Lige siden fluefiskeri efter gedde fik sin spæde start i firserne, har fluefiskere søgt efter det rette forfang til at kunne modstå geddens skarpe tandsæt. I starten var de flestes valg naturligt en monofil spids på 0.60-0.90 mm.
Wireforfanget var ganske vidst vidt udbredt blandt spinnefiskere, men datidens stålwire og wirelåse var for tunge og tykke til fluefiskeri. Med tiden er der kommet mere smidige og tyndere stålwire på markedet, og flere af dem har vist sig velegnede til fluefiskeri.
Næsten alle typer stålwire har dog en alvorlig skavank – de krøller efter kontakt med fisk, grøde eller bare efter en række kast. Krøllerne er efterfølgende umulige at rette ud. Det er dog muligt at binde
knuder på de fleste af disse moderne stålwirer, så vægten af hægtes undgås. Men således afkortes forfanget ved flueskift. Derfor er der søgt med lys og lygte efter et hægte, som kan tåle kastets smæld, og som ikke åbner sig under fight med gedden. Efter mere end et års tests og finpudsning af et geddeforfang bestående af enkelt trådet titaniumwire og et ganske lille hægte, er vi nu overbeviste om, at den optimale løsning er inden for rækkevidde. Dette bideforfang er stort set usynligt, det er stærkt men meget tyndt, det krøller ikke og det er faktisk uhyre vanskeligt overhovedet at få titaniumet til at ændre form. Hægtet er ganske lille men utroligt stærkt, og vi kun oplevet en enkelt gang, at hægtet er sprunget i et forsøg på at fastholde en stor gedde under landingen. Hægtet er principielt af samme model
som de fluesnappere, som ABU i sin tid havde i handelen. Det nye hægte er dog stærkere, og det er gennem tusindvis af kast med store fluer endnu ikke lykkedes at ødelægge hægtet eller slå fluen af. Du laver nemt dine egne titaniumforfang. Det tager lidt tid derhjemme, men ude ved vandet sparer du til gengæld en masse tid, da dette forfang kan bruges længe og det er lynhurtigt at skifte flue.
Materialer og værktøj
Der skal bruges meget lidt værktøj til at fremstille forfanget. En god bidetang, en lille faldtang og en lighter klarer opgaven. Du kan eventuelt bruge dit fluestik til at holde hægte og svirvel fast mens wiren monteres. Nedenfor nævnes de specifikke materialer, som vi har haft gode erfaringer med. Titanium og hægte er købt hos Bass Pro Shop i USA via internettet, se
linket nederst på siden. Det er ikke dyre produkter men vær opmærksom på told af både vare og forsendelse ved import. En pakke wire og hægter rækker cirka til 25 forfang, hvilket vil række til flere års forbrug for de fleste. 1 x Terminator Titanium (30 fod) single strand wire 20 eller 30 lbs. 1 x Fas Snap hægter (30 stk.) str. L eller XL 3 x Berkley McMahon svirvel str. 12, 35 lbs. 0.5 meter sort Radiflex PO 2:1 krymp 1,2 x 0,4 mm.
Step 1
Klip et cirka 35 centimeter langt stykke titanium wire af. Hvis du vil lave alle forfangene på en gang, så er det selvfølgelig hurtigst at klippe al titaniummet op på en gang.
Step 2
Bind et af hægterne på med to til tre tørn af en normal clinch-knude (billede A). Du oplever sikkert straks hvor fleksibel og uhåndterlig titaniummet er, men det er netop det som er fordelen ved det færdige forfang. Når knuden skal strammes til er det vigtigt, at du kun har en lille stump af titaniummet stikkende frem, så ikke forfanget ender med at blive for kort. Endnu mere VIGTIGT er det, at du holder godt fast i den lange ende af titaniummet og holder den hånd i ro på arbejdsbordet, men du langsomt trækker knuden til med tangen med den anden hånd (billede B). Trækker du med begge hænder risikerer du at titaniummet vil trække knuden skæv i forhold til selve forfanget. Den korte ende trækkes skarpt baglæns og stikkes ind gennem knuden, så stumpen kommer til at ligge parallelt op langs forfanget (billede C). Den
korte titaniumstump klippes af et par millimeter ovenfor knuden.
Step 3
Klip to små stykker på cirka en centimeter hver. Træk dem begge på titaniumstykket, og træk den ene ned over knuden så den dækker knuden men efterlader hægtet bevægeligt for enden.
Step 4
Gentag Step 2 med et svirvel i stedet for hægtet.
Step 5
Træk det løse stykke krympeflex op over knuden ved svirvlet og krymp begge stykker fast med en lighter. Vær opmærksom på at den tynde krympeflex kun skal have ganske lidt varme (billede D).
Step 6
Dit forfang er færdigt og dine fluer klikkes nemt af og på hægtet (billede E). Man skal lige have taget på at tage fluerne af hægtet, men det går nemt ved at presse hægtets åbning ned mod en negl så den åbnes. God fornøjelse med dine nye titanium geddeforfang.
Under vores tests har vi haft masser af gode oplevelser med forfanget, men en særlig gevinst var, da en gedde på omkring elleve kilo blev landet med titanium forfanget, og det viste sig at kun det lille hægte havde fat i en lille flig af geddens overlæbe. Fluen hang løst ved siden af – ikke et ord om tandemfluer...
Facebook Comments Box