En anelse ærgelig kaster jeg et hurtigt blik på armbåndsuret. Viserne har allerede arbejdet sig et par timer ind i eftermiddagen og jeg har en fornemmelse af at der har været gang i aborrerne længe.
Lystfiskeri er selvfølgelig ikke et spørgsmål om stresse og leve efter uret, men man kan ikke løbe fra at en væsentlig del af oplevelsen er at fange noget og at det i den forbindelse er ganske nyttigt at kende sin besøgstid.
Storekalv i Furesøens nordøstlige hjørne er en kæmpemæssig lavvandet bugt der nærmest i sig selv udgør en hel sø. I hvert fald synes turen hen over netop Storekalv ekstra lang, og meget bedre bliver det ikke da vi lidt senere runder hjørnet ind til selve storsøen.
John passer påhængsmotoren mens jeg spejder ivrigt i kikkerten. Vi vil forsøge at kombinere fuglekiggeri og aborrefiskeri, eller rettere sagt: Vi skal på mågesjov. Et herligt fænomen der gennem de seneste år har optrådt som en fast ingrediens af efterårsfiskeriet på Furesøen.
Mågesjovet opstår når aborrene nedefra jager smeltstimer til overfladen og mågerne derefter sætter smeltene under krydsild med hidsige styrtdyk oppefra. Det er søens modsatte hjørne der er mit sikreste aborrerevir og det er da netop i dette hjørne at jeg gennem kikkerten kan skimte et væld af små hvide prikker der svirrer rundt. Der er allerede fuld tryk på mågesjovet og jeg er ved at sprænges af fiskeiver.
Min frygt for at begivenhederne vil stilne af inden vi er nået frem er dog helt ubegrundet. Da vi slukker for motoren er det med skrigende måger og fråsende aborrer indenfor kastehold.
Det første par kast er resultatløse måske fordi vi i vores iver blot fisker de øverste meter af med hurtig indspinning. Der er tale om en massiv stime smelt og selvom vi ser småfiskene springe ud af vandet er det faktisk flere meter længere nede i vandet at aborrerne er igang.
Først da vi lærer at lade vores små pirke og ophængere synke langt ned for stram line sker der noget. Pirkene skal faktisk helt ned i 4-5 meters dybde før aborrerne hugger. Tydeligvis er det først da, at pirkene er nede i bunden af smeltstimen - der hvor aborrerne jager.
Det næste par timer byder på herlig underholdning. Fire andre både har ligeledes kastet sig ind i mågesjovet og der er fuld smæk for skillingen over hele banen.
De sortstribede røvere er simpelthen så hidsige som man overhovedet kan opleve dem. Selv om John og jeg flere gange har hug af tre aborrer af gangen er det sjældent at det lykkes at få et “fuldt hus” (dvs. aborre på pirken såvel som begge ophængere) om bord. Årsagen er den simple at det næsten altid lykkes for en enkelt eller flere af fiskene at ruske sig af i sidste øjeblik.
Måger, smelt og aborrer er i konstant bevægelse og vi må selvfølgelig følge med. Til tider ligger vi lige midt i begivenhederne og behøver blot at køre lige ned under båden for at få hug, men det meste af tiden lykkes det at holde båden lige i udkanten af det skrigende måge orgie, og derfra kaste ind hvor fiskene er.
Fiske dybden varierer også en del, fordi aborrerne konstant jager i forskellige dybder mens de forsøger at holde samling på stimen af byttefisk. Helt fra overfladen og ned til 7-8-9 meters dybde fanger vi fisk. Den dybde, der fisker bedst turen igennem, er dog stadig de 4-5 meter.
Efterhånden som aftenen nærmer sig bliver der flere ophold hvor mågerne hviler i overfladen og aborrerne tilsyneladende står helt passive længere nede i vandet,
Mens vi lurer på hvor og hvornår de sortstribede røvere atter vil kaste sig over festmåltidet fisker vi effektivt de forskellige vandlag igennem. Dog fuldstændig uden held. Lige så heftigt og intenst som fiskeriet kan være når mågesjovet koger på sit højste, lige så resultatløst kan det blive når aborrer og måger nærmest synkront indstiller jagten.
Der er dog korte perioder med action hvor mågerne atter er på vingerne og vandet for en kort stund syder af liv. Gradvist bliver der dog længere mellem perioderne samtidig med at varigheden bliver kortere og kortere.
En times intensiv spejden og venten bliver næsten til to, før der atter er gang i sagerne. En lille “søkutter” fra Naturskolen i Fiskebæk er lige præcis nået ud så de kan være med i slutspurten. Ombord er en hel række unger i orange redningsveste.
De har måske ikke helt samme kvalitet grej som os andre og fanger heller ikke nær så meget, men jeg er sikker på at hver enkelt fisk de fanger kan vejes ti gange så tung i fiskelykke som dem vi selv får i båden.
Jeg tror aldrig fiskelykken forsvinder, men der er næppe tvivl om at der er forskel på at fange sit livs første aborre, fremfor at fange endnu en af en lang række fisk gennem årene. De glade ansigter, skrålene og de vinkende arme. Det er et herligt syn af unger, der simpelthen stråler af fiskelykke. Et syn der afgjort er med til at gøre denne dag til noget helt specielt.
Vi bliver ude til solen er kravlet om bag de høje graner langs Nørreskoven. Rent faktisk har vi ikke et hug de sidste to timer, men det er selvfølgelig forventningerne og forhåbningerne om blot at opleve en sidste smule mågesjov der trods den snigende kulde holder os tryllebundne i en smuk solnedgang over en store sjællandske sø.
I løbet af de timer hvor mågesjovet tog sted har vi derimod fanget rigtig mange aborrer. Det nøjagtige antal har vi ikke tal på, men en lille håndfuld af de fisk, der virkede mest kuldrede efter fangsten, har vi beholdt som madfisk, mens alle de andre er genudsat.
Størrelsen på fiskene har svinget mellem 300 og 700 gr. med en svag overvægt af de mindste. Fisk over kiloet har vi ikke selv set noget til i dag, men i et par af de andre både er det da lykkedes, og det hører da også til normalen når Furesøens mågesjov er på sit højste, at der bliver fanget enkelte fisk over kiloet. Kilos fisk eller ej vi er mere end almindeligt fornøjede mens grejet pakkes i bilen.
Søen har en stor bestand af den lille sære laksefisk smelten, og det er den der spiller en af hovedrollerne. Smelten er egentlig en glubsk rovfisk med et veludrustet tandsæt. Den har bare et problem den bliver ikke særlig stor og har kun en ganske kort levetid.
Af samme grund består dens fødeemner først og fremmest af fiskeyngel samt mysis, dvs. små krebsdyr der frit svævende i vandet lever af bitte små fødeemner i den åbne vandmasser. Det er således i de åbne vandmasser – dvs. midt i vandet over de dybere dele af søen – at smelten trives langt størstedelen af året. Kun i gydetiden, der ligger i vintermånederne, kan smelten træffes på helt lavt vand.
De voksne smelt i Furesøen bliver ikke mere end et fem år gamle, og det er vel at mærke de færreste af dem. Længden kan være op til femten cm men det mest normale er at de er mellem 5 og 10 cm. Størrelsen er selvfølgelig årsagen til at de har et problem. Den er nemlig helt ideel når aborrer, sandarter og mindre gedder skal have fyldt vommen. Ydermere er smelten næringsrig og findes i store mængder. Altså er det med god grund at søens andre og større rovfisk elsker smelt.
Gæstes søen med et ekkolod kan smeltene ofte afsløres når de samler sig i stimer. Ofte ses stimerne som tætte kugler af fisk. I perioder kan stimerne rent faktisk være så store at de dækker områder helt op i ”fodboldbane størrelse”.
Dybden smeltstimerne findes i varierer selvfølgelig i løbet af året. Ligeså har smeltene en døgnrytme der bevirker at de i løbet af en dag befinder sig i forskellig dybde alt efter tidspunktet.
Der er også stor årlig variation i hvor, hvornår og i hvor høj grad de forskellige rovfisk er på nakken af smeltstimerne. I løbet af august, gennem hele september og et godt stykke ind i oktober er det først og fremmest aborrerne der har kronede dage. Flokke af aborrer laver nedefra velkoordinerede angreb på smelt stimerne. For smeltene består en af undvige manøvrene i at svømme op gennem vandet og væk fra de aborrer der længere nede smovser og æder sig fede.
Aborrerne er dog ikke sene til at følge med og snart er hele smeltstimen presset til overfladen. Over vandoverfladen vil der være andre væsner der har et godt øje til smeltene. Mågerne, der jævnligt patruljerer hen over søen, har nemlig et fabelagtig godt syn og opdager hurtigt når smeltene springer panisk for livet.
Når de første måger slår ned for at redde sig et nemt måltid vil flere måger hurtigt komme til og snart efter vil et lille område af den store sø være forvandlet til et inferno af flaksende måger der på skift styrtdykker for atter at lette med næbbet fyldt. De mange måger, der nyder godt af aborrernes jagt, viser vej for lystfiskeren og er årsagen til at fænomenet kaldes mågesjov.
Det mågesjov der kan opleves på Furesøen er på ingen måde blæst op til at være bedre end det egentlig er. Kan man først komme på kastehold af en eller flere omgange mågesjov, ja så kan der gøres helt utrolige fangster. Det er dog vigtigt at man skelner mellem ægte mågesjov og måger der blot har samlet sig på overfladen.
Det ægte mågesjov kendes på at mågerne skrigende hænger få meter over vandet, for pludselig at styrtdykke og slå plaskende ned i overfladen - et sikkert sikkert tegn på at aborrerne også er på jagt. De steder hvor mågerne blot hviler på overfladen, kan der selvfølgelig godt have været gang i et mågesjov kort forinden. Sandsynligheden for at der af samme grund er aborrer i nærheden er selvfølgelig stor, men problemet er bare at selvom aborrerne er der, gider de sjældent at hugge. De står blot nede i vandet hvor de fordøjer og “lader op” til næste omgang. Der er tale om udprægede hugperioder og det er i disse perioder at mågesjovet optræder. Der er dog god grund til også at holde øje med hvilende måger, fordi det er oplagt at et nyt mågesjov pludselig indledes i nærheden. på samme vis er det en god ide i det hele taget at holde øje med mågerne. Flyver de i en bestemt retning er det helt klart i den retning der hovedsagligt skal spejdes efter mågesjov.
Mine erfaringer med mågesjov på Furesøen er at det hovedsagligt er i området ud for Kolle Kolle, dvs. i søens sydvestlige hjørne, at de store stimer af smelt bliver jagtet til overfladen. Under mågesjovet er stimerne ofte i bevægelse, enten op langs Nørreskoven i søens vestlige side, eller langs sydsiden i retning mod Frederiksdal. Dette er selvfølgelig kun en grov retningslinie for hvor mågesjov op står og hvordan det breder sig. I princippet kan det opstå hvor som helst, når blot man er ude over dybere vand. Kommer man ind på lavere vand end 15-20 meter er chancen, for at ligge netop der hvor mågesjovet opstår, lig med nul.
Angående aborrernes døgnrytme ser det ud til at man har fine chancer for at opleve sensommerens/efterårets mågesjov selv om man først kommer på søen over middag. Mågesjov optræder og opstår nemlig på alle tider af de lyse timer og syntes ikke at være specielt forbundet med tidlig morgen og sen aften.
Kun i de får tilfælde hvor jeg har oplevet mågesjov midt på sommeren, har det været i de tidligste morgentimer at det er gået løs. Oplevelserne med skrigende måger og hugvillige aborrer om sommeren har dog aldrig været blot i nærheden af det omfang og den varighed der opleves i august, september og august.
Søen har en stor bestand af den lille sære laksefisk smelten, og det er den der spiller en af hovedrollerne. Smelten er egentlig en glubsk rovfisk med et veludrustet tandsæt. Den har bare et problem den bliver ikke særlig stor og har kun en ganske kort levetid.
Af samme grund består dens fødeemner først og fremmest af fiskeyngel samt mysis, dvs. små krebsdyr der frit svævende i vandet lever af bitte små fødeemner i den åbne vandmasser. Det er således i de åbne vandmasser – dvs. midt i vandet over de dybere dele af søen – at smelten trives langt størstedelen af året. Kun i gydetiden, der ligger i vintermånederne, kan smelten træffes på helt lavt vand.
De voksne smelt i Furesøen bliver ikke mere end et fem år gamle, og det er vel at mærke de færreste af dem. Længden kan være op til femten cm men det mest normale er at de er mellem 5 og 10 cm. Størrelsen er selvfølgelig årsagen til at de har et problem. Den er nemlig helt ideel når aborrer, sandarter og mindre gedder skal have fyldt vommen. Ydermere er smelten næringsrig og findes i store mængder. Altså er det med god grund at søens andre og større rovfisk elsker smelt.
Gæstes søen med et ekkolod kan smeltene ofte afsløres når de samler sig i stimer. Ofte ses stimerne som tætte kugler af fisk. I perioder kan stimerne rent faktisk være så store at de dækker områder helt op i ”fodboldbane størrelse”.
Dybden smeltstimerne findes i varierer selvfølgelig i løbet af året. Ligeså har smeltene en døgnrytme der bevirker at de i løbet af en dag befinder sig i forskellig dybde alt efter tidspunktet.
Der er også stor årlig variation i hvor, hvornår og i hvor høj grad de forskellige rovfisk er på nakken af smeltstimerne. I løbet af august, gennem hele september og et godt stykke ind i oktober er det først og fremmest aborrerne der har kronede dage. Flokke af aborrer laver nedefra velkoordinerede angreb på smelt stimerne. For smeltene består en af undvige manøvrene i at svømme op gennem vandet og væk fra de aborrer der længere nede smovser og æder sig fede.
Aborrerne er dog ikke sene til at følge med og snart er hele smeltstimen presset til overfladen. Over vandoverfladen vil der være andre væsner der har et godt øje til smeltene. Mågerne, der jævnligt patruljerer hen over søen, har nemlig et fabelagtig godt syn og opdager hurtigt når smeltene springer panisk for livet.
Når de første måger slår ned for at redde sig et nemt måltid vil flere måger hurtigt komme til og snart efter vil et lille område af den store sø være forvandlet til et inferno af flaksende måger der på skift styrtdykker for atter at lette med næbbet fyldt. De mange måger, der nyder godt af aborrernes jagt, viser vej for lystfiskeren og er årsagen til at fænomenet kaldes mågesjov.
Aborrefiskeri er som skabt til at finde det helt lette spinnegrej frem. Små fastspolehjul fyldt med 0,20 mm. nylon eller 0,10 - 0,12 mm fireline og lette stænger med en kastevægt der ikke overstiger 12-15 gr. er det helt rette grev når de herlige sortstribede fightere skal overlistes. Under et mågesjov stilles der ikke nødvendigvis krav til kastelængden.
Oftest er det dog en fordel at kunne kaste langt, da det muliggør at båden kan ligge i udkanten af mågesjovet uden at forstyrre. I den forbindelse har stanglængden en del at sige.
Min favorit stang er således en let 9 fods stang der kaster op til 12 gr. og rent faktisk er lavet til decideret aborre og jig fiskeri. Valget af kunstagn er heller ikke svært. Små pirke som Ertners Sildeglimt og de forskellige Jensen modeller er helt perfekte. De kaster langt og kan fiskes både helt oppe i overfladen og langt nede i dybet alt efter hvad forholdene kræver.
De smelt aborrerne smovser sig i er langstrakte fisk på 5-10 cm. med et nærmest transparent sølvglinsende udseende.
Af samme årsag er det en god ide, men langt fra et krav, at ophængerne fungerer som en god smeltimitation. Streamer fluer i str. 2-4 og lyse kulører er af samme årsag fremragende aborreophængere.
Skal et enkelt mønster fremhæves må det være Steen Ulnits efterhånden klassiske juletræ. Livlige maraboufluer er dog også fremragende.
Også jigkroppe i transparente kulurer fungerer fint når de monteres på en normal streamerkrog. Med en klat ti sekunders lim på forreste del af krogskaftet sikres gummikroppen fra ustandselig at glide ned i krogbøjningen.
Jeg må blankt erkende at jeg ikke har konkret eksempler der viser at aborrerne soleklart foretrækker ophængere der har klar lighed med søens smelt.
Rent faktisk kan der fanges aborrer på langt de fleste typer ophængere også uanset kuløren. Der er altså ingen grund til at opgive fisketuren fordi man kun har røde gummikroppe med i grejboksen.
Selve ophængertacklet består typisk af endeagnen samt to ophængere og skal være knyttet i en relativ tyk nylon line. 0.30 eller 0,35 mm. line er efter min mening nødvendig hvis man vil undgå at to store aborrer flår tacklet fra hinanden. Ophænger-tafserne skal være lige under 10 cm. lange og den første placeres ca. 20 cm. over pirken/jiggen/kunstagnen. Derefter skal der være minimum 30 cm’s afstand til næste ophænger-tafs. Den øverste ophænger må selvfølgelig ikke kunne nå hovedlinen. Ellers risikerer man blot at krogen slider den tynde hovedline når der kastes
At fiske i en kæmpe flok rovfisk der ser fuldstændig rødt og jager på livet løs, må vel nok betegnes som noget af det mest ultimative - og det er lige netop det aborrefiskeri under mågesjov drejer sig om.
Når først jagten går i gang tænder aborrerne fuldstændigt af, og man skal være et skarn for ikke at kunne fange fisk. De hidsige sortstribede banditter glemmer nemlig al forsigtighed og forsøger blot at få mest muligt i kæften på kortest mulig tid.
Derfor er fiskeriet faktisk pære let; når man vel at mærke først ligger “midt i mågesjovet”. Det kritiske moment er derfor først og fremmest om man nu også er på pletten når infernoet af måger smelt og aborrer bryder løs.
Af samme grund er hurtighed og opmærksomhed de vigtigste redskaber. Et mågesjov kan nemt være overstået og opløst i løbet af den tid det tager at krydse søen. Det gælder derfor om at opdage mågesjovet så snart det opstår og så ellers komme afsted så hurtigt som muligt.
Nu er der regler for hvor hurtigt man må sejle og hvor megen motorkraft der må benyttes på Furesøen. Desuden er det ikke alle både der overhoved har en motortilladelse.
Det lægger selvfølgelig en dæmper på hvor hurtigt det overhovedet kan lade sig gøre at sejle, men er man hensat til at ro kan det godt betale sig at få en god omgang motion bag årerne. Bådens placering er bestemt heller ikke uden betydning.
Det gælder om at ligger placeret så man ikke er langt fra et mågesjov når det opstår. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men tricket er at ligge en anelse centralt placeret i søen fremfor at ligge i et lille isoleret hjørne af søen for så at opdage at man skal over i den anden ende. Er man ofte ude i løbet af sæsonen vil man hurtigt få en fornemmelse af hvor og hvornår og chancen for at ligge lige i smørhullet øges betydeligt.
Når man først det lykkes at sejle sig indenfor kastehold af et mågesjov kan det springende punkt være fiskedybden. Ofte er det en god ide at lade pirk og ophængere dale ned i vandet for stram line, mens man er opmærksom på selv de mindste.
Når man har en fornemmelse af at være på højde med eller nede under aborrerne startes indspinningen, der skal være varieret så agnen atter arbejder sig mod overfladen. Udebliver huggene må man forsøge sig endnu dybere eller højere i vandet indtil aborrerne er fundet. Der er selvfølgelig ikke hug hele tiden under et mågesjov, men det volder sjældent de store problemer at finde fiskedybden.
Når mågesjovet først er i gang er et ekkolod faktisk et ganske unødvendigt stykke værktøj. Det er derimod i de “døde perioder” at man har glæde af en skærm der afslører hvad der foregår i dybet.
Som tidligere nævnt gælder det selvfølgelig om at være rigtigt placeret når et mågesjov starter. Er man langt væk er der risiko for at hele seancen er overstået når man først når frem. Toner der stimer af smelt frem på ekkoloddet er sandsynligheden for at man ligger rigtigt placeret selvfølgelig øget betydeligt.
Desuden sker det at aborrerne går amok på en stime smelt nede i dybet og at stimen aldrig bliver presset til overfladen - en slags mågesjov uden måger. Fisker man derfor i den rigtige dybde lige ved smeltstimerne kan man være heldig under de “døde perioder” at ramle ind i et fantastisk fiskeri som ikke engang er mågerne forundt.
Det vigtigste redskab til at afsløre mågesjov er selvfølgelig synet, og med en god kikkert rækker det simpelthen længere.
Kikkerter findes i en lang række størrelser og udformninger og der er selvfølgelig stor forskel på deres formåen. Jo mere en kikkert forstører desto bedre skulle man umiddelbart mene at den er. Dette er dog ikke den fulde sandhed. Ved en meget høj forstørrelse vil rystelser og bevægelser blive tilsvarende forstærket og det er simpelthen ikke muligt at holde kikkerten stille nok til at få et skarpt og tydeligt billede.
Derfor er 10 ganges forstørrelse det højst tilrådelige og 8 ganges forstørrelse er måske oven i købet at foretrække hvis man vil have et skarpt billede der ikke forstyres af rystelser. En anden faktor der spiller ind er kikkertens åbning.
En kikkert der hedder 8 x 40 har f.eks. en 8 ganges forstørrelse og en åbning på 40 mm. Åbningen udtrykker til dels lysstyrken på den måde at en stor åbning er ensbetydende med stor lysstyrke. Det er desværre ikke sådan at man umiddelbart kan sammenligne kikkerter ud fra forstørrelsen og åbningen for rent faktisk kan en dyr kikkert med god optik være langt mere lysstærk selvom den har en mindre åbning end en billig kikkert.
Dvs. at forskelle i åbningen rent faktisk kun udtrykker en forskel i lysstyrke når man kigger på modeller der er ens i kvalitet. Som med så meget andet gælder det i grove træk også for kikkerter at kvalitet koster penge.
Det jeg vil frem til er at en billig lommekikkert selvfølgelig er bedre end ingenting, men at en god kikkert kan afsløre vigtige detaljer “på den anden side af søen”. Det er selvfølgelig de færreste der går ud og investerer i en dyr kikkert blot for at fiske aborrer, men har man én i forvejen, er det afgjort en god ide at tage den med på søen.
Det er frit for enhver at fiske i Furesøen, men når der står mågesjov og læssevis af aborrer på menuen er det selvfølgelig nødvendigt at komme ud i en båd. En lang række foreninger og sammenslutninger har både i Furesøen.
Sjællandske Sports- og Lystfiskerforeningers Samarbejdsudvalg(SU)
Fiskeringen (FR) og Lystfiskeriforeningen (LF) hører til de mest bådrige.
LF ligger afgjort i den dyre ende med en halvårligt kontingent på 675 kroner, men der er tale om velholdte både og faciliteter i en klasse for sig.
scandicAngler.com er ikke et kommercielt site. De beskedne indtægter der er bliver udelukkende anvendt til drift og udvikling af scandicAngler.com.
Copyright© 1998-2011 scandicAngler.com
Alt materialle er underlagt loven om ophavsret