Øl, fisk og hornmusik

Kære læser, jeg er blot en almindelig mand. På min vej rundt langs de danske kyster har jeg efterhånden fået det indtryk, at jeg er den eneste kystfisker i Danmark, der endnu har til gode at fange en havørred over de 3 kg. Faktisk møder jeg jævnligt lystfiskere, der lader til at mene, at størrelse er alt.

Hvis De er af dén opfattelse, anbefaler jeg, at De bladrer videre og læser en andens beretning. Hvis De derimod deler min tro på, at selv en klejn aborre i det rette vand og fanget under de rette omstændigheder kan antage proportioner, der også er en trollinglaks beskåret, vil denne lille historie måske fatte Deres interesse.

Den er såmænd blot en fortælling om målsørreder – men målsørreder fanget i smukke omgivelser og gode menneskers selskab. Historien tog sin begyndelse, da Michael i efteråret foreslog, at vi skulle tage ned og tilbringe et par dage i Østrig hos hans fiskegale kammerat, Bernd. Michael går normalt under tilnavnet Møg Kal. Det står Dem frit for at gætte på, hvorfor han lyder dette tilnavn, og jeg kan forsikre Dem for, at De gætter rigtigt.

Af hensyn til beretningens lødighed vil jeg dog holde mig til hans døbenavn – nu ved De blot, at De ikke skal lade Dem narre. Så den 30. april landede Michael, stangrør og jeg i Wien, hvor Bernd tog imod. Efter en varm og gæstfri velkomst, hvor der blev trakteret med pølse, vin og gæsteværelse, blev bilen næste dag blev vendt mod vest og Bernds fødeby, Erlauf.

Erlauf er en lille landsby et par timers kørsel fra Wien. Erlauf er også navnet på den flod, som løber gennem byen, der vi skulle fiske. Hvis Østrig bringer billeder af dramatiske bjerge og brusende elve frem på Deres nethinde, må jeg desværre skuffe Dem. Erlauf ligner Danmark - bløde bakker, marker, gårde og en stor å, der sindigt løber gennem landskabet. Her er ingen dramatik men masser af idyl.

Dagen var den allerførste maj og dermed også den allerførste fiskedag i sæsonen, der kun går til midt i september. Vi skulle altså fiske i et vand, der ikke havde set en fluefisker i over et halvt år. Vejret var perfekt – let skyet og svag vind – så det var med stor utålmodighed vi begav os ned til floden. Indrømmet, Østrig er ikke et land jeg før har forbundet med ørreder og fluefiskeri. De dele er for mig noget med langt nordligere og mindre kultiverede himmelstrøg, så det var med en hvis skepsis, at jeg iklædte mig polaroidbriller og stirrede ned i vandet.

Floden og omgivelserne mindede så meget om en dansk å, at jeg havde indstillet mig på husmusfarvet vand med grus i bunden. I stedet fandt jeg dybt, krystalklart vand og en bund, der var oversået med knytnævestore sten. Bernd var yderst tilfreds. Der havde været hedebølge i dagene forinden og dermed stor snesmeltning i bjergene, så han havde frygtet kun at kunne fremvise grumset vand for sine fiskegæster.

Man kan vel sit nymfefiskeri, så jeg lagde pligtskyldigt lange kast opstrøms i den nederste del af høllet uden af få så meget som et tilbud. For ligesom at sikre mig mod almindeligt uheld gjorde jeg det faktisk flere gange. Bernd landede bare nummer 4. For at føje spot til skade fik også Michael fisk.

Æhm, da jeg nu før omtalte os som selvudråbte fluefiskeeksperter, bliver jeg nødt til at stikke Dem en undskyldning på Michaels vegne. Han er næppe, hvad man vil anse for ekspert. Skal sandheden frem, var det hans første fisketur med en fluestang. Jeg havde naturligvis set til, at han havde modtaget behørig kasteundervisning hjemme på fodboldbanen, men at han skulle kroge fisk, før hans læremester havde haft lejlighed til at demonstrere hvad 25 års fluefiskererfaring kan resultere i, var ganske utilgiveligt.

Vi havde for en sikkerheds skyld placeret Michael på en stor sten midt på høllet. Her var der plads i omvendt proportional målestok med hans evner med en fluestang, og tilstrækkelig afstand til at han ikke kunne udrette skade på os andre med vildfarne fluekroge. Så synlig som en URO-betjent på Christiania og med et udseende små børn bliver bange for, havde han været så uforskammet at kroge sig en ørred for næsen sin rejsekammerat. Ydmygelsen var næsten total.

Bernd havde set mine opstrøms kast. Are you fishing a dry fly? Min gode mand, tænkte jeg, jeg troede, vi snakkede nymfefiskeri her i Østrig. Du ved, rigtigt nymfefiskeri med fri drift og uden unaturligt træk i fluen. Men reglerne var åbenbart sat ud af kraft i de dage i Østrig.

Bernd smed sine streamere nedstrøms i korte kast, nøkkede dem ind og fightede fisk efter fisk, så til sidst måtte jeg give mig. Hareørenymfen røg tværstrøms, og vandet begyndte at presse på line og flue. Haps, sagde det. En lille regnbue på 25 cm havde omgående grebet fluen og sprællede nu gevaldigt for sit liv. Men den var oppe mod overmagten og måtte finde sig i at blive befamlet, mens jeg nu genoprejst fjernede krogen fra dens mundvig.

Kære læser, det blev begyndelsen til mange, mange landede fisk i det samme høl. Glemt var al nag over den indledningsvist uretfærdigt fordelte fiskelykke. Godtnok var ingen af fiskene større end de 35 cm, men hvad gør det? Michael var på få minutter blevet solgt til fluefiskeriet og bemærkede flere gange at ”Det er godt nok fedt det her! Det er godt nok fedt!”. Bernd var glad og stolt over at kunne fremvise et så fremragende fluefiskeri til sine udenlandske besøgende, og der blev grinet, fightet og peget begejstret adskillige gange, mens majsolen skinnede ned på vores lille, lykkelige hjørne af verden.

Sidst på eftermiddagen kørte vi længere nedstrøms til afløbskanalen efter det andet kraftværk. Her havde fiskeriet været lukket ikke bare siden efteråret men i de sidste 3 år. Vi blev med andre ord trakteret med jomfrueligt vand. Bernd måtte denne gang knokle med fluestangen i hele 5 minutter før han krogede den første bækørred, som til gengæld var den største vi så på den tur.

Omkring 40 cm er nok ikke helt skudt forbi, gylden som olie og med store, røde pletter. Jeg tog den mere med ro og gik nedstrøms et par hundrede meter foran Michael. Strømmen var stærk og kanalen var dyb, så der skulle noget tungt til at få fluen ned i højden. Det kneb lidt, indtil synkelinen blev fundet frem og lidt belastning sat på linen. Kort efter sad den første der. De fisk, vi havde fået i den første pool imponerede - deres klejne størrelse til trods - ved at være usædvanligt stærke. Den her var ikke større end sine brødre og søstre, men den var stærkere og klogere. Odds var i første omgang på fiskens side. 0.15 mm nylontråd skilte den og mig, og strømmen var stærk.

I løbet af et enkelt nedstrøms udløb havde den revet hele min flueline af hjulet, gravet sig ned bag en overhængende gren, rusket sig fri og efterladt mig på bredden med en næse så lang som min fluestang. Jeg var imponeret og begejstret. Et par fisk mere kom på land, men faldet i kanalen øgedes gradvist, og strømmen tiltog til noget nær det ufiskelige, før den til sidst genforendes med Erlauf.

Bernd og jeg satte os i stedet i solskinnet og tog en længere snak om vandløbspleje, om dengang han fangede sit livs eneste Donaulaks i Erlauf og en helt masse andet af den slags, det er vigtigt at snakke om på en fisketur, men som kun har ringe betydning andre steder. De kender det jo selv. Bernd ringede til sine forældre og fik arrangeret 3 portioner wienerschnitzel til lige om lidt, og kort efter troppede 3 trætte og sultne fiskere op i køkkenet hos Herr und Frau Meyer.

Bernd havde helt sikkert ikke det med gæstfriheden fra fremmede, men for et B-menneske virker det nu ikke særlig gæstfrit, når værten næste dag jager én ud af sengen allerede før daggry. Da vi kom ud til floden, var det selvfølgelig det hele værd. Vi skulle fiske i vandet omkring en dæmning, hvor duggen hang tungt på bladene, og et egern hoppede forbi og sagde godmorgen.

There’s one... sagde Bernd og pegede. Ganske rigtigt. En lille regnbueørred svømmede troskyldigt op mod strømmen lige nedenfor hvor vi stod. Det var jo 1. maj, og den var endnu uvidende om det trekløver af selvudråbte fluefiskeeksperter, der stod klar til at gøre den og dens mangfoldige familie helvede hedt. Inden vi går videre, må jeg lige indskyde en enkelt kulturel bemærkning: Al sammenligning af østrigerne med deres tyske naboer er absolut forbudt. Jeg vover alligevel det ene øje og hævder, at østrigerne har en driftighed og ordenssans, der er en germaner værdig.

Derfor er det åbenbart også svært at lade sådan en dejlig, stor flod ligge i fred - uanset hvor mange ørreder den måtte huse - så de gode borgere i Erlauf har bygget sig et par kraftværker langs floden. Kraftværker kræver jo vandspejlsforskel, og den side af sagen er ordnet ved at lede flodvandet til kraftværkerne gennem højtliggende fødekanaler udenom det oprindelige flodleje.

Ved moderat vandføring, som den der herskede de par dage i maj, løber stort set alt vand gennem fødekanalerne og efterlader kun en lille slat i det oprindelige flodleje. Fødekanalerne havde indtil for 15 år siden været gravet ud i den bare jord og bugtet sig bag volde i markernes udkant. Da var de fyldt med fisk og vegetation, men vedligeholdelseshensyn fik ejerne til at beklæde kanalernes indersiden med gold beton. Bernd var selvsagt ikke glad for det ”fremskridt”.

Kanalerne havde gennem hele hans barndom været et vidunderligt eventyrland af fisketure. Selv om de stadig husede fisk, var de nu efter hans udsagn blot en skygge af sig selv. En enkelt bonus ved kraftværkerne er der dog. Nedenfor udløbene er der nogle store høller, hvor fisk og smådyr skylles ud og padler hjælpeløst rundt i strømmen. Det kræver ikke nogen universitetsgrad at regne ud, at i de pools står ørrederne tæt – og de er der for at æde. Bernd er indehaver af en universitetsgrad – faktisk en af de større – så han ledte os sporenstregs ned til høllet under det øverste kraftværk. Fra værkets gangbro kunne man stå og kigge lige ned i et sandt ædegilde, hvor dusinvis af ørreder åbenbart var inviteret. Nu skulle der fiskes! Bernd havde per email beordret ”Lots of mayfly imitations – nymphs and dries”. Klassisk flue-repertoire.

Men da jeg så hvad lokalkendskaben hev frem af flueæsken blev min puritanske fluefiskerindstilling noget pikeret. Grove streamere i størrelse 6 og 8 med messinghoveder og coneheads, der på ingen måde matchede de udsøgte Hare’s Ear og Pheasant Tail i miniaturestørrelser, som min æske var spækket med. Jeg stak næsen i sky og begyndte at rigge til. Jeg havde end ikke trukket forfanget gennem stangøjerne, før der lød et plask, og Bernd højt oppe fra kraftværkudløbets kant råbte ”Got it! Nice rainbow!”.

Under lidt standard-hurlumhej landede min østrigske ven en smældfed regnbue på omkring de 35 cm. Jeg knipsede løs med kameraet, uden at Bernd gjorde mine til at posere med årets første fangst. Tværtimod røg den omgående ud igen, og Bernd traskede op på kanten igen. Denne gang nåede jeg at få spidsen af linen ud, før der lød et nyt plask. Samme procedure men denne gang med en bækørred i lidt mindre størrelse. Bernd vinkede mig væk med kameraet. ”Go fishing. You’ll get plenty of pictures”. Overbevist om at mine små klassikere kunne gøre det bedre end Bernds store fjerkoste, knyttede jeg en lille Hareørenymfe på forfanget og vadede lidt nedstrøms. Imellemtiden landede Bernd nummer 3.

Jeg valgte høllerne nedenfor dæmningen og igen var det ikke store fisk, Erlauf kunne fremvise. Men I guder, hvor var det vidunderligt fiskeri. Lige nedenfor dæmningen måtte jeg pürsche mig frem med fluen i bittesmå kast ind mellem smalle åbninger i piletræerne.

Længere nede af floden lå et stort høl bag en lille opstemning, hvor jeg kunne fiske nymfen fra en plads på en klippeblok under de nedhængende træer. Vandet var krystalklart, og jeg kunne følge fluens drev gennem vandet og se ørreder, der enten ignorerede den eller steg op fra bunden for at suge den formodede godbid i sig. Ind imellem svævede store grå skygger forbi langt nede over høllets bund.

Det var flodens dronning, barberne, der sindigt blandede sig med de iltre ørreder – sikkert med de samme insekter og kravl på menukortet, men reserverede og kræsne som det sig hør og bør for en adelig. Dagen lignede som alle gode fiskedage den foregående. Vi prøvede forskellige høller, kanaler og stryg med en mængde fisk i standardstørrelsen som resultat. Bernd var uovervindelig. Jeg iagttog ham fiske sig skridt for skridt gennem en strækning på 100 meter med det ene rullekast efter det andet.

Med fare for at De, kære læser, beskylder mig for at lyve, vil jeg påstå, at der ikke var over 5 kast mellem hver fisk. Men ingen lystfiskerberetning er fuldkommen uden historien om den store, der slap væk, eller historien om novicens held til at kroge turens største fisk. For at spare Dem for unødigt besvær, fik vi det arrangeret sådan, at Michael ordnede begge paragraffer i ét hug.
Hør bare: Dagens sidste stræk var fødekanalen til det nederste kraftværk. Hvor træer, brombærbuske og anden tætvoksende flora normalt er fluefiskerens banemand nummer 1, var dette en noget mere dramatisk forhindringsbane. Bag kraftværket stod nemlig den lokale fordelerstation med alt hvad dertil hører af luftledninger, master og knitren i porcelænsklokker.

Et uheldigt bagkast på dette sted ville, som Michael udtrykte det, blive straffet med døden! Uha. Med den konsekvens in mente lod Michael bagkast være bagkast og drev i stedet blot sin flue med strømmen under hegn og overdækninger mod kraftværkets indtag. De har sikkert allerede gættet det: Kort efter stod hans stang spændt som en flitsbue. Selv på den sikre afstand Bernd og jeg havde holdt til Michaels mangel på kastekunst, afslørede en række plask, at der var tale om en fisk ud over det sædvanlige. Man skal jo opføre sig ordentligt, så jeg smed min stang fra mig og ilede til med gode råd. Michael var i mellemtiden blevet klar over, at noget ekstraordinært havde forgrebet sig på hans flue. Han havde derfor parkeret sin lærdom om udtrætning og i stedet overladt al kamp mod fisken til sine urinstinkter, der åbenbart sagde til ham, at kalorius skulle på land i en fart.

I hvert fald var den ædle fight nærmere at karakterisere som tovtrækkeri. Med tanke på de østrigske ørreders kræfter mente jeg nok, at der var tid at tage et par billeder, inden den fisk var afkræftet nok til at forlade vandet, så jeg hev kameraet frem og gjorde klar til skud. Jeg nåede ét billede, og så skete det, som De allerede er blevet varskoet om. Stangen blev slap, og Michael stod og så meget og forståeligt slukøret ud.

Jeg havde endnu ikke fået sænket kameraet, da Michael kiggede over på mig og hvislede ”Du lader bare være at tage billeder af det her!”. Desværre for Michael stod jeg på den anden bred af kanalen, så jeg havde svært ved at tage hans advarsel alvorligt. Derfor er De nu i stand til at beskue den vedlagte forevigelse af ét styk nyslået fluefisker, der er i færd med at bortøde alt sit begynderheld i løbet af ganske få sekunder. Men hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes.

Og det blev vundet samme aften ved den årlige Blasmusikfestival i Erlauf. Desværre kunne fordommene om østrigsk hornmusik ikke bekræftes, da blasmusikken først ankom et par dage senere. Til gengæld var festivallen ankommet, og her kunne alle fordomme om østrigsk øls ypperlige kvalitet til gengæld bekræftes.

Derfor er De nu i stand til at beskue den vedlagte forevigelse af ét styk nyslået fluefisker, der har genvundet sin tro på livet i løbet af ganske få genstande. Zum Wohl!