Små fluer overlister de langnæbbede

I sommerhalvåret vil mange vande koge af legende hornfisk. De legende fisk har nok at tænke på, men i pauserne er de sultne og æder løs af tanglopper og andet småkravl. April og maj er blandt fluefiskerens travleste måneder, og de færreste har derfor lyst til at sidde bænket for længe bag fluestikket. Heldigvis er nogle af de mest effektive fluer til hornfisk, også nogle af de mest simple fluer, du overhovedet kan binde. Hornfiskene er langt fra blandt de kræsne fisk.

Hornfisk på fluer

Krogstørrelsen er afgørende

Traditionelt har fluer til hornfisk været glimtende streamers eller rørfluer. Alle kender jo hornfisken for rask at tage selv ganske store blink under spindefiskeriet, og denne grådighed blev naturligt overført til fluerne. Hornfiskene hugger i perioder også ganske godt på streamers a la Ulnits’s juletræ, men når de først er inde på lavt vand, er du bedst tjent med at finde de små fluer frem.

Samtidigt er det også forbistret svært at kroge hornfisken på en stor krog. Små solide kroge i str. 8 -12 er sagen, i sagens natur gerne rustfrie udgaver. De rustfrie kroge har ofte lidt mere rygrad end almindelige vådflue kroge. For spinkle kroge bøjes alt for nemt under fighten. Næbbet på hornfisken er hårdt som ben, og når krogen først er trængt ind, opnås der, selv på ganske let grej, en enorm brækstangseffekt under fighten. Mustad’s klassiske 34007 er et glimrende valg af krog.

Jeg kender flere succesfulde fiskere, der anvender små dobbeltkroge til deres hornfiskefluer, men jeg mener nu ikke at kunne påvise en bedre statistik med disse kroge. Problemet med dobbeltkrogene er igen den ofte meget spinkle wire, de er gjort af. Jeg anbefaler, at modhagen klemmes ned allerede inden fluen bindes. Dels trænger krogen nemmere ind i modhugget, og dels er den noget nemmere at fjerne igen. Hornfiskene er tit forslugne, og det kan ikke undgås at fluen af og til sidder dybt i den lille mund.

Hornfisk på fluer

Holdbare fluer

Hornfiskens små hvasse tænder er hårde ved fluerne. Enten kan du vælge at tage det som en oplevelse og bare binde flere fluer, når de gamle er slidt op, eller du kan tage tyren ved hornene, og forsøge at gøre fluerne mere holdbare.

En lille flue med en dubbet krop spundet på en tynd tråd, den bliver ofte til en engangsflue… Vælg i stedet færdigspundne dubbing børster spundet på kobbertråd. Kobbertråden er stærkere og desuden giver den fluen lidt vægt. Vægten gør også en del af succesen, og vælger du en løsning eller et mønster uden en dubbet krop, vil jeg foreslå at du sætter nogle ganske små kuglekæde øjne på fluen for at få den lidt ned i vandet. Brug ikke for tynd en tråd. Selv bruger jeg gerne en hidsig farvet nylon tråd i str. 1/0.

Mønstrene er så ukomplicerede, at det sagtens går med den tykke tråd. Sørg også for at lakere fluen grundigt hele vejen gennem bindingen. Nogle af mine ligesindede eksperimenterer med små epoxyfluer, men så langt behøver man måske heller ikke at gå. Følger du anvisningerne i denne artikel, vil du sagtens kunne lande adskillige hornfisk på den samme flue.

Småkravl til hornfisk – små fluer overlister de langnæbbede

Hornfisk på fluer

Inden for få dage vil mange vande koge af legende hornfisk. De legende fisk har nok at tænke på, men i pauserne er de sultne og æder løs af tanglopper og andet småkravl.

Farver

Som nævnt er hornfisken ikke kræsen, men det må du nu ikke forveksle med ligeglad. De små imitationer koncentreres naturligvis omkring brune, grå og sorte fluer, men også hidsige provokationsfluer har deres berettigelse. På en stille dag, hvor vandet ligger klart og roligt hen, vil jeg til enhver tid foretrække en afdæmpet flue.

Omvendt må fluen gerne være hidsig pink eller grøn på en dag, hvor vind og vejr har sat lidt skub i vandet, og måske gjort det en smule uklart. Hornfiskene jager via synet og det det primære er, at fiskene kan se din flue. Hornfiskene har dog en svaghed for de skrappe farver der gør, at jeg selv på de mest anonyme fluer helst laver hovedet skrigende pink eller rødt.
Om det giver hornfiskene noget at sigte efter eller om de ophidses af den hotte farve skal være usagt – men det virker.

Tørfluer

Hvis der er rigtigt gang i hornfiskene, kan du også prøve med en tørflue. Fluen skal fiskes strippene i overfladen, så en flue med en god opdrift er at foretrække til dette spændende fiskeri. Mønstrene har vist sig underordnede, men en flue som Streaking Caddis har mange hornfisk på samvittigheden.

Holdbarheden er igen svagheden, og sørg for at have rigeligt med fluer med ud, hvis du vil prøve lykken på overfladen. Det er knap så givende, men meget underholdende fiskeri.

Gode mønstre

En række kendte fluer kan med succes anvendes til hornfiskene. En variation af den lyserøde glimmerreje, samt den klassiske jyske chillimps er rigtig gode fluer. Dog lider den jyske chillimps lidt af manglen på holdbarhed. Sørger du for at ribbe fluen med en solid guldtråd, kan det gå an, og jeg har oplevet dage, hvor denne flue med sin mørkegrønne krop og den forførende hotte hale, af uransagelige årsager har virket som den mest effektive.

Mønstret på Næb fluerne nederst er såre enkelt. En holdbar flue af typen, der kan bindes femogtyve af i timen. Modhagen klemmes ind – en hale bindes på – krogskaftet lakeres – kroppen bindes på i den våde lak – hoved bygges op forrest på krogen ved hjælp af whip finish – hovedet lakeres – fluen er færdig. Æsken fyldes hurtigt, når det gælder om at komme til kysten i en fart.

Jysk Chillimps

Jydsk Chillimps

Krog: Limerick type str. 8-12

Tråd: Sort Hale – Fluo. røde hackelfibre

Rib: Syntetisk oval guldtråd

Krop: Mørkegrøn uldtråd eller dubbing

Kropshackel: Brun hane (korte fibre)

Hackel: Brun hane (længere og bløde fibre)

Pink Glimmerreje variant

Pink Glimmerreje

Krog – Mustad 34007 str. 8

Tråd – Pink Hale – Lyserøde crystal flash fibre

Krop – Lyserød flash chenille, klippes i facon

Øjne – Små kuglekæde øjne

Næbfluer

Hornfiskefluer

Krog – Mustad 34007 str. 10

Tråd – Flou. rød eller chartreuse nylon Hale – To fibre af crystal flash i sort eller chartreuse

Krop – Dubbingbørster i brune, grå eller chartreuse nuancer