To dage på Tweed

Som det ofte sker, efter jeg har lavet min booking, blev elven umulig at fiske. Det værste vand og regn faldt et godt stykke syd for det skotske grænseland, hvor Tweed løber gennem, men i løbet af november var der konstante tilfælde af oversvømmelse, der efterlod elven totalt umulig at fiske.

Min gode ven Colin Stracey skulle fiske sammen med mig, og da han bor i Wales, tjekkede han vejret hver dag hen mod turen. Mens vi så den ene front efter den anden passere forbi, bad jeg til, at min timing ville holde stik. Tweed er en stor elv der fungere som en del af grænsen mellem Skotland og England. Elven løber gennem mere end 160 km. betagende landskab, inden den løber ud i Nordsøen ved Berwick.

Det tilhørende afvandingsområde er enormt, det strækker sig over mere end 5.000 kvadratkilometer. Jeg har fisket elven ved tidligere lejligheder, men i år var der et par dage ledigt ved Hendersyde i slutningen af november, og jeg slog omgående til. Hendersyde er et af de mest produktive stræk af Tweed (hvis man ellers kan få plads), og der er en god chance for at få fornøjelse af atlanterhavs-laks sidst på sæsonen.

Tweed er verdenskendt for sin efterårs opgang af laks, og de bedste stykker er utroligt svære at få fingrene i. Eftersom sæsonen slutter 30. november er den sidste uge ofte kortet af (ikke de normale seks dages fiskeri) og derfor ikke lejet ud. Dette var tilfældet i år, og jeg var i stand til at snuppe nogle skæve dage før sæsonen sluttede. Colin og jeg kørte ind på chefguidens indkørsel klokken halv ni den første morgen. Jeg havde ringet til ham aftenen før, og fået at vide at elven var ved at lægge sig ovenpå en flom. Den var stadig høj, beskidt og cirka en meter over normalen.

Da vi ankom til vandet, var vi glade for at kunne erfare, at elven allerede var faldet knap en halv meter, og selv om den stadig var grumset, var den dog ved at klare op. Chefguide Kenny Jack mødte os ved hans hytte, der ligger ovenfor en af de nedre pools på stykket, og han bad os om hurtigt at rigge til, så vi ville få så meget som muligt ud af fiskeriet. Ikke så meget fordi forholdene var ideelle, men mere fordi vejrudsigten lovede mere regn samme aften. Colin og jeg sagde ham ikke imod, og vi gjorde os hurtigt klare.

Til at starte på delte vi én stang og skiftedes til fiskeriet fra båden. Tweed er allerede stor ved Hendersyde, men med den høje vandstand, var poolene nærmest umulige at fiske effektivt vadende. De større pools på stykket fiskes derfor bedst fra små robåde, som guiden bringer i rette position, mens man fisker ned over poolen.

Vandet var kun cirka 4 grader varmt, og det var nødvendigt at bruge synke 2 liner og store lyse tempelhund rørfluer. Jeg startede cirka klokken 9.00, og vi skiftede ved 11 tiden. Colin fiskede under hele frokosten og klokken 13.00 havde ingen af stadig ikke mærket fisk. Der må fiske to stænger af gangen på Hendersyde stykket, men dem der havde den anden stang havde set vejrudsigten, og de havde droppet køreturen.

Kenny overraskede os og sagde, at vi også kunne fiske den anden stang om eftermiddagen. Han mente, at når det nu var sæsonens sidste dage, så burde stykket fiskes. Colin blev på den nedre del med den anden guide, John Kitchingham, mens Kenny og jeg gik op til en stor pool, kaldet ”The Dub”, ovenfor stemmeværket.

Laksene kommer i hugget

Det havde været temmelig frustrerende at fiske hele morgenen uden så meget som et puf, da der havde sprunget masser af fisk overalt. Af og til havde vi også bemærket sølvblanke fisk blandt dem. Vandet blev ved med at falde, og vi fortsatte fiskeriet. Omkring klokken 14.00 var det som om, nogen tændte for en kontakt.

Oppe på det øverste af The Dub fik jeg et par farvede havørreder og en laks lige efter hinanden. Da vi fiskede nedover mod slutningen krogede jeg endnu en stor fisk, vi aldrig fik at se. Krogen havde simpelthen løsnet sig, efter fisken havde gået dybt i cirka fem minutter. Der havde været så meget gang i den på så kort tid, at det slet ikke rørte mig at miste fisken. Vi fortsatte ned mod enden af poolen, og helt nede i bunden bad Kenny mig om at lade fluen hænge, lige hvor vandet knækkede ved kanten af stemmeværket. Da fluen vendte rundt, tog fisken den præcis der, hvor han sagde den ville gøre det.

Vi så straks, at det var en god fisk omkring ni kilo, og selv om den ikke var helt nystegen, var den stadig temmelig blank. Kenny roede i land, og jeg steg ud af båden for at fighte fisken fra bredden. Efter syv eller otte minutter begyndte fisken at kæntre i vandet, og den lod sig følge med ind til kanten, hvor krogen pludselig slap taget. Jeg holdt munden lukket, men jeg havde svært ved at skjule min skuffelse.

Kennys mund forblev ikke lukket, og på en eller anden måde lød alle de ord, jeg selv tænkte på, en del bedre med en skottes accent. Sene november dage er korte i Skotland, og det var næsten mørkt da vi gik tilbage mod slutningen af strækket. Vi ankom lige i tide til at se Colin lande en helt blank laks i det dunkle lys. Fisken vejede omkring fem kilo, og den havde stadig havlus.

Vi beundrede den alle, men jeg hurtigt tog et par billeder. Det var helt specielt at få så frisk en fisk i slutningen af november.

Som vejrudsigten havde forudsagt, og vi havde frygtet, havde det regnet hele natten, og vi vågnede op til en stigende (og meget mere beskidt) elv. Colin besluttede at køre opstrøms til Bemersyde i håb om at finde renere vand. Da jeg ankom til Kennys hus, prøvede både ham og John at overbevise mig om, at det var dagen til sightseeing. Kenny sagde: ”Det er en skam, for vandet så ud til at klare fint op i går. Hvis ikke det havde regnet, havde du haft gode chancer for en tocifret dag i dag. Som det er nu, har du måske muligheden for en times eller tos fiskeri, men vandet bliver hele tiden mere mudret, og jeg har ikke høje tanker om dine chancer for at få fisk.”

Det brune vand var allerede 75 cm. over normalen og det steg. Men det var min anden og sidste fiskedag, og jeg er ikke rigtigt til museer og slotte. Desuden ville jeg gerne se den øverste halvdel af stykket ved Sprouston, som det andet hold havde fisket dagen før. John og jeg kørte op til hytten i toppen af godsets vand, hvor vi satte en robåd i vandet ved indgangen til en stor pool kaldet ”The Butterwash”. Til trods for det brune vand sprang fiskene overalt. Poolen var fuldstændig fyldt med fisk og af og til så vi også friske fisk. Jeg er en lille smule flov over at skrive det næste afsnit, og normalt plejer jeg at indlede min gengivelse af hvad der skete med at sige:” Vil I gerne vide præcis hvor mange fisk der var...?”

Vi var omkring halvvejs gennem poolen uden at have mærket fisk, da en rimelig stor fisk sprang bag ved båden. Jeg kan huske at jeg tænkte: ”Wow, den fisk er tæt på!” da det hele gik i slow motion, mens fisken forsatte mod båden. Den ramte hækken, og da den landede i bunden af båden, spjættede som en der prøver at rejse sig efter et fald. Det næste John og jeg opfattede var laksen der bragede rundt mellem rælingerne – den var hoppet op i båden. Det var en fin dyb hanlaks, i rød legedragt, på cirka 6 kilo. John fik kontrol over fisken, og vi byttede kamera og fisk og fik taget et par fotos, inden vi satte laksen tilbage i elven. Med det høje beskidte vand, og ingen lys fremtid med fluestangen forude, fortalte jeg John, at skulle der ikke hænde mere den dag, så havde jeg stadig væk set en del mere, end jeg havde forventet. Efter frokost gik jeg op til begyndelsen af The Butterwash og vadefiskede ned langs venstre bred. John havde et par ærinder, og da han vendte tilbage, var jeg nået cirka trekvart vej gennem den enorme pool. Da han gik op mod mig havde jeg et godt hug, der overraskede os begge, og han sagde: ”Ved du hvad, det ser ud som om vandet er mere sort end brunt nu. Jeg tror det er holdt op med at stige, hvad med at tage endnu en tur med båden”. Klokken var allerede 14.00, men det var dejligt med opmuntringen. Jeg er ikke helt sikker på om vandet egentlig klarede op, men efter han havde sagt det, troede jeg også lidt på det.

Deja-vu

Fra det øjeblik vi satte os i båden, var det som om kontakten fra dagen før blev tændt. Vi havde et træk i fluen med det samme, og omkring halvvejs havde vi kontakt med en blank laks. Vi landede den fra bredden, og efter at have taget et par fotos, roede vi igen ud i poolen. Vi fiskede poolen igennem, og da dagslyset forsvandt, tog en tung fisk min flue ude midt i strømmen, hvorefter den tog et udløb på 70 meter før den sagtnede farten. Jeg kan huske da den sprang ude i enden af det udløb. Det var akkurat lys nok til at kunne skimte den sølv-lilla side, da den vred sig i luften. Det er den slags billeder man husker længe efter. Vi klarede skærene ind til land, og brugte der yderligere ti minutter inden laksen var klar til nettet. Det var en smuk han på godt syv kilo, og selv om det havde et stort bid fra en sæl på den ene side, var John overbevist om, at den nok skulle klare sig. Ingen af os sagde noget, da vi satte laksen ud igen, men jeg kan forsikre jer for, at vi var tilfredse med belønningen for at have troet på fiskeriet og blevet ved. Fiskeriet på Hendersyde stykket var fornemt, og det blev kun mere underholdende på grund af de to fremragende guider. Det var en sjælden stor fornøjelse at fiske der, og jeg skal sent glemme det. Hvis du har besluttet dig for at besøge Tweed, ligger Edinburg Lufthavn kun en times behagelig kørsel fra Kelso, og der er mange andre stræk af elven til rådighed. Priserne svinger fra det rimelige til det utrolige, afhængig af hvor og hvornår på året du vil fiske. Elven har dog i reglen noget at tilbyde for enhver. Den mest kendte agent til fiskeriet på Tweeds laksefiskeri er sandsynligvis James Leeming. James Leeming står for tyve stykker langs hele elven, og han kan kontaktes på telefon +44 1573 470280. Booking, lokaliteter og beskrivelser af de enkelte stræk kan findes på James Leemings udmærkede og informative webside: