Reportage fra Los Roques 2003

Mens en gruppe medlemmer af scandicAngler netop nu fisker laks i norske Orkla, bringer vi her reportagen fra årets første medlemstur til den lille øgruppe Los Rouges ud for Venezuela. På denne tur var målet sol, varme, godt selskab og bonefish – og ingen af deltagerne manglede nogen af delene.

Turen var lavet i samarbejde med vores faste rejsearrangør Strobel Travel, der allerede i vinters havde skruet en flot pakke sammen til de heldige medlemmer, der nåede at sikre sig en plads. Således var 11 mand klar til at slippe det kolde nordiske marts klima til fordel for en uge i troperne. Et langt stykke hen af vejen havde turen hængt i en tynd tråd på grund af urolighederne i Venezuela. Ikke at der på nogen måde havde været uroligheder på Los Rouqes, men det var kun med nød og næppe at rejser til Venezuela blev clearet af Udenrigsministeriet.
Da deltagerne kom fra både Sverige og Danmark, var det planen at vi først skulle mødes i Amsterdam, og derefter i fællesskab rejse til Venezuela. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, men mere om det senere.

Efter forårets store succes med medlemsturen til Los Rouqes er vi på scandicAngler allerede ved at planlægge vores næste rejser til denne destination. En del af deltagerne på forårets tur har allerede givet tilsagn om deltagelse næste forår, og skulle du have lyst til forhåndsreservere en plads er du velkommen til at kontakte undertegnede i redaktionen.

Fiskeriet på Los Rouqes er relativt billigt fiskeri på egen hånd, og øgruppens store succes er primært opstået på grund af det prisniveau, hvorpå man kan holde en ferie med fiskeri efter bonefish. Vores medlemsrejse er bestemt et godt tilbud, men vi har fra starten besluttet at lægge os på et noget højere niveau hvad angår kost, logi og service, end hvad der er muligt.

Læs her beretningen om vores tur i foråret. Senere følger vi naturligvis op med mere fakta om vores kommende ture og alle de praktiske detaljer en sådan tur består af.

Da deltagerne som sagt kom fra et støre område var holdet fra starten delt op i to grupper, en med afrejse fra København, en anden med afrejse fra Jylland, var planen at vi først skulle mødes i Amsterdam, for derefter i fællesskab at flyve til Caracas. Vores turleder John Andersen var med holdet, der skulle rejse fra Jylland, og gode råd var således dyre, da det i Amsterdam viste sig at gruppen på seks mand fra Jylland ikke var lettet på grund af tåge i Billund. Mobiltelefonen var heldigvis lige ved hånden, og et hurtigt opkald til Strobel Travel viste straks værdien af et professionelt rejsebureau, da de allerede var i fuld gang med at få omdirigeret gruppen, således de alligevel kunne støde til i Caracas sent på aftenen. En mission der med statsgaranti ikke var lykkedes på egen hånd.

I Caracas blev vi venligt mødt af en lokal guide, der ventede på os i lufthavnen med det klassiske papskilt i hånden – scandicAngler. Det er ikke muligt at nå at skifte til et lokal indenrigsfly samme aften som man ankommer, så vi blev straks vist hen til vores luksusbus, der allerede ventede på os. Turen gik straks mod Hotel Avila en halv times kørsel fra lufthavnen. Vores guide Eduardo fortalte lystigt om Caracas, hvilket gav os en god introduktion til Venezuela, og vi mærkede straks at vi var langt væk hjemmefra. Caracas er en by godt 8 mio. indbyggere og i stadig vækst. Det er ret specielle forhold hvorved man skaffer sig fast ejendom, og i udkanten af byen var der stadig meget synlige spor af de tragiske jord/ mudder skred for nogle år siden, hvor hundredvis af huse blev skyllet af skrænterne. Vel fremme ved det fine firestjernede hotel gik det op for os hvor hårdt politiske uroligheder er ved turisme – vi var nærmest de eneste gæster på det store hotel. En hob af tjenere sørgede straks for at der var kolde Polar øl til alle ved poolen.

Næste morgen var den manglende gruppe fiskere vel ankommet, og hen over det store morgenbord blev de sidste skjulte forventninger til den kommende uges fiskeri endelig forløst. Alle var klar til at få luftet fluerne. Eduardo hentede os og i lufthavnen klarede han alt med hensyn til billetter, afgifter osv. så vi koncentrerede os om at være turister og vores tanker om bonefish. Lufttrafikken har ændret sig, og flere af deltagerne måtte sande, at fluer og dermed kroge i håndbagagen ikke er nogen god ide.

En kort flyvetur og De første små øer i Los Rouqes befandt sig under maskinen.
Inden længe gik maskinen ned på den korte landingsbane, og vi kunne endelig sætte fødderne på hovedøen Grand Rouqe. Skønt at vide, at vi nu var langt væk fra det meste, og ikke mindst at hele ugen lå foran os. Fantastisk med så små forhold, landingsbanen skærer hele øen igennem på tværs for at kunne være der, og i den ende hvor vi var sat af, var der højst ti meter fra vandet til starten af landingsbanen.

To fiskere var i vandet netop ved lufthavnen, og til nogen morskab på holdet vendte den sig om, da vi kom forbi, og han straks råbte velkommen til på klingende sjællandsk. Øen er blevet populær blandt danskere, men det skulle vise sig at de to andre danskere, var så godt som de eneste andre ikke lokale fiskere på hele øen.

Udenfor lufthavnen blev vi modtaget af vores vært på Cacao Lodge, der snart fik os indkvarteret på det nærliggende hotel. Et hyggeligt og fredeligt lille hotel, hvor vores gruppe fyldte alle værelser – vi havde hotellet for os selv. Vi følte os straks hjemme og servicen var i top. Umiddelbart kunne intet gå galt og vi begyndte at rigge til til de kommende dages fiskeri.

Mens der blev skålet og kolde øl skyllede støvet af os, blev der ivrigt diskuteret fiskegrej, fluer, forfang og knuder i lodgens fællesrum. Alle var godt forberedte selv om ikke alle havde samme erfaring med fluefiskeriet. En enkelt luksusfluestang indkøbt specielt til turen så aldrig saltvand eller fisk, da den knækkede ved en lidt uheldig håndtering få minutter efter at den for første gang havde forladt sit trygge alurør. Ingen grund til at græde over spildt mælk, i en gruppe er man stærk, og der var rigeligt med grej til alle. Fiskekortene blev indløst efter den lokale siesta var overstået, og vi var alle temmelig klare til at få strækket vores flueliner.

I samlet trop begav vi os mod lufthavnen, hvor et langt stykke af stranden er et sikkert sted for bonefish. Turlederen John skulle lynsnart demonstrere hvordan kagen skulle skæres, og for øjnene af hele holdet skulle der kun to kast til før den første bonefish stak af med Johns flueline og et pænt stykke bagline. Alle fik således syn for sagen på første parket, og der var få undskyldninger tilbage for ikke at fange bonefish.

Øens fisk var tydeligvis ikke specielt sky, og de bed villigt på små fiskeimitationer. Ikke helt bonefishens normale livret, men fiskeriet er en del steder på Los Rouqes lidt atypisk i forhold til det flatsfiskeri de fleste har læst om eller prøvet. Mange steder cruiser fiskene rundt langs normale strandmiljøer og venter på at pelikaner slår ned i de utrolige mængder af småfisk. Et sådant nedslag skader altid nogle småfisk og så er bonefishen på pletten til at rydde op.

Derfor er der to strategier på dette lidt dybe vand, enten skal man opsøge de fladeste områder og have øjnene med sig eller man skal holde godt øje med pelikanerne, og så fiske så tæt på deres nedslag i vandet som det er forsvarligt. Flere har igennem årene været tættere på pelikanerne end de kunne ønske sig, og efter sigende er der ikke nogen fornøjelse ved at stå med en hidsig og skræmt pelikan for enden af sin line.

Allerede første aften hvor alle vendte hjem med en anelse spænding til første omgang, havde halvdelen af holdet enten mærket eller landet bonefish, og vi havde vel og mærket kun fisket på hovedøen. Alle var faste i troen på, at de ville blive en forrygende uge, og da aftensmaden viste sig at være tre retter mad og kaffe – alt i rigelige mængder og tilberedt med kærlighed til mad og gæster – da var der ikke et øje tørt. Vi bestilte madpakker til den kommende dag på lodgen, og alle var grydeklare til at teste en nat i vandret position.

Den følgende uge gik over stok og sten, og alle af øgruppens tilgængelige øer blev grundigt testet af vores hold. Hver morgen efter endt morgenmad på lodgen blev der booket vandtaxier til de øer, hvor vores fiskekort gjaldt til. Vi var ti mand af sted, men alle nåede at fiske med hinanden henover ugen, og det er altid herligt som der opstår venskaber blandt ligesindede på trods af forskelle både i sprog, alder og erfaring. Øerne Krasky, Madrisky, Pirata, Esparky og et par øer vi vist ikke burde have været på, blev alle grundigt afprøvet i løbet af ugen. Alle deltagere fandt deres eget tempo, deres egne fisk og alle havde hver dag nye oplevelser at berette om henover aftensmaden. Flere af øerne har mindre områder med små flats og her kunne det sagtens lykkes at drive det eftertragtede og traditionelle fiskeri, hvor bonefishen ses før kastet – hvis man vel og mærket kan se den…

Midt i ugen havde alle deltagere fået fisk, de fleste havde efterhånden fået tag på bonefishene, men heldigvis byder Los Rouqes også på fiskeri efter en række andre arter som barracuda, bonito og forskellige snapper arter. De fleste på holdet var novicer på bonefish, og alle var imponerede over deres kræfter på trods af alt var der var læst og forestillet forud for turen.

Øgruppen har i mange år også haft ry for at være blandt de helt store destinationer for bonefish internationalt set. Der er lavet flere film fra Los Rouqes, og der drives et par professionelle fiskelodges fra Grand Rouqe, mest kendt er uden tvivl Pez Raton. Lodgen er bestemt et kig værd selv om man måske ikke har lyst til at betale de tusindvis af kroner det koster at bo og fiske fra lodgen dagligt. I forhallen oser det af bonefishfiskeri og en stor væg med billeder vidner om at mange fiskekendiser har besøgt lodgen gennem tiderne, med succes endda.

John og jeg besluttede, at vi måtte prøve en dag med en af Pez Ratons professionelle guides, mest for at få stillet nysgerrigheden og for at se hvilke fiskepladser, de ville opsøge. Det fiskekort man køber på Los Rouqes er nemlig kun gældende på en lille gruppe øer, hvorimod guiderne har et noget større spillerum, især på de mange små pancakeflats, der ligger i et bælte ikke langt fra Grand Rouqe. Det skortede slemt på amerikanske turister i denne periode, så vi kunne få en dag for en nette sum af US$ 250.00.

Næste morgen var vi klar og fulde af forventninger – af sted til de små pancakeflats, der pludselig dukke op af havet som små paddehatte og hvor der ikke er mere 30 cm. dybt. Flatsene er for det meste dækkede af græs, men af og til er der lange striber, hvor det hvideste sand skærer sig igennem. Vi var hurigt ude på plads, og til vores forbavselse var der tre andre både ude i samme ærinde. Der er dog rigeligt med plads og vores guide José fandt hurtigt en stor stime bonefish til os. Fiskene herude var sky som de bør være, og det var ikke det nemmeste fiskeri, de vores fluer var lige det største og tungeste til fiskeri på så lavt vand i græs. Vi fik dog alligevel 13 bonefish på godt og vel en halv dags fiskeri, og det var herligt endeligt at vade de selv samme flats, som vi så mange havde læst om i bøger og blade.

Dagen blev desværre lidt brat afbrudt af motorproblemer, hvilket selvfølgelig ikke må ske for en professionel lodge, så vi fik en klækkelig rabat. Los Rouqes er en meget beskyttet nationalpark og det der undrede John oh jeg mest på vores dag med en professionel guide var, hvordan han et langt stykke hen af vejen også bøjede de paragraffer, han var sat til at operere efter. Vi kunne nyde at spille dumme turister, og vi fik os en enestående naturoplevelser i nogle områder, der virkede som om de havde været mennesketomme i årevis.

Vores tur med Pez Raton vakte selvfølgelig nysgerrighed i gruppen, og et par af de øvrige deltagere havde ligeledes en pragtfuld dag ude med samme guide. Det med at fiske med guide er lidt et spørgsmål om lyst og ikke mindst penge. Det er dyrt men man får al nødvendig hjælp. Mange fiskere af skandinavisk afstamning bryder sig dog ikke altid om den måde guiden konstant har sin bevågenhed på dem. Man skal dog altid huske at man betaler godt for sin guide, og at det er en selv der bestemmer farten. Guiden er vant til at tage hånd om mange hjælpeløse amerikanske turister, der har penge men ingen synderlig erfaring med saltvandsfiskeri.

Underholdene var det at åbne posten ved hjemkomsten. Blandt breve og fiskeblade lå det aktuelle nummer af det amerikanske magasin Saltwater Fly Fishing. På forsiden var netop et billede af de selv samme vande med overskriften: Los Rouqes, Venezuela summer hot spot. Verden er lille…

Alle deltagere var begejstrede hen mod afslutningen af turen. Alle var solbrændte og i godt humør – et par af deltagerne måske endog vel solbrændte. Alle havde fanget deres første bonefish og en række andre fiskearter. Status på turen var 151 landede bonefish, cirka 15 andre landede fiskearter og desværre en enkelt fugl også. Største bonefish målte 75 cm., og de var flere fisk i samme kaliber. Voldsomme fisk der fik danske havørreder til at virke som barnevogne målt mod sportsvogne.

I gruppen var der kun ros til overs for ugens ophold, og flere af deltagerne havde svært ved at vente med et gensyn. Halvdelen af turens deltagere skyndte sig umiddelbart at booke en plads på næste tur, og ingen sagde det berømte første og sidste gang om turen. Selv må jeg også tilstå, uden at det skal flyde helt over i superlativer, at jeg sjældent blandt mine efterhånden mange fiskerejser har oplevet en så godt organiseret tur, og at møde så hjælpsomme og venlige mennesker, der alle hjalp os på vej. At gruppen i sig selv fungerede så godt er ikke så mærkeligt – lige børn leger bedst.

Tilbage var kun den lange vej hjem til Danmark og Sverige, og spørgsmålet er nok som altid set i bakspejlet, om der nogen sinde har været eksisteret særligt oplagte hjemrejser. Alle mand var trætte og ønskede bare at se familien og vante forhold.

Situationen i lufthavnen var desværre til dels den samme som ved ankomsten, vi havde cirka ti timers ventetid for at komme ud af Caracas. Alle var trætte og ville gerne hurtigst muligt hjem, men Strobel Travel havde dog gjort sit for, at vi skulle nyde ventetiden. Der var arrangeret en spændende guidet tur til Avila Nationalpark i bjergene udenfor Caracas, og på trods af alles træthed var det endnu en gang spændende at få information om landets kultur, historie og politik, alt for ofte ser man kun lufthavne og fiskevande i de lande man besøger som fisketurist.

Trætte men glade var den gruppe af begejstrede sportsfiskere, der sagde farvel til hinanden i Kastrup Lufthavn ved hjemkomsten. Alle en oplevelse rigere og med store forventninger til fremtidige ture til Los Rouqes. Disse forventninger deler vi på scandicAngler – mere information om fremtidige ture snarest.