New York - in a blitz
Af Kristian Ehlern 10-11-2008
Endelig!
Efter fire dages forsikringskongres på Manhattan - en total kikset transport til vort mødested – halvanden times forsinkelse og en taxaregning på ca. kr. 500,- kunne jeg langt om længe hilse på guiden John McMurray og hans fiskeven, der som tandlæge holdt sin praksis lukket hver fredag for at fiske (what a life). Jeg havde næsten opgivet - men da næsten alle i dag render rundt med en mobil telefon - er det muligt at møde mennesker et andet sted i verden uden de store problemer og uden at ane hvor mødestedet ligger.
Min iver efter at møde op en tidlig morgen i udkanten af Queens på Long Island handlede egentlig om et møde med den eftertragtede Stripet Bass eller Striper som de siger. Vel nok den populæreste sportsfisk i saltvand på den amerikanske østkyst. Fisken kan bedst sammenlignes med en forvokset krydsning mellem en multe og en havørred. Den har udover de fysiske ligheder også multens kræfter og havørrens hugvillighed. Biologisk hører den dog til aborrefamilien og har da også ligheder med vores europæiske havaborre.
Jeg riggede mine stænger til så hurtigt jeg kunne, og jeg fik lidt gode råd om fluevalg samt en ekstra fleecetrøje til sejlturen. En novembermorgen i New York City kan nemt være så råkold som i Danmark. Det fleste af de fluer jeg havde med var for små, og jeg startede med en af guidens klassikere - en gul/grøn clouser minnow på en størrelse 2/0 krog.
Med det sædvanlige overdrevne antal heste på amerikanske både (2 x 100 hk bag 20 ft.) hamrede vi ud igennem Jamaica Bay, og efter et kvarters sejlads spottede vi noget der på afstand lignede god dansk mågesjov på Furesøen.
|
|
|
|
 |
 |
Vi nærmede os stille og roligt, og der gik ikke lang tid før min puls hamrede løs, og nervøsiteten - på den fede måde - begyndte at indfinde sig. Det her var ikke noget almindeligt mågesjov, men amerikansk mågesjov - større og vildere - en såkaldt striper-blitz. Der var tale om seriøse stribet bass, der bankede løs på byttefisk i overfladen. Fisk mellem fem og ti kilo giver virkelig lyd fra sig, når de plasker, og da de ikke er specielt sky, kom vi nemt på kastehold.
Jeg startede med min klasse 9 stang og en 300 grains synkeline, og som jeg frygtede var de to første kast helt til grin. Det kræver altid årvågenhed at kaste med flue fra gyngende båd og det vigtigste - nemlig at holde øje med løslinen - bliver nemt glemt når det hele koger med fisk. Resultatet er altid det samme - en dejlig stor gang kludder som stopper oppe i første skydeøje.
Tandlægen fik hug relativt hurtigt og efter en knald hård fight, hvor der ikke blev lagt fingre imellem kunne han cirka fem minutter senere med et lip-grip lande en smuk striper på cirka fem kilo. Hvis fight og krogning tillader det bliver alt genudsat, og det sker bedst ved at sende fisken af sted i et smuk hovedspring. Guiden kunne fortælle at undersøgelser af mærkede stripers viser en overlevelsesprocent på over firs og det vel og mærke inkl. agn- og spinnefiskere.
|
|
|
|
|
|
Med rystende hænder fik jeg kludderet op, og efter en smøg var jeg klar igen til næste blitz. Vi kunne nemt følge mågerne og efter to minutters sejlads var vi på plads igen. Første kast kom af sted uden problemer, og halvvejs inde fik jeg hug. Det var voldsomt, men kortvarigt for fluen blev klippet med det samme. -It could be bluefish, sagde guiden, selvom sæsonen ellers var ved at være ovre. Det er et must med wire til bluefish, men det giver til gengæld ingen stripers. Alle guidens fluer kunne fange fisk - det var jeg ikke i tvivl om - men det giver lige noget ekstra, hvis ens egne kreationer skulle virke. Tandlægen brugte en stor grimt bundet clouser i transparente kinky fibers - så jeg fandt noget der lignede i min egen boks. Egentlig en flue bundet på tarponkrog til mere sydlige himmelstrøg, men den lignede fint de store bunkers som striperne var på jagt efter. Bunkers minder om sild eller brisling men er lidt bredere, så derfor skulle der store fluer til.
Efter et par kast med min egen flue var der bud efter den. Et seriøst modhug, og så var jeg i gang med at fighte min første striper. Familiebåndet til vor hjemlige aborre fornægter sig ikke under fighten - stridbar og hård og korte hidsige udløb igen og igen. Belært af både guide og tandlæge lagde jeg maksimalt pres på under fighten og igen efter en cirka fem minutter var den i overfladen. Efter guidens "underlæbe-landing kunne jeg overtage fisken. En fin fisk på cirka fire kilo - men en mindre fyr i forhold til de fisk, der var i bugten for tiden. Et smukt hovedspring - og den var af sted som en torpedo igen.
Nerverne var nu ved at lægge sig, og med min første striper på land, var jeg allerede tilfreds.
Næste hug faldt ikke lang tid efter, og denne gang var der mere power i fisken. Det kan mærkes i armene, når man presser og pumper løs med den nedre del af en klasse 9 stang, men nu tog det et kvarters tid, før vi fik fisken i overfladen. Præcis som andre aborrefisk kæmper de længe på relativ kort line og udløbene holder sig i fluelinen.
Denne gang insisterede jeg på selv at lippe (lande fisken i underlæben, red.) den og det gik fint - halv hængende ud over rælingen... Hvilken fisk! En smuk skabning på cirka syv til otte kilo. Jeg var i fluefiskerhimlen - selv om stripere kan blive en del større.
Jeg havde desværre kun booket en halvdags tur, og vi havde kun cirka tre timers fiskeri i alt på grund af min forsinkelse. Jeg fik landet fem stripers med to fisk i otte kilos klassen og tre mindre på cirka fire kilo stykket. Tandlægen var overlegen og fik otte fisk med to i ti kilos klassen. Vi mistede lige så mange, og selvom vores guide ikke var helt tilfreds, havde jeg ikke drømt om, at et sådant fiskeri kunne opleves så tæt på Manhattan.
Jeg tør slet ikke tænke på - hvad det kunne være blevet til hvis vi havde haft mere tid og måske endda en dag mere til rådighed.
Jeg kørte med guiden tilbage til Manhattan og vi fik os en snak omkring mulighederne i New York og denne lille perle - Jamaica Bay - i Queens County.
|
|
|
|
|
Keywords - Læs mere om:
|
|
|
|
Side: 1 2
|
|
|
Nyeste blogindlæg
» Gå til bloggen
|
