Reportage fra Los Roques 2006

Solen varmede skønt. Vandet havde næppe været mere blåt og sandet var hvidt som sne. Det lave vand foran mig var fyldt med bonefish, som ivrigt logrede med halerne i overfladen, mens de søgte føde på bunden. Min flue landede fjerlet tæt ved tre store bonefish, og da fluen rørte bunden strøg den største af fiskene direkte hen og inhalerede den. Et let puf og jeg mærkede hvordan det strammede let op i armen. Et mærkbart puf mere på armen efterfulgt af et - undskyld Hr.? - bragte mig tilbage i flyet til stewardessen, der betragtede mig med en lidt bekymret mine. Hendes budskab kunne nu også have været mere glædeligt at overbringe. Her sad vi hele gruppen midt over Atlanten på vej på fiskeferie, og så kunne hun allerede afsløre ved hjælp af et telex, at mere end halvdelen af vores bagage ikke var kommet med flyet. Uden at gå i detaljer, så sluttede bagagehistorien på turens femtedag, hvor vi omsider fik tilvejebragt de sidste to tasker. Heldigvis reddes en sådan situation på en gruppetur, hvor det sjældent skorter på ekstra flueudstyr eller beklædning. Alene havde den stået på badeferie frem for fiskeferie.

Luksus Skønt at være tilbage på Los Roques, skønt virkeligt at mærke varmen og sandet mellem tæerne. Den hjemmevante posada havde skiftet ejere, og vi var henvist til nye græsgange. Vores nye værter smed til gengæld et es på bordet med det samme, da de bød os på tur i deres store katamaran umiddelbart efter vores ankomst. Fornemt for en gruppe på kun elleve personer. Få timer efter ankomst gled vi således lydløst ud over de blå bølger, mens en kok gjorde forberedelser til vores frokost. Katamaranen sejlede normalt med fyrre personer, så vi havde rigeligt med plads til at nyde turen i fulde drag. Hvor meget andet godt der end er at sige om bare det at opholde sig på Los Roques, så var vi alle kommet for at fange bonefish. De fleste for at lande deres første eksemplar af slagsen, andre med gode minder og erfaringer fra tidligere bonefishture. Heldigvis er fiskeriet på Los Roques de fleste steder fortsat ganske taknemmeligt, og det varede kun få dage før alle havde haft nærkontakt med rejsemålet. Det er ikke svært at holde humøret højt, når man sidder på stranden om aftenen og skåler for de første bonefish, mens solen dumper rødglødende ned i den nærmeste horisont.

Masser af liv Fiskeriet i det lune saltvand udmærker sig ofte ved at der er masser af fiskearter, og at de alle er der for at spise. Således undgår man i reglen ikke at støde på små snappere, jacks, småtun eller barracuda i vandet under sit ophold. I luften skal man passe på de allestedsnærværende fugle, oftest pelikaner, og på land kan man enkelte steder risikere at komme på kollisionskurs med en nysgerrig turist. Alt sammen oplevelser der næsten er blevet vaner på Los Roques, men i år meldte en ny firbenet aktør sig i livet ved vandkanten. På hovedøen er der om morgenen mulighed for at støde på tarpon helt inde under land, og det giver som regel de morgenfriske mulighed for at prøve lykken en time eller to med fluestangen, inden der er for meget liv langs stranden. Denne øvelse viste sig dog at være mere vanskelig end ellers, da en af øens nye hundehvalpe var tilpas legesyg til, at den ikke kunne nøjes med at kigge på vores aktiviteter. Hunden ville ud i vandet og lege med, og

den havde mægtig stor fornøjelse ud af at svømme rundt nogle meter udenfor stængernes rækkevidde, for at se om det kunne lykkes for den at hapse en flue eller flueline. Ingen af os havde endnu prøvet at fighte en hundehvalp på fluestang, men da ingen af os heller havde rigtigt mod på det, så stoppede kræet således vores aktiviteter et par morgener i træk. De er sure sagde ræven om rønnebærerne, og således gik det glimrende med at fiske tarpon for de agnfiskere, der lå i båd lige udenfor hundens rækkevidde. Selv en aften var der nyt liv i gaden. Da vi en eftermiddag sejlede hjem forbi en af de nærmest liggende små øer, så vi til vores undren en masser mennesker i gang med at stille gear op til noget, der mindede om en mindre rockfestival. På denne lille hvide sandplet stod en kæmpe generator, og nogle teknikere var i fuld sving med at sætte en stor projektor og et lærred op. Et andet hold havde travlt med at tænde nogle kæmpe grills, og andre igen pumpede på livet løs luft i nogle store oppustelige strandmøbler. Der var allerede tændt en række fakler omkring festpladsen, men vi kunne tydeligt fornemme selv på afstand, at det var en lukket fest for mennesker med et større feriebudget end vores.

Fladt flatsfiskeri Ugen igennem blev det til masser af bonefish fanget ved traditionelt kystfiskeri og ved at spotte dem i det lave kystnære vand. Traditionen tro var der stemning for at besøge de berømte pancake-flats, hvor det kun er tilladt at fiske fra i selskab med guide. Jeg har tidligere haft vidunderligt fiskeri på disse små paddehatteøer, men trods fin vandstand og en del fisk, så gav to dage på disse flats kun oplevelsen af at miste to bonefish. Hvad årsagen end var, så ville fiskene ikke vide af vores fluer. På et tidspunkt lykkedes det at strippe fluen lokkende hen over bunden, mens en stime på mere end halvtreds bonefish trak sultne hen over. En spændende men forunderlig og vel lidt bekymrende oplevelse. Flere teams forsøgte sig på flatsene, men det sløve fiskeri gentog sig. Uanset fiskeriet er det dog altid en privilegeret naturoplevelse at vade forsigtigt rundt på disse perler. Ironisk nok var fiskeriet på de små flats, som er tilgængelige for menig mand og turister ganske udmærket.

Læserrejsen 2007 er lige om hjørnet Alting har en ende, selv skønne fiskerejser. Efter ti dage i solen var vi alle elleve en god portion oplevelser rigere. Alle havde fået fisk og prøvet suset af en bonefish første udløb, der får fluehjulets spole op i en fart, som er ganske ukendt i Skandinavien. Hvilket i øvrigt dannede grobund for et uudtømmeligt emne: Hvorfor er fluehjul så dyre og hvorfor virker de ikke, når det nu er så enkel en konstruktion? Med ti mand samlet opstår der næsten altid problemer med et eller andet hjul i løbet af en sådan tur, men som nævnt indledningsvis, så er det i reglen ikke gear der savnes, når fluefiskere er på tur. Gruppen kunne sammenlagt notere sig for mere end hundrede landede bonefish, og den største bonefish blev fejret på behørig vis og præmieret med en lækker taske fra Simms skænket af Fairpoint A/S. Priserne stiger støt og roligt på Los Roques. Ikke desto mindre er tropeparadiset det hele værd, og vi arrangerer selvfølgelig en tur igen til foråret. Efterspørgslen har som vanligt været stor, og der er allerede udsolgt på scandicAnglers læserrejse i februar/ marts 2007.