Nymfer… og Strike indicators

Det er et velkendt faktum, at ørreder og stallinger indtager mere end 90% af deres føde under vandoverfladen – primært ved bunden. Og årsagen til, at fiskeri med nymfefluer er så effektivt, som tilfældet er.

Nedstrøms nymfe

Nedstrøms nymfe er noget nær den simpleste af alle fluefiskeriets teknikker. Det er samtidig begynderens favorit, idet strømmen straks strækker line og forfang i et dårligt udført kast. Endvidere kroger mange fisk sig selv under nedstrøms vådfluefiskeri ­ noget, den stramme line sørger for. Det er en metode, som grundlæggende er såre enkel. Præcis som det traditionelle nedstrøms vådfluefiskeri.

Fiskeren lægger et kast tværs over eller skråt nedstrøms til modsatte bred. Strømmen tager line og forfang, hvorved fluen nu beskriver en bue ind mod egen bred. Fiskeren tager nu line ind, går et skridt eller to og gentager proceduren. På denne måde arbejder man sig ned gennem de mest lovende stykker af vandløbet. Grundteknikken er ganske vist enkel, men kan samtidig kombineres med forskellige finesser, der i øvede hænder gør den overmåde raffineret og effektiv.

Lægger man en flueline tværs over strømmen, vil denne hurtigt gribe linen og trække den nedefter i en stor bue. Er strømmen stærk, vil den trække så voldsomt i linen, at fluen skøjter hen over vandet. En sådan flue giver ingen fisk, og fluefiskeren må derfor kompen- sere for strømmens indflydelse. Det gør han eller hun ved at “mende” linen. Under denne proces løftes linen fri af vandet og flyttes opstrøms, så strømpresset på linen mindskes. Om nødvendigt gentages proceduren flere gange under fluens sving gennem vandet.

Det er vigtigt, at fluen svinger roligt gennem vandet ­ også i stærk strøm. I svag strøm kan man ofte klare sig ved blot at sænke stangspidsen, hvis fluen begynder at stribe i overfladen. Er dette ikke nok, må man mende linen som ovenfor beskrevet. Man kan også komme ud for det modsatte ­ at fluen fisker for langsomt. Det kan ske, dersom fluen driver ind i roligt vand. Da vil fluen nemlig stoppe sit drev, synke i vandet og blive ganske livløs. For at undgå dette mender man igen linen ­ denne gang blot nedstrøms, så strømmen igen kan få tag i line og forfang. Fluen vil da igen fiske effektivt.

Affiskning

Man kan lade fluen svinge tværs over strømmen uden yderligere bevægelse, eller man kan under fluens drev vippe lidt med stangspidsen. Små fluer ligner små insekter, der driver livløse med strømmen. Dem skal man derfor ikke tilføre ekstra liv ­ det vil i fiskens øjne se unaturligt ud. Større nymfer str. 8-10 kan med fordel tilføres ekstra liv i vandet. Det gør dem kun mere naturtro set med fiskeøjne.

Små nymfer str. 12-14 bør der- imod ikke tilføres ekstra bevæg else, da det vil virke unaturligt på fiskene. Jo stærkere strømmen er, desto større skal fluerne være. Tilsvarende gælder, at man i klart vand bruger mindre fluer end i uklart. På samme måde bruges mindre fluer i varmt vand end i koldt. Det er hovedregelen i alt fluefiskeri. I højt og koldt vand tidligt og sent på året må man ofte ty til synkeline, hvis fluen skal ordentligt ned. Sommeren igennem klarer man det meste med en flydeline. Nedstrøms nymfe betragtes ofte som en slags “maskinfiskeri”, hvor man mekanisk og helt uden indlevelse fisker sig ned gennem vandløbet. Sådan kan det være, men sådan er det ikke nødvendigvis.

Den dygtige og indsigtsfulde fisker trawler ikke hele vandløbet igennem, men koncentrerer i stedet sine anstrengelser om de mest lovende lokaliteter. Eller fisker til observerede fisk i vandet. Har man set en fisk eller står ved en kendt standplads, kan man med fordel gøre følgende: Fluen placeres på en slap line et passende stykke opstrøms for stedet eller fisken. Det giver fluen tid til at synke lidt, inden strømmen får strammet line og forfang op. Når linen så strammes op, løftes fluen i vandet og begynder at svinge ud midt i strømmen. Utroligt ofte falder hugget netop da. Fisken tror åbenbart, at det er et insekt eller en småfisk, der pludselig forsøger at flygte fra den. Og det udløser hugget effektivt!

Fisker man fra bredden, og der er dybt vand under egen bred, skal dette affiskes omhyggeligt: Før linen tages ind til et nyt kast, fiskes fluen ind med små ryk af venstrehånden. Af og til kan man opnå forbløffende resultater ved at speede denne procedure lidt op. Da kommer fiskene farende som skudt ud af en kanon for at sikre sig fluen, inden den forsvinder. Da er det igen lykkedes at udløse hugrefleksen effektivt. Mange store fisk er gennem årene taget af rutinerede fiskere, som – godt skjult inde på land – blot har firet line og flue ned til god standpladser under egen bred. Her behøver man end ikke at kunne kaste for at fange fisk. Teknikken egner sig derfor specielt på steder, hvor træer og buske vanskeliggør et egentligt fluekast.

Tilslaget

På en stram line og med en nedstrøms nymfe kroger mange af fiskene sig selv i hugget. De tager fluen og vender med den i strømmen. Imidlertid opdager de hurtigt deres fejltagelse. Fluen “smager” ikke rigtigt og bliver derfor med lynets hast spyttet ud igen. Det gælder derfor om at være hurtig i tilslaget ­ hurtig, men ikke voldsom.

Tilslaget skal være en hurtig og kontrolleret opstramning af linen ­ intet andet. Ofte ser man fisken tage fluen i en hvirvel lige under overfladen, og da strammer man op med det samme ­ før man mærker trækket i linen. Andre gange mærker man kun et lille ryk i linen eller ser linen bevæge sig en smule. Da gælder det om at være endnu hurtigere. Ser man nemlig fisken hugge, har man mere tid til sin rådighed, end hvis man først mærker den. Når man mærker den, har den jo allerede fluen i munden og er klar til at spytte den ud igen. Det gælder derfor om at have øjnene på stilke, så tilslaget kan sættes ind snarest muligt!

Opstrøms nymfe

Nymfefiskeriet er seneste skud på stammen, når det gælder fiskeri med imitationsfluer. Hvor tørfluefiskeriet drejer sig om at imitere de voksne og vingede insekter på vandet, der forsøger man med sine nymfer at efterligne de samme insekter, når de er på vej op til overfladen for at klækkes. Det er således de samme insekter, man søger at efterligne ­ blot i forskellige stadier af deres livscyklus.

Den klassiske form for nymfefiskeri minder uhyre meget om tørfluefiskeriet. Her fisker man nemlig med lette nymfer, der driver ubevægelige lige under overfladen. Man kaster til sete fisk og giver tilslag, når man ser fisken tage fluen ­ enten direkte eller i en hvirvel. Præsentationen af fluen er således nøjagtig den samme som ved tørfluefiskeri ­ blot lader man fluerne synke lige under overfladen. Den klassiske form for nymfefiskeri er således nærmest at betragte som en form for supplement til tørfluefiskeriet ­ ikke som en fiskemetode i sig selv.

Det er derimod nymfefiskeriet med tunge, vægtbelastede fluer, som fiskes lige over bunden ­ blindt eller til observerede fisk. Nymfefiskeri er på næsten alle måder en form for mellemting mellem tørflue- og vådfluefiskeri. Man kan fiske sine nymfer opstrøms eller nedstrøms ­ med flydeline eller synkeline. Det er således en meget alsidig metode, der altid kan varieres, så den passer til forholdene.

Små nymfer kan fiskes opstrøms på en flydeline ­ præcis som tørfluer. Store og tunge nymfer kan tilsvarende fiskes nedstrøms på en synkeline ­ præcis som store vådfluer eller streamers. Det, man idag normalt betegner som “rigtigt” nymfefiskeri, foregår med flydeline, langt forfang og vægtbelastede fluer. Det er en avanceret fiskemetode, som kræver en hel del af sin udøver, men som i øvede hænder på årsbasis er alt andet overlegent. Det er nemlig et faktum, at ørred og stalling indtager mere end 90% af deres føde ved bunden, hvor de tunge nymfer fiskes.

Man kaster til observerede fisk eller formodede standpladser. Under alle omstændigheder gælder det om at placere sin vægtbelastede nymfe så langt opstrøms for fisken, at fluen får tid til at synke ned i passende dybde. Når så nymfen er nede i niveau med fisken, gælder det om at opdage eventuelle hug. Ser man fisk og flue tydeligt ­ vandet er lavt og klart ­ er problemet til at overskue. Da giver man naturligvis tilslag, når man ser fluen forsvinde ind i gabet på fisken.

Anderledes, hvis man kun kan se fisken og ikke fluen. Da må man holde øje med, om den tager en pludselig afstikker ud til siden, når fluen formodes at være der. Eller man ser det hvide i fiskens mund, som signalerer, at den har taget et eller andet ­ fluen eller et naturligt fødeemne. I alle tilfælde gælder det om at stramme linen op øjeblikkeligt, så fisken ikke når at spytte fluen ud igen. Helt små nymfer kan den dog have i munden i lang tid, og fisken vil da i regelen være kroget dybt ­ helt nede i svælget.

Hug-indikator

Kan man hverken se fisk eller flue, må man ty til synlige tegn på overfladen i stedet. Det kan være forfangets flydende ­ eventuelt indfedtede ­ del, der pludselig skærer ned i vandet, eller det kan være linespidsen. Endnu lettere kan man gøre det for sig selv ved at benytte en regulær “hug-indikator” ­en slags bidmelder eller miniflåd.

Hugindikatoren kan bestå af en lille korkkugle, et stykke flydende flueline, en bid skumplast eller en stump polygarn. Bidmelderen fungerer som et slags flåd, der straks signalerer eventuelle bid. Hug-indikatoren bør ­ uanset materiale ­ holdes i de mest synlige og meget gerne fluorescerende farver. Gul, orange og rød er gangbare farver, som kan ses på lang afstand i uroligt strømvand.

En grundregel er her, at jo stærkere strømmen er, desto tungere nymfer og større hug-indikator skal der på forfanget. Afstanden mellem nymfe og hugindikator skal være større end fiskedybden – gerne halvanden gang. Her skal man samtidig tænke på, at jo dybere vandet er, desto længere opstrøms for fisken skal fluen placeres. Ellers vil den aldrig nå ned, før den har passeret fisken.