Kystflue i sommernatten

Sommernatten har sin egen charme og natfiskeriet sin egen teori. Der er fisk at fange sommeren igennem – uanset hvor varm den bliver! Sol, sommer og sølvtøj – det er tre ting, som traditionelt ikke hører sammen.

Sol og sommer betyder varmt vand inde under land, og varmt vand betyder i regelen nul ørreder inden for rækkevidde af fluestangen! Men der er heldigvis undtagelser – mange endda – fra denne regel. Sol, sommer og sølvtøj hænger nemlig fint sammen, når blot man opsøger de rette steder på det rette tidspunkt. Så kan det sagtens lade sig gøre at komme i kontakt med den eftertragtede blanke havørred – selv midt i den varmeste sommer!

Tidevandets virkning

Tidevand, som løber ind i fjorde med en snæver munding, løber ofte ud igen med stor hast – langt hurtigere, end det løb ind. Samtidig fører det en masse fødeemner med sig. Rovfiskene samler sig ofte, hvor det udløbende vand koncentrerer fødeemnerne. De stiller sig i bagvandet nær strømkanten – præcis som laks og havørreder gør det i vandløb. I fjordområder med tilløb af store mængder ferskvand vil man ofte opleve det bedste fiskeri ved faldende vand i vinterhalvåret. Omvendt vil stigende vand ofte være det bedste i sommermånederne – i hvert fald nær fjordmundingen. Grunden skal søges i vandets temperatur og saltholdighed. Om vinteren vil havørrederne ofte falde med det ferske vand udefter, mens de omvendt bliver presset indefter af det stigende salte vand, som de ikke holder af i vinterkulden. Om sommeren vil det stigende vand i stedet være koldere – med det resultat, at ørrederne ligefrem opsøger det! Det er kombinationen af høj saltholdighed og lav vandtemperatur, der får de overvintrende havørreder til at søge indefter mod brakvand eller sågar ferskvand. Den kombination er der ingen ørreder, som trives med. Når temperaturen falder, må de derfor søge ferskere vand.

Temperatur og saltholdighed

Med stigende vandtemperatur trækker forårets ørreder ud mod mere salt og åbent vand. Her har de kun ét i hovedet ­ de store forekomster af børsteorm, krebsdyr og småfisk ude i havet. Havørrederne frådser foråret igennem i først sværmende børsteorm, siden vandrende rejer og gydende sildestimer med meget mere. Som vandtemperaturen stiger, stiger også ørredens salttolerance. Sommeren igennem jager havørreden således aktivt selv i oceanisk havvand med en saltpromille på 35. Hvor vinterhalvårets kystfiskeri ofte koncentrerer sig om lavvandede og brakke inderfjorde med ringe vandudskiftning, dér tilhører sommerens fiskeri så absolut de åbne havkyster med masser af frisk strøm og salt havvand. Herude stortrives havørrederne og vokser med eksplosionsagtig hast i det righoldige spisekammer. Men vandtemperaturen kan også blive for høj ved kysten. Når vandet nærmer sig de 20 grader, søger havørreden igen længere væk fra land ­ ud mod dybere og mere køligt vand. Det lave kystvand er imidlertid stadig meget rigt på føde. Det ved havørreden, som derfor søger ind under land i ly af mørket. Her kan den i ro og mag fouragere, indtil solen igen står op og gør vandet for varmt. Vil man derfor i kontakt med kystnære havørreder i sommervarmen, må det ske i døgnets mørkeste timer.

I dagtimerne

Råder man over båd, kan man dagen igennem kontakte havørreden på dybere vand, hvor den imidlertid oftest står og fordøjer. Og da er den jo ikke så nem at lokke til hug. Havørreden er derfor lettest at få i tale under nattens fourageringstogter ind til land ­ bedst på store fluer, der fiskes stribende i overfladen. Her har fiskene lettest ved at se dem.

I dagtimerne kan man dog også finde ørreden på steder, hvor dybt vand og frisk strøm når helt ind under land. Eller hvor stenrev skyder op fra havbunden og byder på frisk strøm og køligt vand, som presses op fra dybet. Holder man sommerferie på Bornholm, er det den klipperige nordkyst, som bør prøves. Sydsiden, der fisker godt i vinterhalvåret, er forbeholdt badegæster i sommertiden. Her er vandet lavt og varmt, og bunden flere steder sandet. Oppe nordpå er der derimod dybt og køligt vand helt inde under land – kun få meter fra klippekysten. Husk blot linekurven, når der fluefiskes fra skarpe klipper. Ellers kan det godt koste en line i ny og næ – samt flere meter af kastelængden! Eneste generelle krav til en god sommerplads er, at vandtemperaturen skal være tilpas lav. Forbløffende mange steder kan man finde eksempelvis 15 grader varmt vand, hvor vandtemperaturen ellers ligger oppe i nærheden af 20 grader helt inde i strandkanten. Opsøg altid de steder, hvor der ser ud til at være strøm af den ene eller anden art. Et vandtermometer er derfor en god ting at have med i sommerferiebagagen. Så kan man checke både badevandet og fiskevandets temperatur på samme tid!

Natfiskeriets teori

Natfiskeriet har sin egen teori, som det er godt at kende lidt til. Gør man det, forøger man helt enkelt sine fangstchancer betragteligt! Det er ganske vist mørkt om natten i sommermånederne. Alligevel er himlen altid så lys, at fiskene kan se deres bytte i silhuet mod den. Det betyder, at man skal fiske højt med sine fluer i nattetimerne. Fluer, der går lige under overfladen, vil have de bedste chancer for at blive set af jagende havørreder. Fluefiskeren bruger derfor altid en flydende line, som dels holder fluen oppe i vandet – dels selv bliver oppe i overfladen, hvor den er lettere at holde styr på i mørket.

For enden af forfanget, der ikke behøver være mere end 6 fod til natfiskeri, binder man med fordel en sort og busket silhuetflue – eksempelvis en Zonker med vinge af en strimmel kaninskind eller en Muddler med krave og hoved af hjortehår. Det er fluer, som går højt i vandet – som har en kraftig silhuet og som samtidig udsender trykbølger under vandet. Altsammen faktorer, som gør det lettere for fiskene at lokalisere fluerne. Der er ingen grund til at bruge let grej til natfiskeri. Dels fordi fiskene ikke ser så godt i natmørket – dels fordi det er rart at kunne lægge ekstra pres på, når man skal holde krogede fisk fri af eventuelle forhindringer ude i mørket.

Lyt efter fiskene

På stille aftener og nætter kan man både høre og se, om der er fisk i farvandet. I så fald vil man opleve fiskene plaske mere eller mindre højlydt i overfladen, mens de jager. En trænet fisker kan sågar artsbestemme, hvad han eller hun hører – endda med rimeligt stor sikkerhed. Torskene pjasker nemlig mere, end de plasker, og de lyder derfor mere “bløde” ude i mørket. Havørrederne derimod er hurtige fisk, hvis plasken i regelen klinger højt og tydeligt. Det er under alle omstændigheder altid spændende at lytte sig frem til fiskene i natmørket! Hører man et skarpt klingende plask inden for kastehold, kan det ikke gå hurtigt nok med at få fluen derud. Ofte belønnes man med et hug, der i natmørket føles ekstra hidsigt!