Eksplosioner i overfladen

Gedden har ry for at være en udspekuleret og fattet rovfisk, der holder til umiddelbart over bunden, og som gerne lægger sig i baghold. I forsommeren kan man dog opleve en hel anden side af gedden, når den mister besindelsen og i ren arrigskab går til angreb i overfladen.

SOLEN kaster sin varme glød over den fredfyldte eng, og midt i det hele danser dens funklende stråler i mosens plumregrønne og stillestående vandspejl. Med den største præcision lægger du endnu et kast klods op af det frodiggrønne åkandebælte ret forude, og den store, klodsede popper med de opspilede og stirrende øjne styrter abrupt i vandet. Som en hest, der trækkes fremefter imod dens vilje, slår og stejler popperen nu modvilligt og støjende i mosens lunkne vand, alt imens den baner sig vej tilbage mod sit udgangspunkt. Pludselig sitrer åkanderne, en bølge rejser sig, og med ét eksploderer vandspejlet.

Den lille hidsigt farvede popper forsvinder i en stor hvirvel, og du bliver revet ud af din umiddelbare virkelighed. Lettere forskrækket og med bankende hjerte giver du tilslag, og pludselig er der kontakt med et af mosens lumske og forslugne rovdyr.

Den store fisk slår og vrider sig i overfladen og søger med stor voldsomhed ind i åkanderne, men lige lidt hjælper det. Med hård hånd styrer du mosens detroniserede hersker mod land, og kort efter kan du håndlande årets første popper-gedde.

POPPERFLUEFISKERI EFTER GEDDER er højeksplosiv og nervepirrende underholdning, og forsommeren er et oplagt tidspunkt at afprøve dette spændende fiskeri. Gedderne har netop overstået gydningen, og de er nu på finnerne langs rankegrøden, sivbræmmerne og åkandebælterne. De er sultne og kaster sig mere eller mindre hæmningsløst over alt, hvad der ser spiseligt ud – også selvom det potentielle måltid danser forvildet rundt på overfladen.

GREJET TIL FISKERIET adskiller sig ikke dramatisk fra den udrustning mange kystfluefiskere benytter sig af og stiller ikke de store krav. Alle kan derfor i princippet være med. En 9’ #7-9 fluestang med lidt rygrad, et fluehjul med en beskeden mængde bagline og en flydende WF flueline er alt, hvad der skal til.

Herudover er det primære krav, at den håbefulde fluefisker mestrer fluekastet i en sådan grad, at han er i stand til at kaste de tunge og vindmodstandsydende poppere. Det kan godt være lidt af en udfordring til at starter med, men samtidig er det en øvelse, som kan gavne ens grundlæggende evne til at fluekaste. Mestrer man først til fulde, det at kaste med store, tunge og friktionsskabende fluer, er det nemlig en klar indikation på, at man har fået pudset sin kastestil hensigtsmæssigt af.

FORFANG, som er relativt korte og kraftige, og som derfor nemmere vender og styrer popperfluerne under kastet, er optimale. Herudover bevirker de kraftige forfang, at man har muligheden for at presse gedderne væk fra grøde, åkander og grene under fighten. Og så må man ikke glemme, at wiretippet selvfølgelig også er nødvendig til popperfiskeri efter skarptandede gedder.

SELVE POPPERFLUERNE er et helt kapitel for sig. De fås i et væld af spændende variationer rangerende fra mus og frøer til rene fiktionsfostre i prangende farver og spøjse udformninger. Og binder man selv fluer, er der rig mulighed for at eksperimentere med materialer, farver og kompositioner. Og da gedderne sjældent er særligt kritiske, når de går til overfladen, kan man slippe af sted med at fange fisk på de mest horrible og særprægede kreationer. Vigtigste kriterium er blot, at popperfluerne er synlige, har god fylde og mobilitet og at de gurgler, sprøjter, larmer og i det hele taget laver en masse ravage på overfladen.

Om det så er de indiskrete og forstyrrende lyde eller illusionen af et flygtende byttedyr på overfladen, der gør at gedden reagerer, er underordnet. Essensen er nemlig, at gedderne langs grødebælterne, sivbræmmerne og åkandebælterne har overordentligt svært ved at ignorere en korrekt fisket popperflue.