New Zealand – Do it yourself !

Pludselig bevægede skyggen sig. Det var en ørred derovre under bøgetræets lavt-hængende grene og altså ikke bare en sten. Krumrygget bevægede jeg mig en smule nedstrøms igen; forhåbentlig havde den ikke set mig. Jeg satte mig ned og forsøgte at få pulsen under kontrol igen.

Selv på femten meters afstand kunne jeg nu tydeligt se den stå i den stille strøm, hvor den indimellem gled ud fra sit skjul for at stige til overfladen og tage føde til sig. Det var en god fisk. Det havde regnet det meste af formiddagen og blæsten havde gjort sit til, at jeg ikke havde spottet en eneste fisk. Måske var det fugtige vejr grunden til, at jeg nu kunne se enkelte små grå døgnfluer flakse fra overfladen. Det måtte være dem, fisken indimellem gled til overfladen for at tage.

New Zealand - fight brownMens solen kom frem blev en lille grå CDC klækker med smårystende hænder bundet på forfanget. Træerne ved modsatte bred gav god læ for den nedstrøms vind, men grenene udgjorde til gengæld en potentiel fluefanger… Jeg vadede forsigtigt ud i vandet og overvejede hvordan fluen skulle præsenteres. Kastet gik skråt opstrøms og fluen landede for en gangs skyld hvor den skulle; en god meters penge foran den udhængende gren. Da den stille drev ned langs grenen fik ørreden øje på den og gled roligt til venstre.

Tiden gik nærmest i stå, og det virkede uendelig langsomt da den stillede sig i fluens bane. Den blev ikke suget ned, fluen. I stedet kom ørredens overkæbe ud af vandet og fluen drev ind i munden – som en bil, der parkerer i en garage. Fisken sank ned i vandet og jeg gav instinktivt modhug og mærkede vægten bag. Med adrenalinen susende for ørerne satte jeg hårdt mod hårdt for at få den væk fra grenene. Nogle minutter senere gled en billedskøn, gul-buget 5-punds bækørred ind over netrammen og blev kort beundret inden den fik sin frihed tilbage.

New Zealand

New Zealand

Stedet er en mindre flod på vestkysten af Sydøen i New Zealand og kalenderen siger at det er sidst i januar. Jeg befinder mig midt i dette fiskeparadis, som alle ørredfiskere med bare en smule rejselyst, har drømt om. Meget er skrevet om ørredfiskeriet i New Zealand, men hvad er det nu, der får folk til at flyve halvvejs rundt om jorden for at dyppe fluelinen?

Først og fremmest adskiller fiskeriet i New Zealand sig fra mange andre steder ved at være frit tilgængeligt. Efter at have betalt en national licens a la vores fisketegn til en pris af ca. 350 kr. har man lov at fiske i praktisk alle af de hundredvis af floder, årer, bække og søer, som generøst er spredt ud over begge øer. Der er altså ikke noget med at skulle betale for en dyr lodge med tilhørende kok og fuldtidsguide. Når først man efter den lange flyvetur er ankommet er det muligt på egen hånd at udforske New Zealand med lejebil og vandrestøvler.

Faktisk er det netop sådan New Zealand bør opleves!

New Zealand - postcard

Fiskeriet på New Zealand er på ingen måde uopdaget. På trods af de utallige fiskesteder er New Zealands ørredfiskeri måske et af verdens mest beskrevne fiskerier efter vildørred. Det er der kommet mange fordomme ud af, mange endog modstridende.

Nogle steder får man det indtryk, at man i New Zealand bare behøver smide en flue eller en spinner i den nærmeste flod for at fange trofæfisk. Andre steder forlyder det, at er man ikke kasteekspert og kan dunlet præsentere en tørflue indenfor 20 cm på 20 meters afstand, ja, så har man ikke en chance. Begge udsagn ligger langt fra sandheden.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at man i New Zealand kan finde noget af verdens bedste nymfe- og tørfluefiskeri efter vilde regnbue- og bækørreder, men fiskeriet er som de fleste steder sjældent let. På den anden siden er fiskene ikke klogere end man gør dem til, og selv med begrænset erfaring med ørredfiskeri vil man kunne have succes.

New Zealand Brown release_480_copyJeg har oplevet fisk komme op og tage en stribende tørflue for fødderne af mig mens jeg stod og rodede i flueæsken og andre tilfælde, hvor der under en kraftig klækning bare skulle smides en hvilken som helst flue nogle få meter ud for at være sikker på fisk. Det er selvfølgelig sjældne tilfælde og jeg har da også oplevet super-selektive ørreder, som stiger op til 2 cm under fluen for at inspicere dem for derefter at glide på plads og ikke ville lade sig lokke uanset, hvad der derefter blev præsenteret.

Faktisk er det netop disse forskelle, som for mig gør fiskeriet i New Zealand så unikt. Diversiteten af fiskeriet er stor og gør det muligt at prøve mange forskellige slags fiskeri indenfor et forholdsvis lille område. Det strækker sig fra det efterhånden klassiske backcountry-fiskeri i skovklædte bjerg-omgivelser efter spottede, dvs. sete, bækørreder i gin-klart vand, til fiskeri efter cruisende fisk i små idylliske bjergsøer, til nymfefiskeri efter regnbuer i hurtige floder i de brede smeltevandsdale, til massive aftenklækninger i lavlandsfloder, til pürschfiskeri efter trofæfisk i tempereret regnskov til mundingsfiskeri efter havørreder, til…. Hertil kommer de fantastisk flotte og ofte uberørte omgivelser, som absolut også er en stor del af oplevelsen.

New Zealand big brown in water

Den lille unavngivne bjergsø i det centrale højland lå i ca. 700 meters højde og var på begge sider beskyttet af bjerge. Jeg var ankommet aftenen før og var, på trods af opossum’ens (pungdyr) prøvesmagning af fluestangens korkhåndtag samt forgæves forsøg på at komme til min mad i teltet, kommet tidligt op i håbet om at finde fisk inde på lavt vand.

Jeg sad på bredden og fortærede min morgenmad, da solen krøb over bjergsiden og omsider ramte vandet. Der havde været køligt om natten og de første solstråler varmede dejligt. I løbet af få minutter begyndte den blanke overflade regelmæssigt at blive brudt. Først kunne jeg ikke se, hvad det var de tog, men da jeg kom tættere på så jeg små metal-grønne biller, lidt mindre end mariehøns, ligge hjælpeløst i overfladefilmen. Jeg havde tidligere hørt om manuka-billerne, men aldrig selv oplevet en klækning.

New Zealand - stalking

En lille skumbille blev bundet på forfanget og lagt ud, hvor jeg havde set et par fisk højlydt tage smaske biller i sig. Det tog ikke mange sekunder før det gav et plask, hvor fluen var: Stangen bukkede sammen og en flot regnbue stod lodret ud af vandet. Den næste times tid oplevede jeg noget af det hektiske fiskeri nogensinde. Kunne man beregne ørredernes bane efter hvor de afslørede sig i overfladen og dernæst placere skumbillen en meter eller to længere fremme, så var man sikker på et ordentlig plask og derefter en ivrigt hoppende, grøn-rygget regnbue. Flere fisk måtte omkring nettet, mens mange flere blev mistet. Blandt andet en som rettede krogen ud efter at have vist mig baglinen…

Rygsæk og vandrestøvler

New Zealand stalking

Med mindre man har råd til helikopter og evt. en guide er eneste måde at komme til pågældende sø ved at vandre. Faktisk handler meget af fiskeriet på Sydøen ikke om fiskeevner og -erfaring, men derimod i højere grad om at vandre ind i det nogle gange ufremkommelige terræn med rygsæk og telt.

Til gengæld er det vigtigt at kunne orientere sig efter et kort og vide, hvad man gør i nødstilfælde. Heftige regnskyl er almindelige og i visse områder kan floderne stige flere meter i løbet af kort tid og på den måde afskære én fra at komme tilbage. Ofte finder man det bedste fiskeri længst fra nærmeste vej, hvilket næppe kan overraske nogen.

I mange af de populære områder såsom Nelson, Vestkysten og Fiordland tilbydes der helikopterservice og guidede ture til de mere afsidesliggende områder.

New Zealand scenery mountain

Har man ikke fisket i New Zealand før kan det godt anbefales og hyre en guide den første dag eller to – at lære at spotte fiskene er altafgørende og kan være svært i starten. Har man råd, er det selvfølgelig muligt at fiske med guide det meste af tiden, men at fange sin egen fisk er for de fleste en langt større tilfredsstillelse.

Som allerede nævnt kræver det kun en vis portion gå-på-mod og et par et vandrestøvler. På samme måde er der mange som mener, at helikoptere ikke hører til i nogen af verdens sidste urørte naturområder og at man desuden bør respektere, at folk kommer for stilheden. Desuden kan jeg fortælle, at det er en meget frustrerende oplevelse at se en helikopter med en guide og to fiskere lande 300 m foran én, efter at have vandret i to dage for at komme til de øvre stræk af floden…

Fordi fiskene i de mere afsidesliggende floder og vandløb ikke fiskes så ofte, er de dog langt fra dumme. Det kræver ofte kravlen på alle fire for at komme på ”skudhold”. Husk på, at det desto lettere det er at se fisken, desto lettere er det for den at se dig! Typisk har fluevalget ikke meget at sige, hvorimod præsentationen er afgørende – ofte får man kun den ene chance.

Til gengæld er gennemsnitstørrelsen i disse ”back country” floder mange steder større end noget andet sted i verden. Desuden lever selv større fisk af insekter hvilket gør, at fangster af fisk på 6-10 pund på tørflue eller små nymfer ikke er unormalt.

New Zealand browntrout

Er man til vildmarksfiskeri i ubeskrivelige omgivelser, så er det på Sydøen, man bør tage til. Der er allerede skrevet en bunke guidebøger, som kan hjælpe gør-det-selv fiskeren på vej, fx South Island – Trout Fishing Guide af John Kent.

Guidebøger bør kun bruges som vejledning – gode steder bliver dårlige pga. oversvømmelser eller for højt fiskepres og dårlige steder bliver gode.

Sagen er, at der er svært at finde vandløb på Sydøen, som ikke holder fisk. I stedet kan det være en fordel, før afrejse at gøre sig klart, hvilke områder der rummer hvilket slags fiskeri og hvad man helst vil. Her er en hurtig gennemgang af nogle af de med en fluefiskers øjne mest spændende områder:

Nelson-området:
Er det mest solbeskinnede område på Sydøen og byder på mange og forskellige fiskeområder, fra lettilgængelige landbrugsområder til backcountry-fiskeri. Området byder også på let adgang til flere flotte nationalparker, bl.a. Abel Tasman National Park.

Vestkysten:
Er et af de mindst udviklede områder i New Zealand. Vestkysten er et langt smalt område med en bjergkæde til den ene side og Stillehavet til den anden. Denne kombination af høje bjerge ud til Stillehavet giver området en meget stor årlig nedbørsmængde, flere steder op til 5000 mm pr. år.
Dette kombineret med det uvejsomme terræn og den meget lave befolkningstæthed er bl.a. grundlaget for noget at det bedste ørredfiskeri i NZ, især for fiskeren som ikke er bange for sandfluer, myg, regn og at vandre. Vestkystens utallige bække og floder leverer hvert år trofæørreder over de magiske 10 pund. Der findes kun bækørreder og ikke regnbueørreder på Vestkysten.

New Zealand browntroutFiordland:
Består af et uvejsomt, skovdækket bjergområde gennemskåret af dybe fjorde og store søer. Mange floder og søer huser gode bestande af både bæk-, sø- og regnbueørreder. En stor del af Fiordland er ikke tilgængeligt uden helikopter eller båd, men byder nogle steder på et uforligneligt fiskeri hvis man er skrap eller dumdristig nok til at trodse det ekstremt uvejsomme terræn, det letomskiftelige vejr samt sandfluer og myg på størrelse med helikoptere.

Southland:
Dette område har ikke de majestætiske, sneklædte bjerge som andre steder på Sydøen, men huser til gengæld nogle at de mest produktive floder med et meget rigt insektliv. Mataura floden er verdenskendt for sine massive klækninger og store tæthed af bækørreder og lokker hver år mange internationale fiskere til.

Otago:
Vestenvind og lavtryk har en tendens til at kunne gøre fiskeriet i NZ besværligt. Otago har fordelen af at ligge i læ bag bjergene og på den måde være det tørreste område på Sydøen. Både produktive bække og floder i græsklædte dale samt ”high-plains” i bjergene giver mulighed for godt og spændende ”sight-fishing” det meste af sommeren. Også det hektiske fiskeri efter cikade-jagende ørreder i de mange højlandssøer i sensommeren er absolut et besøg værd.

Facts

New Zealand er ca. 1.500 km langt og byder på et væld af forskellige landskaber samt en helt unik natur. Turisme er en stor indtægtskilde og new zealændernes tilpasning til dette gør det let at rejse rundt.

Vandrehjem, campingpladser og bed & breakfast er talrige og prisniveauet er rimeligt. New Zealand bør opleves på egen hånd; billeje findes fra ca. 120 kr./dag inkl. forsikring og benzin koster ca. 4,50 kr. pr. liter. Husk at der er venstrekørsel!

I alle nationalparker er der ”allemandsret”, dvs. der kan camperes gratis overalt. Det tager omkring 30 timer at flyve til New Zealand og koster ca. 10.000 kr. alt efter selskab og årstid.

Lonely Planets: New Zealand og The Rough Guide to New Zealand er fortrinlige rejsehåndbøger. New zealændere er et utrolig imødekommende og gæstfrit folkefærd og bevæger man sig lidt væk fra mest besøgte områder er det ikke ualmindeligt at blive inviteret indenfor.

Skal der værnes om offentlighedens ret til fiskeri er det vigtigt med en god etikette. Husk altid at tjekke eventuelle lokale fiskeregler og spørg altid om tilladelse før privat jord krydses.

Genudsætning bliver og bør praktiseres overalt for at beskytte de ofte skrøbelige fiskebestande. Det betyder dog ikke, at man ikke kan tage en enkelt fisk til lejrbålet.

Fiskesæsonen strækker sig fra 1. oktober til 30. april med højsæson i december, januar og februar, som er New Zealands sommer. Vær opmærksom på, at new zealændernes sommerferie ligger i januar. En almindelig flueudrustning i klasse 5 eller 6, med tilhørende udvalg af tørfluer, nymfer og vådfluer passer fint til det meste fiskeri i New Zealand.

Der er selvfølgelig også mulighed for spinnefiskeri, specielt i de større floder samt søerne. Hertil kommer vandreudstyr, telt, etc. hvis man ønsker at opleve noget af det bedre fiskeri på egen hånd.

En licenseret guide koster mellem 1600 og 2500 kroner pr dag. Der findes masser af oplysninger på nettet om fiskeriet i New Zealand, se fx www.sexyloops.co.uk. Knæk og bræk! Har du fået lyst til mere læsestof om New Zealand har vi listet et lille udvalg af øvrige artikler om emnet herunder: