The SAGE – LOOP story

Historien om et spændende samarbejde på tværs af Atlanten.

Det var i årene efter Anden Verdenskrig, at højteknologien for alvor holdt sit indtog i stangbygningen. Den netop overståede krig havde medført en sand revolution, hvad nye syntetiske produkter angik. Således var glasfiberen født og med den en helt ny generation af både – og fiskestænger!

Hidtil havde splitcane været næsten enerådende, hvad kvalitetsstænger angik. Amerikanske Shakespeare lancerede den massive glasfiberstang i 1947, og hurtigt fulgte den rørbyggede efter. Glasrørsstangen krævede en helt ny teknologi – en teknologi, der grundlæggende har holdt sig helt frem til idag.
Glasfiberen dominerede markedet totalt helt frem til 1970’erne – primært på grund af sin lave pris sammenlignet med splitcane.

Men så kom kulfiberen og revolutionerede stangbygningen endnu en gang. Med helt nye egenskaber, idet kulfiberen var både langt lettere og mere spændstig end glasfiberen. Den var dog også mange gange dyrere…

Fra glasfiber til kulfiber

Skønt kulfiberen blev opfundet af af Rolls Royce hos Royal Air Force i Farnborough, England i slutningen af 1960’erne, blev det amerikanske Fenwick, der løb af med sejren. Fenwick kunne nemlig i 1973 lancere vardens første seriefremstillede fiskestænger i kulfiber – “HMG” fluestængerne.

De nye kulfiberstænger tog markedet med storm – trods en enormt høj pris. Den høje pris skyldtes råvaren, som dengang blev fremstillet i små mængder – primært til luft- og rumfartsindustrien – og som derfor var meget kostbar. Men de nye fluestænger var mange gange lettere end de gamle af splitcane og glasfiber, og de kunne kaste meget længere. Trods en meget højere pris vandt de alligevel hurtigt en stor del af markedet for fluestænger.

Fenwick, som havde base i det varme og solrige Californien, red højt på bølgerne og dominerede i lang tid markedet. Chefdesigner var Jim Green, som stod bag de radikalt nye HMG stænger.

Bag Jim Green stod en anden meget dygtig designer, som havde konstrueret rørbyggede stænger siden slutningen af 1950’erne. Det var Don Green, der – trods samme efternavn – ikke er det mindste i familie med Jim Green. Don Green var således manden bag de engang så berømte “Grizzly” klinger.

Don Green havde lidt andre ideer end Jim Green. Han besluttede sig derfor til at gå solo. Han ville selv bestemme, hvordan fremtidens fiskestænger skulle se ud! Han sagde derfor op og flyttede nordpå til Bainbridge Island i staten Washington – i det, amerikanerne kalder “Steelhead Country”.

I Washington findes nemlig et utal af fornemme floder med en god bestand af store steelheads. Et perfekt sted at teste nye stænger i praksis, mente Don Green!

Graphite II, III og IV

Don Green kaldte sin nye fabrik for “Sage”, hvilket på amerikansk betyder “vismand”. Han barslede snart med sit første radikalt nye udspil – “Graphite II” stængerne, som brugte en helt ny og stærkere kulfiber udviklet af flygiganten Hercules. Graphite II er siden blevet kendt under sit rigtige navn, nemlig IM6.

Men udviklingen står aldrig stille. Der kom stedse bedre kulfibre på markedet – til sidst så gode, at den gamle teknik ikke længere kunne følge med. Indtil da havde man nemlig altid kun brugt de stive kulfibre som langsgående fibre i klingerne. De tværgående, som holder stangen sammen, var stadig af smidig glasfiber.

Fenwick lancerede nu deres “World Class” stænger, som kun brugte kulfiber, og som derfor var endnu lettere. Hurtigt fulgte Gary Loomis efter med sine “IMX” stænger, der også bygges i Washington. Sage introducerede deres nye “Graphite III” stænger, som bygges efter samme koncept, og som lynhurtigt blev meget efterspurgte blandt fluefiskere verden over.

Graphite III stænger bruger en kulfiber med en såkaldt “modulus” på 50 mio. psi, hvilket er et udtryk for kulfiberens stivhed og styrke. Graphite III stænger er derfor uhyre hurtige, hvilket kræver en hel del af kasteren.

Sage lancerede efterfølgende sine ´”Graphite IV” stænger, som er endnu lettere – og umanerligt dyre… Til gengæld benytter de en helt ny kulfiber, som – trods en modulus på hele 64 mio. psi – alligevel tillader bygning af stænger med en mere moderat aktion. En aktion, der passer såvel erfarne som mindre erfarne fiskere.

Ringen sluttes…!

Fenwick blev i mellemtiden købt op af en stor koncern, som også ejer både Berkley og Lamiglas. Jim Green blev hængende lidt endnu, men stod af, da produktionen af Fenwick stænger af økonomiske årsager blev flyttet til Fjernøsten. Han kunne ikke leve med, at hans fine stænger ikke længere skulle være “Made in the US with pride”!

– Og hvad bruger så Jim Green sin store viden om stangbygning til idag? Jo, han er såmænd ansat som chefdesigner hos – Sage! Nu arbejder Don Green og Jim Green side om side som i gamle dage. Tilsammen råder de vel nok over verdens største indsigt i konstruktion af førsteklasses fluestænger.

Tidligere var den fleredobbelte verdensmester i fluekast, Steve Rajeff, ansat som “testpilot” hos Sage. Han fik imidlertid et bedre tilbud fra Loomis og skiftede derfor hest. Det var dog ikke nogen katastrofe for Sage, der straks satte ingen ringere end Lefty Kreh på lønningslisten. Så var man med helt fremme igen!

I Sverige sad samtidig en fluefisker, som ikke var tilfreds med de almindelige fluehjul. Han mente, at de kunne gøres bedre – af ham selv! Han rådede nemlig over både computerstyret drejebænk og den fornødne ekspertise til at bruge den.

Hjulet, han udviklede, er det nu så berømte “Loop”. Ideen bag dette hjul er, at spolen skal have så stor en diameter som muligt. Dels af hensyn til fluelinen, som da ikke forlader hjulet som en anden sofafjeder. Men mere af hensyn til bremseeffekten. Med et konventionelt fluehjul stiger bremsekraften nemlig ganske voldsomt, når spolen tømmes for line. Det sker ikke med Loop hjulet, som derfor har vundet mange tilhængere i specielt Skandinavien.

Men også amerikanerne havde øje for det nye hjul. Ingen ringere end Sage tog nemlig Loop hjulet med i deres program og lancerede dermed det svenske hjul på det enorme amerikanske marked.

USA – Sverige tur-retur

Hjælpen gik dog også den anden vej. I USA var de lange tohånds fluestænger netop ved at vinde indpas, men her havde man ingen traditioner at falde tilbage på. Amerikanske fluefiskere havde nemlig altid fisket med korte enhånds fluestænger og havde derfor ikke englændernes mangeårige erfaringer med de lange tohånds.

Sage allierede sig derfor med Göran Anderson, som også var en stor tilhænger af Loop hjulet. Og som samtidig var og er en eminent kaster med stor erfaring i netop lange tohåndsstænger. Mange af dagens tohåndsstænger fra Sage er derfor “fintunet” af Göran.

Ringen er således sluttet. Amerikanske Sage og svenske Loop har indgået et frugtbart samarbejde til gavn og glæde for alle parter. Det er nemlig Loop, der nu importerer Sage stænger til Skandinavien!