Når ørreden angriber!

Vores eget skandinaviske fluefiskeri har gennem de senere år fået en selvstændig profil. Den omfatter bl.a. emner som insektlære, fluebinding og fisketeknik. En detalje som ofte er udeladt i fiskebøger og artikler er, hvordan en laksefisk, i dette tilfælde ørreden, angriber et insekt eller en flue på overfladen i hurtigt strømmende vand.

Ganske vist findes der beskrivelser som delvist behandler problematikken, og desuden redegør for hvordan insekterne ser ud og bevæger sig. Vi ved jo alle at der findes eminente fluemønstre, som er gode imitationer af originalen, og hvordan vi fisker effektivt med dem.

Hvem har f.eks. ikke hørt om Frank Sawyer’s´”The Pheasant tail Nymph” fisket med et Induced Take (teknik hvor fluen bevæges med træk i linen eller stangspidsen hæves og sænkes – red.). Men det er værd at huske på at de iagttagelser som Sawyer skriver om, for størstedelens vedkommende er gjort ved glasklare engelske vande.

Det er ulykkeligt at skrivende “fluefiske-eksperter” tager så let på dette nok så vigtige element “In the art of dryfly fishing”. Det er min påstand at der er gået noget af en slendrian i det hele, og desuden formodentligt endda et strejf af bekvemmelighed.

Det er årsagen til at skribenterne år ud og år ind henviser til ovenstående billed, noget som de fleste amatørfluefiskere har fået tudet ørene fulde af er som en endegyldig sandhed. Hermed ikke sagt at ørreden aldrig tager insekter eller flue som vist på illustrationen.

Men der kræves nøjagtige nærstudier/observationer for at give et mere komplet og rigtigt billede af, hvordan ørreden angriber noget på vandoverfladen. Det er ikke gjort i en håndevending. Det er mine mange års nærstudier af ørredens angreb og vakformer (det spor ørreden efterlader sig i vandoverfladen under forskellige former for fødeindtag – også kaldet at fisken ringer red.) i kombination med et tusindtal af tørfluefangede ørreder, der gør, at jeg vover at fremsætte den såkaldte sandhed.

For at give mine påstande i de følgende linier vægt, vil jeg gøre rede for hvor i Sverige mine observationer stammer fra. Det er først og fremmest vakformer hos ørredbestanden i den sydsvenske å Tidan med dens tilløb som danner grundstammen i mine iagttagelser. Mine iagttagelser af ørreder (stallingen er med vilje udeladt) ved en elv i Norrland har givet samme resultat. Det er den smukke elv Laisälven. Selv ørreder på Kolahalvøen fra elvene Kharlovka, Eastern Litza, og Rynda har bidraget med oplysninger. Desuden har mine seriøst fluefiskende venner hjulpet mig med at bevise og underbygge mine optegnelser.

Øjnene kan tillige drejes uafhængigt af hinanden og på den måde kan et bytte eller en fare opdages inden for et vidtstrakt område. Men ørreden kan også koncentrere begge øjne mod samme mål, hvad enten dette befinder sig foran eller ovenfor ørreden. På den måde bedømmer ørreden afstande. Derimod kan ørreden ikke se lige bag sig eller under sig.

Kommer der et insekt flydende eller drivende på overfladen ind i ørredens synsfelt (vinduet), bestemmer den sig for om det er besværet værd af fange insektet. Man skal gøre sig helt klart at ørreden ikke bruger mere energi på at tage et bytte, end den kan udvinde ved at fordøje det. Har ørreden besluttet sig for at tage insektet spiller det ingen rolle, om den skal gøre en sidelæns bevægelse eller sågar angribe nedstrøms.

Nu og da hænder det endda, at ørreden hopper op i lufte for at fange insektet. Med disse fakta i baghovedet, må vi stille os selv spørgsmålet, hvilken praktisk nytte vi kan drage af det i vores daglige tørfluefiskeri? Det vil jeg besvare gennem at skildre to vidt forskellige fiskesituationer.

Eksempel 1

 

Eksempel 2

En situation hvor ørreden stiger fra en dyb standplads mod overfladen og svømmer direkte nedstrøms for at angriber.

Forestil dig følgende

Vi befinder os på fiskeklubben Tärnans strømmende strækning i åen Tidan. Det er en lun eftermiddag på en af de første dage i juni måned. Den store majflue, Ephemera Danica, sværmer for fuld kraft.

Af erfaring ved vi at det betyder et spinnerfald om aftenen. Det er sådan en dag man har mulighed for at få åens ”gammelørreder” i tale. Ikke for ingenting kaldes en sådan dag for “The Duffers Day” – tumpernes dag ! Aftenen falder på og Majflue- hunnerne flyver ud over strømmen og fordeler dunlet sine æg på vandoverfladen.

Majflue- hunnernes kræfter slipper op under denne sidste kraftanstrengelse og de falder dødende eller døde ned på vandet. Spinnerfaldet er en realtiet. Åens ørreder begynder nu at ringe regelmæssigt.

Blindfiskeri på kendt standplads

Eksempel nummer to udspiller sig ved Gransele i Laisälven. Her strømmer elven mellem et utal af småøer. Vi er taget med båd og stiger i land på en af øerne som kaldes Valtersholmen.

Her skal vi fiske en smal rende som i folkemunde kaldes for “Den trange port”. Den begynder med en fosnakke for senere af flade ud i et lille dybt hul. I hullets dyb har en eller anden ørred sin standplads.

Når et spinnerfald eller en klækning går i gang forlader fisken sin beskyttede hule for at tage plads på fosnakken og på den måde sikre sig en bekvem føde- position. Bemærk at standplads ikke nødvendigvis er det samme som ædeplads. Ved et første blik virker elven mere eller mindre fisketom. Det er kun småfisk som plasker på meget lavt vand. Det er det dybe hul vi skal koncentrere os om. Fra tidligere ved vi med bestemthed, at der i det ca. 3 meter dybe hul står en ørred, selv om der ikke er nogen synlige tegn på det.

Kapløb mellem fisk og flue

En stor tørflue tages frem fra flueæsken indre, og med en god knude bindes fluen på forfangsspidsen. F.eks. er kæmpe sedgefluer, i lighed med Streaking Caddis typerne, ypperlige til at lokke en kampvillig ørred frem.

Nu gælder det om med bløde kastebevægelser at lade flue dale ned på fosnakken for så at flyde ind over det dybe hul. Et kast følges af flere.

Pludselig ses en skygge bevæge sig i det klare vand (se illustrationen). Det bliver et kapløb mellem ørreden og fluen. Fisken svømmer direkte nedstrøms med hurtige bevægelser og i et plask forsvinder fluen. Endnu en gang viser det sig at målrettet og optimistisk fiskeri på allerede kendte standpladser belønnes med en vildt kæmpende ørred. For yderligere viden om fiskens vindue anbefales det at læse “Ørreden og fluen” af Brian Clark og John Goddard.

Plaskkast til ørred vi ser

En god ørred opdages, men selvfølgelig står den og æder under udhængende grene. De fleste fluefiskere vil anse denne situation for helt håbløs, og måske mere eller mindre desperate begynde at vade åen igennem på kryds og tværs i søgen efter en god kaste position. Det eneste man opnår er at forstyrre andre fiskere og skræmme fisken.

Gør i stedet for sådan

Knyt en stor flue der nærmest hænger/ligger lavt i vandoverfladen eller en kæmpe spent spinner flue på forfanget. Regn derefter ud i hvilke intervaller ørreden ringer. Lav et kast så tæt på fisken som forholdene tillader det, så snart ørreden holder en pause. Det spiller ingen større rolle om fluen præsenteres ved siden af ørreden eller skråt bagved.  Det vigtigste i præsentationen er at fluen rammer overfladen med et kontrolleret plask. I de fleste tilfælde kræves det at plask- kastet gentages flere gange, for at påkalde sig ørredens opmærksomhed.