Lakseuniversitetet

Flyet krænger en smule til den ene side og jeg når lige at få et glimt af Islands største gletcher Vatnajøkull, gennem det tætte skydække, inden vi påbegynder indflyvningen på Keflavik lufthavn.

Skyerne er tunge og regnfulde hvilket lover godt for fiskeriet den kommende uge. Forventningerne stiger som altid når man er på vej til en uprøvet elv, hvor nye oplevelser og erfaringer med fluestangen er i vente.

Når man kører fra lufthavnen imod Reykjavik oplever man det utrolige landskab endnu tættere på. De forrevne stenmasser ligger hulter til bulter som om en kæmpe trold havde tæsket løs på jorden med en gigantisk kølle. Flere steder er den sorte lava dækket af selvlysende grønne mospuder, der giver et særpræget skær over det i forvejen utrolige lavalandskab. Inden jeg kan sætte kursen imod det endelige mål for rejsen, må vi lige en tur forbi Den Blå Lagune der ligger lidt uden for Keflavik. Efter en stund i det varme og salte vand, der er et biprodukt at termisk energiudvinding, er vi endelig på vej til elven Laxá I Kjós, som ligger ved den smukke Hvalfjord, knap en times kørsel nord for hovedstaden Reykjavik. Laxá i Kjos er en lille elv, men den har en god laksestamme og sammen med sideelven Bugda giver den hvert år omkring 1.300 laks fordelt på de 10 stænger der må fiske her. Sommeren har været tør på Island, men heldigvis er der faldet en del regn de sidste dage, og elven er steget betydeligt.

Enhver laksefisker ved hvad det betyder og spændingen stiger jo nærmere jeg kommer på målet. Forventningerne bliver ikke mindre da jeg ankommer til Lodgen og møder dem som har fisket her de sidste par dage. Alle har de fanget laks i rigt mål, og hos flere når smilene helt op til ørene. Der bliver ikke noget fiskeri den første dag for mit vedkommende, men næste morgen er jeg klar til kamp.

Der kræves ikke tungt grej til en elv i denne størrelse og de fluer, som min guide Klaus Frimor anbefaler, er forbavsende små, i forhold til dem jeg normalt benytter i Norge. Selv de mindste fluer jeg har i min egen æske, er betydeligt større end dem vi binder forfanget her.

Jeg starter med at fiske på zone 1, der ligger lige neden for lodgen. Strækket består af række vandfald og fosser, der giver laksen en naturlig barriere på deres vandring. Ved den lidt høje vandstand stopper fisken mærkværdigvis ikke længe her fortæller Klaus, og de første par timer giver da også kun et par mindre havørreder.

Oven for vandfaldet ligger poolen Klingenberg ret ud for lodgen. Her danner en lang strømkant ved modsatte bred en perfekt standplads for laksen. De to Islændinge, der deler en stang i samme rotation som mig, har held til at lande tre fine laks i løbet af formiddagen. Selv kroger jeg en havørred ved det nederste vandfald, der ligger lige opstrøms for vejbroen. En hel flok motorcykler holder ind på rastepladsen ved broen og begynder at tage billeder. Ørreden falder dog af i den hårde strøm, og jeg undgår at skulle posere med fisken foran hele motorcykelklubben.

Der er for mange turister hernede mener Klaus, og vi kører længere op ad elven. Zone 3 ligger cirka ti kilometer opstrøms for lodgen. Heroppe ligner Laxá i Kjos præcis det som man drømmer om og forventer at møde på Island. Små lækre pools med dybe huller, hurtige partier, blanknakker, klippeblokke og store sten, som danner perfekte fiskepladser. Omgivelserne og naturen er et kapitel for sig.

Fra vejen ser vi hvordan elven slynger sig gennem græslandskaber der afløses af grus og øer af sten hvor dalen snævrer ind. Her ligger stribevis af små lækre pools og kalder på fluefiskeren. Længere oppe omsluttes elven af lodrette klippevægge, som danner canyons hvor den mørke klippe står i skarp kontrast til den lysende blålige tone, som vandet synes at have i mange Islandske elve.

Laxa I Kjos er kendetegnet ved at være en meget varieret elv, der udfordrer fiskeren på flere områder. Selvom der normalt ikke kræves lange kast, er præcision og dermed en god præsentation af fluen, ofte en afgørende factor for succes. Der findes mange kilometer fiskevand på hver zone så selvom man bommer en enkelt pool, er der altid flere chancer. Den tidligere chefguide på Laxá i Kjos, kaldte elven for Lakseuniversitetet på grund af den store variation i forholdene og mulighederne.

Samtidig er der tilpas mange laks i elven til at man har en chance for at afprøve effektiviteten af forskellige metoder og teorier. ”Vi starter med at fiske Riffling Hitch” siger Klaus, da vi står ved elven øverst på zone 3. Jeg har aldrig haft held med denne metode før, men en gang skal jo være den første, så jeg accepterer og begynder fiskeriet efter de anvisninger Klaus giver mig.

Det tager lidt tid at lære alle detaljer, der kræves for at have succes med denne metode. Efter fluen er landet, hæves stangen i en jævn rolige bevægelse og holdes samtidig ud over strømmen. Denne manøvre giver et pres på linen, der tvinger fluen op i overfladen hvor den tegner et flot lille v i strømmen. Det er netop dette v der tiltrækker fiskens opmærksomhed.

Selvom jeg langt fra er udlært i at fiske Riffling Hitch og fluen ikke går helt som den skal, så er der snart en laks der vil være med på spøgen. Det er en fin fisk og den giver en god fight på den lette # 6 stang. Jeg holder den lidt længere end nødvendigt så Klaus kan nå at finde kameraet frem, men den lille pause udnytter fisken til et langt udløb der ender med et højt spring og en mistet fisk. Jeg får dog hurtigt kontakt med endnu fisk i samme pool og kan efter en god kamp på det lette udstyr lande min første laks i Kjos. Vi krydser elven for at fiske den næste pool.

Elven svinger her over mod en stejl klippevæg, hvor strømmen har gravet en lomme under klippen. Fiskene står helt inde under klippen, fortæller Klaus. Det er dog først da fluen hænger midt i strømmen at laksen hugger til. ”Det er en løjser” mener Klaus, da fisken springer flere gange og til sidst prøver at sætte forfanget fast på en stor klippeblok midt i elven. Den ender dog på det tørre, lige inden klokken slår 13.00 og det er tid til at komme tilbage til frokost på lodgen. Elven er fredet fra kl. 13-16.00 og der fiskes i to perioder - formiddag kl. 07-13.00 og eftermiddag kl. 16-22.00. Om eftermiddagen fisker vi Zone 5, som er det øverste beat på elven. Heroppe er elven helt fyldt med laks. Den ene fisk efter den anden hugger fluerne.

Taktikken er at prøve små fluer først, gerne en størrelse 14 eller 16 bundet på treblekrog. Derefter en lidt større og mere synlig flue for til sidst at trumfe med en mindre Sunray på fire til seks centimeter. De steder hvor vandet er hurtigt og overfladen er brudt, vælger vi endda en lidt større udgave på seks til otte centimeter, og det virker ofte ganske overbevisende. Den plads, der giver bedst resultat på zone 5, er poolen Króarhamer. Poolen ligger lige nedstrøms en vejbro og fra broen kan man tydeligt se laksene der står placeret i små grupper af fire til fem fisk.

På et tidspunkt tæller vi flere end femten laks i poolen. Der er et par større fisk imellem og dagen inden har en af vore danske medfiskere fanget en laks på næsten syv kilo på denne plads. Det er dog usædvanligt med fisk i denne størrelse, og de fleste fisk ligger mellem to og fire kilo. Da eftermiddagspasset er ovre har jeg fem laks på bogen og mistet et par stykker. Denne eftermiddag er noget af det heftigste jeg har prøvet som laksefisker, men de øvrige fiskere kunne berette om lignende oplevelser, da vi sent om aftenen var samlet ved middagsbordet på lodgen.

Nu er det ikke altid helt enkelt at fange en laks, selvom forholdene er perfekte og der masser af fisk i elven. På Island, bruger de lokale fiskere og især guiderne, nogle lidt andre metoder, end vi er vant med i de øvrige skandinaviske lande. Størrelsen på fluerne er en faktor, men måske lige så vigtigt er fluens bevægelse. ”Strip linen ind med det samme fluen rammer vandet” lød det fra Klaus. Jeg lavede de sædvanlige lange indtag, med det duede ikke ifølge Klaus. ”Det skal være kortere træk – men hurtigere ” lød devisen. Det tog lidt tid at blive helt fortrolig med sådanne omvæltninger, men jeg skal love for at det virkede, og jeg følte mig en smule klogere på laksefiskeriet efter hver session ved elven.

Vi talte selvfølgelig en del om de forskellige metoder og hvad der er fordelen ved at fiske på denne måde. Bevægelsen af fluen er en vigtig faktor, som fisken reagerer på, og ved at strippe linen, med det samme flue rører vandet, sikrer man at fluen fanger fiskens opmærksomhed og ikke bare driver livløst med strømmen.

En anden vigtig fordel er, at man kompenserer for de mange strømhvirvle der ellers kan give fluen et uhensigtsmæssigt drev. En tredje fordel er, at man hele tiden er fokuseret på fluen og dens bevægelse i strømmen. Fiskeriet bliver aldrig monotomt, når man hele tiden arbejder med fluens drev og man oparbejder en tro på at hvert kast kan give fisk. Udover laksene er der en god del havørred i elven. Umiddelbart opstrøms for den nederste zone 1, ligger The Meadows som er frizone for dem som fisker på Laxá i Kjos.

Det betyder at uanset hvilket beat man er tildelt i rotationen, kan man altid fiske på frizonen. Vejret var egentlig for godt til at fiske frizonen om tirsdagen, men da vi ikke havde det store held nede på zone 1, mente Klaus, at der var chancer for at lure en af de store havørreder på frizonen. Han vadede over på modsatte side af elven for at få en mere nøjagtig pejling på havørrederne. I den klare strøm stod ganske rigtigt et par stykker, og en af dem var en rigtig god fisk omkring de fem kilo. De ville desværre ikke være med på legen i den klare sollys, selv om vi præsenterede dem for både flydende hjortehårs bombers og pyttesmå trebles. Lidt længere opstrøms var der et fint lille sving med en god indløbsstrøm. Her var der en laks der ikke kunne stå for den lille treble. En str. 18 med en næsten usynlig krop og et hackle så lille at der er mig en gåde hvordan det kan bindes på en trekrog, uden konstant at få problemer med tråd og krogspidser. Krogholdet var forbavsende godt og fisken blev fightet og landet helt uden problemer. Senere på ugen blev der i øvrigt fanget flere store havørreder på frizonen af et par af de andre fiskere på lodgen.

Laxa i Kjos er som nævnt en utroligt varieret elv. Den øvre del af zone 4 er et rigtigt canyon beat, hvor man flere steder kan man stå højt oppe over elven og iagttage laksene i strømmen. Selvom man tager nøjagtigt bestik af omgivelserne og prøver at indprinte sig flere pejlemærker i og omkring standpladserne, er det stort set umuligt at rekonstruere fiskenes placering, når man først står nede i vandkanten. Derfor er guidens angivelser, fra den høje position på klippen, helt afgørende for om man kaster præcist til fiskene. ”Guide biografen” sagde Klaus med et smil, da jeg kæmpede med at komme i position til at lægge en lille Bomber hen over fiskene.

Laksene ville dog ikke vide af fluen, og jeg måtte op ad den lodrette væg igen med uforrettet sag. Da jeg atter var oppe på klippekanten, prøvede vi for eksperimentets skyld, at kaste en stor Sunray lige i hovedet på fiskene. Fra den høje position var det vanskeligt at bedømme afstanden og kastet gik helt fejl. Linen landede lige hen over standpladserne og fiskene blev skræmt fra vid og sans, og de begyndte at svømme rundt i store cirkler i poolen. Dermed fik vi også en lektie i hvordan man ikke skal gebærde sig ved en lakseelv, og i hvor let laksen kan skræmmes.

Længere oppe på zone 4 havde vi mere held med fiskeriet i poolen Spegill. Lige i indløbet til poolen ligger en stor sten midt i strømmen. Man må derfor vade ud midt i elven for at få fluen til at hænge på den fjerne side af stenen. Den første laks huggede promte, og jeg måtte ned i den store dybe pool efter den. Landingen måtte forgå på en lodret skrænt, og jeg var ikke overrasket, da krogen slap sit tag. Men jeg var snart tilbage ved indløbet igen og to kast senere var endnu en laks på fluen. Denne gang fik den lov til at løbe sig helt træt, inden vi trak den op ad skrænten.

I sideløbet Bugda, som er zone 2 i rotationen, havde jeg ikke den helt store succes med fiskeriet de første dage. En af de sidste dage lykkedes det mig dog at opleve ganske godt fiskeri der.

Lige nedstrøms for en af vejbroerne var der et fint lille sving. Det så umiddelbart ikke ud til at være en superplads, men flere af de andre gæster havde haft held med fiskeriet netop på dette sted. Jeg besluttede mig derfor til at give det en chance. Strømmen var ikke specielt hård og vandet var ganske klart. Valget faldt igen på en af de helt små treble fluer i str. 18. På bare en times fiskeri havde jeg kontakt med fire laks, hvoraf de to kom på land. Bugda viste sig dermed fra sin gode side.

Længere nedstrøm var der flere små fine pools, hvor jeg havde kontakt med fisk og inden fiskepasset var ovre havde yderligere to laks fået deres livs forskrækkelse. Et enkelt sidespring må det nødvendigvis blive til, når man rejser på laksefiskeri med familien. Onsdagen var afsat til besøg ved et par af Islands mest kendte seværdigheder - Geysir og Gullfoss. Selvom begge steder minder om den slags turistfælder, som fiskere og naturelskere normalt vil gøre alt for at undgå, så er der alligevel tale om steder der et must, når man besøger Island. Gyesir er et mærkværdigt fænomen der vanskeligt kan beskrives, men bare må opleves.

En hul i klippegrunden der fyldes med vand som varmes op i Jordens indre og hver femte minut kollapser vandsøjlen og eksploderer i en imponerende fontæne. Stedet var naturligvis besøgt i rigt mål af turister fra alle verdensdele. Et Japansk filmhold, som var i gang med optagelser til et realityshow, var et skue i sig selv. Gulfoss er som navnet antyder en foss af betydelig dimensioner. Elven der danner fossen hedder Hvita og er en gletcher elv som er helt mælkehvid.

Der er noget næsten surrealistisk over farvetonen i den massive foss, og alene lyden af vandet der tordner ned i en uendelighed, giver en fornemmelse af naturens kræfter i dette land. Jeg må dog indrømme, at jeg langt fortrækker de klare elve frem for denne hvide kæmpe. Hvita er i øvrigt lakseførende og flere af tilløbene er kendte laksevande, hvorimod hovedelven er for farvet til at fiskeri er lønsomt. De to største tilløb er Sog (Sogid på Islandsk) og Store Laxá (ikke at forveksle med Laxá i Adaldal).

Efter turistforpligtelserne var overstået blev der tid til et kort besøg ved Sog. Elven udspringer i den store indsø Thingvallavatn og løber gennem flere søsystemer inden den tømmer sit glasklare vand ud i Hvita. Sog er væsetligt større en Laxá i Kjos og flere steder er den mellem halvfjerds og et hundrede meter bred. Fiskeriet i Sog er blevet væsentligt bedre de sidste og den strækning vi besøgte havde allerede givet mere end 250 laks på bare tre stænger.

Der blev også mulighed for lidt fiskeri i Sog. Der blæste en strid vind nedstrøms, og jeg monterede derfor en tohåndsstang på tretten fod til opgaven. For at komme i position til fiskepladserne måtte jeg vade ud til midten af elven. Herfra kunne man vade på en ryg halvtreds meter nedstrøms mod en nakke og fiske til begge sider.

Jeg var i gode hænder hos den lokale guide, som vidste præcis hvor man kunne vade og fiskene stod. Efter bare ti minutters fiskeri blev stangen rykket hårdt nedad og en fin laks sprang flere gange ud af vandet. Den forsatte i et langt udløb helt ind i backingen og kæmpede bravt mod overmagten.

Til sidst gik den helt fast i noget grøde ret nedstrøms for hvor jeg stod i elven. Jeg måtte vade ind på tværs af en dyb rende for at komme på land. Med den ændrede vinkel fik jeg vristet laksen fri, og med sidepres kunne stangen tappe de sidste kræfter ud af laksen. Fisken var en fin sølvblank hanfisk på mellem knap fire kilo. Den havde virket noget større under fighten, hvilket skyldes, at jeg undervejs havde hægtet en del grøde og en mindre gren på forfanget. Sog er absolut en elv i fremgang, og når man tænker på at fiskeriet kan lejes forholdsvis billigt med et stort dejligt sommerhus lige ved elven, er det absolut værd at overveje i fremtiden.

Tilbage ved Laxá i Kjos til den sene middagsmad, kunne jeg dele dagens oplevelser med de andre fiskere. Der blev fortalt mange historier og udvekslet erfaringer ved middagsbordet og det blev noget sent inden jeg gik til ro. De sidste to dage ved Laxa bød på fint fiskeri. Specielt husker jeg en formiddag på zone 4. Vejret var næsten for godt med en høj blå himmel, der syntes at strække sig ud i det uendelige. Vi fiskede atter Riffling Hitch, og det varede ikke længe inden den første laks tog fluen med plask. Det tog lidt tid at få den landet, og det gav Klaus tid til at finde kameraet og få en fin serie billeder i kassen. Det næste take var lidt mere spektakulært.

Når man fisker Hitch, er de små lakseunger meget interesserede i at lege med. De hugger konstant på fluen, men heldigvis er de ofte for små til at gabe over krogen. Noget forbløffet blev jeg derfor, da en pæn laks vendte bag fluen, hvorefter jeg mærkede de små nøk fra en lille lakseunge. Laksen, der åbenbart var blevet snydt på målstregen af den lille, vendte rundt og angreb igen både flue og lakseunge.

Da laksen kom på land var ungen væk, men fluen sad langt nede i svælget på laksen, og vi spekulerede over hvilken skæbne den lille lakseunge havde mødt. Den sidste dag blev brugt til en studietur til et par af de andre elve i området. Først gik turen dog til Borganes, hvor de laks der ikke havde overlevet mødet med mine fluer, skulle indleveres til røgning og gravning.

I Laxá og en del andre Islandske elve, har man indført et størstemål på 70 cm. for laks. Dette er rigtigt fornuftigt efter min mening, da man sparer de største gydefisk. I tillæg anbefaler man at udsætte alle hunfisk og i øvrigt at vise normalt mådehold. Der er ingen pointe i at slå alle fisk for panden, men der er heller ingen der rynker på brynene, når man hjemtager et par fine blanke grilse.

Afslutningen på en fiskerejse er ofte forbundet med en følelse af afsavn og længsel efter alt det man ikke har nået. Men efter en uge på Island var jeg mæt af fiskeri, og laksestængerne kunne pakkes ned for sidste gang den sæson med en god fornemmelse i maven. Denne tur har givet mere inspiration til fiskeri efter laks og havørred, end jeg har oplevet siden jeg begyndte med laksefiskeriet.