Juletræer på Grønland

Steen Ulnits har i en årrække været velkendt i lystfiskerkredse for sin litteratur, sine fotos og ikke mindst for sin flue Juletræet. Denne flue har så godt som al den tid jeg har fisket været fast inventar i min flueboks. Den er ansvarlig for mange af mine havørreder, den er lynhurtig og enkel at binde og de fleste fiskearter vil tage juletræet, hvis det bliver serveret for dem. Min fascination af netop denne flue, skyldes nok ligeså meget manden bag, som af selve fluen. Jeg har læst det meste, Steen Ulnits har skrevet gennem årene, og især hans rejsebeskrivelser har altid interesseret mig meget.

 

Grønland er et af de lande han har besøgt og fisket i flere gange, og måden han beskriver mængden af fjeldørreder i de grønlandske elve, har altid for mig, lydt lidt urealistiske. Da jeg i sommeren 2006 fik muligheden for at følge i hans fodspor, var jeg dog ikke længe om at takke ja. Det skulle senere på sommeren vise sig, at Steen Ulnits beretninger om de grønlandske elve, på ingen måde var overdrevne – nærmere det modsatte. Vi er et hold på tretten personer, der netop er ankommet til elven Ilua i Sydgrønland. Efter at have kastet bagagen ind i et af de telte, som vi skal tilbringe de næste 5 døgn i, rigger jeg hurtigt min klasse 4 fluestang til, og begiver mig ned til vandet.

Det første der møder mig, efter hundrede meters gåtur fra campen, er en stor sø, der løber ud i en drøm af en ørredelv. Elven veksler mellem hurtige stryg, pools og små vandfald. Vandet er så klart, at man let ser bunden på selv de dybeste steder, og allerede ved første øjekast ser jeg adskillige fine fjeldørreder, der bare står og venter på mig. Efter en meget kort granskning af flueboksen, falder valget selvfølgeligt på et flourødt juletræ.

Jeg lægger et kast skråt nedstrøms. Juletræet når kun at svinge en meter ud i strømmen, før den første grønlandske fjeldørred brutalt smækker kæberne sammen om den. I et utroligt tempo sprinter den nedstrøms, så bremsen på mit fluehjul hviner af fryd. Fisken stopper op og jeg får presset den tættere mod mig. Efter en kort men hektisk fight, kan jeg lande min første havvandrende fjeldørred i en smuk gul-grøn gydedragt.

Resten af dagen byder på endnu et par pæne fisk, men endnu ikke i de mængder, som jeg så ofte har læst om i Steen Ulnits beretninger. Dagen efter står den på en mindre fjeldvandring opstrøms den store sø og videre til et stort vandfald, som fiskene ikke kan passere. Efter sigende skal elven opstrøms for søen ændre karakter drastisk, med bjergsider langs bredderne og dybe pools proppet med fisk. Da vi har passeret søen, og jeg kan se ned på elven fra en højere liggende fjeldside, begynder det straks at klø i fingrene. Elven snor sig fra side til side i det rå og smukke grønlandske landskab. Man ser tydeligt de dybe blå huller under de små vandfald, og jeg begynder straks at fantasere om de mængder af store fisk, der absolut må stå der.

Vi fortsætter dog til min store ærgrelse forbi alt dette, da vi har besluttet at gå helt op til vandfaldet, inden vi begynder at fiske. ”Hvad er det på overfladen?”, lyder det fra en af de andre, da vi kan se poolen nedenfor det store vandfald. Det ser ud som hele overfladen dirrer, og vi beslutter os for hurtigt at se nærmere på sagen. Efterhånden som vi kommer nærmere elven, går det op for mig, at det er rygfinner der stikker ud af vandet.

Poolen er proppet med fuldvoksne fisk. ”Steen Ulnits havde ret”, tænker jeg euforisk, mens jeg lister mig ud i elven. Jeg bestemmer mig for en busket tørflue, som jeg hurtig får lagt ud foran en af de cruisende rygfinner. Præcist da fluen lander, eksplodere overfladen i et plask, og en to kilos fjeldørred raser af sted med min flue. Denne seance gentager sig gang på gang i løbet af de næste par timer, så det til sidst ender med, at ingen af os orker at fighte flere fisk.

På resten af turen, bliver der fanget og genudsat så store mængder fisk, at man bare må undre sig over, at der i det hele taget findes steder som dette tilbage i verden. Jeg har efter min rejse til Grønland set mig nødsaget til at ændre mening, om Steen Ulnits fortællinger om fiskeriet i dette enorme og nærmest uberørte land. Det er absolut ikke sidste gang, jeg har kastet et juletræ i en grønlandsk elv…