Share |

Rusty Rat - Klassisk lakseflue

Rusty Rat - Klassisk lakseflue

Rusty Rat - Klassisk lakseflue

Havørreden er nok en af vores mest efterstræbte fisk, når det gælder lystfiskeri.

Dette gælder ikke mindst for fluefiskeren, som nok kan få sin sag for, når først knarren begynder at hyle, og adrenalinen pumper i begge ender af linen.
For at komme dertil må man dog først kroge fisken, hvortil der skal bruges en flue.

Koldt og dybt forårsvand i å og elv er for fluefiskeren ofte synonymt med tunge fluer og skrappe farver. Jeg vil derfor binde en rød flue på en dobbeltkrog.

Af Rat Fluerne er Rusty Rat og Silver Rat nok de mest kendte, men der er også både blue Rat og Red Rat. Det er den sidste, som vi nu skal binde. Fluerne er såvel fortrinelige havørred- som laksefluer.

Krog - Kamasan B280 str.4

Tråd - Uni thread fireorang3 6/0

Tag - Oval Sølvtinsel

Hale - 2 små og korte sektioner af sort og hvid stribet brudeand ( Woodduck)

Rib - Flad guldtinsel

Krop - Rød sæluld eller mohair

Vinge - Et lille bundt gråræv eller ulv ( Silvertippet egernhale)

Cheeks - Danske opdrættet JungleCook

Hackle - Grizzle bundet som kravehackle (Grizzlehøne)

Hoved - Rød

Bindebeskrivelse

En krog sættes i bindestikket og tråden gøres fast et par mm. bag øjet. Der vikles bagud i tætte tørn til over modhagen, eller hvor krogen deler sig.Her bindes ribben ind med et par tørn.

Nu vikles ribben 4-5 tørn Bagud, hvorefter at ribben føres op mellem krogbenene og trækkes hen over alle tørn, tilbage til hvor vi startede. Her bindes ribben ned og overskuddet klippes bort.

Nu klippes der 2 små sektioner af et par brudeande-fjer, som så lægges ryg mod ryg og måles ud hen over fluens bagkrop, mens de holdes i højre hånd. Derved finder man lettest den rette længde. Når længden passer tager man fat med venstre hånd, før man flytter højrehånden.Nu er det blot at binde halen ned som en lille vinge.

For at undgå at halen "vælter", bør sektionerne skræve en smule for neden, når de presses ned mod fluen.

Tips:

Indbinding af fjer - Før bindetråden op mellem venstre tommelfinger og fjersektionen og ligeså ned på bagsiden, uden at tråden hviler på toppen af vingen. Klem derefter hård om fjersektionerne og tråden. Træk nu ganske langsomt nedad i bindetråden. Gentag 3 gange før der slippes ( Slip trådvikleren først. Derved undgår man at komme til at trække det indbundne skævt.)

Nu bindes den flade guldtinsel ind på toppen af krogen, pegend bagud. Sørg for at binde den godt fast, da det er ærgeligt at rykke den løs, efter at kroppen er formet.

Tips

Sørg for at slutte helt bagude ved halen med bindetråden, da denne ellers vil blive synlig mellem hale og tinsel, når kroppen er færdig.

Sæluld eller mohair dubbes (tvindes) på bindetråden, og kroppen formes ved at vikle dubbingtråden op over krogskaftet til 3-4mm. bag krogøjet. Her bindes den ned med nogle tørn tråd

Tips

Sælulden tvindes rundt om bindetråden, hvorefter tråden ( med de øverste fibre sæluld) vikles et par gange om krogen. Nu er det lettere at tvinde resten af ulden på bindetråden, da der nu er hold i den ene ende af materialet.

Tinslen vikles i jævne tørn, med lige stor indbyrdes afstand, op til samme indbindingspunkt som sælulden, hvor den bindes ned.

Afslut altid tinsel og rib på undersiden af fluen. Derved bliver det endelige resultat pænere, og man undgår buler, der hvor vingen skal bindes ind.

Et lille bundt ulv klippes af og renses for underuld. Dækhårene stakkes i en hair-stakker, hvorefter bundtet tages ud og måles ud over fluekroppen med højre hånd. Vingen bør ikke være længere end til bagkanten af halen.

Venstre hånd tager fat om vingen, og der bindes ind. Pas på ikke at få for langt et hoved, hvilket er et meget udbredt fænomen på hårvingede fluer, men ikke særlig kønt.

Bind eventuelt vingen ned som 2 små portioner hår ovenpå hinanden. Derved bliver fluen stærkere. Der bør også lakeres med klar lak såsnart vingen er bundet fast .

En Jungle cock nakkefjer bindes ind på hver side af vingen, i det halve af kroppens længde.

Nu mangler vi blot at afslutte med et krave-hackle. Jeg har valgt at bruge en hønefjer, da den er meget blødere og derved velegnet som hackle.

Strip den nederste del for dun og bind fjeren ind i spidsen med bagsiden opad. Tørn hacklefjeren fremover 3-4 gange, mens du for hver tørn stryger fibrene bagud.

Hacklefjeren bindes ind og et lille hoved formes. Der lakeres og fluen er færdig.

Pas på ikke at komme for tæt på krogøjet med fluehovedet. Det vil gøre det lettere at binde en styrende knude, når du skal fiske med fluen.