Forårsfluer og kolde kystørreder

Nu er det højsæson for fluefiskeriet efter kystens kuldskære havørreder.

Den sølvblanke havørred er kystfluefiskerens fornemste bytte – en vild og uberegnelig skabning. Den ene dag kan kystvandet formelig vrimle af hugvillige fisk – den næste kan vandet virke som støvsuget for liv.

Havørreden

Står man for første gang ved kysten, kan det hele se ganske uoverskueligt ud. At fange en havørred i alt det vand minder mest af alt om at vinde i lotteriet. Men sådan forholder det sig slet ikke. Havørreden har et ganske bestemt livsmønster, som gør det muligt for den dygtige fisker at finde frem til den på forskellige tider og steder.

Den dygtige havørredfisker ved, at bestemte ting styrer havørredens liv og færden i det salte vand. De to vigtigste er føden og de fysiske forhold. Hvor føden er, dér er også havørreden. Den er jo vandret ud i havet for at æde sig større, end den ville kunne i ferskvand. Det er derfor vigtigt at holde øje med livet på det lave kystvand. Hvis det et sted vrimler med tanglopper, kutlinger eller børsteorm, da er der mere end gode chancer for også at træffe havørreden. Og omvendt.

Kystfiskeriet efter havørred er på sit højeste forår og efterår, hvor fiskene jager for fuld kraft. Da kan man træffe ørrederne næsten overalt, og da jager de gerne dagen igennem. Den øvrige del af året har forhold som vandets saltholdighed og temperatur stor indflydelse på, hvor og hvornår man kan træffe havørreden. Havørreden kan nemlig ikke lide kombinationen af koldt og saltholdigt vand.

Dette betyder for kystfiskeren, at han i de kolde vintermåneder skal søge havørreden i beskyttede fjorde og vige med brakt vand, mens fiskeriet på åbne kyster er bedst forår og efterår. Er foråret sent og kystvandet derfor koldt, kan udtrækket fra inderfjordene forsinkes noget.

Generelt kan man derfor sige, at det sydligste Danmark byder på det bedste havørredfiskeri om vinteren, mens det nordlige Danmark fisker bedst den øvrige del af året. Jo koldere vinteren er, desto flere havørreder samler der sig i det sydlige samt i de brakke inderfjorde. Men netop nu er det ved at være højsæson ved alle kyster! Nået hen i april er der nemlig fisk på alle typer kystpladser – overalt i landet. Uanset saltholdigheden.

Grejet

Havørreden er en hidsig jæger, der kan fanges på mange forskellige måder. Flere og flere har dog fundet ud af, at flue og fluestang kan være en effektiv måde at fiske kystens havørreder på. At man langt fra altid behøver de helt lange kast for at komme i kontakt med den eftertragtede, sølvblanke havørred.

Faktisk træffer man her først på året tit på havørreden helt inde under land, hvor den let nås med et kort fluekast. Det er jo det laveste vand, som hurtigst opvarmes af solen. Ofte har den herinde indstillet sigtet på små fødeemner, som fluefiskeren bedre end spinnefiskeren kan efterligne på overbevisende måde!

En 9-10 fods fluestang klasse 7-8 er standardudrustningen. Linen skal være af den langtkastende WF type, som bedre end den traditionelle DT tackler den vind, der i regelen altid blæser.

Fisker man i lave fjorde, kan man med fordel bruge en flydende line. Men fisker man mere på åben kyst, hvor der kan være bølger, da er en intermediate line det bedste valg. Med den kan man komme ned under bølgerne og dermed bevare kontakten ud til fluen. Et saltvandsbestandigt hjul – gerne med skivebremse – og 100 meter bagline fuldender udrustningen.

Fisker man på steder, hvor der er bølger eller stærk strøm, kan man med stor fordel benytte sig af en linekurv til at holde styr på de mange meter løsline. Line, som ellers bliver taget af strømmen eller fanger en masse drivende tang. Linekurven kan se lidt fjollet ud – det ser ud, som havde man en opvaskebalje spændt om maven! – men har man først lært sig at bruge den, ser man snart stort på sit udseende…

Fluerne

Fluerne er et kapitel for sig. Der er som altid to grundtyper at vælge imellem – ren fantasi og så mere eller mindre nøjagtige imitationer af de forekommende fødeemner. Store fantasifluer tages normalt hurtigt ind i lange tag – små imitationsfluer fiskes langsomt hjem i korte tag.

Farvestrålende fantasifluer – gerne fluorescerende – er generelt bedst i vinterhalvåret, hvor vandet er koldt og føden knap. I sommerhalvåret, hvor det lave kystvand ofte vrimler af liv, kan der omvendt blive brug for mere afdæmpede fluer, som ligner de forekommende fødeemner – småfisk, krebsdyr eller børsteorme. Lige nu skal der altså krasse kulører til, hvis man vil have lidt opmærksomhed i det store hav. Og det er jo lige netop det, vi gerne vil!

Men der kan også fiskes om natten her i marts måned, og da er der ikke brug for kulør på fluen.Til decideret natfiskeri er kulsorte fluer sagen – gerne buskede fluer á la Muddler og Zonker, der er helt suveræne til formålet. Og de må gerne fiskes stribende i overfladen, hvor havørrederne har lettere ved at se dem – også selv om vandet kun er få grader varmt.

Der er dog endnu en undtagelse, som gælder her i marts-april. Det er de såkaldte “nereider” ­ børsteorm med kraftige kæber, der sætter dem i stand til at angribe og æde mindre dyr. Som sandormene tilbringer de megen tid nedgravet i bunden, men ofte fouragerer de på bunden i umiddelbar nærhed af deres rør. Og da havner de tit i en fiskemave.

Mest interessante er de dog, når de sværmer i overfladen her om foråret. De forlader da deres rør i bunden og søger op til overfladen, hvor gydningen sker. Efter gydningen dør de alle, men under sværmningen er de genstand for meget stor interesse fra såvel fisk som fugle, der fylder sig med det lette bytte. Lange og buskede fluer fisket langsomt i overfladen er da et sikkert valg!

Man kan vælge nøjagtige imitationer, som skam fanger fisk og kan være sjove at binde. Er man imidlertid blot en praktisk anlagt fluefisker – og en lidt doven fluebinder – klarer man sig normalt lige så godt med en stor oliven Wooly Bugger str. 2-4. Den skal være bundet ubelastet og fiskes helt oppe i overfladen.

Indtagningen af denne flue skal ske uhyre langsomt ­ meget langsommere, end de fleste forestiller sig. Under denne indtagning gælder det om at være meget opmærksom. Hugget er nemlig ofte forsigtigt, og fisken kroger ikke altid sig selv.

Vad forsigtigt!

I det tidlige forår er det solen, der lokker havørrederne ind på det lave vand – solen, der varmer vandet op og får smådyrene frem af deres skjulesteder. Er man heldig, ramler man i april ind i de store børsteormes sværmning – noget, der får kystørrederne til at gå helt grassat. Det er nemlig årets første store ædegilde – en slags jordbærsæson på det lave kystvand.

Om foråret er det derfor vigtigere end resten af året, at man går forsigtigt til værks. Det gælder om at afsøge de inderste meter grundigt, før man vader ud og lukker op for distanceblænder-kastene! Mange er de gange, hvor årets første blankfisk er gået til hugget kun få meter fra land – fisk, der med garanti var blevet skræmt fra vid og sans, hvis man blot var vadet ud i vandet uden at affiske de inderste meter grundigt først!

Og så skal man da heller ikke glemme det rent praktiske i, at der på denne årstid er meget mere behageligt oppe på land end ude i vandet – i hvert fald hvis man ikke har tykke neoprenwaders at ty til…

Så bliv på land, fisk midt på dagen og nyd forårsolen i lange drag. Find et sted i læ for vinden og sug så de varmende stråler til dig, før du kaster dig ud i jagten på kystens blanke jæger.