Redfish – når fluefiskeren ser rødt

17/02/2021/i Acticles, Florida, Travel, USA /af Gordon P. Henriksen

Fisken er redfish, også kaldet red drum eller rød trommefisk. Den skal på ingen måde forveksles med den nordiske dybhavsfisk rødfisken. Redfish blev i USA for nylig valgt til den næstmest populære fisk blandt læserne af det amerikanske blad Saltwater Sportsman – foran arter som tarpon, bonefish, laks, guldmakrel og mange flere. Den allermest populære var i øvrigt striped bass, en fisk os skandinaver stille og roligt er ved at få øjnene op for.

Men hvis flere fluefiskere herovre kendte mere til redfish, ville de sikkert bruge deres fiskeferie på at jagte den. Den besidder stort set alle de egenskaber vi drømmer om. Dens udseende er en smuk blanding af kobber, guld, sølv og rødlige nuancer med et særligt kendetegn i form af en eller i få tilfælde flere sorte prikker på halen.

Den hugger resolut og svarer hurtigt med et udløb, der måske ikke helt kan matche bonefishen i fart, men alligevel er utroligt stærkt og ofte tager fluefiskeren langt ned i backingen. Desuden har den udholdenhed og en viljestyrke under fighten, som man kun kan beundre første gang man stifter bekendtskab med den.

Den fiskes og fanges både ved popperfiskeri langs Floridas mangrover eller under sightfishing i Texas’ saltmarsker. Mindre fisk op til et par kilo er perfekte spisefisk, der er underholdende på let grej. Men søger man dem ud på det lidt dybere vand, eller når stimerne af de store fisk trækker langs kysterne, kan de fanges på over ti kilo – og i flere tilfælde over tyve kilo.

De mindre eksemplarer bruger mangrovesumpe, flats og saltmarsker som opvækst områder, og når de bliver over en tres centimeter trækker de ofte ud i havet. Verdensrekorden er på to og fyrre komma seks kilo og blev taget på den åbne kyst i North Carolina i 1984. Fisken var sandsynligvis over halvtreds år gammel.

Redfish fluedrømme

Der er afgang til Ft. Myers, Florida i morgen tidlig kl. 6:45. Jeg er så spændt, at jeg ikke kan sove og sætter mig i stedet ved fluebindebordet. Vi skal til Sanibel Island, den ø hvor jeg først stiftede bekendtskab med redfish på fluestangen i den lille Bowmans Bayou lagune. Det er netop denne lagune og dens redfish stimer, som jeg drømmer om.

Jeg ved, at vandet er grumset, og at redfish har en særlig forkærlighed for kobber, så hvad kan være bedre end at kombinere en klassisk wolly bugger flue med kobberflash til en slags forstørret kobberbasse bugger. Endelig er jeg her. Jeg sidder i en kajak og padler ned mod den jomfruelige Bowmans Bayou, som er en stor mangrovefyldt lagune med sand, mudder og grassflats – perfekte jagtmarker for redfishstimer.

På vej gennem lagunen ser jeg et væld af fugle, en vaskebjørn og en enkelt alligator, der sætter lidt uheldige tanker i gang omkring vadefiskeriet i det halvgrumsede vand. Men heldigvis er redfish ikke bange for at komme op på det helt lave vand, hvor alligatoren ikke kan skjule sig. Mens jeg padler langs mangroven, ser jeg indimellem en kraftig hvirvel, der vidner om, at en redfish netop har angrebet en lille fisk eller reje.

Kobberbassebuggeren bindes på klasse seks fluestangen. Vandet er ikke helt klart nok til at kunne se selve fiskene på afstand, men redfishene afslører sig selv med hvirvler, trykbølger og en sjælden gang imellem stikker en hale med den karakteristiske sorte prik op, når en redfish roder i bunden efter krabber. Jeg kaster til en hale, men fluen lander for tæt på og skræmmer fisken. En trykbølge viser sig længere til venstre. Jeg lægger kobberbassebuggeren nogle meter foran og hiver den ind i små rejehop. En hvirvel viser sig og et solidt dunk forplanter sig gennem fluelinen. Fluen virkede som planlagt. I det splitsekund er jeg en lykkelig mand, mens redfishen lidt mindre fornøjet stikker af mod den dybere kanal.

Der går ikke længe før jeg hilser på min gode ven backingen. Han er altid en velkommen gæst, som jeg desværre får set alt for lidt til. Fighten med redfish er altid en form for tovtrækkeri, og denne her skal også presses rimeligt for at få den tæt på. Men fluen sidder solidt, og efter små ti minutters tovtrækkeri kan jeg kane den op og tage et par billeder med selvudløser, mens kameraet hviler på den strandede kajak.

Jeg ved hvor godt disse fisk smager, så den bliver ikke genudsat. Det er skønt når en fiskedrøm går i opfyldelse.

Bestanden på ret køl igen

Fiskeri efter redfish er så værdsat i USA, at den har fået særlig beskyttelsesstatus, hvorfor den ikke må fiskes kommercielt, men kun med fiskestang. Det er måske noget vi burde tænke over for nogle af vore hjemlige arters vedkommende. Formentlig var redfish tidligere meget tæt på at blive udryddet.

Fiskepresset fra lystfiskere var stort set ikke reguleret, og da nogle kokke fra New Orleans skabte en landsdækkende trend i finere amerikanske restauranter omkring en cajun ret kaldet Blackend Redfish (baseret på stærke cajun krydderier, redfish fileter og en brandvarm pande), blev presset fra erhvervsfiskeriet så stort, at denne ene rets popularitet næsten udryddede arten.

Myndighederne opdagede heldigvis truslen i tide og slog straks til ved at forbyde erhvervsfiskeriet og lave strenge regler omkring, hvor mange redfish der må tages hjem af lystfiskere. De nøjagtige regler varierer fra stat til stat, men i Florida må der eksempelvis kun hjemtages en fisk per person per dag, og den skal være mellem seks og fyrre og ni og halvfems centimeter. Det betyder at de mindre eksemplarer får lov at vokse sig store og alle de større eksemplarer skal genudsættes. Det spiller en væsentlig faktor i forhold til kommende generationer. Ikke alene kan de store individer bidrage med et stort antal yngel, der er også positive genetiske effekter ved at beholde generne fra de største individer i populationerne.

Denne form for mindste- og maksimum mål er måske en ting de danske fiskemyndigheder kunne lære lidt af. Forestil dig at alle gedder under fyrre og over firs centimeter skulle genudsættes. Under alle omstændigheder virkede reguleringen i forhold til redfishen, og modsat så mange andre truede fiskearter er dette en solskinshistorie.

Fisken er kommet godt tilbage og fanges i stor stil på de amerikanske kyster fra Maryland og sydpå langs kysten hele vejen rundt om Florida, langs Louisiana samt i Texas ned til Mexico. Hvor man skal rejse hen efter redfish er en godt spørgsmål og svarene er mange. South Carolina, Georgia og Texas er alle gode bud.

Internettet bugner med information, men også Frank Sargeants ”The Redfish Book” er, som navnet indikerer, en god kilde til information om redfish. Selv vil jeg anbefale Matagorda Bay i Texas eller Sanibel Island i Florida, hvor jeg selv har haft flere gode oplevelser med redfish.

Desværre har jeg aldrig haft mulighed for at fiske ved Sanibel i oktober, eller ’Red October’ som de lokale guider kalder det, når fiskene samler sig i store hugvillige stimer i denne periode…