Storlaks i British Columbia

Det er stadig mørkt da vi, meget tidligt, drejer ind på den lille parkeringsplads ved Three Rivers Resort. Der er ikke det mindste søvn at spore i øjenkrogen på nogle af os, og selvom det småregner, er vi ikke det mindste kede af det. Vi har begge været vågne et par timer. Faktisk har vi endnu engang denne morgen siddet foran fluestikket, bundet fluer til dagen, og snakket om vi igen i dag skal opleve noget helt fantastisk fiskeri. Det med regnen er der ikke noget overraskende i. Det har regnet alle de dage vi har været her indtil videre, og det påvirker ikke fiskeriet, så det påvirker heller ikke os…

Der er lys i det lille cafeteria, og vi kan se ejeren Rudy i gang med at brygge kaffe. Vi går ind, der er dejligt varmt, og vi bliver med det samme budt på kaffe. Nogle af de lokale guider sidder herinde, og er allerede i gang med deres kaffe, og et stort stykke hjemmelavet wienerbrød. Vi bliver også budt. Vi sludrer lidt med guiderne om hvordan er fiskeriet i øjeblikket, er der faldet for lidt regn, er der for lidt vand i elvene, hvad er der størst chance for at fange på denne årstid, og så videre. Guiderne aftaler indbyrdes hvor de tager hen, så de enkelte fiskere kan få mest muligt ud af dagen.

Fiskebums på fuld tid

Vi fisker med Jim Kerr. Det er ikke en overdrivelse at sige, at han er full-time fiskebums. Faktisk har jeg ham mistænkt for at sove i hans fisketøj. Han svigter sin familie på grund af sin passion, da han bor cirka 270 dage om året i den mindste campingvogn jeg nogensinde har set. Han fortæller at der er alt for langt til elvene herude på halvøen, fra hvor hans hus og familie er placeret.

Om vinteren, denne årstid, er han guide på hans egen drift boat her på elvene på Olympic Halvøen. Om sommeren tager han laksehungrende folk med på havet, for at prøve chancen i stedet. Og hvis familien ikke kan leve med det? Ja, så er det ikke hans problem… Måske man skulle prøve med den sætning derhjemme?

Ankomsten til Indianerland

Et par dage tidligere ankommer vi til det nordvestligste hjørne af USA på Olympic Halvøen. En stor del af denne halvø er indianerreservat, og de lokale har førsteret til alt lige fra bestyrelse af de få og små butikker der findes her, til fiskeriet i elvene. Det er lidt af et kulturchok at komme som dansker og opleve de lokales måde at fiske på.

Derhjemme er vi vant til at de få laksefisk, som vi har i vores vande bliver beskyttet så meget som muligt. Her foregår fiskeriet med speedbåd og lange net. Ved første øjekast kan man godt få den ide, at laksene meget hurtigt bliver udryddet ved denne hårde fiskemåde, men vi finder dog hurtigt ud af, at der er rigeligt med fisk til alle. Da vi ankommer til motellet, der selvfølgelig er ejet af indianere, hvor vi har planlagt at bo, så finder vi ud af at vi faktisk har direkte havudsigt til Stillehavet for utrolige 40$ pr. nat. Kan det være bedre? Vi pakker hurtigt stænger og hjul ud af taskerne og kommer af sted. Allerede første forsøg på at fiske på egen hånd udløser et par mindre cutthroat ørreder, men det er ikke dem vi er kommet den lange vej efter. Vi fisker dog videre, og vi oplever ikke solnedgangen hjemme fra motelværelset.

Dagen efter er vi meget tidligt oppe, måske i en kombination af ustyrlig fiskefeber og jetlagget, der stadig sidder i kroppen. Vi finder et perfekt stræk, og fisker det i gennem. Inden længe får Gordon et rigtig godt hug. Fisken tager ikke som forventet, et langt tungt udløb. Tværtimod er det som om den vil kigge os an, og kommer tættere på. Her står fisken i lang tid i den hårde strøm.

Vi kan tydeligt se den, og den kan se os. Gordon kan dog ikke presse den mere end han allerede gør, og det virker ikke som om det påvirker den. Til sidst mister den dog kræfterne i den stærke strøm, og den kommer ind på lavt vand, hvor den bliver landet i første forsøg. Det er en rigtig flot, helt blank sølvlaks på tretten pund. Vi fisker videre, mister et par fisk, men får ikke mere. Tilfredse og trætte kører vi hjem. Det er dog i mellemtiden blevet mørkt, så hverken udsigten eller solnedgangen blev nået denne dag heller. Det må blive i morgen…

Længere nede af Sol duc

Jim fører os længere ned af Sol Duc. Det er en imponerede tur, og vi beundrer den måde, hvorpå han styrer båden udenom alle de mange klippestykker i vandet. Man får fornemmelsen af, at han kan gøre det med lukkede øjne. Vi kommer til et sted, hvor der tydeligvis er en dyb rende på modsatte side af elven. Vi står ud af båden og begynder på en speciel form for fluefiskeri kaldet nymphing.

Det foregår meget simpelt ved, at en strike-indikator placeres 1,5–2 meter oppe på forfanget, og en rognflue bindes på enden. Herefter er det bare at kaste opstrøms, og derefter følge indikatoren med stangspidsen ned gennem strømmen. Pludselig hugger en alvorlig fisk på den nu alt for spinkle fluestang. Jeg når ikke engang at råbe til de andre, før den er ude midt i strømme, og rundt om en stor klippe langt nede af elven.

Jeg når lige at tænke, at nu er den mistet. Men af en eller anden årsag kommer den tilbage igen – og heldigvis samme vej forbi klippen. Jeg har direkte kontakt til den igen. Efter endnu nogle lange og hurtige udløb kommer den på land. Den bliver vurderet til atten solide pund, inden den hurtigt bliver genudsat. Dagen slutter med en mindre sølvlaks på 7–8 pund, som kommer med hjem for at blive nydt på terrassen med udsigten i baggrunden denne sidste aften.

Vi har dog endnu ikke opholdt os i lejligheden i dagslys, og vi når det heller ikke denne aften. Hver dag er vi taget af sted på fiskeeventyr allerede inden det er blevet lyst, og først vendt hjem efter mørkets frembrud…