Spansk Bass

Hvis man som lystfisker har læst danske fiskeblade de seneste par år, kan man næppe have undgået at sætte Spanien på sit verdenskort. Rapporter og billeder af gigantiske maller fra Rio Ebro har jævnligt prydet bladenes sider.

Men Spanien er også et af de få steder udenfor det amerikanske kontinent, hvor man kan træffe aborrens større fætter - bass! Jeg er meget glad for bass. Det har jeg været, siden jeg som stor knægt boede et år i Texas – midt i et område med masser af søer og vandhuller med bass.

Bass er en fortræffelig sportsfisk. Den er let fange - men ikke for let. Det kan fanges på alt fra afsindigt udseende jerkbaits i overfladen over små fluer i mellemvandet til levende agn lige over bunden. Bassen er stærk og kvitterer ofte for en krogning med at foretage adskillige spring helt ud af vandet under fighten. Så da feriepilen i august pegede på Nord-Spanien, insisterede jeg naturligvis på, at der blev afsat mindst én dag til bass-fiskeri.

Lidt research på nettet og i Christer Johanssons fortræffelige bog ”Sportfiske i Spanien” sporede mig ret hutigt ind på reservoiret Panta De Canelles ca. 3 timers kørsel fra Barcelona. Panta De Cannelles og flodsystemet langs Rio Ribagorza passes og administeres af områdets grand old man, Ramon Cases.

Efter et par telefonsamtaler fik jeg en aftale i stand om en dags fiskeri med ham som guide. Ramon har fisket bass på søen i over 20 år og er naturligvis indehaver af den lokale rekord på omkring 2.5 kilo.

Vi forlader vestgrenen stopper i stedet båden ved en flad pynt, hvor en lang sandbanke strækker sig ud i vandet. Danskerne kaster pligskyldigt ind mod den lave sandbred mens Ramon sender en lille gul wobler ud over det dybere vand for enden af sandbanken.

Pludselig bøjer hans stang kraftigt, og der lyder et ordentligt ”Wow!” fra vores guide. Jeg vender mig om og ser en enorm bass skyde i rasende fart ind over sandbanken. ”Big bass!” råber Ramon og giver modhug. Lystfiskeri er en uforudsigelig størrelse, så i stedet for at sætte krogen, rykkes den ud af munden på fisken, som altså slap med skrækken for denne gang. Selvom man har fisket på et vand i 20 år og har set det meste, kan man stadig blive slukøret, når en stor fisk slipper væk.

Ramon hænger lidt med klarinetten og vifter med den slappe stang ud i luften. Han skyder bassen til at være på den rigtige side af 2 kilo, hvad jeg bestemt ikke tvivler på. Uden at kunne ret meget mere end nogle basale spanske gloser kan jeg godt høre, at den oplevelse bliver der talt om blandt de lokale, da vi går i land for at få frokost og siesta. Siestaen varer typisk 3 timer fra først på eftermiddagen, men da vi skal videre samme aften, lokker vi hurtigt Ramon på vandet igen.

Nordpå

Denne gang sejler vi op i søens nordlige arm. Eftermiddagsheden har ikke gjort vores fiskeri lettere. Vi ser flere bass stå mellem de oversvømmede træers grene og har adskillige følgere, men ingen af dem mener det alvorligt. Overalt ser vi barber og karper, der svømmer rundt langs klippesiderne og søger efter føde. Man skulle nok have været medefisker sådan en dag. Men nordenden af søen er fabelagtig smuk og er med sin næsten lodrette klippevægge hele turen værd. P

anta De Canelles er opstået efter, at Ribagorza blev spærret af med en dæmning tilbage i 60’erne. Dæmningen blev placeret tværs over en dyb kløft i den sandstensbjergkæde, Panta De Canelles ligger i. Resultatet er blevet en dyb, klar og lyseblå sø, der er omkranset af spektakulære klippeformationer og som har forgreninger i alle retninger. Man kommer til søen af små, snoede veje og ender brat ude på den 100 meter høj dæmning, hvor udsigten til søen på den ene side og den dybe dal på den anden i sig selv er et besøg værd.

Turen frem til fiskecampen pirrer eventyrlysten ved at gå over dæmningen og videre af en grusvej, der på sit første stykke er spængt gennem en uoplyst tunnel i klipperne. Sidst på eftermiddagen blæser det op, og langs de små bugter begynder vandet at blive uklart af opvirvlet mudder. Da batteriet til elmotoren ovenikøbet bliver fladt, erklærer Ramon "Terminal", og vi må tage afsked med Panta De Canelles. Tilbage på land afregner vi med Ramon og giver hånd på at ses igen – en efterårsdag.

Spansk Bass - Augusto, hombre!

Vi fisker videre, mens solen stiger. En bass vækker jubel i båden ved at knalde til Rapalaen, mens den ligger i overfladen og tiltrækker sig opmærksomhed, men ellers er der ikke rigtig gang i den. Ramon sætter en Torpedo på – en stor, cigarformet jerkbait med propel i begge ender – og mumler, at nu vil han vække fiskene. Jeg vil tro, det lykkes, for en Torpedo laver et gevaldigt spektakel i overfladen med sine propeller, men det lokker bare ikke fiskene til hug. Flere gange mærkes stød i woblerne, men de mener det ikke rigtig alvorligt. Ramon kigger lidt opgivende på en pynt som han ellers udnævner til ’super bueno’ og trækker så lidt på skuldrene. ”Augusto, hombre!”.

Heraf kan jeg forstå to ting: Heller ikke i Spanien er august nogen særlig produktiv måned, og ’I-skulle-have-været-her-i-sidste-uge’-reglen gælder også i Spanien. Ramon fortæller, at højsæsonen på Panta De Canelles er i efteråret fra september til november, hvor vejret kan være meget koldt. Søen er fredet i marts og april for at sikre bassens gydning, men ellers er maj og starten af juni er også god. Det har nu ikke afholdt andre fra også at prøve lykken på søen denne augustdag.

Der er vel en 6-8 både i gang på søen. Alle holder til i campingvogne og telte i fiskecampen på søens sydside, der dog ikke byder på mange andre faciliteter end et soltag, et motorværksted og en flad skrænt, der fungerer som rampe for bådtrailere. Stemningen er kammeratlig. Det er tydeligt, at de fleste kender hinanden og er vant til besøg udefra. Sådan et par danskere vækker ikke synderlig opmærksomhed.

Første fisk

Vi stævner ud præcis ved solopgang. Et andet hold fiskere har allerede gået utålmodige rundt på den lille pontonbro og fordrevet tiden med at kastefiske lidt indtil solen står op, og den officielt tilladte fisketid starter. Ramon sætter kursen mod søens vestlige arm, mens vi nyder køligheden og de fantastiske klippeformationer, der står malet i bløde morgenfarver.

Båden stoppes i en labyrint af vige og bugter, hvor visne trætoppe kigger op over vandoverfladen lands bredderne. Rigtigt bass-territorium. Ramon åbner min grejbox og tager en lille Rapala Fat Rap op og peger sigende på den. Bassen står ofte helt inde ved bredden mellem grenene på de oversvømmede træer og venter på at byttefisk svømmer forbi. Teknikken består derfor i at kaste wobleren så langt ind mellem grenene som muligt og lade den ligge et par sekunder. Bass’en får da lejlighed til at zoome sig ind på det mulige bytte, hvorefter indspinningen startes. Jeg får hurtigt taget på det og kan placere wobleren præcist. Der går da heller ikke mere end et kvarters tid, så er første fisk i båden - en lille fyr på ikke over 25 cm. ”Una bass pequiño – en lille bass” proklamerer Ramon. Ja tak, den dom kunne jeg også have afsagt. Hvis nogen skulle sidde med den forestilling, at en spansk bassfisker er en ældre fyr med baskerhue, bambusstang og en rusten krog agnet med melorm, tager de grundigt fejl.

På Panta De Canelles er bass-fiskeri ’serious business’ – og der afholdes adskillige bass-konkurrencer på søen hvert år. Næsten alle fisker fra toptunede amerikanske bass-både med kasteplatform og drejesæder foran og bagi. Fremdriften håndteres af rigeligt store påhængsmotorer, der under fiskeri erstattes af elmotor med styrepedal. Logoer fra Bass Tracker, Bass Pro Shops og andre store amerikanske firmaer dukker op overalt. Det er da også typisk grej fra disse firmaer der anvendes: 6 fods jerkbait-stænger med pistolhåndtag og lille mulithjul med 0.40 line agnet med wobblere eller jerkbaits, gummiorm eller spinnere med store skørter.

Grejet kan synes overdimensioneret, da bassen i Spanien ikke bliver så stor som sine søskende i det amerikanske. I USA topper en gigant på 10 kilo stadig rekordlisten. I Spanien er rekorden omkring 3 kilo, men grejet er altså overført i 1:1. Personligt ville jeg nok have valgt almindeligt dansk aborregrej men skik følge eller land fly.

Lystfisker i Spanien

For at fiske i Spanien skal man have ikke mindre end 3 forskellige fisketegn (permiso de pesca). Et nationalt, et regionalt og et lokalt. På Panta De Canelles skal man således have et landsdækkende spansk fisketegn (jeg blev nu aldrig spurgt om det), et regionalt for Catalonien og et lokalt for søen. Det regionale købte jeg på ’La Sección Territorial para la Conservación de la Naturaleza’, og det lokale indgik i de 160 euro, Ramon takserer en dags guidet fiskeri til. Bassen findes næsten overalt i Spaninen og er lige til at gå til for en dansk lystfisker.

Ca. halvdelen af Panta De Canelles kan fiskes fra land, men her er en båd en stor fordel pga. de mange stejle klippesider. Selvom søen er stor er den også så forgrenet, at jeg vil anse en flydering som både sikker og anvendelig. Der er andre søer i Spanien, som er mere tilgængelige uden båd, og der er bass i masser af dem.

Og så kan jeg i øvrigt kun anbefale at anskaffe "Sportfiske i Spanien" af Christer Johansson (ca. 150 SEK), der er en guldgrube af oplysninger.