Fælles for begge liner er, at klumpen er kontrastfarvet, så man ikke er i tvivl om, hvornår klumpen er uden for topøjet. Det er en god udvikling, som vil forbedre kastet for mange og dermed gøre fiskeriet langt mere effektivt, og jeg synes det er rigtigt set af Vision at tage den udvikling til sig. Begge liner er af WF typen, og findes kun i flydende udgaver, men så er det også slut med lighederne – bortset fra, at der er tale om to gode liner i en fornuftigt prisleje.
Jeg vil ikke skjule, at jeg er meget begejstret for Presentation 2 linen, hvor jeg synes man får rigtig meget line for pengene. Dens skydeegenskaber er formidable, og hovedets triangulære profil, gør at den suser gennem luften med stor kraft. På en bare rimelig fornuftigt stang banker samtlige 30 meter med god timing og teknik helt udenfor topøjet. Udover linens profil er materialerne givetvis medvirkende årsag til linens gode skydeegenskaber. Umiddelbart kan det måske lyde som en line af den aggressive type, men den magter også at lave nogle meget fine turn overs, som gør at linen fint lever op til sit navn; Presentation ! Linen er højtflydende og nem at løfte af vandet. Jeg prøvede linen i klasse fire og kunne præsentere fluerne særdeles delicat. En ekstra overraskelse er det, at linen magter underhåndskastet til ug trods en klumplængde på 12,5 meter. Alt i alt en anbefalelsesværdig line til ørred- og stallingfiskeri, men absolut også et godt bud på en flydende line til havørredfiskeri med enhåndsstang i klasserne 7 og 8, både til åen og ikke mindst på kysten. Som en allround WF line står den stærkt i billedet.
Jeg prøvede også en anden Vision line ved navn Target, og det skulle vise sig at være et velvalgt navn. For mig at se henvender linen sig især til nymfespecialister og til opstrømsfiskeri. Her har man tit brug for mange og præcise kast på kortere afstand, og en kort klump gør det nemt at spænde stangen og foretage et nyt kast. Klumpen er på 9,6 meter, og det gør den til en rigtig underhåndkaster. For at få rigtig glæde af linens skydedel, skal man have en udpræget hurtig stang, som klumpen spænder i samme øjeblik, den løftes af vandet. Har man den type stænger, kan man også godt skyde en pæn del af linen af sted, men det er helt klart på de kortere distancer linen har sine forcer. I det praktiske fiskeri er det ofte nok bare at have klumpen ude, og her fungerer den upåklageligt også med store fluer i en halv pelikan. Også denne line flyder flot og er let at løfte af vandet. Personligt havde jeg meget gerne set, at denne line også fandtes med en synkende spids. Gerne med en spids, der synker lidt hurtigere end en intermediate line. Ved opstrøms nymfefiskeri er det tit påkrævet, at fluen går mod bunden, så snart den har ramt vandet. Det er en oplagt ide til en line med lige præcis denne korte klump. Ideen er hermed givet videre. Mit indtryk af linen er, at det er en ærlig line, der lever op til det den lover; målrettet fiskeri på kortere afstande. Pris og kvalitet synes at være orden. Fakta om Presentaion 2 Fås i klasserne 3 til 8, farverne er hvid/blå og prisen er 500 kr. Fakta om Target Fås i klasserne 3 til 7, farverne er hvid/grøn og prisen er 500 kr.
Facebook Comments Box