Du får det ikke bedre!

Er det ikke lidt af en kliche, når man skriver, at noget er "det bedste fiskeri i verden"? Det er i hvert fald en sætning, man læser tit. Men der er ikke noget at gøre - her kommer den en gang til: Fiskeriet i Venezuela er noget af det bedste i verden!

Kliche eller ej; jeg er så betaget af fiskeriet i Venezuela, at ingen anden floskel kunne udtrykke det mere præcist. Hvad enten det er bonefishing fra Los Rouqes bountystrande, flodfiskeri efter eksotiske arter på Orinoco-floden eller big game efter havets største kæmper man brænder for, så finder man det i Venezuela.

Her på scandicAngler.com kan du finde artikler om netop de tre
"genrer" - og lige nu er du godt i gang med den der handler om springende kæmpe doradoer, sailfish og marlin…

Der er lagt op til lir!

De relativt få gange i ens liv man står ved et fiskevand, som normalt kun hører til i ens drømmeverden, gælder det bare om at nyde det!

Og netop sådan er det lige nu, hvor jeg står på kajen i La Guaira og sender båden "Magic" et kælent blik, som min kæreste ville blive jaloux over. Men der er ikke noget at gøre - jeg er forelsket - og forventningerne vælter ind over mig, da jeg for første gang træder om bord - og vi straks efter sætter kursen mod en drømmefisk eller to.

To dage har jeg båden for mig selv - og alt taget i betragtning er pengene givet rigtig godt ud. Hele båden er spændt op til lir. Stænger og pennhjul er 100% klargjort. Plasticsprutter i alle farver og størrelser venter bare på at komme i aktion, og hvad der imponerer mig mest, er ordenen på naturlig agn, som på forhånd er monteret med krogsæt, blybelastning, forfang og det hele.

Skipper og de to bådsdrenge er både tændte og velorganiserede, og knapt er vi nået ud fra havnen, før de første liner er sat i vandet, og plasticblæksprutterne danser efter os i høj fart. Solen brager naturligvis ned.

Det er marts, topsæson for de fleste arter, klokken er halv ti - og JEG HAR BID!!! Vi har sejlet i 5 minutter - og det ene Penn 30 skriger faretruende. Jeg er totalt målløs, mens jeg med hovedet fuld af faktor 20 - som jeg end ikke nåede at smørre ud - fighter min første fisk. Små 10 minutter efter sejler vi videre mod marlinpladserne med en 20 kilos wahoo om bord… Det er for vildt!

Værdifuld intuition

Vi nærmer os dagens område 20 sømil fra land, og der er atter aktivitet på dækket. Ekkoloddet viser 950 meter. Stænger bliver sat ud, outriggere gjort klar, agn skiftes og checkes.

Der er mågesjov flere forskellige steder - og det er ikke kun på de danske søer, det er gode tegn for en lystfisker. Byttefisk i "sandwich-situation" presses op mod overfladen af sultne rovfisk - og angribes massivt fra oven af mågerne. Besætningen er ikke i tvivl - det er doradoer, der jager - og fire af de fem liner målrettes derefter.

At skipper har ret, er der ingen som helst tvivl om. Umiddelbart efter det første hug kaster en farvestrålende dorado sig ud af vandet, og indleder fire timers helt forrygende fiskeri.

Hvor wahoo måske er lidt forudsigelige i sin måde at fighte på, forholder det sig noget anderledes med dorado. Alt foregår i et rasende tempo. Dyk mod dybet, seje træk til siderne, spurt ind mod båden og utallige spring kendetegner hver eneste kamp. Sådan en stående fight, midt ude i ingenting under bagende sol, er bare kræs for sjælen.

Gennemsnitsstørrelsen for de syv fisk vi fangede var over 10 kilo - og den største var en krabat på hele 25 kilo. Et sandt muskelbundt, som jeg stadig bliver helt saglig af at tænke tilbage på. Desværre er det jo sådan med den art, at de fuldstændig mister farverne lige efter de bliver aflivet. Efter de fire timer, er det som om, at fiskeriet går lidt i stå. Men vi har et par gange observeret brunlige skygger bag agnen, hvilket er et sikkert tegn på marlin og sailfish i nærheden. Vi trækker rundt i en times tid, og pludselig er fanden løs igen. På samme tid flår de to bådsdrenge hver sin stang løs fra holderne.

Tiden står stille, og jeg prøver forgæves at finde ud af, hvad der sker bag båden - men i det samme rykkes der hårdt i den ene stang, og et hårdt modhug følger øjeblikkeligt.

Straks efter er der fisk på den anden stang, og den turbosnakkende skipper slutter sine instrukser af med ordene "Sailfish - doublestrike!".

Minutterne efter kigger jeg beundringsværdigt på min kæreste, der fighter den ene på bedste vis fra fightstolen, mens jeg klarer skærene stående. Livet er godt! 15-20 minutter efter lander vi begge vores debut-sailfish på 21 og 28 kilo - fordelt på den måde, at min var den største.

Så familieidyllen kunne bevares! Mens den første dag lakker mod enden, sejler vi tilbage mod havnen med trætte arme og røde næser.

Ud af kroppen

"It´s blue marlin weather today", udbryder skipperen lystigt, da vi møder ham ved skibet næste morgen klokken 9. Vejret er nøjagtig som dagen før. Og fiskeriet starter også på samme måde; knapt er vi ude af havnelejet, før en wahoo kaster sig over agnen, for senere måtte sande, at det var en rigtig dårlig idé.

Efter landingen trykker vi gashåndtagene i bund, og sætter kursen mod gårsdagens område - på jagt efter de brune skygger…

Skal man lige træde et skidt tilbage, og kigge på den praktiske side af sagen, er der naturligvis én ting, der står klart:

Big game fishing er ikke en billig fornøjelse! Men fiskeriet fra La Guaira hører uden tvivl til i den fornuftige ende af skalaen - og man får absolut "value for money" på disse kanter.

Regn med, at skulle betale omkring 500 USD per dag for båden, hvis du vil have den alene. Det ultimative er helt klart, hvis man tager på drømmetur sammen med en eller to gode kammerater - så er der både nogle til at dele oplevelser og udgifter med.

Er det marlin, man er ude efter, passer det med, at det er i vintermånederne, der skal satses. Fra januar til maj fanges de fleste blue marlin, mens white marlin og sailfish er lettest at komme i tale med senere på året - fra august til december.

Der er dog chance for at løbe ind i alle arterne året rundt på grund af det meget ensartede klima. Det er ikke her, der sættes gigantiske verdensrekorder. Men med mindre man har prøvet alt og kun vil fange de største af de største - så er det venezuelanske big game fiskeri nok noget af det mest fangstsikre, man kan gå efter.

Og det måtte jeg også sande kort efter ankomsten til området. Vi fanger et par pæne doradoer, men det er lige som om, at der er et eller andet i vente...

Koncentrationen er høj om bord. Vi holder alle udkig - både efter måger, jagt i overfalden, plask fra større fisk - og naturligvis efter de brune skygger. Og netop sådan en befinder sig pludselig bag båden. Jeg får aldrig øje på den, men begge bådsdrenge råber i munden på hinanden og på skipper, mens de forsøger at provokere fisken til at hugge ved at tirre den med agnen. Og så der det, at det bare sker...

Marlinen tager den ene naturlige agn, og utallige meter line forsvinder fra hjulet i en gevaldig fart. Mig i fightstolen. Jeg er spændt, og det hele virker som en af de drømme, hvor jeg plejer at vågne om få sekunder. Men jeg har fast fisk - og det er blue marlin! Linen pisker stadig afsted, og jeg har absolut ingen mulighed for at gøre hverken til eller fra. Jeg ved ikke helt, hvor lang tid der går, før fisken stopper sit udløb - langt, langt ude.

Ganske urokkelig står min marlin, som først bliver skudt til omkring 200 kilo - men skipperen er lidt mere forsigtig og tipper "more than 100".

20 meter vindes ind - 25 ryger ud. 30 meter ind - 30 meter ud. Sådan går det første kvarter. Der går et sug igennem maven, første gang jeg ser fisken tæt på. Der mangler vel omkring 15 meter, og i et øjebliks uerfaren letsindighed tror jeg faktisk, at kampen er slut.

Men da søger muskelbundtet mod bunden, og jeg kan blot se til, at mine hårdt tilkæmpede meter stryger af hjulet med samme kraft som lige efter hugget. Linen peger direkte i dybet, så der er ikke så meget at snakke om; nu skal der arbejdes! I et kvarters tid pumper jeg, det bedste jeg har lært, men fisken står ret urokkeligt i vandet. Hele situationen virker stadig totalt urealistisk - at det er mig, der sidder dér i en fightstol med en marlin i den anden ende. Pludselig skifter den mening - og søger hastigt mod overfladen. Linen skærer sig i en bue efter fisken, og kort efter at have stået dybt under båden, kaster den sig fri af vandet i kaskader af vand.

Synet er intet mindre end overvældende. Der er gået over en halv time, og nervøsiteten over at miste den vokser hele tiden - især nu, hvor vi har set den tæt på to gange. De næste 30 minutter går med korte, hurtige udløb - men det er klart, at kalorius er ved at miste pusten. Efter lidt over en times kamp giver den op.

Catch and release

Vi tog min blue marlin på 110 kilo med i land - og det har jeg ærgret mig en del over siden. Bestanden bliver ikke ved med at eksistere, hvis der skal hænge trofæ-næb alle mulige steder. Mange skippere rundt omkring i verden er derfor også dedikerede "catch and release-folk" - men sørg også selv for at opmuntre til genudsætning, hvis du en dag selv står foran valget.

Det håber jeg, at du kommer til - og hvem ved - måske bliver det i Venezuela…