Pirkefisker med fluestang

Denne artikel vil besudle mit ry som fluefisker. Den vil afsløre mig som en simpel madfisker og plattenslager. Den vil få andre fluefiskere til at råbe ukvemsord, og de vil løbe efter mig på stranden og trække op i mine waders og give mig olfert.

Ikke desto mindre … Lige udenfor hvor jeg bor, ligger noget vand med en efter vore dages standarder fin torskebestand. Af samme årsag har jeg adgang til en båd og fornøjer mig jævnligt mig med at drive af sted på 8-12 meter vand, mens jeg mekanisk løfter op og ned i en gammel Jensen-pirk. Det er ukompliceret og giver råvarer til flere forskellige herreretter, men stor sport er det ikke.

Det grej, der skal til at tumle en 100 grams pirk i jævn strøm, yder på ingen måde de sædvanlige 2-3-kilos torsk retfærdighed – de bliver bare trukket op i båden uden videre ceremoni. Så for nogle år siden tog jeg en fluestang, et hurtigtsynkende skydehoved og en stor flue med i båden.

Men selvom grejet passede sammen som fluegrej betragtet, duede det ikke. Torsk står ved bunden, og selv med opstrøms kast tog det laaaang tid før linen var sunket, og fluen var ned i højden. Så kunne jeg lige strippe et par gange og derefter gentage hele processen. Meget ventetid og meget lidt fiskeri og det gad jeg ikke ret mange gange.

Til sidst lod jeg til sidst bare line og flue drive bag båden, mens jeg drak en kop the og nøkkede lidt i arrangementet på bedste pirkefiskermanér. Lige med ét strammede linen op og noget vrissent baskede rundt i den anden ende. En lille torsk på et kilos penge havde bidt på, men det var en helt anden følelse af fisk end jeg før havde oplevet med det grove pirkegrej. I stedet for at føles som at trække en åben mælkekarton ind, føltes det rigtigt - kræet tog endda et mindre udløb. Jeg var blevet pirkefisker med fluestang.

Siden har fluegrejet været fast inventar i båden, når jeg er stævnet ud efter torsk. Jeg har droppet alle forsøg på rigtige fluekast – noget andre passagerer i båden også sætter pris på – og firer nu i stedet bare skydehoved og 10-20 meter tynd, flettet bagline ud efter det. Der ligger linen så og driver efter båden, mens jeg tilfører fluen noget bevægelse ved åndsfraværende at løfte og sænke stangen af og til.

Jeg medgiver at forsagelsen af selveste det kast, som har fremelsket fluefiskeriets mest feterede superstjerner, er en overskridelse af al anstændighed, og heldigvis har ingen andre fluefiskere set det, dér langt ude på vandet. I så fald ville jeg også være en mærket mand, for den slags mangel på finesse har som bekendt intet med fluefiskeri at skaffe. Men det fanger fisk. Torsk op til 3-4 kilo har ladet sig narre, og den slags kan altså lave et anseeligt spektakel, når de bliver spændt for en fluekæp. I mit tilfælde stiver det også selvtilliden og beholdningen i fryseren gevaldigt af efter et par af de sædvanlige nulture på kysten.

Skødesløsheden har også præget mit valg af udstyr. En fluestang i klasse 8-10 og helst lidt udtjent så jeg ikke har behøvet at være øm over slag mod ræling og tofter. Et hjul med et par snese meter bagline eller tyndere fletline, der ikke yder nævneværdig modstand i vandet og et hurtigsynkende skydehoved fra bunden af kassen har passet fint. Lidt evolution skal der jo til, så skydehovedet er nu udskiftet med 10 meter blyline, en amerikansk kammerat blev beordret til at købe til mig over there. Det kan fiske dybere og er billigere men er til gengæld helt uforsvarligt at forsøge at kaste med. For en gangs skyld er det heller ikke meningen.

Fluerne lader torskene ikke til at gå særlig meget op i. Store Deceivere og Super Clousere i hvid, blå, grøn og rød er nemme at binde og har fungeret fint for enden af et par meter 0.35 som forfang. Clousere har også den fordel, at de vender krogspidsen op og derfor sjældent sætter sig i bunden.

Har der siddet en lille rejeflue som ophænger, er det i reglen også populært. En torsk på et par kilo har en mund som et nedløbsrør, og de inhalerer fluerne i en grad man aldrig ser med pirke, så jeg klemmer lige modhagen ned inden søsætning. De torsk, jeg fanger, har oftest vommen og nogle gange munden fyldt med krabber. En Merkin Crab burde kunne gøre underværker – der er jeg bare ikke kommet til endnu.

Ovenstående har givet tilstrækkelig med fisk til at kunne fremstille et par portioner torskekarbonader med hakkede urter, tomatcremefraiche og råstegte kartofler, så jeg har ikke gidet for mange eksperimenter. Det er jo ikke match-the-hatch. Sådan. Det var en overvindelse, men nu er det sagt. Jeg pirkefisker med fluestang.

Jeg har misbrugt og fornedret det grej og den lærdom, der er blevet mig tilstået gennem 30 år som fluefisker, og skal nu leve resten af mit fluefiskerliv som udstødt. Undskyld.