Jan Grünwald - Pioner, forfatter og laksefisker!

Allerede i 60’erne fiskede han med flue fra kysten og efter blanklaks i Mörrumsåen. Den gang var han ret alene om at dyrke kystflue og de sydsvenske storlaks, men siden har mange fulgt pioneren, forfatteren og laksefiskeren Jan Grünwalds eksempel. Mød manden bag blandt andet hovedværket Laks!, fremtidsromanen Laksebanen og fluebindingsværkerne om de farlige fluer til havørred og laks.

I 1999 udkom den hidtil seneste bog fra Jan Grünwald – Grünwald Greatest. Men den danske fiskevagabond og –skribent udtrykker sig stadig om årets gange ved fiskevandene. I sin faste rubrik om lystfiskeri i Politikens ugentlige tillæg Lørdagsliv beretter Grünwald indlevende om de svenske kyster, Blekinges storlaks og de norske elve for blot at nævne nogle af de emner, der løbende tages op i Lørdagsliv.

Jan Grünwalds karakteristiske skrivestil og store vid placerer ham som en af de allerstørste skikkelser i moderne dansk lystfiskeri, og drevet af nysgerrighed efter at møde manden bag ordene, er jeg en sen eftermiddag på vej gennem det indre København for at besøge den kendte danske lystfiskerprofil.

Men før jeg kan stille Jan Grünwald et eneste spørgsmål, må jeg først finde frem til hans dør inde i en mørk opgang. Efter at have kigget lidt forvirret rundt på flere af opgangens døre, får jeg øje på et par neopren waders, som hænger til tørre hen over trappens gelænder. Der står ikke noget navn på døren, men jeg tøver ikke med at banke på. Der svares hurtigt, og i døren står Jan Grünwald. Han byder mig inden for i sine arbejdsværelser. - Her kan jeg sidde og skrive uden at blive forstyrret, fortæller Grünwald og henviser mig en plads i sofaen. Jeg kigger mig lidt omkring.

I et hjørne står et solidt knippe af fiskestænger, og skabet ved siden af bugner af grej. Endevæggen i det ene rum er fyldt med bøger om fiskeri, og på væggene hænger billeder af lystfiskeren Jan Grünwald og flere af hans sølvblanke triumfer. Så selv om vi er langt fra kystens åbne vidder og elvens brusende strømme, emmer det hele alligevel af fisk og fiskeri.

Pioneren

I slutningen af 60’erne gjorde Jan Grünwald sine første erfaringer med kystfluefiskeri og laksefiskeri i Mörrumsåen. Den gang var fluefiskeri i saltvand en helt utænkelig metode, og selv om Mörrumsåen ikke var ukendt vand, var det dog de færreste, der dyrkede den sydsvenske å i maj måned. Grünwald mener selv, at han blot bidrager til en ganske naturlig udvikling.
- Beskæftiger man sig med et område på fuld tid og sætter det meste af sin energi ind på det, så kan det ikke undgås, at man finder ud af noget nyt. Man har tidligere generationers erfaringer at bygge videre på. Der er jo ingen definitiv sandhed i fiskeriet. Nogle ideer viser sig brugbare, andre bliver forkastet igen.

Du skrev din første artikel om fluefiskeri i saltvand i 1969. Troede du selv på, at den slags fiskeri ville slå igennem og blive så populært som det er i dag?
- Nej, det havde jeg overhovedet ikke forestillet mig. Selv om fluefiskeriet hurtigt viste sig at være en uhørt fin metode til specielle situationer, når ingen anden metode kunne få havørreden til at hugge. I dag fisker jeg stort set kun med flue på kysten. Det er ikke snobberi. Når jeg fisker med flue skyldes det, at jeg synes det er fascinerende, at narre en fisk til at bide i en hjemmelavet flue. Men det er naturlig udvikling, og det er et spørgsmål om jeg ikke havde lige så store fornøjelser, da jeg som dreng stod nede i mosen og fangede skaller med trækæp og kinesertråd.

Du har søgt mod Sverige, hvor andre måske var mere interesserede i de jyske åer?
- Som ung fisker kom jeg i kontakt med Mörrum og andre sydsvenske åer. Der var rigeligt at udforske, så det var den vej, jeg tog, når jeg skulle fiske i strømmende vand.

Men også, når du skulle fiske fra kysten?
- Den gang jeg startede, var der få eller ingen udsatte fisk. De fisk, vi fangede, var udelukkende vildfisk, men der var langt i mellem dem på de sjællandske kyster. Så det var nærliggende at tænke: hvor der er mange havørredåer, må der også være mange havørreder på kysterne. Og omkring den svenske sydkyst er der mange små men produktive havørredåer, så det var meget naturligt at prøve kystfiskeriet i Sydsverige.

Det er blandt andet de åer, du beskriver i Grüwald Greatest?
- Ja, de er meget interessante på grund af de mange havørreder, som går op om efteråret.

Forfatteren

På samme måde som de nye fiskevande og de uprøvede metoder er kommet til Jan Grünwald som noget ganske naturligt, er også skriveriet noget, han mener er kommet af sig selv. For Grünwald var de mange henvendelser fra interesserede fiskere det, som fik ham til at skrive om fiskeriet. I stedet for at svare på de samme spørgsmål ti gange var det oplagt at svare en gang for alle enten i form af en artikel eller en bog.

Tænker du i artikler og bøger, når de står ude ved fiskevandet?
- Overhovedet ikke. Når jeg fisker, har jeg absolut ikke ét ord i hovedet og jeg vil heller ikke have det. Dér er jeg en fisker som enhver anden, der prøver at få det til at lykkes. Ude ved vandene bruger jeg al min kraft på at tænke i, hvad fiskene gør, hvad de laver og hvordan jeg eventuelt kan lure dem.

Skriver du kun hjemme i arbejdsværelset eller har du også pennen med ude i marken?
- Jeg laver en slags dagbog, når jeg fisker. Ikke en traditionel dagbog over fangst, men en dagbog med notater om det, jeg gerne vil huske. Det kan være særlige møder med fiskere eller hændelser ved fiskevandet, som undrer mig og som har betydning for fiskeriet. Jeg husker ikke fisketure. Jeg husker særlige oplevelser. Det kan være et fugletræk eller første gang multerne kommer ind til kysten eller noget helt tredje.

Men du holder alligevel fiskeriet og skriveriet adskilt?
- Ja. At fiske og at skrive har intet med hinanden at gøre. At sætte sig ned og skrive og prøve at få fortalt nogle af de ting, vi oplever, har intet direkte med fiskeriet at gøre. Men det beskriver fiskeriet og når det er allerbedst, er der en nerve i det, som læseren kan genkende fra sit eget fiskeri.

Hvorfor har du ikke skrevet den store bog om Mörrum?
- I min første bog Laks! Og senere i Kunsten at fiske laks samt i Farlige lakse- og havørredfluer skrev jeg om de oplevelser og fortrædeligheder, jeg blev udsat for ved Mörrumsåen. Jeg har haft ambitioner om at lave den store bog om Mörrum. Jeg synes, der er mange andre interessante fiskevande. Mörrumsåen er kun ét af dem og skal selvfølgelig have sin historie, men jeg synes, det er mere interessant at skrive om laksefiskeriet i et større perspektiv.

Science fiction

I 1987 skrev Jan Grünwald noget så sjældent som en fremtidsroman om lystfiskeri. Laksebanen hedder den opsigtsvækkende roman. Hvor hovedparten af al litteratur om lystfiskeri handler blink, fluer og kasteteknik, handler Laksebanen om tre fiskere placeret i en verden, der ikke er så fjern fra vores verden.

Hvad fik dig i sin tid til at skrive Laksebanen?
- I stedet for de sædvanlige dommedagsprofetier om hvor skrækkeligt det hele vil gå, hvis vi meningsløst fortsætter med at overforbruge jordens ressourcer, bestemte jeg mig for at beskrive tre fiskere i en ikke særlig fjern fremtid. Mit udgangspunkt var, at lige meget hvor meget omgivelserne ændres og forarmes, er menneskers urlyst til for eksempel at fiske den samme. Så Laksebanen handler om tre lystfiskeres oplevelser ved fremtidens fiskevande, der ser noget anderledes ud end i dag.

Du ville sætte en debat i gang?
- Romanen var selvfølgelig et indlæg i miljødebatten, men lavet som en fortælling alle kan læse som en spændings- eller science fiction-roman. Jeg må indrømme, at jeg får det dårligt, når jeg læser den. - Ja, mange får det dårligt, når de læser den. Men der er også mange, som kommer og fortæller mig, at et eller andet fra romanen faktisk er blevet virkelighed. Det sidste, der er sket er, at der er åbnet en laksebane i Nordsjælland.

Fluestrømmen i Fredensborg?
- Præcis. Det er jo en laksebane. To turbiner kører vandet rundt i et lukket kredsløb i et stykke vand, som er gravet ud og hvori der er udsat laks! Og det så du for tretten år siden? - Det var ikke svært at se. Det er kun et lille skridt videre i udviklingen i hele put and take-fiskeriet. I stedet for en lille dam, laver man et stykke strømmende vand med alle de interessante ting, strøm gør ved vand. Det er betydeligt sjovere af fiske i strømmende vand end i dødt vand, så der er ikke noget mærkeligt i en fluestrøm.

Laksefiskeren og laksen

Flere af de største lakseelve i Norden samt nogle enkelte i Skotland og Irland har været i nærkontakt med Jan Grünwalds tohåndsfluestang, så han er oplagt at spørge, hvis man vil have en kvalificeret vurdering af laksefiskeriet i dag.

Du har fisket i Mörrumsåen i tre årtier. Hvordan oplever du udviklingen i Mörrum?
- Mörrum var oprindeligt kendt som et fremragende havørredvand, der holdt nogle af verdens største havørreder. Nu er havørreden faktisk i store problemer i Mörrum, og det skyldes til dels, at man har prioriteret laksen så højt. Da jeg kom til åen i 60erne var der en lille håndfuld lokale fiskere plus nogle ganske få udenbys fra, som forsøgte at fiske blanklaks, når den kom op i åen i maj. Hovedparten af de lokale fiskede ikke efter blanklaksen i maj og juni. Man mente ikke, at den huggede på noget som helst. Det var fuldstændig accepteret. I dag fisker alle efter alle blanklaks i maj og juni.

Er fiskeriet i Mörrum blevet for kommercielt?
- Både ja og nej. Mörrum har faktisk gjort det eneste, man sådan set kan gøre med så mange ansøgere. Mörrumsåen tilhører den svenske stat, og alle skal i princippet have mulighed for at fiske der. Sådan er reglerne i Sverige. Prisen er fastsat sådan, at alle med en almindelig løn i princippet har mulighed for at fiske i åen. Man skal ganske vist skrives op, men alle kommer før eller siden til. Det foregår ved lodtrækning, da der ikke er plads til alle samtidig.

Hvorfor har Mörrumsåen sådan en magisk tiltrækning på lystfiskere?
- Selv om Mörrumsåen er en forholdsvis lille å, så har den opgang af nogle af verdens største laks. Gennemsnitsvægten for laks i maj og juni måned er cirka 10 kilo. Alene af den grund er stedet fantastisk, men også en flot natur og hele sceneriet omkring åen lokker mange fiskere til. Selv holder jeg meget af det øverste stræk fra Kungsfossen og op gennem skoven.

Pool 17-32?
- Ja, men det der med tallene er ucharmerende. Det er noget, der er kommet til senere og jeg kender ikke rigtigt poolnumrene. Jeg holder mest af de gamle stednavne: Rosendala, Persakvarn, Hönebygget, Grindarna og Balkonen. Alle flotte strømstykker, som holder laks.

Er Mörrumsåens popularitet en konsekvens af det svigtende laksefiskeri i Norge?
- Ja! Ikke alene den norske laks men faktisk alle atlanterhavslaks er truet på både den amerikanske og europæiske side. Og det betyder selvfølgelig, at presset bliver ekstra voldsomt på Mörrumsåen, som trods alt ser ud til at fungere, selv om mange med rette mener, at der er for mange stænger ved det forholdsvis strømvand.

Hvordan oplever du laksefiskeriet i Norge?
- Norge er laksens land! Her taler vi om store forhold. Mörrumsåen er et interessant lille laksevand, som sine steder har karakter af elv. Men Mörrumsåen er kun en prik på kortet i forhold til Norge. Norge har 400 lakseførende elve, og mange af de gamle laksestammer er trods problemer stadigvæk er intakte. At fiske laks i de norske elve er en meget stor oplevelse, som ikke kan sidestilles med noget andet.

Hvordan ser du laksefiskeriets fremtid i Danmark?
- Man har jo længe vist, at Skjern Å har en genuin laksestamme, men hvad der vil ske, når man fører åen tilbage til sit gamle leje, ved vi ikke. Nu fører man jo ikke åen tilbage til sit gamle leje. Man laver nogle sving uden at vide om det er det åen vil. Men Skjern Å skal med tiden nok rette det hele til og placere materialerne der, hvor de skal være og fjerne dem derfra, hvor de ikke skal være.

Skjern Å vil fremover få stor bevågenhed og besøg af rigtig mange fiskere. I så fald bliver de lokale foreninger nødt til at rationalisere fiskeriet og deres kort, og det kunne meget vel komme til at minde om forholdene i Mörrum. Men denne trods alt opløftende vurdering afslutter jeg min samtale med Jan Grünwald. Et par timer er gået og den fortælleglæde, man fornemmer i forfatterens bøger, mærker man også når pen og papir erstattes af samtaler.

Artiklen har tidligere været bragt i Sportsfiskeren. Der er foretaget mindre tilpasninger.