Alacranes – et eventyr

Lystfiskere er et folkefærd med drømmere og eventyrere. Der var en gang en kendt dansker som sagde: At leve er at rejse. En rejse i vildmarken med rygsæk, begrænsede resurser, og fantasier om kæmpe fisk fanget i uspoleret natur.

Det må siges at være - at leve. At leve sine drømme fuldt ud og bruge sin fantasi ikke mindst. For der er ikke megen uspoleret vildmark tilbage at drømme om. Når lyden af vandet der risler i bækken, overdøves af susen fra vandflyverens propel, er vi ikke længere i paradis, og tættere på mennesket end vild natur. Der er ikke så meget at gøre ved det.

Vi er blevet flere lystfiskere med hang til eventyr og færre steder i verden, hvor det kan lade sig gøre. Vi er i en tid hvor det at sætte sig op i en flyver og besøge fremmede lande er nemmere end at bestille en orange billet med rabat hos DSB.

Min fiskekammerat Søren og jeg sad en dag og brugte tid på Google Earth, det lille stykke gratis software, hvormed man kan se hele verden fra sin pc. Det var egentlig blot for at se hvilke muligheder, vi havde for at udforske en ny kyst i den Mexicanske Golf. Vi havde fisket området rundt om Rio Lagartos i nogle år, og vi følte at lidt forandring ikke ville skade. Vi fokuserede meget på området omkring Cabo Catoche, hjørnet hvor Golfen og det Caribiske Hav mødes.

Halvfjerds sømil ude lå dog en uanseelig plet ude i højre side af skærmbilledet. En uskarp plet som godt kunne ligne en ø. Google Earth havde intet tydeligt billede af strukturen, så lidt research skulle der til, hvis vi skulle finde ud af hvad der var derude. Min første indskydelse var at søge på fyrtårn i den Mexicanske Golf. Der kom rigtigt mange frem og alle med koordinater.

Til sidst fandt vi frem til den rigtige. Alacranes eller Skorpion Revet, som atollen også bliver kaldt havde straks en eventyrers interesse. Google Earth havde dengang ikke noget skarpt billede af atollen. Når man blot søgte på Google, var der heller ikke megen information at hente.

Der var et fyrtårn og der havde levet mennesker derude en gang i fortiden. Nu var det en naturpark med en marinestation for havskildpadder. Der stod intet om fiskeri, men der var en båd som i få måneder om året tog sportsdykkere derud for at dykke på revet. En fire dages tur hvor alt grej skulle medbringes. Det begyndte at se mere og mere spændende ud. Var der virkeligt et sted tæt på civilisationen, hvor en lystfisker endnu ikke havde sat sine ben?

Det blev til en del kommunikation mellem Danmark og Mexico. Båden som sejlede med dykkere, ønskede ikke at sejle med lystfiskere, og desuden skulle der søges om tilladelse for overhovedet at sætte sine ben derude. Ikke noget godt tegn! Vores guide i Rio Lagartos blev derfor sat på opgaven med at arrangere en tur derud. Der var ingen både der ville sejle os og en tilladelse for at komme derud krævede, at båden var indregistreret i havnebyen Progresso. Men hvis ingen vil sejle derud med os, hvordan kunne vi så få tilladelse? Dette spørgsmål blev vores redning. Vores guide Diego fik sin tilladelse en uge før vi tog af sted. Inden afrejse, var der en del planlægning. Man må have to gange tyve kilo samt håndbagage med, når man flyver oversøisk. Fyrre kilo lyder af meget, men tro mig når der skal medbringes telte, liggeunderlag og ekstra udstyr i tilfælde af… tja alt muligt, for der ville jo kun være os derude. Hvis man ikke kan købe det nødvendige på land, må man tage det med selv. Der blev lejet satellittelefon, købt GPS, bestilt medicin for stort set alt og de ekstra hjul og stænger blev lagt ned i bunden af de overdimensionerede kufferter, som med sikkerhed ikke kunne være på det normale transportbånd… Vel ankommet til Mexico skulle der planeres videre. Vi havde besluttet at sejle de et hundrede og firs kilometer til Alacranes i Mexicanske pangaer, fladbundede fiskerbåde der bygges i forskellige størrelser. Vi skulle beregne mængden af benzin der skulle til for at komme frem og tilbage, samt have mulighed for at færdes derude. Der var stor forskel på de to både og motorers tørst. Et var når bådene var tomme, men hvordan var forbruget mon når de blev lastet?

Vi lagde fra kaj en tidlig morgen kl. 4.00 med seks hundrede liter benzin, 100 liter vand, stort set al vor medbragte bagage, adskillelige kølebokse med proviant til seks personer til fire dage, samt det helt nødvendige øl, der som tommelfingerregel aldrig er nok, uanset hvor meget man medbringer. Vi havde studeret vejrudsigten nøje i ugen optil vor afrejse. De små både kunne ikke klare en hvilken som helst sø, så derfor var vindretning og ikke mindst styrke en afgørende faktor. Vi startede tidligt, for om natten lægger vinden sig, og en eventuel blæst starter sjældent før efter kl. 10.00. Med lidt held ville vi kunne sejle turen på seks timer. Forholdene var perfekte, der var blot et lille problem. Der var opstået en orkan i den sydlige del af Caribien. Den blev vist kaldt Dean i medierne. En af de tidlige på grund af sit D, og lidt tidligt i forhold til orkansæsonen. Diego mente imidlertid ikke, at den ville komme op til os og slet ikke på fire dage. Det var en utrolig fornemmelse at sidde i en så lille båd på fire og tyve fod midt ude i havet og se solen stå op fra en klar himmel i spejlblankt vand. Farten var god cirka fem og tredive kilometer i timen. Det ville ikke være noget problem at holde tidsfristen. Alle GPS’er var tændte. Vi havde kun koordinaterne at holde os til, og havde valgt et koordinat midt i atollen, så kunne intet gå galt.

Som det begyndte at blæse lidt mere op ad formiddagen, blev bølgedalene dybere, men stadig en let sag for vore både. Flyvefiskene kunne derimod ikke lide motorstøjen, der fik dem til at søge op i bådene. De store delfiner var derimod nysgerrige, og de fulgte os på flere stræk. Sejladsen blev kun stoppet for at fylde benzin på motoren, og vi holdt hele tiden tæt kontakt bådene imellem. Klokken elleve var der stadig ikke land i sigte, men store flokke af suler fortalte os, at der måtte være land i nærheden. Så dukkede der endelig noget op i horisonten. Her ti kilometer før ankomst kunne vi svagt ane noget som lignede et fyrtårn. Det var de mest spændende tyve minutter. Store flokke af havfugle i lav flugt krydsede vores rute. Jo tættere på vi kom på land, desto mere opmærksomme måtte vi være på eventuelle skær. Vandet blev meget klart og dybt kobolt blåt. Der var måske fem og tyve meter ned til bunden, men alt dernede kunne ses helt tydeligt. Vi fulgte en rute ind via nogle bøjer, så der var tegn på menneskelig aktivitet. Der var dog ingen havnefront eller velkomstkomite. Kun en lille bådebro til to tre små både i stil med dem vi ankom i. Et stort skilt for enden af bådebroen hilste os velkommen til Isla Perez. Der var et lille kapel, et lille hus på pæle, et fyrtårn og en meget lille militær forlægning på otte ti mand. Det hele fordelt på en ø ikke større end tre hundrede meter i længden og tres meter på det bredeste sted. Motoren gik i tomgang, mens forskellige papirer blev tjekket af fyrmesteren. Imens vi ventede så vi to store bonefish som fouragerede tæt på bådebroen. Ingen af dem var skræmte over vores tilstedeværelse. Det kriblede i fingrende... Endelig kom beskeden - vi kunne gøre lige hvad vi havde lyst til. Vi havde endda mulighed for at campere på bagsiden af øen, hvor der var lavet et lille overdække. Nu var det tid til at pakke ud og slå lejr. Det gik forholdsvis raskt, nu vi havde konstateret at der var bonefish lige foran næsen på os.

Den eftermiddag, blev det til rigtigt mange bonefish. Trope natten var ved at sænke sig, og vores medbragte mad blev tilberedt over åben ild. Hættemågerne var meget nysgerrige og kunne de løbe med noget af maden, så gjorde de det. En ting fik de dog hurtigt lært, en grill er varm om fødderne. En mere perfekt dag end den vi vågnede op til skal man lede længe efter. Ingen vind, ingen skyer og en tilpas temperatur. Vi viste at atollen bestod af fem øer. Den med fyrtårnet var den næststørste. Den største var cirka halvtreds meter længere, en anelse bredere men lå cirka tyve kilometer væk. Det gav os to problemer. For det første havde vi for lidt benzin til at vi kunne bruge begge både til at sejle rundt i området. Problem nummer to var, at den ene motor tog vand ind i karburatoren. Den lange tur over golfen havde gjort en pakning utæt, og vi turde ikke rode med den af frygt for at alle pakninger gik hen og blev utætte. Udfordringerne skulle nu ikke ødelægge hverken vores dag eller vores eventyr. Sejlturen til øen længst blev skrottet og vi koncentrerede os om de tre øer tættest på. Den første vi kom til havde for meget dybt vand omkring sig. Intet godt sted for bonefish, men perfekt til Barracuda. Ø nummer to og tre lå tæt på hinanden. Begge havde fladt vand omkring, og den ene havde et fladt rev som strakte sig flere hundrede meter ud. Vi valgte at dele os op, og give det en time hvert sted. Den ø Søren og jeg valgte, havde en luksus speedbåd i millionklassen liggende helt ind under land. Der var stort set ingen strand og bunden faldt straks næsten ti meter. Perfekt sted for en større båd at ligge for anker. Resten af øen var omkranset af et bredt bælte af fladt vand. Helt perfekt.

Vi var ikke gået mere end fem og tyve meter før en flok bonefish kom os i møde. Søren krogede og landede uden besvær en bonefish. Tyve meter længere nede af stranden kom endnu en flok. Denne gang var det min tur og igen en let sag. Da vi var kommet næsten ned til enden af øen havde vi fået fem bonefish på noget der lignede en halv time. Mens vi kastede og fightede, kunne vi se manden fra speedbåden stå på den anden side af øen og fiske med håndline. Øen var her så smal at der næppe var mere end tredive meter over til ham. Selv om jeg fightede fisk, insisterede han med sine håndbevægelser, at jeg skulle komme over til ham. Jeg tændte en cigaret, og slentrede nonchalant over til ham. Mit spanske er noget rustent, og hans engelske var ikke eksisterende. Han pegede ud i vandet og sagde Macabi, det spanske ord for bonefish. Ja, selvfølgelig er der bonefish her, dem havde jeg jo lige forladt. Han blev ved med at pege, og han ville tydeligvis have en reaktion, så jeg trak line af hjulet og fortsatte med at ryge. Jeg kunne ikke se andet end en meget spættet bund så langt øjet rakte. Hvad var det han kunne se, som jeg ikke kunne? Lige pludselig gik det op for mig, at det ikke var nogen plettet bund jeg stod ved, men en stime bonefish på flere tusinde fisk, der nærmest bare stod stille. Det var først da jeg lagde mit første kast ud, at jeg kunne se forskellen. Bunden flyttede på sig. Det kunne ikke lade sig gøre at kaste uden at fluelinen ville lægge sig hen over adskillige bonefish, som så ville føle sig utrygge og flytte sig. Fluen skulle have lov til at ligge på bunden indtil stimen igen samlede sig. Derfra var det nemt, et lille nøk med fluen og den blev straks samlet op, så fighten kunne begynde. Der var gået en times tid og hold to med Knud og Lars var hentet fra den anden ø og kom hen mod os. De kunne heller ikke tro deres egene øjne. Jeg har set store flokke af bonefish før, og oftest er der tale om små af slagsen. Her var de store - nogle af dem rigtigt store! Nu vokser træerne ikke helt ind i himlen, så det fortsatte naturligvis ikke hele dagen. Vandet faldt stille og roligt og fiskene blev færre. Et nøjagtigt tal på hvor mange fisk der blev landet er noget uklart, men da jeg havde rundet de tyve syntes jeg det var morsommere at guide vor guide, som aldrig havde fisket bonefish og som heller ikke var den mest habile fluekaster. Det lykkedes os rent faktisk at lande to bonefish og kroge en Blue Runner, som dog efter to minutters fight blev angrebet af en Barracuda og klippet midt over. Der manglede ikke action på vores første rigtige fiskedag. Vi fik tilmed lov at kaste til Amber Jacks i tredive kilos klassen. Vores anden guide Somali havde været nede at dykke på skrænten, hvor vores båd lå for anker, og han kunne fortælle, at der var tykt med stimer af bonefish, som blot ventede på at vandet igen steg. Det lød for godt til at være sandt. Hen under aften kunne vi se, at der var en hel del aktivitet omkring hovedøen. En stor militær båd var ankommet og soldaterne var ved at pakke sammen. Fyrpasseren fortalte os, at man var ved at evakuere hele Yucatan Halvøen på grund af orkanen Dean. Vi var altså nød til at forlade vort lille paradis. Der var intet som indikerede, at der var noget på gang, men Knud mente, at han kunne fornemme et vejrskift. Og det fik vi.

Næste morgen var vejret gråt i gråt og der var kommet vind. Vi kunne godt gætte os til at hjemturen på de hundrede og firs kilometer over havet ikke ville blive lige så behagelige som overfarten. Vi lånte lidt ekstra benzin af fyrmesteren og fik pakket vor bagage godt ind i tilfælde af dårligt vejr. Vi spiste et solidt morgenmåltid og så var det ellers hjemad. Vi var kun lige nået rundt om sydsiden af vor lille ø før himmel og hav stod i et. Der kom øjeblikkeligt en bølge tilpas stor til at jeg fik slugt en liter vand. Jeg havde knap nok lukket munden før den næste sad lige i masken. Jeg klamrede mig til sædet, men måtte opgive. Vi lagde os i bunden af båden for ikke at vælte rundt eller ud. Kaptajn Diego styrede båden op mod bølgerne, og selv om han ikke lignede en mand på desperationens rand, så lyste koncentrationen ud af ham. Vi var kommet ind i et lille lokalt uvejr. Det havde intet med den forestående orkan at gøre, men det var slemt nok. Vi sejlede med kun seks knob, hvilket ville sige atten timer før vi var hjemme. Der gik halvanden time før uvejret havde lagt sig så meget, at jeg kunne slippe grebet om rælingen. Bølgerne var nu faldet fra fem ti meter til nu kun tre til seks meter. Det hele så meget lysere ud og der kom lidt mere skub på båden. Desværre havde motoren det ikke for godt. Den hakkede i det og vi måtte igen sætte farten ned.

Diego begyndte at rode med motoren. Den blev skilt ad, renset, og pakningerne blev forsøgt repareret, men uden held. Motoren kørte i ti minutter inden den stod af. Vi havde ikke andet valg end at lade båd nummer to trække os de sidste hundrede kilometer. Med tolv kilometer i timen var der lang vej igen. Vi tændte vores UHF radio, men vi havde bedt om hjælp for sent. Alle både var lagt ind i mangroven ved Rio Lagartos efter varslet mod orkanen. Jeg var til sidst så udmattet, at da jeg følte mig nogenlunde sikker på at se solen stå op igen, så lagde jeg mig i bunden af båden for til at sove. Redningsvesten blev konverteret til madras for der lå stadig en del vand i bunden af båden og skvulpede rundt. Jeg vågnede med et sæt omgivet af en masse larm og postyr. En stor projektør blev rettet lige ind i ansigtet på mig. Vi var blevet fundet af Diegos familie. Vores nødråb var alligevel hørt, og de havde fundet bådene frem igen, så de kunne sejle os i møde. Det var en fantastisk fornemmelse igen at skyde en fart på rundt fyrre kilometer i timen og jeg glædede mig efterhånden til at få fast grund under fødderne igen. Det var lidt af et chok at komme op på havnekajen da vi ankom. Det var umuligt at holde balancen. Benene var som gele, og alt snurrede rundt. Efter at have siddet og ligget sytten timer i en båd, fungerede balancenerven ikke længere. Vi fik tilbudt stole og øl, og gud hvor det smagte godt. På land var det tydeligt at se, at man havde evakueret. Den restaurant som vi normalt spiste på, var totalt tømt for inventar, og der var slået plader for alle vinduer og døre. På grund af vores sene ankomst havde de både lavet kaffe og mad til os. En gestus vi sent vil glemme. Vores hotel var også blevet evakueret. Ejeren var rejst ind i landet, men vi havde endnu fireogtyve timer på os inden vi skulle forlade Rio Lagartos, så pladerne for døren blev skruet af, og vi kunne overnatte på vores værelser. Værten havde sat vand, stearinlys, lommelygter, samt lidt kiks frem til os, i tilfælde af at vi skulle blive fanget af orkanen. Det skete heldigvis ikke. Næste morgen blev vi hentet og blev bragt til Tisimin, hvor vi lejede værelser på et Motel. Her afventede vi, at orkanen skulle passere. Det skete heller ikke. Orkanen var gået i land to hundrede kilometer syd om hvor vi befandt os, og den var løjet af i styrke. Bevares, der var stærk blæst i gaderne, men katastrofe kan man ikke kalde det. Havde vi valgt at blive ude på Alacranes, havde vi nok ikke mærket meget til orkanen, men havde den derimod skiftet retning, ville jeg næppe have skrevet disse linjer.

Besøget på Alacranes blev på alle måder et af vores livs hidtil største eventyr. Vi fik dramatik og spænding. Både den vi opsøgte, og den vi godt kunne sige os fri for. Året efter tog vi igen ud til Alacranes. Denne gang fandt vi en stor båd som godt ville sejle os derud. Båden kunne klare høj sø, motoren var stærk som en hest og besætningen kunne deres kram. Vi fik set alt det vi ikke nåede på vores jomfrurejse, men eventyret blev ikke det samme. Mystikken var væk. Bonefish var der fortsat nok af. Flere end vi kunne fange i de fire dage vi var derude, og mon ikke det paradis fortsat lokker os derud, selv om eventyret har mistet lidt af sin glans.