Kangia River - Fjeldørred på Grønland!

Dette var tæt på at blive en historie om ikke indfriede forventinger. Så havde der stået meget mere om en ufrivillig overnatning i Kangerlussuaq, om små fisk samt om 42 timers regn - i træk! Heldigvis var dette ikke hele turen. Solen kom atter frem og vi fandt om sider de store fisk.

Min ven, Morten, havde forrige jul chokeret mig ved at meddele, at han flyttede et par år til

Grønland for at arbejde. Da jeg havde sundet mig lidt, begyndte tankerne at kredse om mit selvfølgelige besøg med en ligeså oplagt fisketur. Kunne vi mon opleve et bonanza fiskeri som man ellers kun kan læse om i diverse blade? Den første sommer blev der desværre ikke tid eller råd til et besøg, men denne sommer skulle jeg af sted. Vi havde planlagt at tage til elven Kangia, der ligger et par timers sejlads syd for Maniitsoq. I samme område findes der et stort antal fine elve, men vi havde altså valgt Kangia. Rygter om en snitvægt på 2½ kg havde sat drømmene i gang. Vi havde besluttet, at arrangere turen selv, men kunne også have valgt den pakke løsning turistkontoret i Maniitsoq leverer.

Rejsen

Turen til Grønland gik fint. Der var fint vejr i Kangerlussuaq, men et opkald til Nuuk afslørede, at det var knap så godt længere sydpå. Det blæste voldsomt, og Morten tvivlede på at jeg kom videre lige med det samme. Der gik dog heller ikke længe før det via højtalerne blev meddelt, at flyvningerne til Nuuk var indstillet, og at der ville komme nyt om et par timer. Timerne gik og nyhederne blev udskudt. Omkring klokken halv syv fik vi den officielle meddelese om, at der ikke kom flere fly til Nuuk den dag. Herefter spredte der sig en panisk stemning i den lille lufthavn, da 300 mennesker skulle have uddelt madbilletter og hotelværelser. Til trods for at det næppe var første gang noget

lignende var sket virkede, især hotel personalet nærmest lammede. De første værelser gik til dem der råbte højest eller maste sig længst frem i køen. Ikke noget med at lade ældre eller børne familier komme til først. Jeg fik en nøgle kun to timer senere. Træt låste jeg mig ind på værelset, og faldt hurtigt i søvn. Næste morgen brugte jeg min madbillet i personalekantinen; det var vist ikke hver dag der kom hotelgæster der, men der var ingen problemer. Vejret i Nuuk var blevet bedre, så nu var der hektisk aktivitet i lufthavnen. Da jeg kom ud til flyet fik jeg mig en overraskelse; jeg skulle med en Twin Otter med plads til 15 passagerer. Da vi alle var ombord vendte kaptajnen sig om og fortalte kort om sikkerhedsproceduren - dvs. hvor vil kunne finde redningsveste. Han sluttede af med at meddele, at der i øvrigt ikke ville være servering på denne flyvning. En times tid senere landede vi i Nuuk, hvor Morten hentede mig - knap et døgn forsinket...

Efter et par dage i Nuuk gik turen endelig til Maniitsoq. Morten havde booket billetter på kystskibet, med afgang fra Nuuk omkring midnat, og ankomst til Maniitsoq næste morgen klokken 8. På havnen blev vi hentet og kørt ned til båden. Grejet blev hurtigt læsset om bord på båden og så gik turen videre mod Kangia. Et par timer senere var vi på vej ind gennem den lange fjord og kunne endelig se elven. Det var lavvande, så vi kunne ikke blive sejlet helt ind til elven. Vi blev sat af på den nordlige side af elven, og det skulle vi komme til at fortryde.

Det tog os lidt over en time at forcere fjeldet vi var sat af ved og begyndte at vandre opstrøms. Det blev dog en kortvarig fornøjelse, da vi hurtigt blev stoppet af en stejl fjeldside, der gik helt ned til elven. Slukørede gik vi tilbage til mundingen. Her fik vi kontakt med en fisker på modsatte side, som fik guiden til at sejle gummibåden over for at hente os. Da vi var ved at være trætte, besluttede vi os for at slå lejr ikke langt fra campen. Så snart teltet var kommet op og stå, gik det stærkt med at få pakket stængerne ud og komme ned til elven. Endelig fisk Her på det nederste stykke af elven var der god fart på vandet. Vi kunne ikke lige se nogle af de langsomt flydende pools, hvor vi havde håbet på at kunne spotte fisk. Elven mindede mest af alt om en mindre lakse elv. Vi fandt dog en egnet pool og begyndte fiskeriet. Vi havde ikke fisket længe før den første fisk huggede. Fisken tog et gevaldigt udløb, og for første gang i mange år så jeg min bagline. Et senere tjek viste dog, at bremsen godt kunne stilles lidt strammere. Fisken viste sig at være blank og knap så stor. Klart under et kg og nok tættere på et halvt kg. Nå, men nu var vi i gang, og en håndfuld fisk fulgte, før vi besluttede os for at gå tilbage til teltet for at lave mad. Da vi havde spist gik turen atter til elven, denne gang dog for at vaske op.

På vej tilbage til teltet begyndte det at regne; nu skulle det blive spændende at se om Mortens nye telt holdt tæt. Jeg skal love for at det blev testet. Regnen stoppede først 42 timer senere! I al denne tid var vi stort set kun uden for teltet, når blæren skulle tømmes. I denne periode blev der sendt længselsfulde blikke mod campens hytte. Havde vi haft mulighed for at få tørret tøjet, havde vi nok også begivet os mere ud i regnen. Da regnen endelig holdt op kom der nye gæster til campen. En gruppe af lokale outfittere skulle i lære som fluefiskeguider. Vi fik en snak med deres instruktør, som ikke var synligt imponeret over størrelsen på de fisk vi havde fanget. Han fortalte, at da vi var sent på sæsonen var stort set alle de store fisk trukket længere op ad elven. Ca. 7 km opstrøms var der et vandfald der forhindrede fiskene i at nå længere. Heroppe ville hver 10. fisk være over 2 kg. gættede han på. Han kunne desuden fortælle, at vejrudsigten lovede sol for morgen dagen, så det var med store forventninger vi gik i seng den aften. Næste morgen var vi tidligt af sted. Vi valgte en sti oppe i fjeldet frem for at gå langs elven. På denne måde ville vi hurtigere nå frem til det famøse vandfald. Vi havde fået at vide, at man kunne gå der op på 2-3 timer. Det blev til en hyggelig tur i fjeldet, hvor vi rigtigt nød at se solen igen. Vi kom også forbi en tidligere lejrplads, hvor der lå en masse affald.

Trist at folk som tager ud til et så natur skønt område, ikke kan finde ud af rydde op efter sig, og lade andre få en lige så stor oplevelse som de selv har fået. Nå, men vi havde efterhånden gået i mere end 3 timer uden syn af noget vandfald. Da vi kort efter stod ved et stærkt strømmende tilløb, som ikke lige kunne passeres, var vi noget forvirrede. På sin GPS modtager kunne Morten se, at vi var 7,5 km fra lejeren. Vi kunne se godt 2 km længere op ad elven men kunne stadig ikke se vandfaldet. Vi besluttede os for at fiske neden for tilløbet. Heroppe måtte der også være store fisk. Efter en times fiskeri havde vi fanget 5 fisk - alle omkring 20 cm lange. Noget var helt galt! Da det nu var blevet eftermiddag, og vi stadig havde 3 timers vandring hjem til lejren, besluttede vi os for at gå tilbage denne gang langs elven. En times tid senere så vi lidt forlegne på hinanden. I det fjerne kunne vi høre en svag brusen som langsomt blev højere, efterhånden som vi nåede længere nedstrøms. Hurtigt gik det op for os, at vi var gået alt for langt. I vores iver havde vi ikke lagt mærke til vandfaldet fra stien. Det skal dog nævnes, at det ikke rigtigt kan ses fra stien og kun ganske svagt høres. Desuden er der nok nærmere tale om en fos end et egentligt vandfald.

Vi var nu nået nedstrøms vandfaldet. Flere fine fisk viste sig i strømmen. Jeg vadede ud og fik lagt fluen tæt på en stor sten der brød strømmen. Nærmest med det samme blev linen strammet op, og en fin fisk for nedstrøms med fluelinen efter sig. Pludselig blev linen slap; pokkers - fisken var væk og havde taget fluen med sig. En ny flue af samme type blev bundet på linen og lagt ud samme sted i strømmen. Igen blev fluen taget næsten i det øjeblik den ramte vandet. Denne gang var jeg mere påpasselig.

Da fisken fortsatte nedstrøms, måtte jeg ind til land og løbe efter den. Nogle minutter senere var fisken klar til at blive landet. Morten blev tilkaldt med nettet. Stor var jublen, da fisken sikker lå i nettet. Første fisk over to kilogram var en realitet. Det blev til flere fine fisk omkring kilo'et på det næste stykke. Morten fandt et sving hvor vinden, som nu var taget til, ikke generede voldsomt. Jeg gik et stykke opstrøms for at fiske en lovende nakke af. På vejen lagde jeg mærke til, at Morten nu stod med en bøjet stang. Næste gang jeg kiggede var stangen stadig bøjet, men Morten var nu gået længere ned ad elven. Jeg besluttede mig for at vende om, og se om han havde brug for assistance med nettet.

Da jeg nåede frem stod Morten med et stort smil; det var en rigtig god fisk. Jeg fik nettet den hvorefter Morten kunne bryde ud i en lille jubel dans. I nettet lå en farvet han fisk omkring 2½ kg. Med en 2 kilos fisk til hver var forventningerne indfriet. Vi fortsatte fiskeriet et par timer før vi måtte vende støvlerne i retning af teltet. Jeg husker ikke meget om de efterfølgende fisk, men kan se på billederne at det blev til en del fisk mellem 1 og 1½ kg. Turen hjem til lejren gik uden problemer. Selvom benene var godt trætte af 25 km vandring i fjeldet. Et par vabler var det også blevet til - skridtstøvler er ikke det optimale fodtøj til længere vandringer.

Næste dag var vi tilbage ved de fantastiske steder, vi havde fisket dagen før. Nu hvor vi kendte ruten tog det kun 1½ time at komme frem. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig hvornår jeg kommer til at fange flere - eller blot lige så mange fisk - som jeg gjorde denne dag. Jeg kender ikke det præcise tal, men 100 er nok ikke noget dårligt bud. Nu ville jeg jo gerne kunne fortælle hvor fantastisk en fisker jeg er, men sandheden er, at når først teknikken var luret var det ingen sag at få fisk. Fiskene stod på bedste laksemaner i kanten af strømmen, og huggede som regel når fluen svingede ind i det mere stille vand. End ikke fluevalget var problematisk. Vi fangede fisk på vådfluer, streamers, steelheadfluer, laksefluer og et par på tørflue. Skal jeg alligevel nævne en enkelt bliver det Steen Ulnits' juletræ. Denne flue fik vi de fleste fisk på - hvilket dog ikke var så underligt, da vi også fiskede en del med den! En af denne flues forcer er, at den er lige så god ny, som efter at 20 ørreder har gnasket den igennen, og den røde krop er synlig.

Den sidste dag vi var ved elven, vendte regnen tilbage. Ikke i samme mængder vi havde set tidligere, men skyerne hang tungt over dalen, og gav byger i ny og næ. Vi havde haft rigeligt mad med ud til elven, og resterne fik vi pakket sammen og gik op til camp'en. Kursisterne var taget af sted, mens guiden Adam arbejdede på hytten. Vi blev budt indenfor til en kop kaffe og fik en lang snak med Adam. Han fortalte om andre fantastiske elve i området omkring Maniitsoq, om nogle af sine oplevelser som guide for rige amerikanere, og om den bjergtop der er opkaldt efter ham - Adams Peak. Da vi forlod hytten, var der ikke rigtig tid til mere fiskeri. Vi var dog også ved at være mætte på oplevelser, og begyndte derfor at pakke teltet sammen. Mens vi ventede på at blive hentet, besluttede et par fiskeørne sig for at give flyveopvisning ved Kangias munding. Et fantastisk syn og en god afslutning på en forrygende fisketur.

Turistkontoret i Maniitsoq arrangerer ture til Kangia og et par andre elve i nærheden. Har man mod på at arrangere turen selv, kan det også sagtens lade sig gøre. Grønlands fly flyver dagligt fra Kastrup til Kangerlussuaq. Herfra flyves videre til Maniitsoq. Fra Maniitsoq er der ca. to timers sejlads til elvene. Kontakt til lokale med både kan arrangeres via turistkontoret, men så kommer man til at betale omkring 1.200 kr. pr. sejl time, dvs. små 5.000 kr. hver vej.

Langt billigere er det, hvis man kan få kontakt med nogle lokale, og selv forhandle prisen. Grejet Vi fiskede med klasse 5-7 stænger og havde ingen problemer. Lettere stænger kan ikke anbefales, da det kan blæse en del. Desuden er det svært at fighte fiskene tilpas hurtigt med lettere grejer. Jeg havde før afrejsen været i tvivl om fluevalg. Hvor store og hvilke farver? Æskerne var blevet fyldt med egne kreationer og i panik var et par grejbutikker også blevet plyndret. Jeg nægtede, at stå ved drømme elven og mangle den helt rigtige flue. Tja, den bekymring kunne jeg have sparet mig. Fiskene huggede på alt hvad der blev serveret for dem.

Vi fangede fisk på orange, sorte, grønne, gule, hvide, lilla og røde fluer. Små som store. Glimtene og neutrale. Et godt råd er, at medbringe rigeligt med fluer. Det er altså begrænset hvor mange ørreder der kan gnaske en flue igennem, hvis rib og hackler skal være hele. Jeg havde også været i tvivl om, jeg skulle have skridtstøvler eller waders med. Eller begge dele? Jeg besluttede mig for at tage skridtstøvlerne med, og lade waders blive hjemme. Det skulle vise sig at være en god beslutning. Ingen steder havde jeg brug for at vade dybere end skridtstøvlerne tillod. Morten klarede sig gennem turen i sine Goretex støvler, men kunne så heller ikke fiske samtlige pladser af. Regntøj og svedtransporterende undertøj er obligatorisk.