den glimrende artikel om fluekastets filosofi af Henrik Mortensen). Er forfanget ikke strakt fisker fluen ikke effektivt. Du mærker i hvert fald ikke, hvis en fisk skulle forbarme sig. De ekstra par meter du muligvis vinder har ingen praktisk betydning, fordi du alligevel skal tage lige så meget line ind, inden du har ordentlig kontakt til din flue. For mig at se er det mere på det psykologiske plan man fordelene ligger, men hvis de ikke kan udmøntes i praksis – tja ! Så når du for første gang skal ud og købe en skydeline eller skal have en ny, så sørg for at være afklaret med hvad det er du går efter: runningline eller skydeline.

Facebook Comments Box