Share |

Kenneth Opager – danmarksmester i fluekast 2007

Mød den nye danske mesterkaster...

Den 20. maj 2007 blev der afholdt danmarksmesterskab i fluekast i Valbyparken i København. Det var andet år mesterskabet blev afholdt, og igen i år var det Copenhagen Fly Casting Club som arrangerede, denne gang i samarbejde med Danmarks Sportsfisker Forbund og FFFD. Mesterskabet blev i år erobret af sidste års treer, 19-årige Kenneth Opager fra København med i alt 107,3 point. Hvis der tidligere har været diskussion om den rette mand vandt, så var der ingen tvivl i år – heller ikke blandt de øvrige deltagere, som er ophavsmænd til følgende kommentarer til konkurrencen på internettet: ”Opager er dagens fortjente vinder” ”Stort tillykke til Kenneth med sejren, den var yderst velfortjent.” ”Kenneth, tillykke det er så fortjent, som det kan være” ”Det var absolut fortjent, at det var hr. Opager, der løb med sejren - dagens måske mest stilrene kaster!” For at slå Kenneth for et par staldtips og en god fiskeplads tog scandicAnglers udsendte med ham på årets første multejagt en bagende varm dag midt i juni.

Ny i faget ”Jeg startede med at fiske med flue for fire år siden”, fortæller Kenneth. ”Indtil da havde jeg fisket med spin, men jeg havde været lidt hård ved mit grej, og en dag var alle mine spinnestænger knækkede. Sidste udvej var en gammel fluestang med hjul og en mør line, som jeg havde fundet på en losseplads, så jeg begyndte at fiske med den i stedet. Det vakte interesse og tog hurtigt fart med bedre grej og mere fokus på kasteteknik.”

Kenneth Opager
© scandicangler.com Jens Riis

Kenneths øvrige fluefiskerkarriere er lige så uortodoks som hans debut. Langt de fleste af os har svunget de første fluer over fedtfinnefisk på klassisk vis. Om det er sket i strømvand eller saltvand har været afhængigt af, hvor i Danmark vi har befundet os. Kenneth fortsatte derimod med fluestangen, hvor spinnestængerne slap op, og indledte karrieren med en aborre. Derefter stod gedder og karper for skud, men reviret blev også udvidet til de Vestsvenske åer. Først for to år siden, da Kenneth flyttede til Frederikssund, begyndte han så at fiske på de kyster, hvor hovedparten af de sjællandske fluefiskere slår deres folder. ”I Frederikssund begyndte jeg også at gøre noget ud af kastetræningen og tog dagligt en time på græsplænen, når jeg kom hjem fra arbejde.

Nu er jeg flyttet tilbage til København og træner ikke så intensivt, men sidste år meldte jeg mig ind Copenhagen Fly Casting Club, hvor der er mulighed for at træne sammen med andre.” Den der med at stå alene ude på græsset kan jeg såmænd godt genkende, men for mit vedkommende er det ofte endt med en katastrofal stabilitet i grundlæggende skavanker. Det syndrom har ikke ramt Kenneth Opager. Han har altid haft det nemt med det motoriske i forskellige idrætsgrene, og han har tilsvarende flair for at omsætte fluekasteteori til praksis. Kenneths talent ses tydeligt. Man skal lede længe efter smallere linebuer, bedre timing og smukkere linekontrol.

Med kast under danmarksmesterskabet på 36,1 og 39,2 meter er det også teknik, som kan omsættes til længde. Og hvis knap fyrre meter ikke lyder af noget videre i dine ører, så gå lige en tur ud på græsset og se om du kan holde hele dine flueline i luften og derefter skyde dig til yderligere ti meter.

Grej til en mester

Kenneth foretrækker en anelse stivere stænger til kastekonkurrencer end til fiskeri – de stivere stænger øger i Kenneths øjne risikoen for at miste fisk på grund af den mindre elasticitet. Så ude ved vandet skulle jeg lige se, hvad han kunne drive det til med den progressive klasse 6-7 stang, som jeg aldrig rigtigt selv har fået til at præstere mere end gennemsnitlige kast. Danmarksmesteren bedømte lykkeligvis også stangen som mærkværdig, men ikke før han støt og roligt havde holdt det meste af 90 fod flueline i luften med den. Imponerende – og dræbende for min selvtillid.

Kenneth Opager
© scandicangler.com Jens Riis

Til at vinde danmarksmesterskabet benyttede Kenneth en Sage TCR klasse 5 og en Loomis Cross Current klasse 8. Han bruger begge stænger i det daglige fiskeri, men de bliver hovedsagligt fundet frem, når der er meget blæst eller der skal fiskes med store fluer.

Kenneth ikke blot en fortræffelig fluekaster – han er også en dygtig og begejstret lystfisker. Da vi var soppet ud i andemaden, var det selvfølgelig Kenneth, der rendte på den første flok multer. ”Øj, de er her!”, råbte Kenneth i vilden sky, ”Og de er store! Kom her over.” Multerne var desværre blevet skræmt og flygtet over hals og hoved mod dybere vand, men Kenneth var hundrede procent tændt og fortsatte begejstret: ”Jeg vidste det! Det her er bare verdens bedste multested. De går garanteret derude på kanten af det dybe.”

Samme energi og begejstring karakteriserede også Kenneth, da jeg mødte ham første gang på en tur til Yucatan i vinter. Bag det hus vi boede i, lå der en mangrovesø ved navn Den Sorte Lagune, hvor underlige fisk huserede. Når vi kom hjem om eftermiddagen efter en hel dags jagt på bonefish og permit, skulle ingen mere end overveje en tur i lagunen, førend Kenneth var klar til at tage med.

Da vi mødtes i Mexico, anede jeg ikke hvem Kenneth Opager var. Jeg kunne blot konstatere at en mand, som kan smide en flue stilrent ind i tolv sekundmeters blæst, er noget ud over det sædvanlige. Det var ikke helt forkert – han er faktisk den bedste i Danmark lige nu.