Vinterflue på kysten

Det er vintertid! Man skutter sig på vej ud til bilen. I carporten er en tynd stribe sne føget sammen, som om nogen er gået forbi med en hullet pose køkkensalt i tasken. Det er koldt at være kystfisker. Derfor er jeg også alene på kysten, da jeg iklædt mange lag tøj og besværlige neoprenhandsker trækker line af mit gamle fluehjul, og begynder at kaste ud over tangpletterne.

Min belastede mysis-flue får tid til at synke godt ned, før jeg trækker ind i et roligt tempo. Jeg gennemfisker en lille bugt, hvor jeg tidligere har fanget blanke vinterørreder; men intet sker og jeg holder pause over en dampende kop te. Vandet er krystalklart og tilsyneladende uden liv. Alligevel vader jeg ud igen, og efter et par kast sker der endelig noget.

Helt uventet – da der slet ikke har været tegn på fisk inde – strammes linen, mens jeg er midt i et langsomt træk med den frie hånd. Jeg får hævet stangen, mens jeg holder igen bedst muligt med linehånden og kroger på den måde fisken, der kvitterer med et flot spring bare ti meter ude. Det er en havørred; helt blank med rosa flanker, fastfrosset et øjeblik i den kolde luft. Nu fryser jeg ikke mere!

Fisk og fødedyr om vinteren

Jo, man kan sagtens holde varmen, når man fanger fisk, men som regel er der lidt længere mellem hugperioderne i den kolde tid. Dels er fiskenes stofskifte væsenligt nedsat i det kolde vand og dels er der ikke ret mange fødedyr tilbage helt inde under land, hvor kystfiskerens agn rækker ud. Det betyder, at rovfiskene kommer på sjældnere besøg ude fra det dybere vand, hvor de tilbringer den største del af de kolde måneder.

Undertiden overmandes de dog af sult på trods af det lavere stofskifte og svømmer ind på korte jagt-ture i kystvandet. Her på det lave vand er der stadig enkelte fødedyr tilbage vinteren igennem. Det skyldes solen, der trods alt har lidt magt (når den er fremme) og luner det lave vand over beskyttede bugter og fjorde. Det skyldes også, at rovfiskene i områder med vegetation kan finde fødeemner, som først og fremmest er de mest hårdføre arter af tanglopper, vandbænkebidere og enkelte mysis – det lille, rejelignende krebsdyr, der tidligere på året fandtes i tætte skyer i kystområdet.

Blandt vegetationen kan man også træffe på nyfødte unger af ålekvabben, der føder i januar/februar. Fiskeriet på det lave vand gælder først og fremmest to arter, der kommer ind på kastehold af fluegrej. Havørreden er den ene, og selv om det meste af bestanden er inde i åen for at gyde, forbliver en del i havet og springer gydningen over. Disse fisk udgør sandsynligvis naturens reserve, hvis der skulle ske noget utilsigtet med de trækkende fisk, og de tilbageblevne er blanke ørreder i forholdsvis god stand.

Torsken er en anden fisk, som man af og til vil møde på kysten om vinteren. Den tåler det kolde vand, selv om også den normalt søger dybere og lunere opholdssteder, når kulden rigtig bider. På milde dage kommer den ind for at æde. Fiskeriet er typisk godt en kort stund med torsk i næsten hvert kast, hvorefter det pludselig dør ud, når flokken svømmer ud igen. Det gælder derfor om at holde sig til, når man har fanget den første torsk. Tilsyneladende følger torskene af og til fødedyr som tobis og sild ind mod kysten, hvilket pludseligt kan give hug efter hug på en ellers begivenhedsløs fisketur. Vintertorsk kan fanges overalt, hvor der er dybt vand i nærheden. Selv langt ind i fjordene fanges vintertorsk.

Vintertid og sted

Selv om solen ikke varmer meget i vintertiden, er det generelt de sollyse dage og tidspunkter, der giver det bedste fiskeri. Vinterfiskeri er godtvejrsfiskeri! Når middagssolen varmer vandet en anelse, kan den lille temperaturforskel trække fiskene ind til land for at æde; men alt afhænger selvfølgelig af omstændighederne: I dele af december er vandet endnu ikke specielt koldt, og hvis vinteren i det hele taget arter sig mildt – som den gør oftere og oftere her i landet – behøver man ikke gå og vente på, at solen skal komme frem.

Men i de koldeste perioder er det timerne omkring middag, der giver størst chance for at træffe fisk inde på kystpladsen. Den ideelle plads til vinterfiskeri med flue er karakteriseret ved først og fremmest at være et sted, hvor de få fødeemner opholder sig eller bliver opkoncentreret på grund af temperatur, vegetation eller specielle strømforhold. Alle fjorde i hele landet bør vises særlig interesse. Her trækker flokke af umodne ørreder frem og tilbage; ind mod ferskere vand – typisk et åudløb i bunden af fjorden – i takt med den dalende vandtemperatur. Inde i det lidt ferskere saltvand kan ørrederne lettere regulere deres saltbalance, når temperaturen – og dermed stofskiftet – bliver lav. I løbet af januar/februar ser man disse fisk trække helt ind i den nederste del af åerne, hvor de glæder fiskerne ved å-premieren.

På den åbne kyst kan lidt ferskvand iblandet det salte også gøre underværker. Selvfølgelig kan man ikke fiske i fredningsbælterne ved å-udløb; men mindre ferskvandsudsivninger og udløb fra drænrør kan ofte være nok til at trække fisk ind. For de mange ørreder, der sættes ud direkte i saltvand, kan det naturligt nok være et problem at finde frem til deres opvækstvand, når de begynder at blive gydemodne. Sådanne fisk trækker også ofte rundt i områder med fersvandsudsivning på den åbne kyst. Andre interessante pladser på den åbne kyst er lukkede bugter med mudderbund eller store mørke sten på bunden. I vige og andre lukkede områder med mørk bund kan solen nemlig tilføre mere varme-energi (sammenlign varmen i en mørk henholdsvis en lys bil, der har været parkeret i solen!), hvorfor fødedyr og fisk ofte holder til sådanne steder.

Vintertaktik

Vinterfisk ser ud til at have en forkærlighed for krasse farver. Det gælder også de få store, blanke ørreder, der er tilbage på den åbne kyst. Fluo-farvede bindematerialer og forskellige materialer med flash-effekt virker ofte godt. Mange af de fisk, som spinnefiskerne tager i den kolde tid, bliver fanget på fluorøde woblere, så også fluefiskeren kan godt finde de mere farvestrålende eksemplarer fra flueæsken frem.

Fluer som Juletræet eller Mickey Finn er eksempler på gode vinterfluer. Der er dog også dage, hvor mere naturlige farver fanger bedst..specielt hvis fluerne er bundet af meget livlige materialer. En zonkerflue bundet med en kaninstrimmel kan være lige det, der skal til. Ellers sværger jeg til den klassiske Mysis med det levende kropshackle og en rib af flashtinsel. Fluerne må gerne fiskes forholdsvist dybt og ikke for hurtigt, hvis vandet er koldt.

Det er dog ikke meningen, man skal stå og nusse for meget. Ørreder kan sagtens tage en flue i nærheden af overfladen, når den fiskes livligt, selvom vandet er afkølet. Mine streamerfluer er om vinteren ofte belastet og bundet omvendt med vingen på samme side som krogbøjningen. Sådanne fluer synker med krogspidsen opad og minimerer antallet af bundbid. Dette er specielt en fordel, når fiskeriet gælder torsk på besøg i kystområdet. Til torsk skal agnen gerne helt ned i nærheden af bunden og nusse rundt.

Kulden og kystfiskeren

Nogle vil nok mene, at fluefiskeri er for hårdt ved hænderne om vinteren. Dette er egentlig først et stort problem, når vinden blæser. Kold vind kombineret med våde hænder får kulden til at trænge igennem meget hurtigere, så man må opgive fiskeriet. Der findes dog et par rekvisitter og råd, der kan hjælpe en del.

Neoprenhandsker er rare at have med, hvis kulden bider. Det kan være svært at holde om linen med handskerne på, men efter nogle kast vænner man sig til det. En anden god ide er at varme fingrene op med jævne mellemrum.

Jeg misbruger gerne en kop varm kaffe/te fra termokanden (pas på at lade det køle lidt ned forinden!) til at dyppe fingrene i, når jeg holder pause. Man kan også købe engangs-varmepuder, der holder sig dejligt varme i op til 12 timer. De kan ligge i en lomme, hvor man kan stoppe fingrene ned fra tid til anden – så er man fri for at vade ind til thermokanden hele tiden. Jeg har mest brugt varmepuder ved bådfiskeri i den kolde tid, når det bliver svært at binde knuder med de kolde fingre, men den fungerer også fint på kysten.

Man skal selvfølglig også tænke på resten af kroppen, der skal klædes i flere lag kuldestoppende tøj. Specielt de ædlere dele, mave og hovedet må ikke fryse. Det kan også anbefales – hvis man fryser trods alle foranstaltninger – at smide sig på maven (inde på stranden, forstås!) og udføre alle de armbøjninger man orker. Selv om eventuelle tilskuere får sig et billigt grin, er der ikke noget bedre til at sætte gang i blodcirkulationen i fingrene..og så løsner det tillige op for forkrampede kastemuskler!