Share |

Laksefiske med Enhånds - DVD

Laksefiske med Enhånds - DVD

Endnu en fluefiskefilm fra Mountain Media. Masser af laksefight og storlaks på spinkelt udstyr. 90 minutters DVD med en ny vinkel på laksefiskeriet...

Der er efterhånden lavet en del film om det magiske fluefiskeri efter laks i strømmende vand. Produktionsselskabet bag denne laksefilm, Mountain Media, har allerede flere laksefluefilm bag sig. Hvor de tidligere film omhandler destinationer, så har denne en fiskeform som tema. Enhånds fluefiskeri efter laks er ikke et ukendt fænomen rundt i verden, men i Skandinavien har vi en lang tradition for at fiske laks med tohånds fluestænger. I USA vinder fiskeri med tohånds stænger frem, mens visse steder i Norden vinder enhånds fiskeriet frem. Filmen følger Jan Erik Granbo og Randulf Tverfjell med enhånds stænger under forskellige forhold. DVD’en indeholder, ud over selve filmen, tre menupunkter; mulighed for at vælge mellem seksten scener (se billede), at se ekstra fighter med laks og at se en række underholdende fraklip. Filmen holder en ganske alvorlig form, så det sidste afsnit med fraklip løsner dejligt op for smilebåndet til sidst. Efter en indledning og nogle tips til linevalg til enhånds fiskeriet, tager filmen fat på en række generelle emner i laksefluefiskeriet. Ret beset må der være en hvis begrænsning i de ændringer af fiskeriet et skift af stænger kan medføre. Jan Erik Granbo og Randulf Tverfjell er dygtige kastere, og der er gode tips til kast og styring af linen. En række afsnit kommer rundt om laksfluefiskeriets essentielle dele, fluevalg, flueskift, udfordringerne ved en lav elv osv. Som tilskuer kan man dog ikke helt lade være med at tænke, hvad der egentlig er anderledes ved at angribe situationen med en enhånds stang?

Laksefiske med enhånds - menu
© scandicangler.com redaktionen

Både Jan Erik Granbo og Randulf Tverfjell udstråler autoritet og kompetence i deres fiskeri, og de mange landede laks taler for sig selv. Begge virker de dog hæmmede og utrænede overfor et kamera, hvilket er synd for filmen. De muntre stunder bliver lidt klemte og knap så spontane. Filmen mangler lidt nerve og formidlingen mister sin gnist. Temaet bliver måske i virkeligheden en ulempe for filmen. Jeg er sikker på, at Jan Erik Granbo og Randulf Tverfjell kan demonstrere laksefluefiskeri på bedste vis, og med dette generelle budskab skulle de nok have været præsenteret. Med enhånds stangen som tema leder man som seer naturligt nok efter det nye i fiskeriet, i stedet for at nyde deres kunnen. Jeg har selv en passion ud i fluefiskeri efter laks, men mit blod rullede ikke så hurtigt, som det har for vane når dette tema ruller over skærmen. De halvfems minutter giver en meget grundig gennemgang af emnet, og mange laksflueentusiaster vil kunne nyde de mange kampe med laks i smukke omgivelser. Fakta Titel: Laksefiske med enhånds Producent: Mountain Media for Aktiv Fritid/ Guideline Production, 2004 Spilletid: 90 min. + ekstra materiale og fraklip

Facebook Comments Box