Share |

Gedde og aborre på flue

For mange fluefiskere ensbetydende med ørredfiskeri, hvilket absolut ikke bør være tilfældet.

Fluefiskeri kan i udstrakt grad også have andre fiskearter som målgruppe. Her tænker jeg på alle de søer og åer der huser en bestand af Gedder og aborre, for ikke at nævne sandart, skaller, karper med flere. Gedder kan jo opnå en størrelse der vil få de fleste lystfiskere til at ønske sig en fight på flue, så hvorfor ikke gøre forsøget.

Der er ganske vist de senere år herhjemme været en del som har fået øjnene op for Gedden "Grum" som værdig modstander på flue, men mange rynker stadig lidt på næsen af det. Det er der absolut ikke nogen grund til. Som modstander leverer gedden kamp til stregen - tænk blot på ham der blev trukket rundt i flydering i Glenstrup sø for en tid siden, og som spisefisk findes der gode opskrifter på fiskefrikadeller og lignende. Er gedden for stor til at spise kan den jo genudsættes hvis man ønsker dette, eller man kan regulere sit fiskevand ved at fjerne de største eksemplarer.

Fluerne til dette fiskeri er ofte lidt anderledes, da der jo er tale om fluer til rent "Krokodille" fiskeri. Altså skal de være store for at få fat i kæbebenet og de skal samtidigt kunne kastes med. Gedden er ikke en kostforagter og dette åbner op for at binde fluer af andre typer end normalt. Det kan være imitationer af mus, ællinger, fisk, og specielle fluer der laver støj i vandet når de trækkes ned som f.eks. de amerikanske Poppers. Fælles for næsten alle disse fluer er, at de laver en del bevægelse i vandet som af gedden opfanges og dette udløser angrebsrefleksen.

Fluerne må gerne have skrappe farver da der også jages på synet. Fluen jeg har valgt, er bundet på en enkeltkrog af stingertypen da den er lettere at kaste med end dobbelt- og trekroge, og så får den min flue til at gå rigtigt i vandet med den rigtige side op, da den virker som køl. Det er bare om at komme ud til geddevandet i en fart, når de slunkne geddemaver skal fyldes efter forårets gydning er overstået og fredningen er slut.

Gedde og aborre som sportsfisk

Ikke blot gedden er interessant når vi taler om andre fisketyper til fluefiskeri. Aborren er måske en af vores bedste spisefisk som lever i vore søer og åer, og også den leverer en god fight. Fisken går villigt på flue og til tider kan der her være tale om ganske givtigt fiskeri hvis man løber ind i en stime, eller finder et sted hvor der står en flok og lurer i sivbræmmen . Aborren holder af at færdes i flok og dette gør ikke fiskeriet mindre interessant når man træffer på den. Om vinteren stiller den sig i dybe huller, ofte i store stimer og kan derfor være svær at få på flue, men når solen igen begynder at varme søens vand op begynder sulten at melde sig. Aborren kan nå størrelser på omkring kiloet og er derfor en fin fisk at få på flue, men mindre fisk kan helt sikkert også give en god oplevelse. Ikke mindst på tallerknen! Fluerne til dette aborrefiskeri må gerne være traditionelle vådfluer såsom Rød Kardinal, Alexandra, Pharmacene Belle og lignende mønstre med stærke farver (gerne rødt i mønstret). Jeg har valgt at vise de to første her. Fluerne bør ikke være for store, men heller ikke mindre end str.14 som de her viste, da aborren er ganske stærk. Derved er der også lejlighed til at få fisket lidt med de traditionelle vådfluer, som i de senere år har haft en tendens til at blive glemt lidt til fordel for alle de nye kreationer det konstant skal afprøves. Selvfølgelig kan det være lidt svært at binde en pæn fjervinge, men øvelse gør mester, så bare klø på !

Pink Peacock Stinger geddeflue

© scandicangler.com

Krog - Stinger type eller stor laksekrog Krop - Pearl Lite Bright dubbing Rib - Oval large sølvrib Vinge - To spidser af påfuglesværd bundet ind som Matuka vinge Hackle - Pink marabou bundet ind som kravekackle ( løse fibre bundet ind hele vejen rundt) Hoved - Sort , eventuelt med øjne som så epoxy lakeres

Rød Kardinal aborreflue

© scandicangler.com

Krog - Vådflue str.10 til 14 Hale - Rød ibis eller and ( her and) Rib - Tynd flad guldrib Krop - Rød floss silke Vinge - Rød ibis eller and Hackle - Rød høne eller hane Hoved - Rød lak

Alexandra aborreflue

Krog - Vådfluekrog str. 10 til 14 Hale - Rød ibis eller and ( her and) Sides - en smal strimmel ibis eller and på hver side af vingen i hele dens længde Krop - Flad sølvtinsel Vinge - 6 til 8 fiberspidser fra påfugle sværdfjer Hackle - Sort høne eller hane Hoved - Sort eller rød

Facebook Comments Box