Efter at have hørt om Rio Lagartos fra en god ven, havde jeg sidste år endelig fornøjelsen at komme af sted sammen med fiskeskribenten Pedro, der er kendt for sine utallige fiskehistorier fra nær og fjern. I 10 dage oplevede vi noget af verdens bedste tarpon fiskeri en fluefisker kan opleve.
Aldrig havde nogen af os set så mange tarpon på så lille et område. Der var ikke blot mange tarpon, de var også mere end villige til at tage fluen. På utallige ture, til bl.a. Belize, har jeg oplevet dage med masser af tarpon, blot med det store men, at de overhovedet ikke ville tage fluen. Fiskepresset har disse steder været for højt i alt for lang tid. Dette er ikke tilfældet med Rio Lagartos.
Her er ingen turisme og slet ingen fisketurisme, og blot ganske få af indbyggerne taler og forstår engelsk, hvilket i sig selv er en hæmsko for turisme. Byen lever af at fange hummere og blæksprutter. Den tjener godt på dette erhverv, så turisme er ikke nogen nødvendighed. Forholdene til reel turisme er heller ikke til stede. Her er ingen hvide strande, ingen hoteller eller barer, selv bank og posthus er ikke eksisterende, og bussen kommer kun forbi en gang om dagen.
Hvad stedet måtte mangle af faciliteter har stedet til fulde, når det gælder fiskeri efter tarpon. Her er tale om en lille hemmelig perle, som sikkert nogle år frem kommer til at forblive sådan indtil den dag kommer, hvor pengestærke kræfter får bygget en lodge og stedet bliver annonceret for det det er; et paradis for tarpon fiskere.
Sker det som jeg kan frygte, så vil fiskeriet være fantastisk et par sæsoner endnu, hvorefter det går i sig selv igen. Denne skæbne overgik Isla Holbox, som i dag lider af alt for mange fiskere i den meget korte fiskesæson.
Når man rejser så langt som til Mexico skal der ske små eller store uheld. Denne tur blev ingen undtagelse.
Turen som Salmon Fly arrangerede i samarbejde med Gate Eleven var beregnet til blot 6 deltagere. To fødsler og en fyring gjorde, at deltagerantallet i løbet af foråret skrumpede og voksede. En uheldig situation når man ved, at det at skaffe flybilletter til den rigtige pris, bliver sværere jo tættere man kommer sommeren. 14 dage før afrejse var det så en realitet, at vi blev 5 personer.
Fire af os skulle rejse med British Airways og en med KLM, ja flybilletter hænger ikke på træerne efter 11. september katastrofen. Med en meget tidlig afgang fra Kastrup holdt taxien foran hoveddøren 20 min. i fem. Chaufføren var meget behjælpelig med min bagage, faktisk lidt for meget, for da vi ankom til lufthavnen og bagagerummet blev åbnet, kunne jeg konstatere at mit transport rør med 8 fluestænger stadig stod foran min hoveddør.
Klokken var nu fem som aftalt som mødetidspunkt. Der var ingen anden udvej end at vende om og køre tilbage. Chaufføren havde lige mødt og bilen var ikke blevet tanket op, så for at komme frem uden motorstop måtte der tankes. Ikke just opmuntrende når man er i tidsnød. Stangrøret stod stadig foran opgangen og alle flybilletterne var stadig i min bæltetaske. Tre meget nervøse deltagere trippede i køen foran British Airways og aldrig har jeg set nogen blive så glad for at se mig - ikke en gang min kone, da vi var nyforlovede.
Det var lidt af en uheldig situation, men vi var stadig i god tid. Det viste sig senere, at en anden deltager havde en ide om, at han havde glemt passet og derfor også måtte vende om i taxien, det var dog falsk alarm. Vi var alle forberedte på det værste en lystfisker kan komme ud for, nemlig at hans fiskeudstyr ikke kommer frem til tiden. Derfor havde vi alle to fluestænger samt hjul, line, fluer og andet tilbehør som håndbagage, men der var stadig væddemål i gang om, hvorvidt bagagen kom frem til tiden, for der var ikke alt for megen tid i lufthavnen i London. Det viste sig dog ret hurtigt, at dette ikke kom til at holde stik.
Vi fik masser af tid i Londons lufthavn, faktisk så meget at vi mistede vor forbindelse fra USA til Mexico. British Airways havde mangel på fly, og de havde i sidste øjeblik leaset Air Atlantic til at flyve ruten til Miami. Det skete dog med 3 timers forsinkelse. Underholdning over dammen ville der ikke blive noget af, da vi ikke havde nået at skaffe det og her midt i myldretiden var der heller ikke nogen tilladelse til at lette.
Da maskinen endelig lettede kunne vi regne ud, at hvis maskinen ikke fløj hurtigere end beregnet ville det blive mere end svært for os at nå vor forbindelse.
Tingene kan selvfølgelig også gå den anden vej, og vi ankom senere end beregnet. Vi krydsede alle fingre for at der ville være en senere afgang til Cancun. Det var dog den sidste afgang, som vi havde mistet, og vores sidste deltager, som var fløjet med KLM stod nu i Cancun lufthavn og ventede på os. Jeg har normalt ikke meget tilovers for det stykke legetøj, der kaldes for mobiltelefon, men for en gang skyld viste den sig at være berettiget til det den er konstrueret til – nødsituationer.
Via en SMS havde vi varskoet Thomas, at vi evt. ville blive forsinket. I Miami kunne vi så komme i kontakt med ham og aftale nærmere, da vi var nødsaget til at overnatte i lufthavnens hotel. Der var arrangeret transport fra Cancun, og den kunne Thomas selvfølgelig benytte sig af, men der var også behov for at arrangere transport til os dagen efter, hvilket Thomas gjorde med bravur.
Vi havde stadig ingen ide om hvorvidt vor bagage var ankommet til Miami, da den som noget nyt bliver i transit og derefter sendt til slutdestinationen. Da vi næste morgen checker ind viser det sig, at bagagen har fulgt os hele vejen. Turen ud af Cancuns lufthavn gik smertefrit, ja selv Knud som ellers blev stoppet og visiteret ved hver eneste checkpoint slap ved toldkontrollen, Udenfor stod vores chauffør og ventede på os. Med 3 timers kørsel tilbage begyndte vi nu alle at glæde os til de næste 10 dage.
Vi ankom ved middagstid og havde kun lige pakket ud, da Thomas kom tilbage fra morgenfiskeriet med et kæmpe smil over hele ansigtet. Thomas havde haft en af de helt store tarpon på krogen. Den blev ikke hængende, men springene fra den vældige tarpon, havde været tilstrækkelig til at gøre Thomas en meget glad mand. Har man først en gang oplevet en stor tarpon forlade vandet i et spring, brænder det sig ind på nethinden. Det giver et sus i kroppen, som jeg nødigt vil undvære.
Vi var alle meget forhippet på at kunne komme ud den eftermiddag, og Diego vor chefguide ville gøre sit til, at der blev skaffet guider til os fire. Det var en forholdsvis blæsende eftermiddag, da vi sejlede fra byen på vej ud til babytarpon-mangroven. Selv om der var gået et år siden sidst, kunne jeg godt se at der var sket nogle forandringer. Den store orkan som ramte Yucatan Halvøen sidste år i september havde gjort store skader på træerne. Næsten alle var uden et eneste blad og så døende ud. Tidevandet var på sit laveste, hvilket ikke gjorde synet bedre, nu hvor alle rødderne stod frit over vandet. Vi sejlede ind i en lille vig, der sidste år havde været fyldt med tarpon.
Ikke en eneste var at syne. Vandet virkede som om alt liv var forsvundet. Jeg nævnte ikke min begyndende pessimisme til Morten, som jeg fiskede sammen med. Efter at have staget mere end en time uden at se tarpon, begyndte jeg at blive noget nervøs. Havde orkanen sidste år fået fiskene til helt at forsvinde fra området? Idet vi møder Knud og Lars ude på vandet får Lars en tarpon på. Den springer voldsomt rundt om båden indtil den slår sig løs af krogen. Der er tarpon i denne vig. Lars og Knuds guide, Diego peger flere gange rundt om båden hvilket indikerer, at der er tarpon.
Flere gange ser vi kølbølger efter tarpon i det lave vand. Jeg havde sat mig for, at Morten skulle have lov til at fiske, indtil han også fik kroget sin første tarpon. Da det endelig skete, blev den fightet efter alle kunstens regler, desværre var der ikke meget krudt i den i forhold til dens størrelse. Men hvad gør det, når det nu er ens første tarpon og den kommer op i båden. Morten var yderst tilfreds kunne jeg se på hans smil, og vi aftalte ikke at sige noget til de andre, før vi kom hjem og fik vist dem billederne, der blev taget med det nyerhvervede digitalkamera.
Første rigtige fiskedøgn startede helt perfekt med næsten ingen vind. Kl.6.00 satte vi kursen ud til den flat, hvor de store tarpon opholder sig. Vi havde kun lige slukket motoren, da de første tarpon viste sig i overfladen. Med sidste års erfaringer i tankerne var det med skælvende knæ, at fluen blev lagt ud i de retninger, hvor tarpon viste sig. En stor tarpon ryger ud af vandet ved nabobåden med Knud og Lars.
Lars har kroget sin første store tarpon. Desværre for Lars bliver kampen kort. I et spring mistes kontakten og kun et halvt forfang kommer med ind. Knuden til shocktippeten var blot en stor guirlande. Kort efter er det min tur til at miste en stor tarpon. Jeg mente ellers, at jeg havde alt under kontrol, men et spring på meget lang afstand afgjorde udslaget, og forfanget var knækket midt over. Tarponen har sikkert landet på et strakt forfang, hvilket ikke er til at forhindre, hvis man har meget line ude. Man kan desværre ikke kontrollere noget som helst, da vandpresset på linen er større end det fisken yder.
Med sidste års succes i tankerne var jeg klar over, at det kun drejede sig om kort tid, før en af os ville få en tarpon op i båden. Det skulle vise sig, at jeg blev den første. En flot fisk omkring de 35kg. kom op i båden efter små 45 min. Fisken var kroget i overlæben, og den var næsten ikke til at få ud af balance. Mens jeg fightede min tarpon, havde Lars igen fået en på. Denne gang gik det bedre. Tarponen måtte give sig og kom op i båden til fotografering. Den var ikke helt så stor, som den første han havde på, men en fin fisk omkring de 30 kg., så vidt jeg kunne bedømme. Også Morten og Thomas havde haft deres tarpon på. Desværre blev ingen af dem hængende ret længe.
Omkring kl. 9.00 dør fiskeriet hen, noget vi også oplevede året før. Om det skyldes de mange både, som passerer forbi, vores tilstedeværelse, eller blot den kendsgerning, at tarpon mest er nat-aktive vides ikke. Babytarpon var stadig på jagt tæt ved mangroven, og vi besluttede os for at prøve lykken der. Hvad der her manglede af vand og fisk den første eftermiddag, det var der rigeligt af denne formiddag. Der var højvande og tarponen viste sig overalt ved at rulle i overfladen. Hvor mange tarpon, der blev landet og mistet vides ikke, men det var ikke få. Efter endt fiskeri var alle deltagerne helt oppe i højeste gear.
Chefguiden Diego talte meget om, at det kunne være en ide at lade de store tarpons i fred, men da vejret næste morgen var endnu bedre og helt uden vind, mente jeg, at det måtte være bedre at udnytte situationen, og så lade dem være i fred, når vindforholdene var mindre gunstige. Det skulle vise sig at være en god disposition. Igen var vi blot kommet til destinationen, før de første tarpon viste sig i overfladen.
De havde samlet sig til en stor flok, som nu var på vej over til de to både med henholdsvis Lars/ Knud og Morten/ Thomas. Begge både får fisk på med det samme, og begge fisk er meget store. Diego forsøger at nærme sig flokken flere gange, men uden held. Fiskene svømmer enten for hurtigt til,at vi kan komme op på siden af dem, eller de forsvinder ned i dybet. Efter 2½ time er begge både stadig i gang med at fighte fisk. Vi nærmer os båden, hvor Thomas kæmper hårdt for at få kontrol over sin store tarpon. Diego forklarer, at Guiden er blevet opereret i hjertet og derfor skal have hjælp med landingen. Diego hopper over i den anden båd, og de to guider skifter båd.
En gaf som jeg har fået fremstillet i Danmark, netop til fastholdelse af tarpon, kommer med over i båden. Ved første forsøg ser det ud til, at tarponen er på vej op i båden, men et kraftigt slag med halen gør det umuligt for Diego at fastholde den i gaffen, og det 8mm. tykke rustfrie massive stål, som gaffen fremstillet af giver efter og retter sig ud. Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at nogen fisk kunne rette en gaf i den tykkelse ud. Diego retter på bedste beskub gaffen tilbage til dens oprindelige form og forsøger en gang til. Denne gang lykkedes det og hvilket syn.
Tarponen er på mindst 60 kg.. Det er svært at beregne så store fisk uden at man både måler længde og omkreds, men mon ikke Diegos udsagn holdt stik. Thomas var nu verdens lykkeligste mand, og mens Diego fik sat nyt liv i tarponen tog Thomas sig en tiltrængt dukket.
Knud var stadig i gang med sin livs fight, mens vi så til fra sidelinien. Kampen havde nu varet over 3 timer, og det så ud til at fisken var klar til landing. Guiden fik overrakt vor gaf, hvilket skulle vise sig at være skæbnesvangert. Tarponens sidste kræfter fik stangen til at knække, og både Knud og guiden havde nu travlt med at få fisken op i båden. I stedet for at føre fisken hen til gaffen rakte han ud med gaffen og fik flere gange ramt tarponen i gællerne, hvilket fik den til at bløde kraftigt.
Det var ikke særligt professionelt gjort af guiden, og fisken kom op i båden stærkt blødende.Tarponen var enorm! Med sine 70-75kg. blev det den største tarpon, vi så på turen. At den ikke ville overleve genudsætningen, var vi danskere alle enige om, men der blev dog gjort et forsøg. Der blev bundet et reb gennem munden og motoren blev tændt. Tarponen holdt rigtigt nok op med at bløde, men der var ikke meget liv i den.
Efter et kvarter eller tyve minutter blev rebet pludseligt slapt, knuden havde løsnet sig og tarponen var forsvundet. Nu kunne vi ikke hjælpe den mere, og det var op til guderne at redde den, hvis det kunne lade sig gøre. Knud var helt færdig efter den præstation. To liter vand blev på et øjeblik kørt ned i halsen og armene trængte til at få ro.
Der gik faktisk 3 dage før den ene arm var nogenlunde i orden. Knud var ovenud glad for, at han havde fået lov at opleve en fight med så stor en fisk, men gjorde samtidigt opmærksom på at ambitionsniveauet var nået. Herefter fik Lars lov at fiske, når det gjaldt de store tarpon.
De næste par dage var vejret mere ugunstigt om morgenen, og bådene vuggede for meget i bølgerne til at man kunne stå fast. Samtidigt blev det meget svært at se, når en tarpon brød overfladen. Man kan selvfølgelig fiske blindt, men havet er som bekendt stort, og det virker helt uoverskueligt at skulle fiske på må og få. Fiskeriet efter babytarpon, som slet ikke er så små endda, var forrygende.
Trods det ugunstige tidevand kunne vi hver morgen finde masser af tarpon, som forlod mangroven for at finde føde lidt længere ude. Morten og Thomas formåede at lande adskillelige tarpons, som helt af sig selv sprang op i båden. Efter at de var blevet kroget, var der 3 tarpon hvoraf den største på 12lb., af egen fri vilje sprang op i båden uden overhovedet at være kroget. Man må sige, at de var kommet rigeligt tæt på mangroven for at noget sådant kan lade sig gøre.
Efter en del dage med for megen vind løjede den en lille smule af, og den drejede sig samtidigt, så det var muligt at komme ud på de dybere flats. En lidt kikset dag, hvor guiderne havde misforstået et budskab om hvorvidt man kunne fange jacks, endte med at vi var på vej ud til et gammelt vrag. Både Knud, Lars og undertegnede syntes ikke om ideen, og vi valgte at sejle tilbage for at fiske tarpon.
Problemet var bare, at vi havde brugt alt for megen tid på at sejle, så da vi endelig nåede frem til tarpon flaten var klokken blevet for mange. Heldet tilsmilede mig trods alt, da en flok tarpon pludseligt viste sig i overfladen på vej hen til båden. At jeg så skulle kroge en af de mindre i flokken er en helt anden sag, men efter godt et kvarters fight kom en tarpon på ca. 20 kg. op i båden. Fisken var i fin kondition og der skulle ikke meget hjælp til før den igen svømmede ud i friheden.
Knud og Lars havde ikke set noget og var nu på vej ud til mangroven. Jeg syntes sejltiden var for lang på denne tid på dagen, så vi besluttede os for, om vi ikke kunne finde nogen tarpon på nogle af de lokaliteter, hvor frisk kildevand strømmer ud fra havbunden.
På det første GPS punkt var der pludselig Cobia rundt om båden. Vi drev kraftigt, men havde nogle fine kast til dem. Fluen var de interesseret i, men ikke mere end at de blot fulgte den helt ind til båden.
Der blev skiftet flittigt mellem forskellige fluer, men lige meget hjalp det. Små jacks yndede fluen, men Cobia fortsatte med blot at følge fluen. Uanset mine anstrengelser var det umuligt at lokke Cobia til bid. Måske næste år når der er lavet lidt research. Med blot et par dage tilbage at fiske i, håbede alle at vejret ville være med os. Det er absolut en nødvendighed med fladt vand, hvis man skal kunne se tarponen jage i overfladen.
Trods den lette brise, satsede vi på, at vandet var tilstrækkeligt fladt. Vinden kom mere fra sydøst end øst, hvilket gjorde at betingelserne var tilstede. Knud og Lars var af en anden mening og var allerede på vej hen til mangroven. Morten, Thomas og undertegnede var en smule mere optimistiske.
Morten havde endnu ikke fået sin tarpon op i båden, trods mange fine tilbud. Nu skulle det være. Så snart vi var kommet til GPS punktet viste tarponen sig i overfladen. Begge både lå tæt op ad hinanden, så en af os ville med sikkerhed få kontakt. Trods en hektisk aktivitet rundt om bådene de næste timer, fik vi ikke en eneste op i båden, jeg krogede hele fire tarpon, Morten hele fem, uden at en eneste blev hængende mere en 4-5 minutter, før enten krogen gik løs eller forfanget sprang.
Man kan sagtens have en fin fiskedag trods kun mistede fisk - denne dag var præcis en sådan. På sidstedagen var det knald eller fald for Morten. Ville han få sit billede med tarpon i båden? Thomas var desværre blevet syg i maven, og Morten havde hele båden for sig selv. Desværre var der kommet et par amerikanske fluefiskere til, og vi var nu hele 5 både på flaten. Det gjorde heller ikke fiskeriet nemmere, at hele fiskerflåden fra Rio lagartos skulle passere vores flat den morgen.
Fiskene trak hurtigt ned i dybet og chancerne var små. Min første og eneste chance bommede jeg ved at forfanget sprang i allerførste spring. Morten var lidt heldigere. Hans tarpon var kroget, men havde ikke vist sig overhovedet.
Normalt springer den ud af vandet når krogen sættes, men det var ikke tilfældet med denne tarpon. Efter en halv time viste den sig endelig i et stort spring, Vi andre kunne blot se til, fiskene var forsvundet og vi besluttede os for at sejle ned til mangroven for allersidste gang. Om det var tidevandet, vores tilstedeværelse i 10 dage, eller en helt anden faktor er svær at spå om. Vi var enige om, at fiskene var blevet en hel del mere nervøse, og at det var sværere at komme på tæt hold.
Trods utallige krogninger kom ikke en eneste op til fotografering i min båd, og det var ikke meget bedre i Knud og Lars båd. Vi sluttede forholdsvis tidligt og kunne nu spændt vente på at høre Mortens historie. Var det endelig lykkedes for ham? Han så noget selvtilfreds ud oppe på balkonen og med rette. Efter 2½ time var tarponen klar til landing, og guiden havde fået et godt greb i fisken første gang. En flot tarpon omkring de 45-50 kg. ifølge Morten.
Sidste aften blev fejret med maner, da alle havde fået store tarpon og masser af babytarpon. Anslået blev der landet omkring 200. Dertil kan der så ganges med 3 eller 4 for at få en ide om, hvor mange der har været på krogen.
Diego gav middag med hummer og blæksprutte. Til desserten en lækker gammel rom. En bedre afslutning kunne vi ikke forlange. Hjemturen foregik fuldstændigt gnidningsløst uden forsinkelser. Morten måtte godt nok vente et par dage med at få sine stænger, de var ikke kommet med, enten fra Cancun, Miami eller London, men det er ved at være mere reglen end undtagelsen, så vi må ikke klage.
Har du mod på at prøve tarponfiskeri, så vil vi igen til næste år arrangere tur til Rio Lagartos. Der er ganske få pladser tilbage, så du skal være hurtig, da der kun vil være plads til 6 personer.
scandicAngler.com er ikke et kommercielt site. De beskedne indtægter der er bliver udelukkende anvendt til drift og udvikling af scandicAngler.com.
Copyright© 1998-2011 scandicAngler.com
Alt materialle er underlagt loven om ophavsret