RIO Products er uden tvivl mest kendt for at producere udmærkede flueliner til fluefiskere verden over. Men folkene bag RIO Products har mere på hjerte, og grundlæggeren af RIO Products, Jim Vincent introducerer denne tredobbelte DVD med ambitionen om, at Modern Spey Casting skal være den ultimative instruktionsfilm om kast med tohånds fluestang. I forhold til titlen er det vigtigt at huske, at alt hvad der har med tohåndsfluestænger at gøre i USA forbindes med Speykast.
En tredobbelt DVD er en stor mundfuld, men som det indledningsvis nævnes, så er der sket en enorm udvikling på dette område af fluefiskeriet, og Modern Spey Casting er således en opdateret udgave af RIO’s egen forgænger International Spey Casting.
På RIO’s Modern Spey Casting medvirker et helt team af fluekastere, men filmen er anført og bundet sammen af britiske Simon Gawesworth, som af mange nærmest kendes som Mr. Spey. I øvrigt medvirker George Cook, Mike McCune, Scott O’Donnell, Dana Sturn og Ed Ward.
Det meste af instruktion foregår på vandet og i skønne omgivelser, men filmen er hardcore ud i det instruktive og kun som et lille frikvarter i undervisningen er der lagt et lille klip ind med noget steelhead fiskeri. Det er således ikke ideen
at vise kastene i forhold til praktisk fiskeri, men derimod nøje gennemgå hvordan man skal udføre kastet, hvad man skal undgå, hvad det er som går galt og hvordan fejl kan udbedres. Heldigvis demonstreres kastene med de mange forskellige typer liner, som RIO Products selv laver til fiskeri med tohåndsstang.
At se fire timers instruktion på TV om at kaste med tohåndsstang, er som at se Tour de France uden hviledage – alt for meget af det gode. Modern Spey Casting er heldigvis bygget fornuftigt op, og de tre DVD’er indeholder en lang række kapitler, så det er nemt at finde de enkelte kast og træne de præcise elementer i kastene. Således har selv det at holde på stangen og det at få linen til at hæfte rigtigt på vandet sine egne kapitler.
Udover en god introduktion til det at kaste med
tohåndsstang, så rummer DVD’erne mere end ti forskellige typer kast, samt en række specielle emner som skydelinen, synkeliner, træning på græs og fiskeri med tohåndsstænger på kysten. Som afslutning på det hele er der plads til et smil på læben, idet en række fraklip viser at det ikke har været helt let at holde masken, når den alvorlige lærdom har skullet formidles. Værd at skrive sig bag øret, at selv eksperterne har deres håbløse kast ind i mellem de mange perfekt udførte.
Teknisk er filmen upåklageligt produceret. Billederne er flotte, og det er tydeligt at se og høre hvad der foregår. Hele teamet fisker med hvide stænger, hvilket gør dem meget tydelige at følge i luften. Simon Gawesworth fungerer glimrende i gennem DVD’erne. Alle svære detaljer vises fra flere vinkler og i hvert afsnit vises computeranimerede stregtegninger gjort af bio-kinetiske studier og målinger. Disse små film er måske ikke så underholdende, men de viser meget tydeligt kroppens bevægelser under de forskellige kast.
Selv om mit kendskab til spey- og tohåndskast næppe er komplet, så tør jeg godt konkludere, at Simon Gawesworth og venner rent faktisk leverer den lovede ultimative instruktionsfilm. Men husk at det er det den er – det er sagligt og fagligt stof, som med de forkerte briller kan opleves noget tørt selv om det foregår på vandet.
Det er bare at fatte stangen og klø på.
Fakta
Titel: RIO’s Modern Spey Casting
Producent: RIO Products 2006
Spilletid: 4 timer
Format: 16:9 – ingen undertekster