Nausta – En klassisk smålakseelv

Siden slutnigen af firserne, har jeg tilbragt et par uger ved en af NordTrøndelags smålakseelve. Fangsterne er for 90 procents vedkommende grilse med gennemsnitsvægt på 2 kilo.

Igennem årene har jeg lært elvene at kende og eftersom fangsterne har været gode, fandt jeg ingen anledning til, at søge fiskeri i andre elve. D a jeg i april fik en e-mail fra Thomas, min fiskekammerat der tilbød, at jeg kunne følge med ham til en af vestlandets bedste elve med smålaks, kunne jeg ikke modstå fristelsen at til at prøve en anden elv.

Nausta som elven hedder, er ikke bare kendt for den gode opgang af laks – Den er også foreviget i Charles Ritz’s bog “A Flyfishermans Life”. Derudover havde Hardy i mange år sin fluefiskeskole ved elven med Robert Weisz i spidsen. Det skærpende naturligvis interessen for fiskeriet i elven.

“Tag en 9 eller 10 fods stang, klasse otte, et fluehjul med 200 meter backing, fluer i størrelserne 8 – 12 med blålige farver, med”. Det var den pakkeliste, der behændigt var vedhæftet e-mailen fra Thomas et par uger inden afgang.

Mellemlaks

Nausta er en smålakseelv, men da vi påregnede at fiske i uge 27, hvilket er tidligt på sæsonen, mente Thomas, at der var gode chancer for mellemstore laks. Det fik mig til at pakke tohåndsstangen med i baggagen.

Alle, som har fisket laks ved, at forholdene aldrig er perfekte. Enten er vandstanden for høj eller for lav, eller laksene står ude i fjorden og går ikke op i elven, og at du burde have været her for en uge siden. Med andre ord, er det ofte man står med fornemmelsen af, at man skal komme på et andet tidspunkt til næste år!

Jeg har hørt alle de undskyldninger der findes, men da jeg en uges tid inden afrejsen blev orienteret om megen sne i fjeldene, ensbetydende med en høj vandføring og mange laks i elven, sloges jeg nu med tanken om, at vi måske skulle bruge en uge mere under disse gunstige forhold.

Regn, regn og atter regn!

De tunge regnskyer, som hang over fjorden virkede uigennemtrængelige og på trods af, at klokken havde passeret 15.00, var solen og dens varme stråler ikke synlige. De første regndråber slog imod bilens forrude, da vi kørte op imod Nikolei lodge, hvilken var vores herberg den kommende uge.

En normal ferierejsende havde formendtlig ikke sat pris på al den regn som begyndte, da vi pakkende ud, men eftersom regn betyder mere vand i elven og forhåbningsvis flere laks i elven, var vi begge meget fortrøstningsfulde og i godt humør. Efter en kort og ikke mindst intensiv gennemgang af vores fiskestræk, blev ugen indviget med et glas irsk whiskey. Stik imod al sund fornuft, stod vi begge en halvtime senere, iført fuld laksebeklædning nede ved elven. Sulten, som havde plaget os et stykke tid, var forsvundet som dug for solen. Nu skulle der fiskes laks!

Vandstanden var det højeste Thomas nogensinde havde observeret gennem alle de år, han havde været ved Nausta, hvilket resulterede i, at nogle fiskepladser var helt umulige at nå. Det første fiskepas tog fire timer, hvoraf ingen af os havde mærket noget. Vi bestemte os for lidt natmad og hvilede et par timer, inden vi igen genoptog fiskeriet efter midnat. De regntunge skyer på himlen var i særdeleshed medvirkende til, at det var relativt mørkt, da vi igen kom ned til elven.

Regnen var stoppet, og vi kunne konstatere, at vandstanden var holdt op med at stige. Jeg begyndte fiskeriet af vores stræk oppefra og ned, et kast, et skridt osv., og en time senere var der stadigvæk ingen af os, der havde mærket noget.

Thomas bestemte sig for at fiske det øverste stykke af, og imens skulle jeg prøve kræfter med “Bråtet”. “Bråtet” er en af strækningens bedste pools. Efter at have fisket “Bråtet” igennem, satte jeg mig på en stol nede ved vandet, hvorfra jeg kunne se hele poolen. Herfra ville jeg overvåge lige pladsen, hvor laksen sædvanligvis viser sig. Pludseligt hører jeg en hvislende lyd.

Det kunne umuligt være Thomas, han fiskede jo trehundrede meter længere upstrøms. Men da lyden kom igen, betænkte jeg mig ikke længere. Nu måtte jeg stille min nysgerighed. Jeg rejste mig og gik i lydens retning. Efter 10 meters gåtur så jeg til min store overraskelse Thomas, stående med dybt bøjet stang ude i elven – lige umiddelbart oven for “Bråtet”. Thomas vinkede mig ud i elven, og nu da jeg stod nær ved ham, kunne jeg se, at han så en lille smule skræmt ud.

Thomas havde kroget laksen tohundrede meter længere opstrøms, hvor den var rykket igennem poolen et par gange, for sidenhen at tage turen nedstøms. Pladsen vi nu befandt os på, var ved et frådende vandfald og absolut ikke et sted at fighte en stor laks. Inden vi havde overvejet, hvad vi skulle gøre, hvis laksen bestemte sig for at fortrække til næste pool, tog den et rask udløb og fortsatte nedstrøms.

Det var med store anstrengelser, vi kom op fra vandet og forbi “Bergshöllen”, som lå mellem os og fisken. Situationen var, at laksen nu befandt sig i strækkets største pool og kunne nu fightes uden flere forhindringer. Thomas’s klasse 7 stang stod bøjet helt ned til bundstykket i endnu et stykke tid, før jeg kunne taile laksen, og vi begge kunne drage et lettelsens suk. Laksen vejede 5.5 kg., og på den lette udrustning havde den virkeligt budt på en uforglemmelig fight.

Tyve minutter senere hoppede vi begge i seng og sov til langt op på formiddagen den næste dag. Mens vi sov tog lavtrykket over Naustadalen yderligere til, og elven steg det næste døgn med over en meter.

Det gjorde det væsentligt lettere at indrette vores fiskeri efter bestemte laks, og det styrkende ikke mindst vores tro på, at vi nu kunne fange laks og vi så nu hele tiden aggresive laks i overfladen. Stående øverst på vores strække, kunne jeg iagttage en laks som viste sig gentagne gange foran en større sten, som ved normal vandstand lå oven for vandspejlet.

Dumdristigt vadende kom jeg ud på en sandbanke, hvor jeg lige netop kunne se laksens standplads. Mit første kast lykkes ikke, en sidestrøm fik fat i linen og fluen driftede væk fra fisken. Næste kast derimod var helt perfekt – hvilket jeg tydeligt mærkende! Forfanget strammes og jeg nåede ikke, at løfte stangen før en grilse sprang fri af vandet med min Sunray Shadow i munden. Laksen var vild og de første minutter var den mere over, end under vandet. Men de gymnastiske udfoldelser tappede laksen for energi og i løbet af fem minutter fik priesten det sidste ord.

Jeg havde fanget min første Naustalaks, hvilket jeg naturligvis var glad for, men fisken som lå på land, var ikke den den jeg havde set stå foran stenen! De næste femten kast resulterede i ingenting og eftersom solen begyndte at skinne fra en klar blå himmel, var det tid for et strategiskifte. Forfanget forlænges en meter og min Sunray Shadow skiftes ud til fordel hvor en mindre Rusty Rat. Der var respons på mit strategiskifte allerede i første kast. Laksen fulgte min flue et lille stykke, men tog den ikke.

En mindre Rusty Rat blev knyttet på forfanget. I det følgende kast kom hugget og sekunder senere sad der en fem kilos laks i den anden ende. De første fem minutter gik laksen hurtigt igennem poolen, men stangen trættede langsomt fisken og fire spring ud af vandet gjorde udslaget. Efter yderligere fem minutter kunne jeg taile en hanlaks i bedste kondition. At der under vores tilstedeværelse ved Naustaelven fantes en eller anden storlaks, fik Bengt at se en nat. Laksen, som en norsk fisker krogede i poolen ovenfor vores stæk vejede formendtlig mellem 10 og 12 kg.

Trods en tohåndsstang og en 0.50 mm. forfangsspids viste laksen sig ikke en eneste gang under den tyve minutter lange fight. Da laksen beslutttede sig at drage nedstøms, og inden fiskeren indså, at det formendtlig var en god ide at følge med, var der allerede over ethundrede meter line ude og sekunder senere sprang linen. Endnu en storlaks historie var født!

Udstyr til Nausta

Selv om vi for det meste fiskede med enhåndsstænger i lineklasse 7-9, havde en 11-12 fods tohåndsstang i samme lineklasse uden tvivl været at foretrække. Eftersom vi hele tiden havde chancer for fisk, og vi fik jo faktisk en del mellemlaks, havde jeg nu været mere tryg med en længere stang.

Derudover er det tidlige fiskeri i mange smålakseelve, hvor man på regne med varrierende vandstande, af afgørende betydning at man gør brug af større fluer og længere kast. Endvidere findes der vel intet dejligere end at gå at speykaste med en let tohåndsstang og en DT line på klassisk manér.

Fluer

Vi alle tre som tilbragte en uge ved Nausta, har uden tvivl en afslappet filosofi hvad angår laksefluer – Sort er altid godt! Om fluen hedder Red Butt, Black Shank eller Sunray Shadow er af perifær betydning. Og selv om mange siger, at størrelsen ikke er afgørende, så tror vi at det ved valg af lakseflue ofte kan være den hugudløsende faktor.

Men selvfølgelig lader vi os påvirke af Lennart Bergkvists fluemønstre, som er specialdesignede til Naustalaksen. Desværre brød laksene sig ikke om dem? Anders Eklöv som har fisket i Nausta siden midten af firsene, gav os det råd at fiske med fluer, der havde blålige farver, men efter vores uge i elven kunne vi hverken be eller afkræfte dette tips. Af vores fangststatistik fremgik det, at en stor procentdel af fiskene var taget på fluer med blålige materialler.

Så med tanke på Anders erfaring og vores fangststatistik, bør der findes nogle fluer med et stænk af blåt i flueæsken hvis turen går til Nausta. Ellers er det med laksefiskeri som med alt andet fiskeri – Tro på din flue og du får laks.

Vi var fornøjede og glade for vores uge ved denne skønne Vestlandselv og ser man på statistikken, er Nausta faktisk en af de bedste lakseførende elve på Vestlandet. Derudover er Nausta en af de få elve, som er blevet forskånet fra den frygtede lakseparasit Gyrodactylus Salaris, som desværre har udryddet mange Vestlandelve, heriblandt Lærdalselven.