Internettet er saliggørende som den store informationskilde. Er man lidt kreativ kan man ved lidt list, overliste selv Google til at give en de informationer man søger. En god kunde informerede mig for cirka halvandet år siden om et sted på Bahamas, hvor bonefishen var ekstra stor.

Fisk mellem syv og ti pund var hverdagskost. Har man som jeg fisket bonefish i mere end ti år, så kommer der en tid, hvor mængden af fisk har mindre betydning og hvor størrelsen får større og større betydning. Bonefish regnes for en af verdens hurtigste sprintere, så hvad vil der ikke kunne ske, når man i tillæg kunne komme til at fange nogle af verdens største bonefish?

Den webside, som min kunde refererede til, gav mange nyttige informationer, og ved hjælp af Google kom der stille og roligt flere oplysninger frem om dette paradis på jord. Det er sjældent på første hit på en søgemaskine man finder sine guldkorn, oftest skal man langt ned i listen for at hente de ekstra små informationer som virkeligt er guld værd. Dette var også tilfældet med Bahamas.

En ubetydelig hjemmeside fra en englænder med hus på Bahamas viser sig at indeholde information om fiskeriet, ene og alene fordi han i sin fritid fisker lidt. Han bruger godt nok guide, hvilket vi før afrejse havde besluttet, at vi i første omgang ville fravælge. Englænderen oplyste dog både om flats og fangster med nogle store basser i mellem.

Research tur

Turen blev kaldt en research tur. Ordet research tur skal dække over at vi ikke kan være sikre på godt fiskeri, ej heller om det kan lade sig gøre at fiske effektivt uden guide. På trods af at al information umiddelbart viser, at det sagtens kan lade sig gøre, vælger jeg dog stadig at kalde det en prøvetur. Ud over undertegnede har tre personer meldt sig.

Knud har fisket bonefish før i Belize og på Los Roques. Knud trængte til at se noget nyt. Morten og Isak har ikke fisket bonefish før, men begge er opsatte på at prøve noget andet end laksefiskeri, som de ynder at fiske sommeren igennem. Umiddelbart kunne jeg forstå, at de havde lovet sig selv en tropisk tur som en slags fyrre års fødselsdags gave til dem selv. Yderst bemærkelsesværdigt for rejsen som gik over to dage var der ingen problemer af nogen art.

SAS og deres rejsepartnere gav os ingen forsinkelser eller uheld med manglende bagage. Vi føltes os nærmest båret frem hele vejen ned til Bahamas. Nu har jeg stadig ikke røbet destinationen, men det skal ikke være den store hemmelighed. Vort lille transport fly landede på Treasure Cay på Abaco, Bahamas.

Nu manglede vi blot en lille tur med taxa ned til en ventende båd, som skulle transportere os det sidste stykke ud til en af de små øer ud for den østlige kyst af Abaco. Det lejede hus havde egen dok, så vi blev fornemt sat af lige uden for døren.

Lykken er en båd

Hjemmefra havde vi lejet både elbil og en 14 fod Whaler, en lille fladbundet jolle med 75HK på hækken. Disse to transportmidler skulle transportere os rundt på øen og hen til de tre flats, som vi hjemmefra havde læst os til var udgangspunktet for en succesrig tur. De næste ti dage skulle tilbringes i ren luksus, med hus, have, egen bådebro, en lækker jolle med masser af hestekræfter, og en elbil som dog skulle vise sig at være ubrugelig, undtagen når der skulle hentes Kalik, som den lokale drik hedder.

Første dag blev afsat til udforskning. Selv med et fint kort over øen, skulle vi ud og danne os et overblik over, hvordan vi kom til de forskellige flats ved hjælp af elbilen eller gåben. Det viste sig hurtigt, at tilgangen til vandet fra landsiden ikke var så nem, som det så ud til på et kort. Flere steder var der enten beboelse med Adgang Forbudt skiltning, eller der var stejle skrænter, som var svære at forcere med fluestang og oppakning.

Det blev hurtigt klart, at båden ville være det eneste transportmiddel, som ville klare opgaven med at transportere os rundt til de forskellige steder. Umiddelbart havde vi svært ved at lade fluegrejerne blive hjemme i huset, men personligt mente jeg, at det ulig måtte være bedre at kende pladserne inden fiskeriet startede, nu hvor vi ikke havde nogen guide til at vejlede. Nede i byen fik vi fat i højvandstabellen, der viste sig uundværlig som dagene skred frem. Det er ikke lige meget, om man kommer til en flat med stigende eller faldende vand. Det viste vores erfaringer senere.

Efter grundig instruktion i hvordan vor jolle og dens motor virker, beslutter vi os for at starte på det som kaldes Town flat. Town flat er en 2,5 kilometer lang flat, som skifter karakter midt på. Den første del består af rent sand, med en klar skillelinie af skildpaddegræs. Den anden halvdel består mest af skildpaddegræs med enkelte pletter af sand samt en sumpet del med kun skildpaddegræs helt ind under land.

Vi starter selvfølgelig med solen og vinden i ryggen, og da vinden altid blæser fra øst – næsten altid, så ligger vi båden ind på den sandede del af flatten for at sætte Morten og Isak af. Inden vi kommer helt ind på det lave ser vi allerede 2 store bonefish siksakke inde på sandet. Det ser lovende ud. Båden bliver nu sejlet en lille kilometer mod vest, hvor Knud og jeg sætter os selv af.

Ideen er, at når Isak og Morten har fisket sig vej frem til båden, så sejler de den endnu en kilometer frem, hvor vi så igen overtager båden. På den måde kan vi afsøge store områder, uden at nogen af os skal gå tilbage til en båd. Både Isak og Morten fik muligheden for at kaste til bonefish, mens jeg selv så ikke skyggen af fisk bortset fra et par barracudaer, hvoraf den ene løb med fluen, fordi jeg mistænkte den for at være en bonefish og måtte prøve et kast.

Også Knud havde set bonefish, men det var helt inde ved den sumpede del, og med så meget turtlegrass og mørk bund er det yderst svært at se ret meget. Vandet virker umiddelbart højt og vi beslutter os for at udforske de andre steder.

Hjemmefra har vi en beskrivelse af en flat, som ligger mellem to øer, der kun er tilgængelige med båd. Vores båd med de mange hestekræfter gør det til en leg at komme rundt. Noget andet er at finde vej.

At finde et flat

Den flat, som gemte sig mellem de to øer, var ikke helt så nem at finde som først antaget. Den lå dybt inde i en bugt, hvor en lille ø skærmede for udsigten ind. Vi kom selvfølgelig den forkerte vej rundt om øen, hvilket bevirkede, at vi måtte forsøge os med at stage over meget lavt vand.

Der kom mange fine kommentarer på mine forsøg på at stage, specielt når der blev staget i ring. Det var nu imidlertid ikke kun jeg, som kunne stage i ring, Isak mestrede det også. Vi besluttede os for at trække båden over det lave vand. Flatten mellem øerne havde en kanal i midten, som vi kunne sejle i.

Men med faldende vand var det måske ikke helt smart, at lægge båden ind et sted hvor vi ikke kunne komme fri om et par timer. Isak og jeg trak båden tilbage til et sted, hvor vi uden besvær ville kunne komme fri ved lavvande, mens Knud og Morten hoppede ud for at fiske til et par tailende bonefish. Efter at have sikret båden gik Isak og jeg tilbage mod de andre.

Vi havde solen i ryggen hvilket gjorde det nemmere at se fisk, og der var faktisk en hel del. Den første lille stime bonefish svømmede mellem Isak og jeg, uden at vi kunne gøre så meget ved det. De var skræmt inden vi fik set os om.

Den næste lille stime, som kom imod mig, så jeg i god tid og kunne lægge et godt kast til dem. At den først bonefish gik til fluen uden besvær undrede mig ikke synderligt. Et laaaaangt udløb og den første rigtige adrenalin i blodet var en realitet.

Da der ikke er langt mellem mig og Isak beder jeg ham om at tage det første billede med fisk i hænderne, men hans kamera ligger i båden. Hvad så med mit? … Tja det lå også i båden. En flot bonefish på 3-3,5 kilo skulle genudsættes uden at der er taget et billede. Hvad gør det, vi får sikkert masser af skud i kassen, vi er kun lige startet. Det skulle vise sig ikke helt at holde stik.

Vores umiddelbare intuition siger os, at vi bør bruge tid på flatten mellem Non Jack og Crab Cay, for her er virkeligt mange fisk. Town flatten er utrolig rar at gå på, der er bare et problem, fiskene her er utroligt sky. Silhuetten af en flueline, både i luft eller på vandet opdages af de store bonefish. Nedslaget ser de også på mange meters afstand.

Vi klipper vore kuglekæde øjne af for at lette lyden af plasket ved nedslaget, men lige meget hjælper det. Nu er det ikke nedslaget, men blot det de ser vores fluer bevæge sig, som får dem til at flygte. Vi er lige ved at rive os selv i håret, hvad gør vi galt? Sikkert ingenting. Disse store fisk er ikke blevet store af at angribe hvad som helst, som bevæger sig hen over bunden.

Den megen sejlads med motorbåde, samt et par guider, som hver dag stager deres kunder hen over flatten, og så et par danskere som søger lykken på egen hånd har lært bonefishen, at der findes andre farer end barracuda, fiskeørne og hajer.

For ikke at skyde os selv i foden, beslutter vi os for kun at være to, når vi fisker på flatten mellem Non Jack og Crab Cay. Den smule erfaring vi har fået viser, at når vi alle fisker på samme tid, så skræmmer vi mere end det gavner. Flatten er ikke stor nok til os alle, så vi deles om den og skifter ved middagstid.

Morgenen den tredje dag er det så Isak og Mortens tur til at være de første. Ved middagstid kan de fortælle, at de har fået en bonefish hver. Det vil sige, at Morten fik kun en halv. Morten var den første som fik kontakt, og et massivt udløb endte i noget rigtigt tungt. Da det er Mortens første bonefish, undrer det ham at der ikke er mere spræl i den, og halvanden hundrede meters uvished bliver til lidt af et syn. Morten står med nu med halv bonefish, resten er endt i maven på en citron haj.

Flatten er fyldt med hajer i forskellige størrelser på udkik efter en godbid. Nogle gange kommer de så tæt på, at man godt kan blive lidt nervøs. Med lidt larm og plasken får man dem jaget væk, men de kommer som oftest igen. Det spor af sand, som man efterlader når man vader på en flat ligner til forveksling det spor, som bonefish efterlader, når de roder i bunden. Det går hajerne efter, så det er svært at undgå dem.

Isaks bonefish bliver også forfulgt af en haj, men den slipper med skrækken og kan landes. En flot fisk omkring de fire kilo. Mortens bonefish kunne godt have været større, men fyrre centimeter var alt der blev tilbage.

Nu manglede bare Knud at få fanget sin første Bahamas bonefish, så hvorfor ikke gøre det på Town flatten, hvor fiskeriet havde været sværest. Der havde godt nok været interesse for et par fluer fra Isaks flueæske. De lignede ikke de fluer, som vi andre havde i æskerne, men Isak havde en bonefish, som vente rundt efter et rødt eksemplar af en krydsning mellem en Wolly Bugger og et søpindsvin.

Hvis jeg husker rigtigt, så løb den med fluen. Når det endelig var lykkedes os at kroge et eksemplar, røg forfanget af og til med et brag. Knud brugte ingen hemmelige tricks. Hans flue var bundet af mig, en ganske almindelig pink Gotcha, og som Isak oplevede det, så vendte fisken bare rundt på en femøre og tog fluen som det mest naturlige.

Selv om jeg stod langt væk, kunne jeg godt se, at fisken havde flået en hel del backing af hjulet. Det var spændende at kunne følge fisken så langt øjet rakte over det hvide sand. Knud var ganske imponeret over de lange udløb, og måtte konstatere, at der er noget specielt over disse grå kæmper.

Fiskeri med guide..

Isak og Morten var opsatte på at hyre en guide for en dag eller to. Vi fik lavet en aftale med den lokale guide på øen, som muligvis havde tid en halv dag efter kl.13. Det tilfredsstillede ikke deres behov, så de fik kontakt med en guide på Abaco, som kunne fiske med dem en hel dag. US$ 380 og så skulle de selv sørge for frokost.

Desværre ændrede vejret sig drastisk. De første dage havde vi al det solskin, som vi kunne ønske os, men de sidste dage inden afrejse trak der et lavtryk hen over Bahamas, og der kom masser af regn og torden. Netop den dag det var aftalt, at de skulle fiske med guide begyndte det at regne og blæse.

Dagen med guide endte dog bedre end forventet. Begge havde de fået tre bonefish, men morgenen havde været svær. De havde simpelt hen ikke set nogen fisk, og først efter middag havde de fundet flat med bonefish. Disse flats skulle efter sigende være gudeskønne, og fiskene havde reageret som bonefish bør.

Blev fluen præsenteret rigtigt, så gik de efter den. Alt hvad der blev sagt om fiskeriet var genkendeligt, men det gjaldt altså ikke for vor lille ø med de grumme store bonefish. Efter otte dages intenst fiskeri, kom vi til den konklusion at øen var en perle, og fiskene var store. Ja, så store at både Knud og jeg havde set en bonefish på meteren, og i første omgang troet, der var tale om barracuda eller haj.

Det var på to forskellige dage, så om det var den samme bonefish, eller om der fandtes flere monstre vides ikke. Fiskeriet var utroligt spændende, men også til tider frustrerende, fordi vi ikke vidste, hvad vi gjorde galt.

Et fantastisk sted for erfarne bonefish-fiskere med trang til store fisk, men ikke et sted for en nybegynder, som gerne vil opleve suset når en bonefish stikker af med 100 meter bagline…