Rauma – på laksetur uden at fiske

En laksetur uden at fiske laks – jo, sådan blev vilkårene denne gang i Rauma. Min syv årige datter Astrid annoncerer, at hun vil med til Norge og fiske laks. Hun kender de øvrige deltagere, og jeg kan som arrangør og lejer af valdet nok snige hende med uden de vilde protester. Laksefiskere finder sig i meget. Vores gruppe på syv ankommer natten mellem lørdag og søndag – Astrid kommer på hovedet i seng, der pakkes ud og de første smutter til vandet med fluestangen.

Søndag formiddag laver vi lidt guidning, så de nye får set vandet og udpeget de forskellige standpladser. Per har hele vinteren snakket om, at han bare vil gøre lige som jeg siger, og så vil han få en fin laks. Vi udpeger nøjagtig det sted han skal stå og netop den Gederams han skal sigte efter på modsatte bred. Det er ret sjovt sådan at lege mirakel-guide, og vi får da også grinet over hvor let det er – når man snakker om det. Vi smutter hjem til gryderne, og Per smutter nedover elven efter maden. Da mørket er ved at sænke sig, dukker han op igen. ”Jeg gjorde nøjagtig som du sagde, samme plads og kastede efter den der blomst”, er det første jeg hører, da han kommer hjem. Tak spids, nu er der ballade – men nej!

I andet kast hugger en laks, det hele går efter bogen. Per har landet sin største laks til dato. En smuk laks på 4 kilo kommer frem bag ryggen. Der er lutter smil og en lille én til guiden. Mandag får Ken en lille havørred på 1,5 kilo og Jeppe fanger en laks der også vejer 4 kilo. Fiskeriet går lidt trægt, der er høj sol hele dagen og vandstanden er lidt under middel, men vi ser fisk på elven, så et vejrskifte vil være velkomment. Tit er det små forandringer, der kan gøre forskellen mellem et middelmådigt og et godt fiskeri. Jeg tager dagligt til Inn-fjorden og fanger makreller og hygger med Astrid – de andre tager med på skift, da de finder ud af, hvor sjovt det er. Astrid fanger faktisk en hel del og bliver også temmelig skrap til at kaste.

Hjemme bliver makrellerne stegt til frokost. Den ene dag fileterer Per og Astrid tyve makreller, som Per panerer, steger og lægger i eddike-lage. En herlig ret. Astrid og jeg plukker og spiser den ene håndfuld skønne vilde hindbær efter den anden – laver halskæder af græsstrå med vilde jordbær – og nyder ture ned i byen, op på Trollstigen og efter is i byen.

Det er faktisk ikke så svært eller drøjt at undvære fluestangen, når blot man hygger sig og er i miljøet. Turen i år minder lidt om vore ture i midten af halvfemserne, hvor Jeppe, Søren og jeg var heroppe med Mogens Hugger. Vi havde det drønskægt, der fandtes ikke en skønnere plet på jorden til en fiskeferie – men fiske – det var det vi gjorde mindst.

De ferier rangerer som nogle af de ypperste ’fisketure’, jeg har tilbragt med mine venner. Tirsdag er Per på øen med en spinnestang, han kaster blinket ud til nogle kæmpe sten, og lader blinket flakse forbi på ydersiden af den største. Med et stopper blinket og da han strammer op, har han kroget en stor blanklaks. Fighten foregår mest på laksens præmisser, den farer nedstrøms, og Per kan ikke andet end følge med.

Efter femogtyve minutter får han den ind i roligere vand femoghalvfjerds meter neden for øen, men da den er to til tre meter fra ham, slipper krogen. Han er helt knust, da han kommer til hytten. Der skal lidt stærk medicin til at trøste ham, men vi har jo heldigvis doktor Ken, der kan finde en god mikstur.

Bent fanger en 4 kilos laks. En Avekat kalder han den, da man ved at se rigtig godt efter, kan se det engang var en burlaks. Avekatten spiser vi til aftensmad. I dag tager jeg endelig selv en tur ned over stykket – og sandelig om der ikke er en laks, der tager min flue. Jeg regner allerede med, at årets fisk er i hus, men fisken bliver ikke ordentlig kroget, og er fri efter et øjeblik. Helt nede ved nakken vender jeg ryggen til vandet og går mod land da sidste kast er lagt ud. Fluen vil så nærmest skøjte hen forbi nakken. Jeg når halvvejs i land da endnu en laks stiger til fluen. Stangen bliver rykket bagud, men fluen får heller ikke ordentlig fat denne gang. Jeg skal dog ikke klage – to hug på eneste tur ned over de sidste fem hundrede meter af stykket, det er vel helt i orden.

Torsdag morgen ringer Peters familie fra Danmark, et dødsfald i familien, så han pakker bilen og forlader os omkring middagstid. Netop som han svinger ud af indkørslen, begynder de første tunge dråber at falde. Endelig kommer der et skift i vejret. Tidligere på morgenen har Jeppe fisket strækket nedenfor øen. Ca. halvvejs ned til højspændingsledningerne rejser der sig en stor bølge bag hans flue. Han lukker øjnene og venter på det tunge træk, før tilslaget.

Efter en fin fight på enhåndsstangen kommer han hjem med en smuk havørred på 5,2 kilo. En skønhed der bliver fotograferet på alle leder og kanter. Endnu en stor havørred må bide i græsset dagen efter, idet Per får en på 5,7 kilo, som han ved

fightens slutning får trukket op i en lille bæk. Hvis krogholdet smutter igen, vil han simpelthen lægge sig i udløbet og spærre det helt. På vej op ad skrænten til marken taber han dog fisken, der endnu kæmper for at komme tilbage i vandet. Det lykkes dog at klemme fisken fast mod brinken – godt med lidt vægt bag, til sådan en operation.

Lørdag bliver bedste dag denne uge med fire fisk på land. Per får en lille grilse og Ken en havørred på 2,3 kilo. Over middag ringer Jeppe, at Bent går med en stor fisk allernederst på valdet.

Vi vender alle sammen snuden den vej og skynder os derned. Da vi når frem er laksen sikkert på land. Og sikken en laks. Det er noget af det smukkeste jeg endnu har set. Den vejer 7,8 kilo, er blank som nypudset sølv, har grøn ryg og er helt perfekt.

Medens fotograferne slider på laksen, fisker Astrid lidt med blink ved gapahukken, og sørme om hun ikke fanger en lillebitte havørred på tredive centimeter. Hun vil helst beholde den, men sætter den selvfølgelig ud igen. Samme aften ringer Ken på mobilen, han skal have hjælp.

En laks har taget hans flue og er spurtet nedstrøms. Med tyve meter skydeline ude, er der pludselig ikke mere at give af. Der er en knude eller kludder på skydelinen, men det lykkes ham at vende fisken og få lidt line ind igen. Da hjælpen når frem tager fisken endnu et udløb, men af gode grunde stopper det samme sted som sidst. Heldigvis er fisken ved at være træt og 3,2 kilo rent sølv kommer på land. Søndag er opbrudstid – og vi aftaler, at her skal vi fiske igen…