Egentlig var jeg lige kommet hjem fra en længere ferie i januar, da jeg talte med Kim i telefonen. Min vinterferie til Bali var endt helt uden fiskeri, og selv om det havde været en skøn tur, kriblede det lidt i fingrene for at komme ud at fiske. Jeg ville høre Kim, om han som vanligt skulle fiske på Belize den kommende påskeferie. Jeg søgte en revanche fra året før, hvor mit arbejde og en tur til Belize ikke havde passet godt sammen i påsken.
Men Kim havde droppet Belize dette år. Til gengæld havde han planlagt at tage til Mexico for at fiske tarpon, nærmere bestemt på øen Isla Holbox. Kim påpegede, at vi ikke kunne fiske bonefish på øen ligesom på Belize, men det var nu mindre væsentligt for mit vedkommende.
Jeg havde tidligere sloges med store tarpon i Costa Rica, og de kampe var faldet ud til fiskenes fordel. Jeg var mere end tændt på en omkamp, og denne gang ville jeg være 100 % forberedt på slagsmålet. Min bekymringer var mere af økonomisk karakter ovenpå den netop overståede ferie, men efter at forholdene var undersøgt nærmere, viste det sig at være overkommeligt. Efter konsultation med konen var sagen klar, vi måtte af sted til Mexico. Drømmene om store fisk og skrigende fluehjul, blev hurtigt til daglige forstyrrelser af nattesøvnen.
Efter at have studeret mulighederne for fiskeriet på øen via forskellige websider og film (Jim og Kelly Watt på Isla Holbox), blev vores flybilletter, transport til øen og hotelværelser (Hotel Faro Viejo) sikret i en fart. Fiskeriet efter store tarpon på havet ud for øen, så ud til at overgå det meste. Ganske vist ville slutningen af april være på kanten af sæsonen, men vi ville prøve lykken.
Fiskeriet skulle primært være efter store tarpon i nogle store huler på havet, men øen ville også kunne tilbyde os et fint fiskeri efter snook og baby tarpon på nærliggende mangrove flats. Mangrove fiskeriet kunne vi klare med vanligt klasse 8 udstyr, men til at tumle de store fisk skulle der andre boller på suppen.
En klasse 12 klinge, der havde stået et stykke tid i skabet blev monteret. En klasse 11 og et par 10'ere kom med i reserve. Specialliner (RIO Deep Sea line) til havfiskeriet blev indkøbt, og foran lå det sidste store arbejde med at binde fluer og knytte forfang. Med mindre man vælger den nemme løsning og køber sine fluer og forfang færdige, må man ikke undervurdere denne opgave, og jeg brugte mange aftener inden afrejse.
Forfangene skal bindes med største omhu for at klare det hårde fiskeri, og det er ikke helt nemt at håndtere de nødvendige kraftige shock tippets. Fluerne er såmænd ikke så vanskelige at binde, men det er tidskrævende at give alle hovederne den hårde epoxy lakering. Et par dage inden afrejse var alt fiskeudstyr imidlertid pakket og klart.
Den første morgen mødtes vi med den lokale chef guide 'Sandflea' over morgenmaden og fik aftalt fiskeriet de kommende dage. Sandflea, der går for at være den bedste guide på øen, havde selv tænkt sig at holde fri, men hans bror Darwin var klar til en uges fiskeri sammen med os. Vi pressede prisen en del, men da Sandflea var uden kunder denne uge, endte han alligevel med at slå til. Kl. 09.00 ankom Darwin med sin båd. Båden, "Set the hook", var ikke mere end en pæn stor jolle og med 40 HK på hækken, skulle vi jo nok kunne
komme frem. Bådens navn afspejlede tydeligt at det hele handlede om fiskeri, og senere fandt jeg ud af, at alle Sandfleas både var navngivet ud i tarpon fiskeriet, eksempelvis "Mr. Tarpon" og "The Silver King". Straks vi sejlede ud, konstaterede Darwin at det var for blæsende til at gå på havet.
Et øjeblik troede vi nok, at han mente det for sjov, men da vi snarligt cruisede ned langs kysten, indså vi at det var sandt. Overraskelsen kunne nok ikke helt skjules da vejret, efter vores mening, var ganske roligt. Måske ville Darwin bare ligge blødt ud med de nyankomne turister. Vi fulgte kysten, til vi kom til et lille dybt tidevands løb ind i mangroverne. Da vi drejede op af det lille løb, måtte vi nok give Darwin ret i hans vejrudsigt, det var allerede blæst en del op. Darwin foreslog,
at vi tjekkede de dybe brinker for snook i første omgang. Små gule fluer skulle være sagen, men sådanne fluer indeholdt mine æsker ikke. Da Darwin begyndte at kigge i hans egen flueæske, afslog jeg venligt tilbuddet om lån af flue og insisterede på at fiske med en af mine egne Cockroach fluer. Darwin mente, at fluen var vel stor til snookene, men heldigvis kunne jeg hurtigt bevise, at det var den ikke.
Inde under et udhængende træ, snuppede turens første fisk rask fluen, og kort efter kunne vi lande en fin lille snook. Vi fik fire snook, inden deres aktivitet pludselig holdt inde. Som et trylleslag var vandet totalt dødt. I håb om at fange flere fisk kastede vi tættere og tættere mod bredden, hvilket resulterede i en del tabte fluer i udhængende rødder og træer. Inden vi forlod det lille løb, havde jeg flere gange mistænkt Darwin for at tænke sit om sine gæster for den næste uges tid. Det varer et par timer før den første nervøsitet ligger sig, og man som gæst finder bølgelængden med guiden.
Vi lagde ikke skjul på, at det var tarpon vi var kommet efter, og Darwin mente at tidevandet passede til en lille gåtur inde i mangroven. Efter nok et kvarters sejlads ned langs kysten, lagde han båden til på et lille sand flat. Utroligt at der ikke skulle kunne findes bonefish her. Vi smed et par fluer i skjortelommen sammen lidt ekstra forfangsmateriale og vadede ind mod land. Stranden her var dækket af små knuste muslinger, og da Darwin ikke selv havde noget fodtøj på, måtte vi bære ham et stykke. Storsvedende sjappede vi ind i mangrovemudderet med vores guide under armene.
Inde bag stranden løb nogle meget små tidevandsløb gennem den mudrede og visne natur. Det var svært at forestille sig, at løbene ville indeholde nogen fisk overhovedet, men i en sådan situation må man vel stole på sin guide. Jeg fandt et udhængende træ, og lagde fluen forsigtigt ind under grenene. Det føltes som lidt af en vittighed, da løbet vel næppe var mere end fem meter bredt, men jeg fik nu kun taget to små tag i fluelinen, før et skarpt blink i vandet efterfulgt af et hårdt bank i linen, afslørede at løbet ikke var helt fisketomt.
Hver morgen startede med det flotteste rolige vand, mens solen steg op i det fjerne. I den store lagune fandt Darwin hver morgen store stimer af babytarpon til os. Fiskene cruisede rundt i kanten af åbne sandpletter. Dette fiskeri krævede enormt præcise kast, kastede vi for tæt på fiskene inde over sandet, var de øjeblikkeligt skræmte. Kastede vi derimod for langt inde over vegetationen, sad fluen straks fast i græs.
Både Kim og jeg havde nu alligevel fast fisk hver dag. Det var tydeligt bedst, eller nemmest om man vil, tidligt om morgenen. Vinden var moderat først på dagen, fiskene var nemme at spotte og alt tydede på, at de også var mest hugvillige fra morgenstunden. De største fisk vejede ikke mere end fem kilo, men de var nu også herlige fightere på en 8'er stang. Der var desværre ved at danne sig et billede af vejret. Roligt vand og vind hver morgen fra daggry, og hen af morgenerne måtte vi søge i læ inde i lagunerne. Sejladserne hjemover blev i reglen en temmelig våd omgang, da havet for det meste havde rejst sig, mens vi havde fisket i lagunerne.
Der blev sendt lange tanker til de kolde øl hjemme i baren, når vi sad tilbagelænede i båden og modtog den ene skylle havvand efter den anden. Vi måtte se det i øjnene - vejret varslede ingen bedring. Vi havde endnu ikke så meget som haft de kraftige stænger ude af rørene. Et par formiddage blev det næsten for meget med vinden ude i den store lagune, og da var det rart at være to til at skiftes på dækkes. Kim og jeg kastede henholdsvis med højre og venstre hånd, så hvis vejret drillede den ene for meget, måtte den anden i aktion. Heldigvis havde Darwin hver dag rigeligt med koldt vand med ud til at køle hoved og temperament ned med.
Et nyt kast røg ind under træet, jeg lod fluen synke en smule, tog to-tre hurtige tag, og en lille tarpon hamrede til fluen igen. Denne gang fik krogen fat, og øjeblikkeligt røg fisken ud af vandet. Den vejede næppe mere end tre kilo, men på cirka syv meter line var den svær nok at styre. Fisken ræsede opstrøms, sprang ud af vandet igen og vupti var den af krogen. Klassisk tarpon situation - to spring og fisken er væk. Lidt længere nedstrøms havde Kim også fået bid. En endnu mindre tarpon havde forgrebet sig på hans flue, og fisken var ikke større end den hurtigt gled på land.
At vores første tarpon var landet var et faktum, men størrelsen var nærmest pinlig, og denne fisk måtte være barn af en babytarpon. Babytarpon rangerer normalt mellem otte og tredive pund, og denne fisk kunne nok maksimalt holde to pund. Heldigvis skulle denne fisk også vise sig at blive blandt turens mindste.
Eftermiddagen gik slag i slag inde i mangroven, og vi fik begge landet adskillige små tarpon, da først vores modhug og fiskenes vilde bevægelser begyndte at sidde i kroppen. Da vi sejlede hjemover med en kold øl i hånden, måtte vi konstatere, at selvom vi kun havde fået fisk op til fire kilo, var dagen alligevel en hyggelig start på vores fisketur. Hjemme ventede en dukkert - sandet var blødt og hvidt - havet var dejligt varmt.
Det tydede på, at vandet lå stille hen fra morgenstunden, og de følgende dage havde vi besluttet at starte allerede kl. 05.00. Med otte timer på vandet passede det også glimrende med hjemkomst til middag. Hver morgen sad vi håbefuldt og ventede på guiden Darwin, men desværre faldt dommen tungt hver dag - det blev for blæsende til havet. Vi fiskede derfor de næste dage i nogle store laguner i modsatte ende af øen, hvilket betød en times sejlads hver vej.
Lagunerne indeholdt langt fra kun tarpon, og vi stødte jævnligt på andre fisk. Af og til kom små barracudaer tarponene i forkøbet og kastede sig hidsigt over fluerne. Kim havde også fornøjelse af en større barracuda, der straks trak hans 8'er stang i bund og stak af med cirka hundrede meter bagline inden den slap krogen.
wireforfang kunne vi sikkert have fået en del fornøjelse ud af fiskeri efter barracudaerne, men vi nøjedes med dem der tog fluen ved uheld. En særlig oplevelse fik vi, da en grouper tog Kims flue på helt lavt vand. Egentlig burde den have boet længere ude, men fiskeri er jo heldigvis ikke altid helt forudsigeligt. Den flotte fisk på cirka femten pund endte sine dage på Darwins spisebord efter en brav kamp.
Ud over en del snook, vrimlede lagunen også med shipheads og catfish, men de viste dog sjældent interesse for vore fluer. Til den sidste dag bookede vi en ekstra båd, så min kone Gitte og Kims søn Jonas kunne få oplevelsen af fiskeriet med. Sandflea besluttede selv at tage med os ud som en afslutning, og han fyldte os med lidt ekstra forventning, da han mente at vejret den kommende dag, muligvis ville give os en chance for at komme på havet efter de store tarpon.
Der hersker altid en særlig stemning på den sidste dag af en rejse, og snakken gik lystigt mens vi ventede på de to både på stranden - ville vi mon endelig komme ud på havet. Sandflea og Darwin ankom i de to både, vi smed vore grejer ombord, og til alles glæde gik kursen nu vinkelret på stranden ud over havet. Sandfleas båd var umiddelbart en del større end den vi havde sejlet i igennem ugen, men han mente at selvom det var relativt roligt vejr, kunne vi nok opleve nogen søgang, når først vi nåede fiskepladsen.
Vi sejlede ud over bølgerne i god fart, og snart var byen og kysten ude af syne. Morgensolen var fantastisk og ude i det fjerne legede et par delfiner. Pulsen steg kraftigt, mens jeg riggede min 12'er stang til, og Sandflea studerede sin medbragte GPS. Efter en lille halv times sejlads sagtnede vi farten og tog et fælles kig på flueæsken. Sandflea faldt straks for en af mine selvkomponerede fluer, en kraftig dresset blå og lilla flue, med isbjørn, marabou og en del flash i vingen. Egentlig ikke den flue jeg havde de største forventninger til, men på forfanget kom den alligevel. Vi var mindre end 500 meter fra hulen, Sandflea havde udvalgt sig, og jeg blev beordret klar på dækket. Egentlig var jeg ikke helt stolt ved situationen, da bølgerne var ikke så lave endda, og båden gyngede lystigt op og ned.
Tanken om at skulle stå oppe på dækket og kaste med en så kraftig fluestang var ikke specielt tiltalende, men jeg kryb derop, strippede hele fluelinen ud på brædderne og tænkte på, hvor mange fiskere der mon havde fået en gratis svømmetur fra samme position. Jeg prøvede at se cool ud, tog mine handsker og kasket på, og bad en stille bøn til havguderne.
Linen gav nogle tunge ryk i modsatte retning, og mine reflekser tog over i nogle sekunder. Jeg havde heldigvis et godt greb i linen, og med stangen lagt ned i retning af fisken, gav jeg nogle grove modhug indtil presset på linen voksede, og jeg lod løslinen gå. Alting går meget hurtigt i en sådan situation, men mit hoved forblev koldt, og jeg styrede forsigtigt linen for at undgå kludder, mens den hvislede ud gennem øjerne.
Linen strammede op med et tungt sug i stangen, og jeg gav yderligere et par modhug, inden tarponen røg ud af vandet godt 50 meter fra båden. Jeg nåede at sænke stangspidsen, og jeg åndede lettet op, da der igen kom pres på stangen - fisken var tilsyneladende kroget fornuftigt. Fisken gik nu dybere i vandet, og jeg ville ned fra dækket hurtigst muligt.
Jeg kom dog hurtigere ned end beregnet, for da jeg satte den første fod i bunden af båden gled den i noget vand, og jeg fortsatte på hovedet ned i bunden. Egentlig var faldet uden store dramatik, for jeg tænkte kun på hvad der foregik i den anden ende af linen, og at linen for en hver pris skulle holdes stram.
Da jeg havde fået kasketten sat på plads igen og sad trygt plantet på dækket, var det skønt at mærke den stærke fisk mod stangen. Jeg strammede bremsen en smule og lagde godt med pres på fisken. Det syntes den imidlertid ikke om, straks var den i overfladen og ruske med hovedet, og da det ikke hjalp strøg den yderligere cirka 50 meter væk fra os, mens hjulet sang sødt for os. Nu startede et velkendt tovtrækkeri, og det næste kvarters tid var hårdt arbejde med at genvinde linen tilbage på hjulet. Fisken gik dybt og roligt, men blev presset for stærkt tog den straks et lille udløb igen. Jeg havde imidlertid fået overtaget, og vinklen mellem linen og havet blev forsat større, indtil fisken endelig var lige under båden. Der var dog ganske dybt, og de næste ti minutter var stangspidsen mere under vandet end over. Endelig kom den mørke synkende spids op fra dybet, og kort efter så vi det første store lysglimt, da fisken væltede godt seks meter under os.
Gitte indså alvoren af det hele og udbrød spontant: "Hold kæft hvor er den stor!". Sandflea var klar med gaffen, og tarponen nærmede sig stødt og roligt overfladen. Ved første landingsforsøg blev fisken forståeligt panikslagen, og jeg måtte nok en gang pumpe den op fra bunden. Denne gang lykkedes det, og med en sikker bevægelse gled fisken ombord.
Et stort øjeblik - Gitte knipsede løs med kameraet - fluen sad solidt i underkæben af fisken, og krogen måtte vrides ud med en tang. Sandflea skød hurtigt fisken til 70 pund, og efter et obligatorisk guide/ fisker foto, satte han forsigtigt tarponen tilbage i havet. En heftig oplevelse og endelig var det mig, der løb af med sejren over en stor tarpon. Da adrenalinen langsomt sivede væk, tænkte jeg på at fisken faktisk slet ikke var blandt de helt store fisk derude, men det kunne nu ikke slå mange skår i min glæde.
Turen var reddet for mit vedkommende, og efter en kølig sodavand spejdede vi videre efter store fisk. Vi fik nu ikke kontakt med flere store tarpon på turen. Vi så flere stimer rulle, men de var for langt væk fra os. Inden vinden tvang os mod land igen, nød vi synet af en kæmpe havskildpadde, der roligt betragtede os fra sikker afstand. Sandsynligvis var den på vej mod Isla Holbox for at lægge sine æg, som en sæsonens første.
Resten af den sidste dag gik med fiskeri i mangroverne og udveksling af fiskehistorier fra to vidt forskellige dele af verden. Jeg kunne berette om laks i elvene og gedder i søerne, mens Sandflea underholdt os med historier om sailfish på flue, og om dage hvor fiskeriet efter de store tarpon havde været næsten overnaturligt. Engang havde to af hans kunder kroget over 80 tarpon over 100 pund på en uge. Mens vi sejlede hjemover, besluttede jeg i mit stille sind, at turen til Isla Holbox ikke skulle blive en engangsforestilling. Da min kone Gitte bifaldt ideen om en gentagelse, var der kun hjemturen og kolde Danmark at bekymre sig om.
Øen ligger nord for Yucatan Halvøen, men man skal have det store verdenskort fremme for at se den. Øen er ikke mere end små fyrre kilometer lang, og mindre end fem kilometer bred på det bredeste sted. Der findes kun en enkelt by (Holbox) på øen, og største del af øen er et ubeboet reservat. Reservatet består af store laguner og mangrover, og det er forbudt at gå i land nogen steder i dette område. Denne fredning er opstået på grund af havskildpadder og flamingoer.
Gennem hele sommeren er området yngleplads for begge dyr, og lokale kræfter gør hvad de kan for at bevare dette enestående dyreliv. Mexicanerne har forstået, at der er bedre økonomi i turisme end i skildpadde æg, og i sæsonen arrangeres der mange guidede ture, hvor gæsterne får set både skildpadder, flamingoer, pelikaner og delfiner. Øen huser virkelig et rigt dyreliv.
Et andet tiltag for at bevare økosystemet er bilismen. Der er få biler på øen, faktisk kun nogle få lastvogne til tungere transport, ellers er de mest udbredte transportmidler cykler eller eldrevne golfvogne. Som turist er det nemmest at komme til Isla Holbox ved at flyve til Cancun.
Herfra er der mellem to og tre timers kørsel til den lille by Chiquila, hvorfra en lille færge sejler til Holbox tre gange dagligt. Hvis man ikke holder af naturen, fiskeriet eller den fredelige atmosfære, er der ikke meget at gøre på øen. Der ligger nogle ganske få små hoteller langs stranden, og der er meget få shopping muligheder i den lille by. Selv om øen ligger i den mest velhavende region i Mexico, er der stadig trange kår, og turismen blomstrer kun i nogle få måneder om året. Hvis man som turist ønsker fest og ballade bør man blive i Cancun.
Selv turen til Isla Holbox skulle vise sig at blive lang. Der var en billet i underskud da vi bookede, så jeg startede turen med at vente fem timer på de andre i Amsterdam. Herfra var der ca. tolv timers flyvning til Havanna, hvorfra vi fløj til Cancun efter to timers venten. Vi var allerede noget forsinkede og gruede for, om vores lille båd ville være klar i Chiquila til at sejle os til øen.
Vores chauffør tog pænt imod os og lovede, at hans kontor nok skulle ringe og forklare vores forsinkelse. Af sted gik det ud i 'no where'. Vejen var fyldt med bump, og syv trætte danskere raslede af sted gennem mørket med trætte ansigter. Endelig nåede vi frem til Chiquila, men gode gamle Murphy stod os bi - der var ikke skyggen af nogen båd i den lille havn, og de to søvnige mænd på havnen havde ikke set nogen båd hverken ankomme eller sejle igen.
Vi ville ringe til hotellet, men vi fandt hurtigt ud af, at der ikke var nogen telefon i byen. Chaufførens mobiltelefon var udenfor dækning, og vores humør var ved at være temmelig slidte. Hotellet var tydeligvis ikke blevet informeret om vores forsinkelse…
Som eneste i selskabet kan min kone Gitte en smule spansk, så vi fik kontakt med en lokal politibetjent, og selv om klokken var ved at være et om natten, forsøgte han velvilligt at få kontakt med det lokale politi ude på øen. Efter en halv times tid kunne han bekræfte, at en båd ville hente os, og efter nok en times venten smed vi vores bagage ned i den store jolle og sejlede ud mod Isla Holbox.
Humøret steg et par grader, da vi strøg ud over havet og mærkede den friske havluft i ansigtet. Det var fuldmåne og tæt på havblik. Efter et kvarters sejlads kunne vi skimte konturer af øen, og da hotellet lå på den anden side af øen, fik vi en flot rundtur omkring den. Det var ved at gå op for os, at vi befandt os i Bounty land, og at den lange tur var ved at få en ende.
Efter omkring tredive timers transport kunne vi slæbe bagage og fiskegrej i land. Ind på vore værelser, af med tøjet, i seng og drømme om de ti fiskedage der lå forude.
scandicAngler.com er ikke et kommercielt site. De beskedne indtægter der er bliver udelukkende anvendt til drift og udvikling af scandicAngler.com.
Copyright© 1998-2011 scandicAngler.com
Alt materialle er underlagt loven om ophavsret