Cuba Grand Slam

I august modtager jeg en invitation fra Avalon Fishing på Cuba. De inviterer mig på en uges fiskeri på Cayos Ana Maria, der er en mindre øgruppe på cirka tohundrede kvadratkilometer og ligger mellem fastlandet og øgruppen Jardines De La Reina.

Jeg har aldrig hørt om Cayo Ana Maria, men har til gengæld altid hørt godt om Jardines De La Reina, der længe har været en drømmedestination. Jardines De La Reina, som betyder Dronningens Haver, er efter sigende den ultimative destination, når der tales om de tre Grand Slam fisk: Bonefish, tarpon og permit.

Hurtigt får jeg arrangeret ferie og ekstra uges fiskeri

på Jardines De La Reina. Min gode ven Klaus Frimor er også tændt på ideen og følger med den ene uge. Billetterne bookes og nu er gode råd dyre. Ikke nok permit fluer i æskerne. Heldigvis låner jeg fluer af min gode ven Niels Åge Skovbo, der har været dygtig nok til at fange hele tre permit på sine ture. Det skulle også vise sig, at han havde guld-fluerne klar.

Umiddelbart før rejsen modtager jeg endnu en mail fra Avalon hvor der står, at på grund af de to orkaner i september måned er fiskeriet indstillet på Cayo Ana Maria, og som plaster på såret tilbyder de mig nu to uger på Jardines De La Reina i stedet. Hvor heldig kan man være? Efter en overnatning i Havana og en spændende køretur ned gennem Cuba ankommer vi til den lille havneby Juracon. Jeg hopper ombord på båden, der skal transportere mig og otte russere ud til øerne.

Efter seks timers sejlads i hård vind og store bølger ankommer vi i skumringen til Dronningens Haver. Orkanerne har desværre endnu ikke sluppet sit tag i denne del af Cuba. Jeg bliver indlogeret på en mindre båd, der hedder Cabalones og trætheden efter rejsen melder sig hurtigt. Vejret viser sig senere at få betydning for turen.

Lovende start

Jeg vågner meget tidligt den første dag og ser mig lidt omkring. De forskellige husbåde ligger i et hul i mangrove-skoven i læ for vind og bølger. Herfra går der fem til seks kanaler ud i området. På Cabalones er der fem små kahytter og plads til i alt ti fiskere. Jeg bor sammen med personalet, som består af hele fire personer; min guide Jimmi, kokken, kaptajnen og mekanikeren. De to sidstnævnte fungerer mest som tjenere under mit ophold. Kokken fortæller, at jeg er eneste fisker på hele Jardines De La Reina. Kun de russiske dykkere er her sammen med mig, hvilket betyder at jeg har toogtyvehundrede kvadratkilometer potentiel fiskevand helt for mig selv. Helt uvirkeligt! Jeg aftaler med guiden, at jeg vil bruge det meste af hver formiddag på at jagte permit. Det passer ham fint og han mener, at det er den ultimative sportsfisk. Vi sejler ud fra området med husbådene. Hurtigt er vi ude ved de første fiskepladser på læsiden af øerne, og min guide tager farten af båden og slukker motoren. Han stiller sig op på platformen og begynder at stage frem mod bredden, samtidig med at han

spejder rundt efter tegn på permit. Få minutter efter motoren er stoppet ser vi den første fisk. Jeg fejlvurderer den som en stor barracuda, men min guide retter mig hurtigt og siger: ’Big permit’. Så ser jeg også selv den karakteristiske form og laver et klodset kast ud foran fisken, med det resultat, at den spurter væk fra båden ud mod dybere vand. Sikke en start, tænker jeg. - No problem, siger min guide heldigvis og forsikrer mig om, at jeg nok skal se flere permit den dag. På førstedagen ser jeg således i alt syv store permit. Alle syv anslår min guide til at veje mellem femogtyve og femogfyrre pund. Ingen af disse permit viser dog interesse for min flue. Sidst på dagen lykkedes det mig dog at fange en fin lille tarpon på omkring tyve pund, og jeg lander også en flok pæne bonefish på en lille flat på kanten af en af de utallige kanaler.

Juicy

Dagen efter står jeg igen i stævnen på mit Dolphin skiff med det ene formål at skulle forsøge at fange, eller i det mindste fiske efter en af de sky permit. Man kan fristes til at kalde dem hysterisk svære at fange. Min guide Jimmi vælger i dag at sejle om på vindsiden af øerne og stager os nu forsigtigt frem gennem vandet. Heromme er vandet lidt mere uklart og lidt dybere.

Vi har begge blikket rettet ind mod det lavere vand langs kysten, og pludselig næsten hvisker min guide: - Permit two hundred and fifty meters. Jeg havde aldrig haft en chance for at se de to permit, som nu tailede mere end tohundrede meter fremme, men med min guides anvisning lykkes det også mig at se de karakteristiske splittede haler stikke ud af vandet.

Jimmi stager nu hurtigt frem og har fuld fokus på området, hvor de viste sig. Til sidst er han oppe på siden af fiskene og siger lavmælt: - Cast in front of them. Jeg laver et kast på godt tyve meter, og fluen lander foran den første fisk. Jimmi siger stille: - Perfect. Men alligevel ignorerer begge fisk min flue.

Et perfekt kast og en total ignorering? Jeg spørger ham, hvad der var så perfekt ved det kast, og han svarer, at det er perfekt, fordi fiskene ikke blev skræmte. Velkommen til en permit fiskers hverdag, tænker jeg. Jimmi anslår den ene til at være lidt mindre end fyrre pund og den anden til at veje omkring femogtyve

pund. Begge drømmefisk for enhver fluefisker. Min vejrtrækning bliver hurtigere og adrenalinen kører på højtryk. De to permit begynder at svømme roligt og søgende langs kanten af det mørke koralrev ude på den lyse del af sandrevlen. Min guide mener, at de måske er blevet skræmt, men stager alligevel hurtigt videre efter dem for til sidst at komme op på siden af dem igen. - Cast again, hvisker han, og jeg kaster igen fluen ud foran fiskene. Denne gang vender de to fisk og følger efter min flue. Hjertet sidder helt oppe i halsen på mig, og jeg ryster, da jeg trækker fluen tilbage mod båden. - Strip faster, faster, stop, strip again, siger min guide, og den mindste fisk skyder frem for at tage fluen, men pludselig vender de begge igen og svømmer væk frem for båden. Jeg står helt stille, og

tænker for mig selv: - Fuck det var tæt på, men bliver hurtigt vækket af min guide. - Fast fast, cast in front of them, råber Jimmi nu, og jeg laver et forholdsvis kort, lidt klodset kast lige frem for båden, lidt til højre for fiskene. Heldet følger de tossede, og de vender og svømmer efter min flue mod båden. Igen skyder den mindste af dem frem mod fluen, men den når ikke at tage den, før den store pludselig skyder kraftfuldt frem og inhalerer Niels Åges rejeimitation, kaldet for Juicy Shrimp. Inden jeg når at tænke, stryger den store permit, i et tempo der kunne gøre enhver sprinter misundelig, ud gennem det lave vand med fluelinen hvislende gennem overfladen.

Hurtigt starter Jimmi motoren og sætter efter fisken for på den måde at begrænse mængden af bagline, der hurtigt forsvinder fra mit hjul. Jeg har godt nok tohundrede meter line på hjulet, men det her går altså stærkt.

Efter et kvarters fight har jeg ikke vundet en eneste meter ind på hjulet, og jeg tænker, at denne fisk er noget stærkere end de andre saltvandsfisk, jeg tidligere har fanget. Det er varmt, og sveden driver af min pande. Jeg spørger ængsteligt Jimmi, om jeg kan gøre andet, end det jeg allerede gør.

Han svarer blot: -Take your time, but remember to keep maximum pressure all the time. Tankerne bliver pludseligt ledt hen på en bonefish, jeg mistede til en stor barracuda engang. Det får mig til at presse min klasse ni stang ekstra hårdt. Bremsen blev stillet lidt hårdere på mit hjul, og presset bliver lidt hårdere. Også mere end Jimmi synes er passende og han siger diskret: -Not to much pressure. Efter yderligere et kvarters fight begynder mine arme at syre en smule til, men endelig begynder fisken

heldigvis også at vise træthedstegn. Permitten begynder at vise sig i overfladen og trækker nu rundt fra side til side med små korte udløb mod bunden. Jeg ligger nu maksimalt pres på fisken, og Jimmi stager os ind mod lavere vand. Fisken følger pænt med, dog stadig med god afstand til båden.

Jeg har nu ret god kontrol over fighten, og fisken begynder at plaske i overfladen, et klart tegn på træthed. Jimmi stager nu ind på helt lavt vand og siger, at vi skal stå ud af båden for at lande fisken. Pludselig stikker fisken af igen, og med næsten samme fart som i første udløb stryger den ud på lidt dybere vand. Jimmi får os hurtigt efter den, dog uden motor denne gang, og efter yderligere ti minutter er den igen ved at være klar til at blive ført ind på det lave vand. Nu er den rigtigt træt, og jeg begynder at håbe på, at det lykkes. Snart er vi inde på det helt lave vand, og guiden og jeg hopper ud af båden. Uden den store

dramatik kan jeg kane fisken hen mod guiden, og da han tager et fast greb i halen, spræller fisken helt vildt, så han næsten vælter. Dog er grebet om halen på en permit så godt, at den ikke nemt slipper fri. Vi råber højt næsten i munden på hinanden over fangsten. Jeg ved faktisk ikke, hvem der skriger højest, men vi er begge klar over, at det er en stor permit. Jeg overtager grebet i halen på fisken og ser nu for alvor, hvor tung og lang den er.

Jimmi tager hurtigt nogle billeder, og jeg holder fiskens hoved under vand mellem billederne. Jeg studerer den nøje og konstaterer, at den er over tyve centimeter bred over ryggen og omkring en meter lang. Jimmi finder en Boca Grip frem og vejer fisken til otteogtredive pund, altså over sytten danske kilo. Drømmefisken over alle tænker jeg, og efter at have været model på lidt flere billeder svømmer fisken igen ud mod det dybe vand.

Grand Slam

En hel del omfavnelser og håndklap senere kan vi glæde os over vores held, for der skal mange kast til at fange sådan et eksemplar af en permit. Jimmi fortæller senere, at han kun en gang tidligere i 2005 har fanget en permit på firefyrre pund sammen med en ligeså heldig amerikaner. En ting er sikkert. Det er ikke nok at være dygtig, man skal også være heldig, når der skal fanges permit.

Vi vender langsomt tilbage til virkeligheden, og Jimmi siger: - Time to finish the Grand Slam. Big permit equals big tarpon! Vi sejler hurtigt videre til den nordligste pynt på øgruppen, hvor der ifølge Jimmi er tarpon op i nærheden af hundrede pund hele året.

På vejen stopper han båden, og jeg kaster min bonefish flue ind i en stime med flere hundrede bones og fanger, nærmest pr. automatik, en bonefish på omkring fem pund, inden Jimmi igen giver båden fuld gas. Efter en god times sejlads ankommer vi til et lavvandet område ud for den nordlige spids. Området har en varieret dybde mellem en og to meter, og lejlighedsvis er der render med dybder på mellem fem og tyve meter spritklart vand. Fra sin høje platform spotter Jimmi hurtigt en stime tarpon.

Med det samme ligger jeg et kast på tværs af renden, og en tarpon hugger hårdt næsten med det samme efter fluen lander. To store spring og halvtreds meter backing senere er den første tarpon faldet af. Jeg ligger atter et kast på tværs og det hele gentager sig. Jimmi siger, at jeg skal give et endnu hårdere tilslag. Tarpon nummer tre hugger kort tid efter, og denne

gang trækker jeg flere gange så hårdt jeg kan i både stang og line, før den store tarpon springer langt ud af vandet i flere meterhøje spring. Denne gang sidder den fast, og efter et par minutter tænker jeg, at nu må den sidde ordentligt fast. Jimmi anslår fisken til at veje omkring tres pund, mens den trækker rundt nede ved bunden tæt på båden. Frem og tilbage, næsten som om den ikke er kroget. Igen springer den et par gange højt til vejrs.

Jeg ved ikke, hvor længe den har været kroget, men pludselig mister krogen sit greb, og linen bliver slap. Jimmi bander højlydt i fortvivlelse. Det er ved at være et godt stykke hen på eftermiddagen og Jimmi siger, at vi bør finde nogle mindre tarpon i stedet. Vi begynder sejladsen tilbage mod husbåden. Vi sejler inde midt i en af de utallige kanaler på en af øerne men standser efter cirka

tredive minutters sejlads i en åbning blandt mangroverne. Jeg snupper min klasse ti stang frem og begynder at kaste til en stime tarpon, der viser sig i overfladen inde ved mangroven. Hurtigt kroger jeg en fisk omkring de 40 pund, og den falder som sædvanligt af efter et kvarters fight. ##!!!&%%%$$$!!!, tænker jeg, men hurtigt efter hugger endnu en tarpon – som også falder af. Efter endnu en fisk, der falder af, forsvinder stimen, og vi sejler videre. På vejen tænker jeg opgivende, at det kan være lige meget med den Grand Slam. Jeg fik en kæmpe permit, men Jimmi insisterer på, at vi færdiggør arbejdet. Der hvor kanalen ender, er der en lille åbning i mangroven. Jimmi siger klingende:

- Cast fast. Jeg kaster de godt ti meter ind i hullet, og en lille tarpon hugger med det samme. Jeg tænker, at det er imponerende. Han altid ved hvor de er, men jeg smider tanken sammen med fisken. Efter at endnu et par fisk er faldet af, sætter jeg fluen fast i mangroven og sprænger forfanget. Jeg skifter bare stang og fisker nu efter baby tarpon med en klasse 12 stang med en 80 punds forfang.

Ikke desto mindre hugger endnu en baby tarpon, og endelig sidder den fast. Jimmi lander min tarpon på omkring femten pund i det svindende lys. - Finally, råber han næsten bebrejdende til mig, og jeg tænker det samme. Det er sgu godt med en god og insisterende guide, men de sidste timer har haft ligheder med en vild biljagt.

Efter en lille times sejlads ankommer vi tilbage til husbådene. Under den sidste halve times sejlads kan jeg overhovedet ikke orientere mig i mørket, men det virker som om Jimmi kan sejle turen i søvne.

Cayo Largo

Dagen efter er vejret blevet dårligere, men alligevel kaster jeg fluen til en håndfuld store permit som på de første dage. På fjerde dagen vågner jeg op til regnvejr og kraftig blæst, og stedet ligner ikke en øgruppe i Caribien. Jimmi og jeg tager af sted klokken syv, men vi opgiver efter kun få timers fiskeri. Blæsten er blevet for hård. Da vi returnerer til husbåden, bliver vi informeret om, at vi skal evakueres fra området.

Alt bliver pakket, og vi sejler fra området samme eftermiddag. Da jeg ankommer til Havana er Klaus Frimor også ankommet. Jeg har været i telefonisk kontakt med ham dagen før, så han ved, at vi bliver sendt til Cayo Largo, hvor vi skal fiske de sidste seks dage i stedet. I modsætning til Jardines De La Reina, hvor man indlogeres på en husbåd, byder Cayo Largo og i øvrigt også Cayo Santa Maria på indlogering på All Inclusive hotel.

Det er noget anderledes, men også ganske hyggeligt at kunne gå i baren og spille pool om aftenen efter fiskeriet og hygge med de andre fiskere man møder. Fiskeriet de første dage på Cayo Largo er også præget af dårligt vejr.

Dog lykkes det Klaus at lave en enkelt Slam bestående af en snook, en tarpon og en bonefish. Ikke dårligt på første tropiske saltvandstur. Vi fik også set en del pæne permit, men ingen i samme størrelse som på Jardines De La Reina, og ingen lod sig friste af vores fluer. På sidstedagen lykkedes det mig at lande en tarpon på halvtreds pund på min tier stang. Alt i alt en meget spændende og til tider lettere dramatisk tur til Cuba. Jeg ser frem til igen at besøge det cigarproducerende ørige i Caribien.

Noter Jardines De La Reina er beliggende ud for Cubas sydlige østkyst, godt femhundrede kilometers kørsel og tre til fire timers sejlads fra den lille by Juracon.

Øgruppen er udlagt som nationalpark og dækker et areal på næsten totusinde og tohundrede kvadratkilometer. Strobel Travel arrangerer både individuelle rejser og grupperejser til Cuba. Prisen for seks dages fiskeri varierer mellem kr. 25.000 og 40.000 inklusiv flybillet fra Danmark.

Priserne varierer efter fiskeriets høj- og lavsæson. Af udstyr anbefales fluegrej i klasse 8,10 og 12. Saltvandsfluestænger og gode fluehjul med mindst 200 meter bagline samt et udvalg af fluer til de respektive arter. Solcreme, solbriller og beklædning med solbeskyttelse er absolut nødvendigt.