Los Roques – Bonefishing på charterbudget!

En charterrejse kombineret med under en times indenrigsflyvning og du er landet på Los Roques.

Navnet dækker over en række paradisiske øer, der tilsammen udgør en af Venezuelas marine nationalparker. Som en bonus – ud over solskinsgaranti, sandstrande og perfekt badevand – byder øerne på noget af verdens bedste fiskeri efter bonefish – et fiskeri der kan opleves rørende billigt.

Indtil for år siden var det ikke meget jeg vidste om fiskeri efter bonefish, andet end at det i de fleste tilfælde var rasende dyrt. Uden en guide var man tilsyneladende fuldstændig fortabt, altså var løsningen et ophold på en lodge med tilhørende guide, båd osv.

Pris: Fra 3000 US Dollar og opefter for 6 dages fiskeri, og vel at mærke uden at flybilletten er inkluderet! Alt i alt en udskrivning på over 30.000 gode danske kroner og så er der vel næppe noget at sige til, at der ikke var råd til at finde ud af mere om bonefish?

En god ven havde dog, for år tilbage, gjort mig opmærksom på, at lige præcis på Los Roques fandtes der en langt billigere løsning. Han havde besøgt øerne, overnattet til en fornuftig pris og fanget bonefish på egen hånd.

Alt hvad det krævede, var lidt mod på at klare fiskeriet selv og en chartertur til den nærliggende ferieø Margarita. Som sagt – så gjort! Rejsen var bestilt, og sammenlignet med lodge priserne var det en ekstrem billig løsning.

Næste problem var fiskeriet. Gram for gram går bonefish for at være en af de stærkste fisk man overhovedet kan fange på fluegrej. Mon ikke det var lidt overdrevet? Og mon ikke figthen ville være det mindste problem?

Problemet ville blive at finde fiskene og få dem til at hugge. Min viden rakte til, at det drejede sig om, at have øjnene med sig. Timelange vadeture måtte være recepten. Naturligvis hen over fladvandede områder – de såkaldte flats – med et høgeblik ud gennem polbrillerne.

Kun den årvågne ville få øje på et par finnekanter, der brød overfladen, eller et par svage skygger i kanten af synsfeltet. Hvad med fluevalget? Ville de være kræsne? Var forskellen på succes og fiasko, om man havde lige den rette flue i æsken? Jeg var fuldt ud indstillet på, at se ganske få fisk og få endnu færre chancer for at fiske til dem.

Kort sagt: Stor respekt for sværhedsgraden, men små forventninger til antallet af fisk og fightegenskaberne. Jeg skulle blive meget klogere…

Konklusionen, på 10 dages udskejelser med fluestangen, blev nemlig, at bonefish er fuldstændig lige så stærke som rygtet – og lidt til! Desuden kan enhver lystfisker med en smule fantasi fange bonefish, hvis man ellers kan finde ud af at kaste blot nogenlunde med flue på den danske kyst.

Det lyder selvfølgelig som om, det var den nemmeste sag i verden at fange “bones”. Og det var det i og for sig også – i perioder. Ikke fordi den enkelte fisk nødvendigvis var nem, men fordi der var så rystende mange fisk, at man fik rigeligt med chancer.

På pladser med mange fisk kunne de første fisk være nemme at overliste, men herefter blev fiskene skræmt og forsigtige. Desuden var der den helt klare sammenhæng, at jo lavere vand fiskene befandt sig på desto mere sky og forsigtige var de. I starten havde jeg en del problemer med at få timet mine kast, undgå at skræmme fiskene og ellers få dem til at hugge.

En af løsningerne var valget af fiskeplads. Kunne der kastes til en plet med sandbund, var det blot at om at kaste i god tid. Fluen kunne så blot hvile på bunden indtil fisken var indenfor rækkevidde. Først da begyndte jeg at strippe fluen ind. Med den teknik klarede jeg mig i starten fint på mellemdybt og dybere vand.

En af de første eftermiddage opdagede jeg en fantastisk plads på helt lavt vand. Hen over tang og spredte sandpletter stod tusindvis af småfisk samlet og det var guf for de lokale bonefish. Fisk i en pæn størrelse patruljerede ofte gennem området og småfiskene dannede panikslagne en kile foran. Det viste sig dog, at her fik man kun en chance. Missede man den, gik der timer før fiskene atter patruljerede igennem området.

Jeg startede naturligvis ud med teknikken, hvor fluen blot fik lov at vente, indtil fisken var tæt nok på. Men ak, hver gang, jeg begyndte at strippe fluen ind, blev jeg sat til vægs. Selvom jeg syntes, at jeg var godt langt væk fra fiskene, så var blot det, at jeg bevægede armen nok til at skræmme dem fra vid og sans på det lave vand. Der måtte andre boller på suppen…!

Da jeg et par aftner senere atter fik chancen, skulle en ny teknik prøves af. Jeg havde god tid til at lægge kastet, da en stor fisk kom dovent “cruisende”. Den var 30 meter fra den største sandplet, men havde kurs lige imod. Kastet lå rimeligt, som det skulle og min krabbe imitation dalede ned på sandet.

Blikket var koncentreret om den grå skygge, der nærmede sig. 10 meter endnu, 5 meter, 3, 2, 1! I stedet for at strippe fluen ind, forsøgte jeg at tage line ind med nymfegreb, så det kun var fingrene, der bevægede sig. Pulsen hamrede, men det lykkedes at holde kroppen helt frosset i samme stilling. Så snart fluen bevægede sig, rørte fisken på sig! I stedet for at dreje rundt, som de andre gange, satte den farten op og greb krabben. Da jeg satte krogen, gik det for alvor stærkt.

Jeg havde lige en brøkdel af et sekund, til at se om linen var kludret, før løslinen med en hvislen var samlet op fra vandoverfladen. Sekundet efter var jeg i knæhøjt løb på vej efter fisken. Det var et ulige kapløb, hvor fisken, snart efter, havde øget distancen til mig med 80 meter. Heldigvis havde jeg en spændt skivebremse på min side og ideen ved at løbe med højt hævet stang var først og fremmest at holde så megen line i luften som muligt, for at undgå planterester og forræderiske koraller.

Det lykkedes at holde linen fri og ydermere havde fisken fyret det meste af krudtet af på det første lange udløb. Tilbage var det langsommelige, men fornøjelige, arbejde med at få de mange meter line tilbage på hjulet og få fisken kanet ind. Alt det lykkedes dog uden problemer og jeg kunne lande turens største bonefish – 65 cm.

Jo, Los Roques bød på fantastiske oplevelser. Et par af de største var de gange jeg oplevede et fantastisk fænomen, hvor fiskene kastede al forsigtighed overbord – selv på helt lavt vand. Hen over et stort lavvandet område havde massevis af fiskeyngel samlet sig. Bunden var dækket med såkaldt “turtlegrass” og derfor var det svært at spotte en bonefish.

Desuden skulle der kastes utrolig præcist til dem, for ikke enten at fange “skildpaddegræs” eller skræmme fiskene. En enkelt var det over flere dage lykkedes mig at fange, men ellers posserede jeg hurtigt igennem området, fordi jeg kun havde set få fisk. Det ændrede sig dog en eftermiddag, hvor jeg atter passerede igennem. Pludselig kom en massiv stime af bonefish jagende indover det store fladvandede område og jeg sværger den dag i dag på, at der ikke var under 200 fisk!

De svømmede helt tæt i kileformation og foran sig pressede de stimerne af yngel til overfladen. Det foregik i hurtigt tempo, og under højlydt slupren blev der smovset i byttefisk. Jeg oplevede fænomenet flere gange over de næste dage.

Når det skete, var fiskene fuldstændig ligeglade med min tilstedeværelse og drejede først til siden en armlængde fra mig. Det rystende var dog, at jeg først ikke kunne fange dem. De kom simpelthen så hurtigt, at det var umuligt at “time” kastet. Ramte flue for tidligt, satte den sig blot i “græsset”.

Det viste sig dog at min fejl var, at jeg gjorde fiskeriet sværere end det egentlig var. Fiskene var ikke sådan at skræmme og det det var blot et spørgsmål om at løbe hen over det lave vand med fluen en stanglængde ude og stille sig i fiskenes bane. Blev fluen blot vippet ud midt i infernoet, var der hug med det samme.

Først da blev fiskene så også skræmt! En enkelt gang oplevede jeg endda fænomenet på lidt dybere vand, hvor jeg stod i vand til livet. Fiskene kom så hurtigt imod mig at jeg havde for megen line ude og ikke havde en chance for at nå at kaste til dem. I stedet blev jeg stående helt stille. Først da de første fisk svømmede ind i mig, blev de en anelse skræmt og drejede væk!

FAKTA

Selv om det kun drejer sig om nogle få danskere hver uge på Los Roques, kan man godt sige at antallet af lystfiskere, der klarer sig på egen hånd, er eksploderet. Det kan man sige, fordi der førhen stort set ikke var nogen.

Det kan guiderne, der tager sig godt betalt for deres ydelser, hurtigt se sig sure på, da de jo hellere ser, at folk fisker med dem. Blandt den resterende del af øens befolkning er danske lystfiskere dog velsete, fordi vi bruger vores penge rundt om på hovedøen, fremfor at spærre os selv inde på en luksus lodge.

Det almindelige fisketegn giver dog kun tilladelse til at fiske i et bestemt område, der er udråbt til rekreativ zone. Den rekreative zone omfatter hovedøen og de nærmeste øer, mens områderne længere væk kræver specialtilladelse. Man kan hurtigt forestille sig at jo flere penge, der går guiderne forbi, desto hårdere bliver der slået ned hvis reglerne ikke bliver overholdt.

Jeg blev selv sejlet ud til et par øer, hvor det senere viste sig at være tvivlsomt, om jeg egentlig måtte fiske. Det gav absolut ingen problemer, men lignende situationer kan måske komme til det i fremtiden. Heldigvis er der dog rigeligt med godt fiskeri inden for den rekreative zone, så det behøver slet ikke at være et problem.

Falder snakken på fluegrej, så kan de fleste være med. Almindeligt kystflue grej i klasse 7-8 er sagen til Bonefish. Der er egentlig ikke de store krav til stangen, men hjulet skal have en god kraftig bremse, der kan tåle de lynhurtige og lange udløb.

Forfanget skal gerne være med 6-8 kilos brudstyrke og være rimelig slidstærkt Det er først og fremmest fiskeyngel, der er på menukortet, hvis man er bonefish på Los Roques, men selvfølgelig ender snegle, småkrabber og krebsdyr også deres dage i maven på fiskene.

Angående fluevalget, så betyder kosten, at det først og fremmest er yngel imitationer, der er sagen. Epoxyfluer eller simple hårvingefluer i lyse farver med lidt flash og evt. en anelse blåt eller grønt er sikre vindere.

Bonefish er dog ikke kostforagtere og kan fanges på det meste, selv overraskende store fluer. Jeg selv fik sågar fisk på en skrigende lyserød Crazy Charlie, selvom de mere diskrete kulører lod til at virke bedre.