Share |

Rio Piratos tarpon

Nu er der gået tre timer. Stilheden har sænket sig. Der er absolut ingen tegn på, at denne tarpon giver op...

Endnu et år er gået, og på femte år står jeg længselsfuldt ved kajen og spejder ud over lagunen. Jeg forsøger at bedømme vinden og dens retning, selv om jeg inderst inde godt ved, at der ingen vind er. Det er i øvrigt uden betydning, for når solen står op om en lille halv time kan tingene nå at ændre sig. Jeg tænker tilbage på foregående år, både de gode som dårlige stunder, men jeg bliver enig med mig selv om, at hvis vejret bare arter sig nogenlunde som denne morgen under hele vort ophold, kan turen ikke blive andet end en succes.

Rio Piratos
© scandicangler.com Kim Rasmussen

Min lille perle som jeg kalder mit tarpon spot i den mexicanske golf, har gennem årene svinget fra at være helt fantastisk, til at være den rene elendighed. Ene og alene på grund af vejret. I år skulle det vise sig at ende med at blive en af de bedste ture til Rio Piratos, hjemsted for saltvandskrokodiller, flamingoer og tusindvis af tarpon. Sagte glider fiskerbåden forbi kajen i det svage morgenlys. Båden er monteret med en rig af bambus, som gør den i stand til at fiske effektivt efter blæksprutter. Det er nemlig højsæson for blækspruttefiskeri. Det rigtige vejr Denne turens første morgen starter som alle morgener i Rio Piratos. Gaderne fejes, nu hvor natten har kølet luften ned til en fornuftig arbejdstemperatur. Fiskerne gør klar til endnu

Rio Piratos
© scandicangler.com Peter Lyngby

en dag på havet, og fire håbefulde fluefiskere står klar og afventer, at guiderne Carlos og Diego ankommer via vandvejen med morgenkaffe og en køleboks fyldt med frokost og drikkevarer. Vi har tyve minutters sejlads ud til en flat, som gennem årene har givet os mange tarpon. En cirka otte hundrede kvadratmeter stor forhøjning af havbunden med tre til fire meters dybde. Her trækker fiskene at trækker fiskene ind for at jage sardiner. Det blanke vand og den opgående sol giver en helt speciel stemning. Vi ved at vandoverfladen når som helst kan blive brudt af rygfinnen på en jagende tarpon, eller af en havskildpadde som har brug for ny luft. Selv guider med mange års erfaring bliver en gang imellem snydt af havskildpaddens plask, når den igen søger ned til bunden for at spise af havbundens vegetation.

waterworks og sage
© scandicangler.com Peter Lyngby

På havet bevæger lyd sig upåvirket gennem luften, og en hvilken som helst lyd registreres og følges med øjnene. Selv de brune delfiner, som jager i horisonten, kan høres når luften forlader deres åndehuller. Vore to både ligger med tre hundrede meters afstand, men afstanden forhindrer os ikke i at fornemme en fælles spænding i bådene. Vi ligger blot og venter på, at de første tarpon skal bryde overfladen. Flere hundrede meter fra bådene viser der sig et eller andet. Det er ikke nogen skildpadde eller delfin. Denne rolige bevægelse hvor først en rygfinne og dernæst en halefinne bryder vandspejlet på. Kun en tarpon af en vis størrelse formår på så majestætisk vis at bryde overfladen. Spillet er i gang. Gentleman Som den gentleman jeg er, så starter jeg for at vise hvordan det skal gøres. Min makker Søren har aldrig fisket tarpon før. Diego starter sagte elmotoren. Vandet er spejlblankt, ingen vind rør sig, og der er absolut ingen tegn på understrøm. Da vi kommer tættere på , kan vi se at flere tarpon roligt afsøger området for bytte. Vi slukker elmotoren i god tid, så eventuelle lyde ikke skal forstyrre dem i deres forehavende. Vi ligger og venter på, at de kommer tæt nok på båden til, at jeg kan kaste til dem. Så snart en fisk viser sig i overfladen starter jeg med at kaste. Erfaringen fortæller mig, at kun hver tyvende

Rio Piratos
© scandicangler.com Kim Rasmussen

tarpon viser sig i overfladen, de andre nitten befinder sig et sted mellem bunden og overfladen. De største holder sig gerne nede ved bunden, så det er ret enkelt, når der skal vælges flueline. Vi bruger firehundrede grains tropiske synkeliner monteret med trehundrede meter bagline. Den styrer mod bunden så vi kan være sikre på at præsentere fluen optimalt. Mit valg af flue er ret enkelt. Utallige tarpons er faldet for min blå/hvide fiskeimitation, men da ti tarpons blot følger med helt ind under båden, må jeg med rystende hænder skifte flue. Tarpons er ikke kræsne, så et eller andet er ikke som det skal være, og der er ikke tid til at eksperimentere videre med samme flue. Næste kig i æsken falder på en Black Death, en klassisk tarpon flue i sort og rødt. Flere tarpon følger stadig med, men et brat stop i fluen og en blank bredside tyve meter fra båden ændrer sagen. Jeg lægger an til modhug, som foregår ved at trække med alle kræfter i linen. Selv om stangen er en klasse 12, så har det absolut ingen effekt at forsøge sig med at sætte krogen med stangen. Jeg trækker i linen og bliver ved indtil fisken med raketfart forlader vandet med raslende gæller. Dette første spring er for mig det ultimative ved tarponfiskeri. Dette meterhøje spring giver gåsehud over hele kroppen, selv her i tredive graders varme. Hvis tarpon stadig er kroget efter første spring er resten kun hårdt arbejde.

Rio Piratos
© scandicangler.com Kim Rasmussen

En fyrre til halvtreds kilos tarpon er ikke noget man lander på blot fem minutter, men man kan angribe det på flere måder. Min erfaring siger, at tarpon bør få lov at bestemme til at starte med. Jeg kan alligevel intet stille op mod de stærke kræfter. Jo mere energi der kan tappes ud af fisken i starten, desto bedre og hurtigere kan den landes. Men man skal også være opmærksom på, at man selv bliver godt og grundigt tappet for kræfter. Denne tarpon opfører sig som de fleste, den stiller sig roligt nede ved bunden, og når den bliver presset til det yderste, så forlader den vandet i et mægtigt spring. Springene bliver mindre for hver gang, og til sidst er det nærmest blot hovedet der stikker op. Problemet for mig er nu, at jeg har alt for megen bagline ude. De tohundrede meter som er ude, er nu på vej over til båden med Lars og Claus. Lars fanger uheldigvis min bagline og minuttet efter vil min tarpon ikke længere lege med. Tre kvarter er gået og anstrengelserne kan tydeligt ses. Jeg er gennemvåd af sved.

Rio Piratos
© scandicangler.com Kim Rasmussen

Nu er det Sørens tur. Søren har også skiftet sin flue ud med en Black Death, og første gang chancen er der, kroger Søren sin første tarpon. Tarponen er imponerende stor, og forlader vandspejlet med nogle imponerende spring. Hvorvidt jeg ikke lagde kræfter nok i min fight, eller om min tarpon var større vides ikke, men et kvarter er hvad Søren har afset af tid til fight. Efter en halv time, er fisken faktisk ganske rolig. Den holder sig tæt til båden og trækker os rundt på vandet som den har lyst. Søren lægger stadig masser af energi i, og jeg får tjansen som vandbærer. Efter en time er Søren stadig frisk, det samme er fisken. Den forholder sig forholdsvis roligt nede ved bunden og trækker os stadig rundt i manegen. Efter to timer viser tarponen tegn på, at kræfterne er ved at slippe op. Søren kan en gang imellem presse den op til overfladen, men desværre indtager den der også en del luft, som giver den fornyede kræfter. Søren snapper også efter vejret, med det ser ikke ud til at det hjælper så meget på ham.

Rio Piratos
© scandicangler.com Kim Rasmussen

Nu er der gået tre timer. Både Diego og jeg er holdt op med at give gode råd. Stilheden har sænket sig. Der er absolut ingen tegn på, at tarponen giver op foreløbig. Den eneste som viser svaghedstegn er Søren, som er begyndt at finde egnede metoder, hvorpå man kan presse fisken uden at skulle bruge armene. Fire timer senere er alle i båden godt trætte. Søren er træt fysisk, og vi andre er bare trætte af, at der ikke sker noget nyt. Fisken har nu trukket båden flere kilometer de sidste mange timer, og vi er omkring femhundrede meter fra land. Eneste løsning som jeg ser det er, at prøve at sejle den ind på lavere vand. Fisken holder sig nede ved bunden og den er ikke til at rokke. Med en lavere vanddybde må det kunne lade sig gøre at få den til at flytte på sig. Vi starter elmotoren ganske forsigtigt og begynder at sejle mod land. Tarponen følger med ind. En gang i mellem foran båden, en gang i mellem bag båden, men aldrig med større afstand end en fluelinelængde. De femhundrede meters ekstra motion har gjort underværker. Fisken virker betydeligt mere træt, og nu kan den ikke længere trykke sig ved bunden. Nu skal den til at arbejde, hvis den vil undgå sidepres. Det er tydeligt at se, at tarpon ikke bryder sig om det lave vand.

Rio Piratos
© scandicangler.com Kim Rasmussen

Søren er hoppet ud af båden, og står nu i vand til navlen. Diego er også ude i vandet, og han står klar til assistance, mens jeg får lov at fotografere hele seancen. Selv om vandet er lavt, er en fyrre til halvtreds kilos tarpon ikke noget man lige kaner op på stranden. Faktisk er det første gang vi forsøger at lande en så stor tarpon fra land. Helt hvor mange forsøg der skulle til før Diego har ordentligt fat i kæbepartiet på fisken har jeg ikke tal på, men det lykkedes endeligt. Vi kan efter fire og en halv time endelig afkroge fisken, som skal vise sig at blive den største tarpon, som vi kommer til at lande på denne tur. Godt og vel hundrede og halvfems centimeter lang er den og vægten anslås til halvtreds kilo. En fisk i denne størrelse er imponerende. Fisken får sin frihed efter lidt genoplivning og en træt og dehydreret Søren får ro i sine arme.

Rio Piratos
© scandicangler.com Kim Rasmussen

Mere spænding og mange tarpon Dag to skal vise sig at være lige så spændende som første dag. På vej ud til flatten støder vi på flokke af tarpon, som svømmer i samme retning. Vi stopper op et par gange, men vor motor får dem til at søge mod bunden. Vel ankommet ude på flatten ser vi sporadisk tarpon hist og her, men der en smule vind, og det får tarponen til at flytte mere på sig end godt er. Hver gang vi forsøger at sejle ind foran flokken har den skiftet retning, og en time efter solopgang er overflade aktiviteten forsvundet. Vi giver dog ikke op. Diego fandt en anden flat ved et tilfælde sidste år. Ved at sejle efter en flok tarpon fandt han en position fem kilometer længere ude på havet. Sørens arme var ømme efter gårsdagens fight, så jeg fik lov at fortsætte fiskeriet. Ude på flatten dannede der sig et vindstrømskel, hvor vandet var spejlblankt. Der så vi en bølge af tarpon som jeg sent glemmer. Båden ligger perfekt til kast. Fiskene er halvtreds meter væk med retning mod båden. Fluen får lov til at synke helt ned før indtagningen begynder. De første tarpon er nu under båden, men min flue stadig befinder sig i flokken. Der kommer en opstramning uden at der sker mere, men så kommer den massive modstand jeg venter på. Krogen sættes hårdt, og ud af vandet springer en tarpon omkring de 20 kg. Nu er vi i gang. De lidt mindre tarpons er gerne mere livlige end de helt store, hvilket aldeles ikke gør et spor. De er hurtigere at lande og man bliver mindre træt i armene. Det fantastiske som sker er, at den flok tarpons vi er rendt ind i holder sig rundt båden de næste 20 minutter. Uanset om man kikker til højre eller venstre er det som at stå i Danmarks Akvarium og se på fisk. Vi er lidt rådvilde om Søren skal begynde at kaste, men beslutter os for at det kan give karambolage, hvis vi har to tarpons på i samme båd. Først da fisken er klar til landing er der længere mellem tarponryggene, og afstanden til båden er større.

Rio Piratos
© scandicangler.com Peter Lyngby

Selv om der ikke er gået timer, kan det godt mærkes at der er blevet lagt kræfter i. Det blanke vand virker åbenbart som en magnet på disse tarpons. De svømmer stille og roligt rundt og afsøger vandet for føde. Søren ønsker stadig at give armene lidt ro, så jeg får lov at fortsætte. Der er så mange tarpons at flere af mine kast har samme virkning, som når der kastes ind i en flok multer. Flokken spredes for alle vinde. Nedslaget af linen skræmmer dem, og det er uundgåeligt at kaste hen over ryggene på dem. Ingen vil ud fra en beskrivelse forstå hvor mange tarpon, der befandt sig omkring båden. Det blev til yderligere en enkelt tarpon omkring tolv kilo, samt et par stykker som genvandt friheden. Intet varer ved Når man er på tur i ti dage håber man selvfølgelig på fantastisk fiskeri alle dage, men man skal ikke forvente det. Vi fortsatte et par dage mere med godt fiskeri, men så kom der også et par dage, hvor det ikke var til at opdrive tarpon. Vi brugte i stedet tiden på at fiske jacks. Vi fiskede over gamle vrag og undersøiske kilder, som der er mange af på Yucatan. Disse oaser er fulde af liv. Stimer af jacks så tætte, at de kunne dække fodboldbaner. En gang imellem kom der en cobia til syne, og små stimer af meget store permit. Desværre er fiskeri efter disse fra båd og over dybt vand ikke let. Der er ikke tid til at skifte flue i en sådan situation, så man må holde sig til en enkelt art.

Rio Piratos jack
© scandicangler.com Kim Rasmussen

Fiskeri efter jacks kræver høj fart på fluen, og mange gange højere fart end hvad vi kunne levere til trods for, at vi tog stangen under armen og brugte begge hænder, når vi strippede fluen ind. Flere gange måtte vi ty til at trolle fluerne hen over disse huller og vrag. Med optil fem til otte knob lykkedes det alligevel jacks at fange fluerne uden besvær. Den største på syv et halvt kilo blev således fanget ved trolling, og den gav et godt slag over fingrene, da den tog fluen. Modsat tarpon, fortsætter jacks med at kæmpe i højeste gear. De stopper ikke op på noget tidspunkt, så man får fuld valuta for alle pengene fra start til slut. Langt ude Den sidste dag blev lidt af en gentagelse af vor første dag. Den starter med at meget få fisk viser sig på første flat, men vi er tålmodige. Andet flat bliver også checket, men stadig ingen tarpon i overfladen. Forholdene er perfekte, så hvad er der mon galt? Det ender med, at vi afsøger et større og større område med motoren kørende, indtil vi pludselig ser et stort område koge af tarpon. Søren starter, og lægger ud med at få en tarpon på som er så uheldigt kroget, at den slider det en millimeter tykke forfang over på under et kvarter med dens ru kæber.

Rio Piratos
© scandicangler.com Kim Rasmussen

Det blev ikke min heldigste dag heller. En rigtig stor fisk på størrelse med den fra førstedagen stopper fluen, som havde jeg sat den i en mur. Hele dens blanke side viser sig blot ti meter fra båden, og mine tilslag gør ingen synderlig virkning. Tarponen bevæger sig stille tilbage ned i vandet. Først et minut senere, da jeg har fået løslinen op på hjulet, går det op for den, at den er kroget, og den viser nu sin næsten to meter lange krop oven vande. Jeg begår måske den samme fejl, som jeg begik den første dag. Alt for sent opdager jeg, at den har taget mere end tohundrede bagline. I et sidste spring har jeg fornemmelsen af, at en guitarstreng sprænges i min hånd. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det ikke kun er forfanget der er røget sig en tur, men at tarpon er løbet med både flueline og backing. Prikken over i’et Søren er mere heldig anden gang, og han kan efter en halv time lande en smuk tarpon på femogtredive pund. Under hele fighten er der tarpon rundt om båden, og Søren opfordrer mig flere gange til at kaste. Det er nu lidt svært uden flueline, og jeg beslutter mig for at fortsætte med at videofilme i stedet. Vi fik flere chancer den formiddag, og jeg fik også monteret ny line på hjulet. Vores aftale med vores taxa chauffør, som skulle køre os samme eftermiddag, kunne dog ikke laves om. Under vores ophold landede vi otte store tarpon, adskillelige jacks, et par spanish makerels, som med deres tænder mere lignede bidske hunde, samt en grouper der smagte fortrinligt. Søren og jeg, var begge enige om at turen var fantastisk, og at den skal gentages. Næste år ved samme tid skal vi igen forsøge at sænke vandstanden i den mexicanske golf.