På kanten af The Great Barrier Reef

Det var simpelthen for dyrt til at være realistisk for en ganske almindelig, dansk lønmodtager. Og ganske bedrøveligt. Her stod jeg i Cairns, få sømil fra nogle af de bedste marlinspots i verden, men havde ganske enkelt ikke råd til at gøre det, jeg i årevis havde drømt om!

Eftersom der ofte går længe mellem chancerne for big game fiskeri byder sig, er jeg lidt firkantet på det område. Jeg er ikke meget for at dele båd med folk, jeg ikke kender, og betaler derfor gerne hellere prisen for at have båden alene. Men der må være en grænse for galskaben.

Mel Gibson - ja, han har kassen

For 10,000 kroner er alligevel også slags penge. Og det var omtrent, hvad jeg skulle slippe for en dags leje. Priserne er generelt hamrende høje i Australien, og der er masser af kunder, der betaler for flere dages fiskeri uden at blinke med øjnene. Charterselskaberne, der reklamerer med, at deres faste kunder hedder Mel Gibson, Greg Norman og John Farnham ved godt, hvad de skal have for deres ydelser. Men heldigvis findes der et stort antal seriøse selskaber, og det lykkedes faktisk at finde frem til en ordentlig pris.

Afsted mod en Black Marlin

Men det krævede et kompromis. Og et par dage efter sejlede jeg mod de lokkende fiskepladser, i selskab med fem gutter. En englænder, to hollændere, en spanier og en tysker - alle fine fyre, der dog ikke havde den store erfaring med denne slags fiskeri. Men snakken gik lystigt fra starten, og de små to timers sejlads til området vi skulle fiske i, forsvandt hurtigt bag os. Grejet havde bådsmanden for længst gjort klar.

Fem stænger og hjul i god stand, masser af nyspolet line, død agn og plasticblæksprutter i kradse nuancer. O g nu tror du måske, at de næste linier skal beskrive sekunderne, hvor en kæmpemarlin frådende kastede sig over netop min agn, tailwalking hen over den azurblå vandoverflade, en opslidende kamp og en heroisk genudsætning. Det var jo også, hvad planen egentlig gik ud på. Men sådan skulle det ikke gå - hvilket førte til et helt uventet og anderledes trøstepræmie-fiskeri.

Fishing on the edge

Dagen startede nu eller ret godt. Den båd vi havde set sejle fra havnen et kvarters tid før os, havde allerede fast fisk, da vi selv kom til pladserne. Opstemte og forventningsfulde kunne vi ane en god sailfish kaste sig rundt I vandet ikke så langt fra deres båd. Skipper var dog langt mere koncentreret om vores eget fiskeri. Og med god grund.

Vi havde nemlig knapt fået den sidste line sat ud, før to sails fulgte med i kølvandet. Men de mistede relativt hurtigt interessen igen og forsvandt lige så pludseligt, som de var dukket op. Det var dog action nok til, at stemningen om bord lynhurtigt var på kogepunktet, og alle holdt nøje styr på den stang, som de havde fået tildelt. For at det skal gå retfærdigt til, skifter man hver halve time.

To liner blev fisket målrettet efter marlin - hvilket primært fungerer ved at øge størrelsen på agnen - og de resterende fire fiskede mest effektivt efter sailfish. I praksis kan man naturligvis ikke styre dette 100% - der vil kunne bide marlin på hvilken som helst af de seks stænger - men adrenalinet steg nu alligevel en tak, når man i en halv time fik tildelt en af marlinstængerne.

Fiskeriet i disse vande betragtes ikke uden grund som noget af det bedste i verden. Listen over verdensrekorder og lineklasserekorder er bestemt prangende, og hver år landes der black marlin over de magiske 1000 pund, sailfish op til 80 kilo, dogtooth tuna op til 70 kilo og meget andet godt. Området hvor det hele sker, er nærmere betegnet hele den ydre kant af " The Great Barrier Reef " fra Cairns og ca. 240 kilometer nordpå til Lizard Island.

Revet tiltrækker foruden lystfiskere et væld af turister, som snorkler og dykker på nogle af de mange arrangerede ture fra havnebyerne. Som skrevet er en stor del af fiskeriet stilet mod folk med penge på lommen. Så hører man til den gruppe, er der ikke grænser for, hvor suverænt fiskeri under ekstremt luksuriøse forhold, man kan købe sig til. Transport med vandflyver ud til et 30 meter langt mothership, hvor kok, skippere og bådsdrenge står klar til at forkæle dig i alle ender og kanter.

Fuldt ekviperede fiskemaskiner ligger klar til afgang næste morgen - ingen spildtid på transport frem og tilbage - og fuld mulighed for at dyppe snøren lidt hele døgnet rundt. Noget af en drøm som de fleste bare må nøjes med at tænke på. Langt størstedelen af de mange tilrejsende sportsfiskere vælger naturligvis den mere " enkle " måde, hvor man sejler fra Cairns omkring klokken 9 og vender tilbage ved femtiden.

Fantastisk trøstepræmiefiskeri

Tilbage på båden. Kort efter besøget af de to nysgerrige, men ikke sultne, sailfish dukkede der marlin op bag båden. Fem gange tjattede de til agnen - og hver gang troede vi naturligvis, at nu måtte det være. Men nej - vi kunne ikke kroge dem, hvilket ikke er helt usædvanligt. Marlin lammer sit bytte ved at daske til det med sværdet - og kommer krogen ikke i nærhed med selve kæften, får man aldrig kontakt med fast fisk.

Tiden var ved at rinde ud, men så var det, at skipper havde en god " nødplan " . På den anden side af revet, ret tæt på land, kender han en fræk position: Vraget efter en sunken flyvemaskine som mange taler om, men næsten ingen ved, hvor er. Lynhurtigt fangede vi 20-30 små agnfisk, som vi skar op, og satte på en blybelastet line. Efter en times sejlads lå vi lige over positionen, hvor rigget skulle stå sin prøve.

Og det virkede. Knapt var bunden nået, før det nøkkede i den anden ende. Skipper havde på forhånd sagt, at den eneste art man kunne fange her, var Red Emperor, en farvestrålende bundfisk, der minder en del om vores noget mindre rødfisk. Og " noget mindre " er faktisk noget af en underdrivelse - det viste sig med al tydelighed, da de første stærke fisk kom om bord. De mindste vejede omkring tre kilo og de næste 20 minutter fløj afsted i rasende fart. Vi fangede og mistede alle fisk, satte ny agn på krogen, bandede, jublede, sad fast i vraget og vejede de største fangster.

På disse kanter er rekorden små 20 kilo, og det er stensikkert, at rekorden kunne overgås netop her. Den spanske mand landede et eksemplar på 13 kilo, og jeg stod med en rigtig, rigtig god fisk i den anden ende. Men da var det, at skipper med ultrakort varsel trykkede gashåndtaget i bund - og jeg mistede snart kontakten med dyret. Men sådan er det, at ligge på en position, som alle de andre skippere gerne vil have plottet ind i deres systemer. Skipper havde set en båd nærme sig i det fjerne, og væk skulle vi i lynets hast fra positionen.

På under en halv time fangede vi vel 20-25 Red Emperor mellem 3 og 13 kilo - og oven på en dag uden marlin i båden var det afgjort en ganske god trøstefangst... Topmånederne for de store Black Marlin er netop nu i de danske vintermåneder. Fra september til og med december fanges de største eksemplarer, hvilket også presser prisen op, og gør det suverænt svært at få plads i den periode. I det hele taget er det topsæson for de fleste arter - blandt andet sailfish, spansk makrel, tun, guldmakrel og tigerhaj.

Der er mange udbydere at vælge mellem - og det er en fornøjelse at gå rundt på havnen og se på de forskellige både og tilbud.